Den, som vil, kan væbne sit Væsens Frihed selv med ufri Haand

Den, som vil, kan væbne sit Væsens Frihed, selv med ufri Haand

Forskellen mellem gode og daarlige Digtere er den, at de gode ogsaa skriver andet end Skidt. Ikke alt det, der hedder Rørdam, er Guld. Men saa er der ogsaa Vers af ham og Prosa og Vers igen, som forlanger, at vi kalder ham vor Tids største danske Digter, Nationens Digter: ja, ret egentlig Skjald, Dannerskjalden. Som Kunstner overgaas han, naar han er bedst, af ingen her, og denne hans Kunsts Indhold er af en saadan Art, at skulde vi bede om den litterære Nobelpris til nogen, maatte det blive til ham.

Hans Digtning bæres af hans dybe Fædrelandskærlighed. Hans Tragedie – og Storhed – har været den, at hans Liv er faldet i en Periode, da »Danmark« i betydende Kredse af vort Folk var ved at være et uartigt Ord. For ham var det altid det stærkeste og blødeste af alle. Han har elsket sit Land saa højt, at han samtidig med, at han priste det i alle Rim og Rytmer, maatte han af Angst for dette Dyrebares Undergang afdække dets Fejl skaanselsløst, advare og mane. Ja, med alle Rim og Rytmer har hans Sprog sluttet Pagt. Pagen hos I.P. Jacobsen, der ikke kunde finde paa noget Rim til Roser, skulde bare have spurgt sig for hos Rørdam; saa havde han faaet hele Trompeten fuld. Der existerer næppe det Ord i dansk Tunge, som Rørdam ikke kan finde et Rim til. D.v.s. finde – jeg tror, de kommer til ham af sig selv. I alle Slags Gangarter. Nogle indfinder sig i Deputation, andre kommer uartigt væltende med en Finger i Næsen. Rørdams Herredømme over Verset stikker ikke op for en Brorsons eller Ærbødigsts. Sommetider tager de Magten fra ham, Rimfloden og Billedkæden. En ung Dame, med hvem jeg engang vilde dele min Begejstring over nogle Rørdamske Vers, afbrød mig efter nogen Tids behersket Utaalmod (Hun var 3 Aar gammel): Jamen de er for filtrede. Men til andre Tider har de de Kerneord, der er som en Egekæp, Haanden griber om og holder fast, støtter sig til og styrker sig med og – skal det være – slaar med. De Kerneord, der udløser en Tanke og frigør en Vilje hos den enkelte eller hos Folket med saadan Fynd, at Dannebrog højt i Blæsten ikke smælder med større Kraft.

Hvis Danmark ikke havde været til, havde heller ikke Valdemar Rørdam været til. Hvor elsker han det! Hvad i det har han ikke besunget! Alle dets Egne, som kun den kan det, der ikke er født et bestemt Sted, men rundt i hele Landet (og den Lykke har jo ofte Præstebørn frem for andre). Dets Historie, som kun den kan det, som føler sig selv som noget meget Stort og som noget meget Lidt. Meget Lidt, fordi jeg er jo bare mig, et Menneske, og dem er der nok af, der er snart ikke noget, der er saa meget af her paa Jorden, og derfor pyt med mig og med mit Liv, undtagen for saa vidt som jeg kan bruge det til Fordel for Helheden.

Noget meget Stort, fordi jeg er uendelig meget mere end mig selv, jeg er et Led i Kæden, ja, i Dobbeltkæden, den lodrette fra de Tusind Slægter, jeg stammer ned fra, til dem, der skal komme, og den vandrette, Folket om mig i Dag. Kun saadan finder jeg Mening med mit Liv, og er den den eneste, er det selvsagt, jeg er rede til at ofre det for den. Ja, egentlig er der ikke Tale om at ofre, for Liv og Død er jo eet, de tjener begge Formaalet.

Han kender Blomsterne, som kun Gartnerdigteren gør det. Han kender den danske Himmels Fugle og Markens og Skovens Dyr som kun – jeg havde nær sagt: Krybskytten, men mente jo Jægeren. Han kender Bølgerne bedre end Sømanden og Skyerne bedre end Vorherre, der vel kun kender dem ovenfra, den Vej, hvor det ikke kan regne.

Og han kender de danske Sind, Kongens og Husmandens, Barnets og Morlilles. Ja, hvor kender han dem! Hvor har han hjemme hos alle Folk og alle Aldre. Lykkelig uakademisk er hans Kærlighed til Folket. Professoren i Dansk kan faa hans Hyldest, men ikke djærvere, ikke inderligere end Grovsmeden eller Hedebrækkeren. Tiest, finest, mest glødende hylder han Kvinden, gerne Elskerinden, men mest beaandet og henført den frugtsommelige eller den unge Moder med Barnets spæde Fingre spilede over Brystets spændte Hud.

Det Sind, han bedst kender, er Barnets. Naar hans Ørneiagttagelse, der sikkert slaar ned paa det karakteristiske, hans straalende Hukommelse for de alleryngste Aar og hans Mesterevne over Verset forenes til Billeder fra hans egen Barndom, lytter man til med en Taare paa Spring.

Naturligvis er Rørdams Danskhed ikke anderledes befattet, end at han ved, der er andre Have end Store Bælt. Vidt har han faret i Verden og flammende Vers har han bragt med sig hjem derudefra. Hans magtfuldeste Værk er ikke, som man vilde vente det, et Drama om Absalon og Kong Valdemar, men et Skuespil om Buddha, Lykkens Yndling. Men han glemmer aldrig, naar han rejser, hvad Land, han kommer fra og hvor han agter sig hen – At Rejsen egentlig kun gaar fra Danmark til Danmark. Og hvad hans høje Værk om Buddha angaar, da er der det at bemærke, at hvor meget Purpur og Silke, Marmor og Elfenben, Lotusblomst og Solopgang han end forbruger (og gør det stolt og behersket, tumler med det suverænt), saa er denne indiske Gud den monumentaleste Skikkelse af Danskhed, Rørdam har skabt. Hvor er det egentlig af Værdi at gøre sig klart: ingen dansk Digter har som Valdemar Rørdam raslet med Sabelen; i de skarpeste Ord har han truet os med Udslettelse, fordi vi har vist Letsind og Sorgløshed, vist Uvilje over at betale Livets Pris; for overgi'r et Folk sig fejgt, saa raadner Folkets Rod. Vel har han sjælden forherliget Sværdet for Sværdets egen Skyld, men atter og atter som Middel. Alt det bundne i ham, den anden Side af dansk Væsen, den, han mandigt har maattet lukke Munden paa, fordi de andre havde ladet den snakke for stort et Tal over til venstre Ræling, saa vort Statsskib fik Slagside, hvilket mærkeligt nok betyder: blev umuliggjort til Slag, det løser han og giver fri i et af sit Livs dybeste Øjeblikke. Der havde manglet noget alt for afgørende dansk i hans Røst, hvis den ikke ogsaa havde fortalt os om Manden, der vilde frelse Verden ved aldrig at udgyde Blod.

Hvorfor er Rørdam ikke agtet nok i vort Folk? Lad det være hans egen Skyld saa og saa langt: har han været glad for sit Land, i Livet, i Menneskene? kunnet med for mange? hadet for lidt? været med til for meget? vist Ensidighed, men ikke Ensidighed nok? over for andre? over for sig selv? »At Skønhed er en Gift, vor Lyst forbandet« – Ogsaa har han været for flittig, givet alt for meget fra sig, svækket det kraftfulde, han havde at sige, ved at sige det for ofte og paa for mange Maader. Men det Folk, han har søgt at raabe op, kan ikke pege paa renvaskede Øren. Med Forfærdelse tænker vi paa en Tid, da store Dele af Folket var saa tysk orienteret, saa datysk orienteret, at de lod parate til at smide vort ældgamle Kongeguld over Bord, sætte vor Hær paa Musæum og grisse Korset i vort Flag til med rød Farvelade. Hvordan skulde Rørdam kunne blive »anerkendt« under saadanne Forhold? Det er hans Ære, at han aldrig trættedes af at raabe? Nej og Nej og Nej, af at pege paa det gamle for at vinde det nye, at hans mægtigste Strofer blev ved at hamre Danmarks Navn fast midt under Skuldertrækket og Protesterne, at han saa mod Nord og blev ved at se mod Nord, mens Folket lunede sig i Syd- og Vestsolens Upaalidelighed.

Naar vi engang har nedsvælget Bærmen af det Nedværdigelsens Bæger, han med Torden og Taarer har truet os med, og som nu saa kraftigt holdes os for Munden, da vil man ud af hans efterladte Værk hente Syner og Toner til Livet i det unge Storrige Norden.

Kaj Munk.