Eduard Geismar – som han var

Eduard Geismar – som han var

Af Kaj Munk

Paa Professor Eduard Geismars Begravelsesdag siger Kaj Munk i denne Kronik noget af det, han ikke fik sagt sin gamle Professor i levende Live. Kaj Munk fortæller, hvor meget Eduard Geismar har betydet for ham, og giver en gribende Skildring af den Afdødes Personlighed.

I DE SIDSTE MAANEDER har en Stemme i mit Indre Gang paa Gang sagt til mig: „Du skal skrive en Artikel om Eduard Geismar; du skal give ham den Glæde at lade ham og andre vide, hvor meget han har betydet for dig.“ Jeg opsatte det. Det er jo Skik, at sligt gøres, naar der foreligger en Anledning. En daarlig Skik. Aldrig vente til i Morgen med, hvad der kan gøres i Dag. Aldrig bie paa en Anledning med det, der ingen Anledning behøver. Men nu kom den da. Som et Slag i Ansigtet virkede det paa mig, da Bladet meldte mig hans Død.

Eduard Geismar var et af de Mennesker, som Kristus havde gjort fredløs. Ja, gaar det ikke an at sige det, at ham var Frelseren en haard Herre. Er det tilladt at læse Aviser dér, hvor han er nu, vil han ved disse Ord vinke afværgende med Haanden og smile og sige Nej, nej, nej. Og han vil kaste sig ud i et dybt og gribende Foredrag om Guds Godhed og om den Lykke, det er at tjene ham. For han prøvede hele Livet paa ærligt og redeligt at bilde sig selv ind, at han var en lykkelig Mand, eftersom han hørte Gud til. Sandheden er, at jeg sjældent har set hjælpeløsere Sind stedet midt i Livets Malstrøm. Og denne nøgne – ja, for han var saa nøgen, at han var hudløs – denne nøgne Hjælpeløshed var hans uvisnelige Ære.

I mit Skuespil „I Brændingen“ har jeg stjaalet en Replik til Ulrik om Herbert fra Oscar Geismar, fremsat for en 25 Aar siden om hans Broder: „Hemmeligheden ved Eduard (i Modsætning til Johan og Oscar) er dén, at han aldrig har kunnet bære et Kjolesæt.“ Det er dybt og skarpt set: Eduard Geismar var blottet eller havde blottet sig for Evnen til at kamouflere sig; overfor Verdens Hovmod og Haardhed og Kulde havde han intet at dække sig med. Hvad gør vi andre? Vi trækker i Kjolesættet. Ansigt til Ansigt med Tilværelsens Bitterhed bryster vi os, forhærder vi os, vi skyder den fra os, vi sørger for at faa travlt med andre Ting. De Hundekunster laa ikke for ham. Overfor Verdens Nød kendte han kun eet: at lide under den, lide, som hans Forstand stundom var ved at knække af det. Jeg gentager: dette er hans uvisnelige Ære.

*

AT HØRE GUD TIL betød ikke for ham at have fundet en Busk til at stikke Hovedet i; betød ikke at være bjerget og have faaet sit paa det tørre. „Giv dig over til Jesus, saa faar du det saa godt, aah, saa godt“, siger Indre-Missionærerne. Geismar kunde slippe til at tale paa samme Maade, men saa var det – undskyld! – Munden, der gik paa egen Haand. For selv var han et næsten blødende Eksempel paa, at det at give sig over til Jesus, det er at faa det alt andet end godt. Det er: at faa sin Samvittighed hvæsset, det er: daglig at faa sine Skuldre knust under Byrden af den anden Bøn; det er: at se Guds Herlighed og netop derfor se Jordens og sit eget Mørke som en Haabløshed af Nat. Men en Haabløshed, der forpligter til Haab og til Kamp for Haabets Opfyldelse. Aldrig har jeg nævnt ham en Vanskelighed, uden at Smerten jog hen over hans Ansigt, og saa kom det: Hvad gør vi ved det, Munk? En Kæmpe var Eduard Geismar visselig ikke, men en Kæmper var han som faa.

Sandelig ikke, fordi Kampen var hans Lyst. Han ømmede sig ved at blive saaret og ømmede sig endnu mere ved at tilføje Saar. Men det at slaas det var jo en af de mange bitre Tilhørspligter, den strenge Herre lagde En paa. Nuvel, saa gik han da i Leding, naar det gjaldt. Og laa hans Nerver end blot, og kunde han synes baade raadvild og forsagt – havde han hørt Feltherrens Raab, kastede han sig ud i Gnyet uden Skaansel mod andre eller mod sig selv. Især uden Skaansel mod sig selv.

Kan en nøgen Mand da kæmpe? Kristendommen er Historien om de vaabenløses Kamp og Sejr. Mesteren lagde for: da Stat og Kirke hængte ham i Galgen, og Vennerne fik løst ham ned og svøbt ham i Jordelin, gav Gud ham Solopgangens Rustning paa og blæste Evighedens Livsaande i ham. Og det skal slaas fast om Eduard Geismar: hvor streng en Herre det end var, han tjente, strengere var han ikke, end at han lønnede sin Tjener med at være ham nær. Disse store Ord skal siges hen over denne lille Mands aabne Grav og de siges i en Bevægelse, der gennemryster mig: ikke har jeg været sammen med noget andet Menneske, hvor Gud var saa nær.

*

JEG tænker ikke saa meget paa ham paa Prækestol eller Talerstol. Indtrængende og gribende kunde han føre Ordet, og stundom nærmede han sig Ekstasen. Men den var han bange for. Den religiøse Ekstase kommer vel af at forspise sig i Gud, overfylde sig med ham. For Geismar var Gud et Sværd og ikke en Forskærerkniv. „Vi var engang“, fortalte han, „til et stort Præste- og Lægfolksmøde i Tyskland; Stemningen var efterhaanden saadan, at vi følte det, som om vi nu blot behøvede at falde paa Knæ, saa vilde Aanden bruse ned over os og bortrykke os til Himlen; da raabte en Englænder hen over Forsamlingen paa daarligt Tysk: „Wir müssen Gottes Wille tun“.

Dette med at prøve paa at gøre Guds Vilje, det var for Geismar den eneste virkelige og oprigtige Maade at nærme sig Gud paa. Derfor kastede han sig ud i Samfundsproblemerne, som han ikke havde andet Begreb om, end at der var Uret der, og altsaa maatte den fjernes. Derfor aabnede han sit Hjem og sit Hjerte for de unge Studenter, hvem det brød i Hjernen paa, og som gik halvforkomne om i den store, kolde By. Derfor var det hans brændende Begær at faa Lov at tjene, i stort som i smaat. Var vi paa Skovtur, vilde han slæbe Oppakningen, „for i Dag er det jer unges Dag, saa skal I være fri.“ Derfor tvang han sig til at være glad; derfor var han ulykkelig over ikke at være lykkelig; for det at tjene Gud var det ikke Livets Mening og højeste Lykke?

*

JEG HUSKER, da han blev Professor. Han sprang op ved Studentermødet paa Nyborg Strand og talte rent apokalyptisk. Nu var det forbi med at være Provinspræst; nu skulde han være Fanebærer for selve de unge Korsfarere i Landets Hovedstad. Som for saa mange Provinsembedsmænd var København alle Forventningers Straalested – i Opfyldelsens Stund viser Straalerne sig at være fra Sprøjten i Stedet for fra Solen. Studenterne havde ikke den Brug for ham, han havde drømt sig; Tjenestens Herlighed blev til Tjenestens Besværlighed; som saa ofte før havde Ekstasen skuffet – den falske Genvej til Gud. En ny Retning opstod, der satte sin Ære i at vise Kristi Kærlighed ved at piske til Blods med Svøbe og gnide Salt ind i Strimerne. Et fremstaaende Medlem af denne Retning benyttede sig af sit Kendskab til Geismar intime som Husets Læge til med den emanciperede Kvindes Mangel paa Blufærdighed at blotstille alle hans Svagheder. Alt dette nagede ham, saa han nærmede sig Angsten for endog at være forkastet. Personlige Sorger kom til. Og Sygdom fulgte Hvorfor var det nødvendigt, Herre, at netop han, der var saa pinefuldt fintmærkende overfor Lidelsen, at netop han skulde saadan forfølges?

Ja, med en næsten smaalig Forfølgelse. Han elskede Blomster. Jeg ser ham springe op i Baaden, engang jeg roede den ind mellem gyngende, røde Pileurt. „Se, se!“ raabte han og klappede i Hænderne, „nu sejler vi jo lige ind i Herligheden.“ Blomster var nær ved at være hans eneste verdslige Glæde. Han havde en presset Samling, der var hele hans Ungdoms Mindeskat, sagde han. Den brændte naturligvis herhjemme, engang han var paa en Udlandsrejse. – I Toppen af et Æbletræ i Rønninges Præstegaardshave sad han og hans Bror Oscar og plukkede Æbler og diskuterede Grundtvig, hvem Eduard forivrede sig til at sige, at den grundtvigianske Bror slet ikke forstod, og denne fnøs, om han virkelig vilde fratage den fattige hans eneste Lam? Gestikulationen blev voldsom, men det blev naturligvis Eduard, der faldt ned. – Studentervitsen fra, da de tre Brødre studerede Teologi, er kendt: den dygtige Geismar, den vigtige Geismar og den dygtigt vigtige Geismar.

Selvfølgelig havde Eduard sine Brødres Sind, men hvem havde lært ham Selvudslettelsen? Han kom engang for sent til Hotellet ved et Møde i Nyborg, nænnede ikke at vække nogen, men svøbte sig ind i Plaiden og sov sig igennem Sommernatten i en Grøft. Han søgte sig den laveste Plads ved Gæstebudet. Hvordan var han kommen ind paa den for en Kristen temmelig paafaldende Opfattelse, at Bibelens Ord skal man gøre Alvor af?

*

JEG elskede ham for det. Jeg elskede ham for hans Pligtbundethed til den Herre Kristus, naar han stred med Problemerne og fik gjort dem endnu mere indviklede, end de var før, eller naar han sprang op paa en Talerstol, og ikke fyldte noget og ikke fandt de rammende Ord, og derfor maatte gøre Stemmen rigtig stakaandet og brændende. Jeg elsker de Mænd, der har Mod til at gøre sig latterlige. Han havde end ikke Modet, men saa havde han Pligtbevidstheden. Og jeg elskede ham, naar han smed alle Sorger over Bord og et Øjeblik var en glad Student, der førte an i Gaader og Ordsprogslege – Laokoongruppen, hvor Vandslanger snoede sig om Præstens Hals og Arme – eller Kunst – antinobel – eller Prostanter mod Cato ligger.

For Eduard Geismars Betydning laa ikke i, hvad han skrev eller talte eller gjorde eller fyldte, men i, hvad han var. Og den unge Student, der lærte ham at kende – det var vist efterhaanden fortvivlet faa – modtog noget, han ikke selv i Øjeblikket fuldtud forstod at værdsætte, men senere i Livet ser han, at der blev der støbt Piller under hans Tilværelse. Og nu naar jeg endelig frem til at sige det enkle og korte, jeg med alle disse Ord har stilet efter at faa givet Udtryk: Eduard Geismar kunde bede. Prisen, han havde givet for at faa lært det, var frygtelig. Men den var det værd. En Petit-Journalist fik engang Lov at skrive i Politiken, at hvad skulde man med Gud, naar man paa Gudskoryfæerne saa, at de saamænd render rundt og er lige saa ulykkelige som alle vi andre. Han tænkte sig sagtens, at Gud maatte være noget i Retning af en Tivolitur. Eduard Geismar vidste om, at det at være sammen med Gud er en Ulykke, men – men – men hvad gør det overfor det at være sammen med ham? Og naar den unge Student listede op til sin Professor med Hjertet sprængfærdigt af Virvar og Ve, eller den unge Præst fik Besøg af sin gamle Læremester og fik ham med ud paa en Sygevisit, saa snakkede man først lidt sammen, og saa foldede Geismar Hænderne … og saa var Gud ikke længere noget fjernt og forfærdende og indviklet og problematisk og fortidigt og begrebsmæssigt og hvad ved jeg, men saa sad Gud sammen med os i Sofaen, og alt i Verden betød ikke noget i Sammenligning med, at Gud sad der og var god og trofast og nær. Og underligt nok, skal jeg tænke mig Eduard Geismar nu, da jeg fælder bitre Taarer over ikke at have faaet ham sagt noget af dette i levende Live, saa synes jeg, jeg ser ham for mig, endelig fredlyst, et Steds paa en anden Klode sidde i en Sofa sammen med Gud.

Selv et teologisk Fakultet kan være Gud til Ære, saa længe blot det har saadanne Mænd som Eduard Geismar.

KAJ MUNK.