En Biskop i Norge

En Biskop i Norge

Vor Medarbejder, Forfatteren Pastor Kaj Munk skriver i denne Kronik om den norske Biskop Berggrav og hans fortrinlige Tidsskrift „Kirke og Kultur“.

Eivind Berggrav

Det er godt gjort, er Norge, om det saa er Biskopperne deroppe, saa er de ikke kedelige. Der er for Eksempel en, der hedder Eivind Berggrav, ham er det da umuligt at lade være at holde af. Han maa være en Dreng paa Marcus Lauesens Alder eller derunder, men af et meget bedre Humør. Ganske vist er der det mærkelige ved ham, at han har en Søn, der hedder Øivind Berggrav, og som anmelder Litteratur i et af Faderens Tidsskrifter. Hvordan kan det gaa til? hvem kan sige det? kan Biskoppen være saa meget ældre af Krop end af Sind. Ung er han i hvert Fald! sikke en guttefrisk Tale han holdt i Radioen i Fjor paa Nordens Dag, den 27. Oktober, en Morgenandagt Klokken et Kvarter i 8. Hør nu her, hvordan han begyndte: „Godmorgen Island! Godmorgen Finland! Godmorgen Danmark, Sverige og Norge!“ – Det er da en rask Dreng, der lige er hoppet ud af Fjerene og nu springer lysvaagen rundt og giver Haand til Familien. Og saa fortsatte han: „I Dag har vi vækket hverandre med Klokkeklang fra Kirketaarne. I gamle Dage brugte I Metallet mod hverandre paa en anden Maade. Nu er vi Europas Fredshjørne. Edens Have fandtes i det solrige Syden, medens Fredens Have har Gud nu plantet i det kølige Norden. Af Natur var vi ikke Fredskraftens Fanebærere. Men Gud, der gør alle Ting nye, har haft en Omskabelse i Gang med de fem Folk, som har korsmærkede Nationalbannere. Kristendom er Fornyelsens Kilde, den er Morgenens Religion. Livet skal ikke evindelig køre ad de gamle Skinner. Nyskabelser sker, Sindsændringer sker.  Saadan som det er sket her i Norden. Norden skylder Verden at give den Del i sin Tro, i sin Frimodighed i Dag.“ Og Biskoppen sluttede med at fremmane Billedet af Sioux-Indianernes Morgenritual: „de stod op, før Dagen gryede. De gik ned til Floden. Der tog de et Bad. Og idet nu Solen steg over Horisonten, stod de oprejst, stille, paa Strandbredden; de mødte den opgaaende Sol, som skyllede sine Straaler over deres nøgne Legemer – den nye Dag. – Finland, Sverige, Danmark, Island, Norge! I Dag er vi vaagnet til Nordens Dag. Vi starter Dagen med samlet og oprejst at stille os under Hans Sol, som er Fornyelsens trofaste Kilde. Thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed. Amen.“

Naa, har jeg saa ikke Ret i, at den gamle Biskop er en purung Mand?

Nordens Kalender 1937 har en Artikel af ham, benævnet: Paa bispevisitas over Finnmarksvidda. Den kunde heller ikke være undfanget i Danmark. Dels fordi vi ingen Finnmarksvidda har, og dels fordi vi ingen Eivind Berggrav har. Det drejer sig, saa vidt jeg forstaar (Norsk er jo et forholdsvis volakalyptisk Sprog for os Danske) om nogle Indberetninger til Kirkeministeriet, men Kancellistil kan man strengt taget ikke hævde, at de er holdt i.

Saaledes begyndes der:

„Karasjok i Marts 1930.

Renerne var ikke Tamdyr, som jeg troede. De er nærmere 3/4 vilde. Tømmen faar du bundet fast om Armen, før du starter. Ikke to Liner som til en Hest, men bare een. Du kan ikke dreje Renen, bare slænge Tømmen over fra højre Side til venstre eller omvendt, det er hele Drejemetoden. Hvis du da faar Dyret til at lystre. Det fik som Regel ikke jeg. Saa maa du ud af Pulken og jage den den rigtige Vej. Da flygter den i Rædsel, og du maa kaste dig hovedkulds i Pulken. Falder du ved Siden af, slæber Rener dig i Tømmen om Armen, indtil den bliver træt.

Pulken er et langstrakt Trug akkurat saa bredt som din egen Hale. Der sidder du paa Bjerget med et Bræt mellem det og dig. Siderne er runde som paa en Baad, og paa den bare Klippe ruller Pulken derfor rundt i en Fart. Balancekunst. Bare een Mand i hver Pulk. Renen orker ikke mere end højst 100 Kilo. Da Lapperne skulde vælge en ny Præst i Kautokeino, var derfor det første, de spurgte efter, hvad Ansøgerne vejede. – Rigtig sjovt bliver det først ned ad Bakke. Bremser findes ikke. Renen er derfor livende ræd for at faa Pulken i Haserne, og saa render den, som gjaldt det Livet; Snepisket staar omkring dig, du véd ikke, hvor det bærer hen, du svæver mere i Luften end paa Jorden, og ingenting ser du. Jeg syntes, jeg red paa en Komethale gennem Verdensrummet.

– Den 11. Marts 1931 blev Masi Kapel i Kautokeino Præstegæld, 83 km fra Hovedkirken, indviet. Det har Plads til en 70-80 Mennesker. – I Midtergangen nede ved Døren sad en Gruppe laadne Pelsbylter af bittesmaa Lappebørn paa Gulvet og legede under hele Gudstjenesten. De var artige nok, men kom jo lidt op at slaas af og til. Alt imedens gik Folk ud og ind hele Tiden; Hunde slap saa med ind i Kirken, og saa gik Jagten paa dem for at faa dem ud igen. Udenfor var der Myriader af Hunde, der legede og sloges. Blev der Storkrig og alt for fæle Hyl, maatte Politibetjenten gaa ud af Kirken og skille dem ad. Vi hørte det altsammen inde. Midt under Prædikenen løsnede der sig en mægtig Snekage fra Kirketaget med Larm som af Dommedag; den eneste fremmødte Hest, den stod bundet uden for Kirkevæggen (ellers var der bare Rener), blev saa bange ved Braget, at den sled sig løs og satte af under stort Rabalder til Skovs i vild Karriére med en Masse Mennesker efter sig – jeg saa hele Skuespillet fra Prædikestolen gennem Vinduet. Hvis man bare ikke lader sig forstyrre, er Folket immunt for Forstyrrelse. – –

Over Fjeldet fra Bæivasgiedde Kapel til Sjusjavre Fjeldhytte havde vist til sidst ingen af os Haab om at finde frem. Vor Vappus (Fører) var en selverhvervende Kvinde, men af den ædleste, mest imponerende Type, en Mor paa 24 Aar med sin 2 Aar gamle Bitte-Aslak indpakket og spændt fast foran i Pulken. Midt i et Ryk sprang Buggjorden paa min Ren, den for af Sted som en udskudt Harpun, og jeg føg ud af Pulken – jeg mærker det i Armen endnu – og hen over Sneen i liggende Tilstand. Til sidst slap den løs, men en af Karlene fangede den. Og véd du, hvad Inga Mattisdatter Eira, gift med Aslak Aslaksen Sara (Fjeldfinnernes Kvinder er en stolt Race, de tager ikke Mandens Slægtsnavn) gjorde imedens? Lagde sig paa Knæ i Sneen, saa hun fik skabt Læ for Drengen, og saa gav hun ham Bryst! I 20 Graders Kulde og Snestorm paa Fjeldet!!“

Biskop Berggrav slutter sin Skildring med dejligt kloge og varme Kristenord. Han taler om Vanskeligheden ved at komme sjælelig nær til et saa fremmedartet Folk. Og han siger, at Indfølingsevne er under saadanne Forhold bare en Hindring for Forstaaelse.

Man skal ikke se paa Lapperne ud fra sig selv, men betragte dem som et Faktum, en Ding an sich, og respektere deres Menneskeret til at være anderledes. Han mindes en Johannes Johnson-Anekdote fra Madagascar. Nogle norske og gassiske Børn legede sammen. „Hvem synes nu I er pænest, I sorte eller vi hvide?“ Det gassiske Svar lød: „Naar I kommer i Himlen, bliver I ogsaa nok pæne.“ Og Biskoppen tilføjer: „Ser jeg paa Lapperne ud fra deres Liv og Livsindhold og Livsform, da er de paa sin Vis meget mere fuldkomne end vi, fordi de er helere, mere adækvate i Forhold til Livsopgaverne, meget mindre af løs Kulturmosaik end vi. De lever et organisk Liv, hvor vi lever et mekanisk. Vi har nok en mere mangeartet Civilisation, men de har en meget mere helstøbt Kultur. Kanske vi da kan berige hinanden, fordi Fællesskab mellem det uligeartede altid beriger, naar der er gensidig Respekt og Tillid.“

Men hov, hvor er det, min Citatsyge har ført mig hen? Dette skulde være en Artikel om et kirkeligt norsk Tidsskrift, og saa har Indledningen optaget hele Pladsen. Nuvel, men saadan er han altsaa, Biskop Berggrav, Manden, der udgiver Kirke og Kultur.

Er der saa noget mærkeligt i, at der gennem Tidsskriftets Blade gaar et Pust af Friskhed og ud af dem lyser en Mangesidighed, der ikke er altfor almindelig i kristelige Skrifter? Her ligger nu sidste Aargang foran mig, 1936, treogfyrretyvende Bind for Resten – til en 6-700 Sider bliver saadan nogle Hæfter i Aarets Løb. Og hvad staar der saa paa de mange Sider? Der er en prægtig Artikel af Valdemar Ammundsen: Stillingen i Danmark; den er om Oxford, er kort, klar, indsigtsfuld, overblikkelig og menighedstrofast, saa det atter skærer En i Sjælen, at denne Røst er forstummet iblandt os. – Om det betydningsfulde Spørgsmaal, der hedder Samarbejdet mellem Læge og Præst, er der gengivet en Samtale mellem Dr. Heuch og Pastor Okkels, der fortrinligt underbygger gamle Synspunkter og fremfører enkelte nye. Frøydis Haavardsholm, den storslagne, er behandlet ud fra en Forstaaelse af, at hendes Internationalisme er Bærer af det norsk-norske hos hende; samtidig peges der paa Gælden, hun staar i, til Skovgaard, Grundtvig, Steffens. Ønsker De Videnskab, saa læs Mowinckels Afhandling om Gilgamesch-Eposet: Et dikt om døden. Og vil De have Opbyggelse, saa læs Tore Steinsvoll: Kva meinte Paulus um seg sjølv? Det gør vi ikke værre i Danmark. Ogsaa vor egen Steincke optræder i fuldt Draperi, Befolkningsspørgsmaalet i nyt Lys, hedder et Foredrag, han som Socialminister har holdt paa et nordisk Møde i Hindsgavl, det halve af det er udmærket, og det andet halve socialdemokratisk. Litterater som Stolpe i Sverige og Stangerup i Danmark behandler Digtningen. Berggrav selv har Opsatser om Smudslitteratur om Kollegaforholdets Psykologi – - og der er meget, meget mere i den høje Hat. Men bedst af det hele er næsten de smaa Boganmeldelser, især de, der er skrevne af Udgiveren selv. Lad mig ende denne Citatartikel med endnu et Par Gaaseøjne. I en Omtale af Ronald Fangens: Paa bar bunn, skriver Berggrav: „Vi forlanger af Digtning, at det, som sker, skal være psykologisk kausalt. Vi vil sidde tilbage med Indtrykket: Ja, saadan maatte det gaa. Men det maa aldrig gaa, som det gør, naar et Menneske giver sig over til Gud. Det er hvergang et Under, ikke ukausalt, men a-kausalt. Ved enhver Omvendelse indkommer der et psykologisk X. Det, som kan skildres af Digtere, er bare Udviklingen frem til det afgørende Punkt, de negative Forudsætninger for det positive Skridt.“

Se, der fik man da noget at tænke over.

Kaj Munk.