Og dermed gik han sejerrig —

Og dermed gik han sejerrig —

Af KAJ MUNK

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk, der i Aften har Première paa Folketeatret med „Smeltediglen“, skriver i denne Kronik om den just afgaaede Teaterchef Andreas Møller og „de syv Aar han opholdt sig i Andegaarden uden at gøre i Nælderne.“

MAA DET VÆRE tilladt Det kgl. Teaters Huskapellan at slaa paa Glasset i Anledning af, at dets hidtidige Overhoved nu overgaar i Historien, og holde en liden Skaaltale for Allerhøjstsamme. Skaaltaler kan lanceres ud fra 3 Bevæggrunde, 1) at man har Pligt, 2) at man har Lyst, 3) at man har begge Dele. Jeg er i det heldigste af disse 3 Tilfælde, nemlig det andet. Pligt kan der ikke være Tale om for mit eget personlige Vedkommende, da jeg har mange Udestaaender med Hr. Møller. Men Lyst det har jeg, for det har været en af mit Livs rigeste Glæder at følge Det kgl. Teaters Liv i disse sidste 7 Aar.

*

STATSSCENE er jo, ret beset, et akavet Begreb. Det er ikke helt uden Føje, naar man kalder Bygningen paa Kongens Nytorv for et Tempel. Det har sig i noget Mon med et Statsteater som med en Folkekirke. Meningen med at have en Hest i Stalden er den, at man en Gang imellem kan trække den ud og spænde den for sin Vogn. Og saa skal man jo helst selv have Lov til at bestemme Farten og Retningen, saa man kommer derhen, hvor man vil. Kunst og Kirke kan være et Par meget vælige Heste, men sommetider overtager de selv Kommandoen, og der er heller ikke noget i Vejen for, at man kan risikere at faa sig én langet ud i Synet. De har nemlig intet imod at tjene den Haandgribelighed, der hedder Fædrelandet, saa længe som det kan forliges med deres Dyrkelse af det Begreb, der hedder Sandheden. Men naar det ikke længere kan det, ja, saa ved de nok, hvem der har deres første Kærlighed, saa afslører de sig som de uforbederlige Tilpasninger for Principryttere, de er. Derfor maa Staten være klar over, hvad det er for farlige Magter, den har taget i sin Tjeneste. Og i de afgørende Øjeblikke maa den hellere lade sig beherske af dem, og vil den ikke det, saa smide dem paa Porten, langt hellere end at forsøge sig med at kastrere dem.

Fhv. Teaterchef, nu Departementschef Andreas Møller.

Men en national Scene har ogsaa Brug for sin Balanceevne andetsteds end mellem Kunstens Sandhed og Samfundets Liv. Der er noget, der hedder den klassiske Lava, og der er noget, der hedder Ilden af i Dag. Og der er Røg og Gnister, der varsler det store Udbrud i Morgen. Det er een Ting. En tredie Ting er, at Verden er stor, og Danmark er lille men det lille Danmark ligger os alligevel nærmere end den store Verden. Hvad skriver de om derude? Hvordan iscenesætter de? Hvordan spiller de? Og hvad har vi herhjemme, som det er værd at agte paa og række en hjælpende Haand?

En fjerde Ting: Teaterbygningen ligger i det lille Lands store By; men hvor stor den end er, den By, saa er de dog ogsaa en Slags Mennesker med Borgerret, de Godtfolk, der lever uden for den. De har opdaget, at de med deres Skat er med til at betale til det store Millionforetagende inde paa Kongens Nytorv, og da de ogsaa forstaar Højdansk, vil de godt have Lov til engang imellem uden alt for store Genvordigheder at erfare gennem Selvoplevelse, hvad det er, der laves for Pengene.

Og saa er der for Resten 3 Kunstarter, der skal trives i det samme Bed, og som hver for sig udmærket kan bruge hele Bedet. Og endelig er der Kunstnerne, hvis Sind ifølge Sagens Natur er Lidenskab, og hvis ordinære Atmosfære, ogsaa ifølge Sagens Natur, er den eksceptionelle. Dramaets, Konfliktens.

*

DET VIL ENDNU være i ufrisk Erindring, hvordan daværende Undervisningsminister Borgbjerg i sin Tid fulgte Direktør Norrie til Dørs med en Bemærkning om, at Lederen for Dobbeltscenen maatte være en Mand, i hvem Kunstens hellige Ild brændte. Direktør Adam Poulsen blev derefter sat ind med en Ildtang i den højærværdige Bygning, og det kan tilvisse ikke nægtes, at der blev Brand i den. Jeg hører til dem, der mener, at det burde kunne have gaaet mod Adam Poulsen, og som indser, at det absolut ikke kunde gaa. Fejlen var ikke Hr. Poulsens, men den Stemning, der var imod ham, og altsaa Hr. Poulsens. Da han saa tilmed blev alvorligt og langvarigt syg, maatte den højtærede Minister atter ud og lede efter en Mand, i hvem merbemeldte hellige Ild var brændende. Han fandt Andr. Møller, der var Kontorchef i hans eget Ministerium.

Der gælder ingen Regler her i Verden, men gjorde der, da vilde det blive den, at til at passe Oliefyringen paa saadan en Maskine som Det kgl. Teater, kan det ikke nytte at ansætte en Mand af Ild. Andr. Møller viste sig at være den rigtige, og det viste sig at skyldes i en ganske fremragende Grad, at der ikke flammede Ild i ham, hverken af profan eller hellig Art. Ikke at han var kold, aldeles ikke, men den Varme, der var i ham, gik i Rør; den var under Kontrol, den lod sig kyndigt lede, og naar den først var der (men det tog Tid), saa var den længe, længe, længe om at blive kold.

Jeg husker engang – naa, nej, det er for Resten bedst, jeg lader være med det. Han vilde ikke synes om, at jeg husker nogetsomhelst. Selv husker han ingenting. D. v. s. det ligger jo inde i Hjernen, pertentlig ordnet, i Skuffer med hver sit Bogstav paa. Hvem faar Lov at trække de Skuffer ud? det gør skam Andr. Møller og ingen anden. Diskretion en Æressag. Ikke noget med en Finger i et Frakkeærme og hen i en Vinduesniche, og „nu skal De alligevel have denne her.“

*

ANDREAS MØLLER blev Statsmanden i Det kgl.'s Chefstol. Han var altid venlig og altid uigennemtrængelig. Forskanset bag et Smil, som var aldeles u-tyde-ligt, klagede en Skuespillerinde til mig engang. Aldrig aandsfraværende, en dygtig Lytter, men en Fabel i Sendrægtighed til at forme sine Svar. Intet uovervejet Ord fik Lov at Sætte Kulør paa Tilværelsen i hans Audiensgemak. I knudret germansk-latinsk Sætningsudformning med bogstavret Udtale (blive udtalt med 5 Bogstaver) formede der sig i Rummet en Udtalelse, hvoraf den lyttende ofte kun fik det Indtryk, at der var dikteret en ny Passus i en Lov fra Frederik den Sjettes Cancelli.

Det maa have moret ham. Det maa have været for Sjov. Eller Taktik. Hvem kan brydes med en Lovbog? Alene Stilen sætter jo et almindeligt, levende Menneske i Knæ. For Hjertet hos Chefen var sandelig ikke støvet og fortidigt. Det var friskt og opladt og udogmatisk. Han forstod baade at lade sig henflyve paa et Dramas Vinger eller hendaane under Musikkens Brus; han var vaagen over for nye Muligheder i unge Ansigter og altid villig til at bøje sig, naar de store Kunstnere naaede det store. Over for Aanden var han lige saa aaben og enkel, som han var lukket og snirklet over for dens Udøvere.

Dette kancellerende ved ham skyldtes ikke Fejghed, men Sejghed. Ja, det hang sammen med hans Væsen, som er Sejghed. Frugten skal have Tid til at blive moden. Beslutninger ogsaa. Vil Vinden plukke Æblet, inden det er tjenligt til det, maa man give lidt efter og svinge lidt ud og ind, men ikke give slip. Naar saa Beslutningen var moden, saa plukkede han den ogsaa. Naar der var noget, han vilde, saa naaede han det, hvormeget Tid det end skulde tage ham. Hans Krop, der er smal og sejg som hans Vilje, kan godt minde om hine de gamle Dages Støvere, der var mere høje og langagtige end vor Tids, og som kunde drive deres Bytte i Dagevis, tavst, indtil de tog det. Udholdende i at naa sit Maal, endnu mere udholdende i sit Nej.

En saadan konverteret Lidenskab kunde nok bringe enkelte af Scenens lidenskabsbetonede Gemytter til at syde. Men uden Resultat. Se Andr. Møller bragt ud af Fatning, se ham hidsig – mon det er lykkedes nogen Nulevende? Uangribelighed i hele sin Færd paa Teatret har været hans Ønske, og han har gennemført det. 7 Aars Ophold i Andegaarden og ikke gjort eet eneste Æg i Nælderne! Der har været Skuespillere, der ikke kunde begribe det, men de har alle maattet godtage det.

*

HVAD KOMMER den egentlig Offentligheden ved, denne Beskrivelse af Manden? Ikke saa lidt, saa sandt som den hjælper med til at forklare, hvorfor Det kgl. Teater indtager saa højt et Omdømme nu i hele Danmarks Øjne, som det maaske aldrig har gjort før. Opera, Ballet, Skuespil kan se tilbage paa den ene Sejr efter den anden. I det daglige Liv som i Gæstespil ude omkring i Landet og uden for Landets Grænser endog har Teatret vist, at det til Stadighed yder sit yderste og det ypperlige. At der har været enkelte Fejlgreb ind imellem, er en Uundgaaelighed og ikke det, dets Maal skal opgøres efter. Med stor Værdighed har det inviteret Nationen indenfor paa dets Festdage, og med Smag og Styrke har det anerkendt sine Forpligtelser overfor Fortiden (Oehlenschläger er dog sjoflet); men det har ogsaa givet Plads for de nye danske Dramatikere, og det har fulgt med i Tiden og sat en Ære i at faa Nutidens Sturm und Drang givet Mæle hos sig (dog har Chefen rejst for lidt eller ladet rejse for lidt i Udlandet og til Kollegernes Huse i Byen). Som den dygtige Finansmand, Andr. Møller er, har han forstaaet at lægge en fast Plan for Finanserne, og selv om Teatret (selvfølgelig —) stadig koster Penge, er der dog rundt, om vaagnet Forstaaelse af, at i denne Tid, hvor vi rutter med Millionerne til at opfylde Landet med meget morsomme, men ganske unødvendige Broer, der vil blive smidt i Vandet som gammelt Jern den allerførste Dag den nye Krig bryder ud, maa vi ogsaa have Raad til at ofre lidt Penge til de aandelige Værdier i vort Folk. Naar en Forstaaelse af, at ogsaa Teatrets Kunst er en aandelig Faktor af Betydning i et Folks Liv, er trængt saa langt ud, som den er nu, skyldes det ikke mindst Chefens Urokkelighed overfor de Røster, der klagende over Forstyrrelsen i det daglige Arbejde, protesterede mod Korstogene til de mørke Fastlande. Provinstournéerne blev fastholdt, og deres Standard var i det store og hele god. Men samtidig skete der det lykkelige, at Præget af en Skandaleanstalt mere og mere visnede bort fra Det Kgl.s Facade. Det skyldtes to Ting: at Arbejdsroen genoprettedes derinde, men ogsaa, at Teatret gennemtrængtes af en Følelse af at være en sluttet Verden for sig, der kun vendte een Side udad mod Offentligheden, og endda kun viste denne ene Side frem fra 8 til 11 hver Aften. Her var Chefen den store Foregangsmand; men hele hans Folk lærte snart at træde i hans Fodspor; ved blide, men bestemte Midler overfor dem, der var en Smule tungnemme og ikke straks fattede af sig selv. Det var ærgerligt og besværligt for Pressen og sundt for Folket og lykkeligt for Teatret. Ikke mindst, da det nødvendigvis gennem Teatrets Præstationer lidt efter lidt blev vitterligt, at Tavsheden ikke skyldtes Tornerosesøvn, men at der blev arbejdet af alle Kræfter inde bag Tjørnehækken. Naar en Stemme i Aften-Berlingeren ved Chefens bebudede Afgang gnavede muggent om Teatrets Stilstand under Andr. Møller, er der kun dertil at sige, at den Herre løj. Sagsanlæg udbedes. —

*

SANDHEDEN om Det kgl. Teater under Andr. Møller er denne, at det med forbavsende Forening af Smidighed og Værdighed har vist sig aabent for Sandheden og tro mod Fædrelandet, har været ærværdig Skueplads og moderne Scene, har sejret lige stort med Skuespillet som med Operaen og som med Balletten. Der mangler en Instruktør, men Teatret har, saa vidt jeg ved, ikke Skylden for, at Fru Nansen ikke har været om Bord. Der mangler to Skuespillere: Alstrup og Else Skouboe. Men Alstrup hører maaske frem for alt Intimscenen til, og Fru Skouboe ønsker kan hænde selv at ødsle sit høje Talent paa Pjankeroller, som er det absolut uværdige. I hvert Fald har Andr. Møller ogsaa personalemæssigt sat Fjeren i Hatten med Hr. Reumert og Hr. Poulsen under den samme Hat.

Andr. Møller forlader sin stolte Sejler med Flaget til Tops. Det er klogt af ham selv og – lad os haabe: ikke alt for meget Synd for Fregatten.

Kaj Munk.