Til Minde om Dr. Agersnap

Til minde om Dr.Agernsap

En af Vestjyllands trofaste, retskafne, sande Jægere er død, gamle Dr. Agersnap i Ulfborg. Et langt Lægelivs strabadsiøse opofrende Gerning havde taget hans Kræfter; han var selv klar over, at han var tidig til Jagtens Afblæsning og døde just som den nye Sæson gled over Tærskelen, og var vel Jæger nok til trods alt at ønske sig, at han dog lige maattet have faaet den med.

Hans Gerning havde hans Hjerte, det er sikkert nok. Han var jo fra Hestekøretøjernes Tid, og hvilke Ture har han ikke døjet ud i Ulfborgs mangemilevide øde Opland i det barske vestjydske Klima! Siden kom Motorcyklen; den gjorde Turene kortere, men ikke skaanligere. Men der var aldrig noget der hed, at han skuttede sig, hvis det gjaldt om at komme et Menneske til Hjælp. Være det til Hjælp paa enhver tænkelig Maade. Men havde Gerningen hans Hjerte, saa havde Jagten hans Sjæl. Ude mellem de dukkende Harer og de glidende Ræve fandt han sin Hvile og sin Opbyggelse. Hvor tungt end Asthmaen satte sig paa hans Bryst, hvor træt end Pumpen derinde passede sit Job, naar der var Fristund, maatte den gamle Ford ud i Plantagen med sin Herre. Der blev sjældent skudt noget, for Dr. Agersnap elskede sine Dyr, og var Skuddet ikke sikkert, var der ikke Tale om, at det fik Løbepas. Og selv om det var oplagt, kunde det nok komme til at gaa saadan, at han stod og snakkede saa længe med den lille Mis, at det blev for sent at skyde; og saa gottede han sig.

— Trangbrystetheden tvang ham til at gaa smaat. Men hvilken pragtfuld Dyd gjorde han ikke af Nødvendigheden! Naar Apotekeren og jeg skridtede en Pløjemark af i stiv March og intet saa, kom han listende bag efter os og skød Harerne. „Bare gaa smaat!“ docerede han saa pustende, „og blive paa det samme Stykke – frem og tilbage, saa vil det til sidst ske, at de gamle Ramlere, der sidder rundt om og kigger paa En, bliver urolige, og en af dem tænker: Nu gaar den vist ikke længere.“

Ellers var Doktoren ikke en Mand af mange Ord. Men han var sat, og den skønne Vægt, der hedder Erfaring, gav hans Ord Tyngde. Det var noget, der rankede en anden En op, naar man havde det tyvbrændte Held at dublere vilde Agerhøns for hans Øjne og saa fik den Ros: „De er jo efterhaanden kommen til at skyde slet ikke saa ringe.“

I Vestjylland havde han levet sit hele Liv, og Vestjylland blev en Kende fattigere for os Jægere, der kendte ham, da Døden støvede ham ind. Det var, som om Heden havde mistet en af sine sjældne Lavarter, disse Lav, som den Ukyndige trasker hen over uden at se, men som for os, der selv føler os som et Stykke af Heden, er noget af det fineste af den og for Alvor med til at give den dens Særpræg.

Kaj Munk.