Hvor holdt vi af ham —

Hvor holdt vi af ham —

Vi bringer i denne Kronik den Tale, som Kaj Munk holdt i Aftes ved Det kgl. Teaters smukke Mindeforestilling for Johannes Poulsen.

NAAR Det kgl. Teater har bedt mig føre Ordet ved denne Lejlighed, maa jeg spørge mig selv: for hvem er det, jeg fører Ordet? Mon jeg ikke kan svare, at det er Det kgl. Teater, d.v.s. Danmarks Teater og saa igen dette Det kgl. Teater, der laaner mig sin Mund til at sige Johs. Poulsen en Tak, der kan høres af hele dets Publikum. Ingen Ligprædiken, ingen Domsafsigelse over den Døde. Naar Rejsen er gjort ind i det Land, som ingen Vandrer vender tilbage fra, staar Sjælen foran den, hvis Dom alene betyder noget, og hvad alle andre siger, ogsaa Præsten, er ligegyldigere end nogensinde. Her skal heller ikke forsøges nogen Karakterisering af Kunstneren. Om Johs. Poulsen og hans Kunst er der i disse Dage i Taler og Artikler sagt alt muligt og adskilligt mer. Jeg staar her blot for at nævne de enkle Ord: Den kære Mester Johannes, hvor holdt vi af ham! Det danske Teater, alle vi, der hører til det danske Teater, Skuespillere, Digtere, Kritikere, Publikum, siger det ud af vort fulde Hjerte: Hvor holdt vi dog af ham! Og vi siger det med et lille Bid i Samvittigheden over, at vi ikke varmt nok fik sagt ham det rigtigt, inden han brød op fra os. Vi var flinke nok til at lade ham mærke, naar vi ærgrede os over ham, eller, Sandheden i Ære, naar han ærgrede os. Ikke nær saa flinke til at lade ham mærke, at inderst inde vidste vi godt, at vi havde dog ingen som ham, intet saadant Sundhedens Springvæld midt i Kulissestøvet som ham. Vi regnede vel med, at der skulde blive Tid nok til at sige ham det, saa frisk og stærk og levende han var. Den rævelumske, ræverappe Død har narret os igen; den glade Festernes Mester er blevet borte for os; men hans Latter og Raab runger endnu i vore Øren og vil runge længe, længe i vort Sind.

Som gudsforædt Majestæt af England ….

*

POUL REUMERT, vort vældige Scenenavn, sagde engang til mig: en hel Aarrække var Johs. Poulsen Nordens største Kunstner. Og remsede op paa mere end den ene Haands Fingre Rækken af Aarstal for hans lysende Bedrifter. Johs. Poulsen indfriede de overmaade Løfter, hans pure Ungdom gav. Og naar Løfterne er indfriede, hvad saa? Men hvem tør nægte, at han stadig var en Scenens Konge, stadig bar Kronen fyrsteligt. Han havde det Uheld, at hans Far var Emil Poulsen, og især, at hans Onkel var Olaf Poulsen, han kunde falde for den Fristelse at ville overpoulsnere Poulsnerne. I Begrænsningen viser Mesteren sig, formoder Goethe i et forøvrigt lovligt gehejmeraaderisk Ord. Mesteren viser sig stundom i at sprænge Begrænsningen. Men saa skal han være en meget stor Mester. Mester Johannes var stundom saa stor. Men stundom ikke. Derfor talte han nu stærkest til os i stille Roller. Abel i Oehlenschlägers „Erik og Abel“ – smukt, indtrængende smukt.

Man kaldte ham en Aladdin. Disse Titler! Ved intenst Slid i 5 Minutter kan en Underbevidsthed udføre det Arbejde, som en andens fulde Bevidsthed skal ase og mase med gennem Døgn. Og vel var hans Blik aabent (denne skønne Varme i Øjet, naar et nyt Indfald greb ham!), hans Stemme klar (aldrig han talte ilde om andre, aldrig han gemte paa Nag!), hans Tanker udpegede og ligeløbende, hans Fantasi ikke eruptiv, ikke hektisk, men en lerjordsfrodig Vækst, Skud i Sjællands kraftigste Muld – vist var han et stort Stykke af „Naturens muntre Søn“, men aldrig var han blevet den Kunstner, han blev, om han ikke ogsaa havde kendt til at ængstes ved og gyse under Pust fra Tilværelsens Afgrunde. Husker De, hvordan, bedst som man sad og snakkede med ham, hans Blik kunde glide En forbi i en anspændt uhyggelig Søgen, som var en dunkel Trediemand med ét kommen ind i Stuen? Hvem var den Trediemand? Djævelen? eller bare Døden? Den Sygdom i Hjernen, hvem ved om, hvornaar den er begyndt? Hvad Andel den har i, at Memoreringen kunde glippe eller Rollens Spænding med ét fuse ud som Spildedamp?

Eller som simpel Matros….

*

I hvert Fald fik vi alle tidlig nok moret os over, at han, den næsten bedsteborgerligt paapasselige, forsov sig til en Forestilling. Døden har isnet os Latteren af vort Ansigt, nu brænder Graaden i vor Hals. Kammerat Johannes, Mester Johannes, kom tilbage til os endnu engang! Vis dig bare en eneste Gang endnu her paa denne din Scene saa straalende som naar du var bedst. Som gudsforædt Majestæt af England eller som simpel Matros ved Trækspillet – kom, geniale Maskeringsmester, i hvad Maske du vil! Bare en eneste Gang! Aah, vi vil klappe, vi vil juble, vi vil springe op paa Stolene og raabe til dig: Johannes, vi elsker dig.

Vil du ikke? Jo, du vilde gerne. Men den strenge Chef, der nu har lukket dig ind paa sin trange Scene, laaner ikke sine Kunstnere ud. Saa maa vi nøjes med at sige det til Ulla og til hinanden: Hvor holdt vi af ham, hvor vil vi savne ham, hvor festede han det ind i vore Sind, at Teatret er en uundværlig Del af Menneskehedens Sjæl. Lad vore Hjerter sige ham deres Tak, lad os alle rejse os med et tavst: Tak, Johannes!

Kaj Munk.