Helge Rode – den Rejsende

Helge Rode – Den rejsende

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk skriver i denne Kronik om Helge Rode, Danmarks store Digter, der døde forleden. Kaj Munks Artikel er en Digters og en Kristens Mindeord over Helge Rode.

Helge Rode

Der kommer en Masse unge Vers ud i Danmark nu om Dage, ogsaa gode Vers, af og til endda helt fortræffelige Vers. Paul la Cour, Sigfred Pedersen, Ærbødigst. Og naturligvis først og fremmest Tom Kristensen og for Resten ogsaa Hakon Holm. Endnu nogle enkelte lod sig nævne. Bergstedt stikker man gerne en Lab ud til en munter Tak: flyv ud for alle Vinde, du glade varme Sang. Vist digtes der stadig her i Landet, saa vi udmærket kan være det bekendt. Og alligevel – hvor mange af disse fortræffelige Vers vil leve? De skinner blankt for Øjet, de kildrer fint i Øret, de rører ved Lattermusklerne; men hvor langt naar de frem paa Vejen til Læserens Hjertekammer? Gud kan man jo ikke skrive om mere, for ham skrev de om i gamle Dage, Konge slet ikke, for saa vil man bare have en Orden, Fædrelandssangenes Tid er ogsaa forbi; og hvad er der skudt op af nye Emner? Til det universale Menneske har man trods alt ikke Fidus nok til at inspireres til Sang, og Ingeniørerne digter selv, men paa deres egen Maade. Det er ogsaa tosset at ligge inde med et helt Lager af Rim, naar de ikke rigtig kan bruges til noget – Gaar det an at tilstaa det? Jeg glæder mig til, Hver Gang der kommer en ny Digtsamling af Cour eller Kristensen, køber den, læser den og er stadigvæk glad. Men det hænder jo af og til, at jeg maa hen bagefter og laane en Tone hos Rørdam eller Rode for at bevare Klangen af Poesi derinde i Sindet. Og Rørdam er ikke ung længere, og nu er Rode død.

D. v. s. død – saadan en haandfast Glose kan egentlig slet ikke anvendes i Forbindelse med – den Rejsende. For nogle Aar siden stod han og talte i et Forsamlingshus paa Lolland – han var ude paa en Foredragstournée gennem de danske Provinser. Lolland var et mærkeligt Sted for ham at være paa. Og var han dér ? Baade Stemmen og det, den sagde, kom til En fra en ganske anden Verden end den lave, tunge Lerjords. Den Aften var det særlig paafaldende, men mon hans Venner ikke vil bekræfte det: Var man sammen med ham, havde man det ofte paa Følelsen, at han var her da vist egentlig ikke. Og saa var han her endda for Alvor, og Gud ske Lov for det.

Der maa fra den danske Kirke i dette Øjeblik, da de bærer hans Kiste ud til den stille Have, lyde en Tak for, hvad han har været for os. Han var ikke Kirkens Søn, men han kæmpede paa Linie sammen med os mod al Religions ene store Fjende: Overtroen, Materialismen. Og han kæmpede paa de to Fronter, hvor ogsaa vi maa kæmpe, udad og indad. Dogmets Skønhed lærte han at ane, mens dets færdige Tryghed blev aldrig hans: Angsten fulgte ham fra første Færd og til sidste. „Hvorfor bider jeg haardt i mit Pudevaar? Hvorfor græder jeg, som Hjertet skulde briste? Man bliver stundom saa bange“, hvisker han frem for sig som purung Knøs i London. Og mange, mange Aar efter standser ham Blodløbet i Bringen, da han en Dag er søgt ud i de Dødes Have og falder i Tanker over, hvad der sker under hans Fødder. Det er Aandsmenneskets Angst for, at Djævelen dog har Ret, Verden er Krop, Krop, Krop, og Døden holder os alle indelukket i sin hule Haand og bestemmer selv, hvornaar han vil klemme til; for Kroppens er Dødens Ejendom, før eller siden hjemfalden til ham. Angsten for Forkrænkeligheden – den kommer igen i et Digt nogle Aar senere til et Julehæfte, et Digt om de hellig 3 Konger, der finder Jesusbarnet i Lygtelyset i Stalden:

men frem fra Horisonten kom en Haand,
der tegnede sig mørkere end Mørket
og voksed', til den dækkede Alverden,
og denne Haand var Tiden, Tiden, Tiden!

Og i hidsige, hastigt skiftende Billeder giver Digteren saa Eksempler paa denne Majestæts skaanselsløse Fremfærd.

Sjældent i Litteraturen er Menneskets Skæbne navngivet med saa skælvende en Stemme som i Mesterdigtet: Den Druknede:

Der er intet saa ensomt og dybt forladt
som en Død, der driver til Havs ved Nat,
i det vilde Virvar af Sprøjt og Skum
paa det golde Stof i det øde Rum.

Jeg var en Gang Vidne til, at en Mand, i det Øjeblik Kisten med hans Hustrus Lig gled ned i Graven, brød ud i saa vild en Hulken, at det lød som en hoppende Latterkaskade. Over Livets Vilkaar paa denne Dødens Klode kommer Helge Rode i dette Digt til at hulke med noget af den samme Latterens Lyd:

Og du skylled' mod Syd, og du
skvulped' mod Nord.
Det er ligegyldigt, kun Ord, kun Ord!
Paa langs eller tværs – ret op og paa Sned
og frem og tilbage og vidt og bredt
med Næsen op og med Næsen ned:
Kommer ud paa Et. Kommer ud paa Et.
Da du først var død, kom du op. Hejhop.

Er der da intet Lys i dette haabløse, spottende Mørke? Jo, et eneste stirrer ned fra Himlen. Og Digteren løfter Øjnene, men hvad ser han? Kan Maanen deroppe bringe Trøst?

Maane, du ser saa alvidende ud
med den lukkede Mund, forfærdet og stum,
som kunde du bringe et hemmeligt Bud
fra det, som er skjult bag det øde Rum.

O, det hemmelige Bud, Maanen har, og som er saa forfærdende, at den ikke vover at bringe det, er dette:

Fjernt borte fra os staar den store Gud,
Han skabte vor Verden ud af sin Haand.

Ja, dèr er nok alle Fortvivlelsers Rod og Kilde.

Med samme Udraab af Nød har Rode haft Kækhed nok til at lade sin lille, morsomme Komedie Mads Bondegaards Glorie ende. Betty Nansen, den uovertræffelige, spillede Stykket med Fjelstrup, den endnu mere i uovertræffelige, i Hovedrollen som den godtroende, forelskede Overlærer, der falder for den spiritistagerende Husholderskes Rænker og en skønne Dag sidder dér med Afsløringens Svie og Smerte. En Oplevelse for Livet fik den, der skriver disse Linier, da den bredendede, rødhaarede, komiske Fjelstrup med sit Knyst i Næsen og sine filede Religionslærerben i det Sekund, Tæppet begyndte at falde, blev en tragisk Skikkelse og raabte ned imod Publikum: „Man vilde jo gerne – have noget at tro paa i Livet – og holde af. Man vilde jo gerne have noget ….“ Dette fremsnøvlede „noget“ – oh, smertefyldt klinger det i mine Øren endnu. Jeg ved nok, det var Fjelstrups Geni, der skabte hint Øjeblik, men en Digter havde forinden rakt ham noget at skabe af. Helge Rode havde en skønnere Stemme end Mads Bondegaard at give sin Længsel Luft med (forøvrigt ogsaa en Smule igennem Næsen), men ægte og saa dyb var denne Længsel og Angst, at man glemte Madses Stemme for det, den havde at sige, og en Rolle blev til et Menneske fyrre Sekunder før Tæppefald.

Det vilde være let mange andre Steder fra i hans Skrifter at hente Udtryk for denne Aandsmenneskets Banghed for, at den øjeforblindende Verden trods al Sjælens Indsigelse til syvende og sidst dog er den eneste Realitet. „Angsten i Maven“, som han følte første Gang, da han i sin Barndoms Have fandt en lille død Mus, slap ham ikke. Eller maaske rettere eller lige saa rigtigt: slap han ikke. For vilde han slippe den? Lad den afgørende Forskel mellem Profet og Digter være den, at Digterens Hjerte er med paa begge Sider, Profetens altid kun paa den ene Side. For Grundtvig var Døden ene Rædsel og Unatur, han hadede den af hele sin Sjæl. Men Helge Rode søger selv hen til Den stille Have, Forfærdelsen kalder saavel paa ham selv som paa hans Afsky. Allerede det lille Digt om den døde Mus i Barndommens Have ender med den Oplysning, at „Døden løfter, mens den isner“. Efter „Pladsen med de grønne Træer“ ventede mange, at Rode vilde have „gjort Skridtet fuldtud“ og traadt ind i Kirken. En ung Præst, Pastor Aastrup i Husby, bød ham i et stort Digt allerede velkommen:

Du kom, fordi du maatte. Din krogede Sti
den førte dog til Maalet, hvor tit den gik forbi

Med Velkomsten blev ikke modtaget. Og det er ogsaa et Spørgsmaal, om der var paabegyndt noget Skridt i ny Retning. Det havde blot klaret sig tydeligere for Digteren, hvad han dog egentlig fra sin pureste Ungdom havde vist var blevet hans Visdom, at Aandens Baad maa styres hen over alle Muligheders Hav. Faremomentet ved at sejle – hvor ondt det end kunde hugge hans Nerver, kunde han dog ikke undvære det. Hverken ved at faa en Engel til Rorkarl eller ved at faa Havet gjort til en Balje. De, der vilde det sidste, var langt de farligste; derfor maatte han, skønt bevarende sin Ensomhed, stille sig nær dem, der bekæmper Livsfornægterne. Herom skal lidet siges. Om hans Opgør med Darvinisme og Internationalisme er der skrevet og talt rigeligt i disse Dage. Den Kamp, der for Alvor interesserer, fordi den er den udadvendte Kamps Kilde, er Livtaget med Selvet. Overfor Dødens og Materiens forfærdende Vælde stiller den Kristne Jesus. Hvad opbød Helge Rode mod Forkrænkelsens Trusler, naar de blev ham saa overvældende, at han maatte glemme deres æstetiske Værdi og møde dem, som naar man kaster sig imod Faren? Et lille Digt fra Den stille Have giver os Svaret:

Skal Aand en Gang med sprængte Baand
naa frem til Aanders Flok?
Jeg ved ej Svar. Mit Liv var Aand.
Lad det da være nok.

Det er Digteren, der falder tilbage paa Kunsten. Om Tilværelsens Kerne kan jeg ingenting vide; men i høje Tanker, i skønne Billeder, i dybe Følelser har jeg ført mit Liv, og dette maa være tilstrækkeligt, højere Trøst gives ikke mod de bitre Anelser om, at Tidens Tryllespil muligvis er et Gøglespil, hvor Tilfældighederne snubler over hinandens Ben og vis er alene Undergangen, Aands Vilkaar er Spørgsmaalstegn, men Aand selv kan ikke betvivles, og det faar da være os nok.

Hvor stort, hvor smukt, hvor fint end dette er sagt og er i sig selv, det er dog det, vi Kristne kalder at resignere.

Men Rode var heller ikke Rode, om han ikke havde haft stærkere Ord at sige end disse. Det otteliniede Vers fortsætter:

Kun lidt jeg ved, kun et jeg ved
om Tidens Tryllespil.
Mit Liv var fuldt af Evighed,
saa ske det, som Du vil.

Dette ubetonede, men dog med Stort stavede Du sprænger hele Digtet. Her taler ikke en Mand, der ikke ved Svar, og kun ved lidt, og kun ved et, men en Mand, der ved meget, ved alt, kender selveste Livets Sammenhæng, saa sandt han er naaet til den højeste Form for Viden, nemlig at tro. Det er en Digter, der forlader Digteriet for, atter 40 Sekunder før Tæppefald, at blive Profet.

Og som Profet ser han nu de underfuldeste Syner og lægger – efter Profeters Skik – dem frem for os i Bekendelsens Form, han taler om sin Mor, der som gammel Kone dør og kommer ned til hans unge Far i Graven, han vover at skildre deres Møde og evner det, saa vi tror paa det og rystes af Bevægethed ved at høre om, hvordan han, den ventende, finder hendes Hænder dernede i Mørket:

de Hænder, som altid gav;
det er ikke længere sandt, at jeg døde.
Nu kaster jeg Byrderne af,
og smilende flyver vi Lyset i Møde.
Der er ikke mer nogen Grav.

Og et andet Sted fortæller han om sin Far og slutter Digtet saadan:

Nu er jeg ældre, end min Fader blev.
En Ungdom risler nu som Kilder om mig.
Hvis det forundes mig at leve længe,
da skal jeg en Gang staa med hvide Haar
Ansigt til Ansigt med min unge Fader.
Da vil han sikkert smile ad sin Dreng
og spørge: „Helge, hvad betyder dette?
Du kommer til mig her med hvide Haar.
Ret nu din Ryg og slet de Rynker ud!“
Og han vil smile,
vi vil begge smile
ad denne alt for sære Maskerade,
og i det Smil skal jeg paany forynges.

Den Mand, der skriver saadan, er ikke kristen Seer. For os Kristne gaar det ikke saa simpelt til. Maaske han selv har følt, det faldt for let, og derfor brudt den trediesidste Linie i to for at give den større Tyngde, lade noget læses mellem Linierne, noget ske i Pausen. Den bøjede Ryg og de Rynker, vi Kristne møder frem med, er ikke Maskeradedragt, men den bedske Virkelighed, vi kalder vore Synder, og der skal en Større end selv vor Far eller Mor til at smile dem væk. Men der er i Synet mange liflige Farver, vi kendes ved, og vi har selv i Dag ingen Digter, der kunde sige det bedre eller blot tilnærmelsesvis saa godt. Tilgiv os den Hovmod – om det da er en saadan – at sige: den Rejsende var endnu kun paa Vej. Og tilstaa os den Ydmyghed at takke for, at han var paa Vej, og for alt, hvad han derfor kom til at betyde ogsaa for os.

Kaj Munk.