Den Sønderjydske Biskop

Den sønderjydske Biskop

Af Kaj Munk

I Dag begraves fra Haderslev Sønderjyllands Biskop Dr.theol. Valdemar Ammundsen. Vor Medarbejder Kaj Munk skriver i den Anledning om Valdemar Ammundsen og hans straalende Personlighed.

SMERTELIGT, at Valdemar Ammundsen er død. Han var dog kun 61 Aar gammel. Og han var i den danske Kirke af i Dag en Gejstlig af Format. Mod hvem gør man Uret, om man siger, at han var den eneste?

Som 26-aarig sad han i Professorstol paa Københavns Universitet. Men han hørte ikke til de Vidunderbørn, der i en tidlig Alder vinder, hvad andre slider det meste af et Liv for at naa, og saa gaar i Staa og aldrig driver det til videre. De Løfter, han havde givet ved kun godt en Snes Aar gammel at vinde Universitetets Guldmedaille og 3 Aar efter at tage teologisk Embedseksamen med den ved denne Lejlighed saa sjældne Udmærkelse, indfriede han. Man kan gerne sige, at han var en Duksenatur, baade i Evner, i Flid og i Ærgerrighed, men han var ogsaa mere; nemlig et dybt kristusgrebet Gemyt. Noget udpræget Hjertemenneske var han næppe; han var ikke Menneskeelsker af Natur, men af Kristendom. Men var det saa ogsaa grundigt. Derfor blev han „socialt interesseret“, som det hedder med et grueligt Udtryk. Han havde ikke i sig selv Sans for Lasarus, men Kristus havde laant ham Sansen. Derfor tog han vel mod smaa Studenter i Vildrede og Vanraad, hørte taalmodigt paa dem og rakte dem sin Haand; han vilde nok hellere have siddet ved et filosofisk-systematisk Arbejde og med ilende Skrift fæstet krystalklare Tanker paa et Papir; men havde Kristus ikke talt om Pligterne mod hans mindste? Hvad var der saa andet for end at lyde? Og var Kristus ikke Davidssønnen, først og fremmest udsendt til de fortabte Faar af Iraels Hus? Saa bør det sig da for en kristen Mand at have Sindet vaagent for det nationale. Men var han ikke ogsaa Menneskesønnen og vilde grundlægge et Gudsrige paa Jorden, i hvilket der ikke var Jøde eller Græker, men alle skulde være eet? Saa var det da Kristenkald at drage i Leding for Forstaaelse imellem Folkene mod Mistænkeliggørelser og Avind og Mistro og Had og al anden Menneskesvaghed, der trækker Krigen efter sig i Tøjr, til den Dag, den slaar sig løs. Naar Valdemar Ammundsen lagde ud paa alle disse Omraader, var det ikke sin egen Stemme han fulgte; det var Guds.

Denne afgjorte Kristusindstilling var naturligvis ikke altid lige velset ved et Fakultet, der har Kristendommen til Reparation paa Værkstedet. Man udnævnte ham til Ætervader. Sandt var det, at der kunde staa lovlig tynd Luft om ham, naar han dukkede ned i de praktiske Regioner, hvor Samfundsforholdene staar paa Dagsordenen. Jeg husker, at en Gang han havde blandet sig ind i en Strejkesag i en Arbejdsstrid, maatte han lade sig oplyse om, at rent teoretisk set gjorde hans gode Vilje ham Ære, men sagligt havde han lavet Ting, der svarede til, om en Professor i Fransk forvekslede avoir og être. Det virkede ogsaa i pinlig Fjernhed fra Virkeligheden, naar man i de senere Aar saa hans Færden rundt om paa disse haabløse mellemfolkelige Konferencer, hvor nogle faa frysende Kristne staar i omhyggelig Afstand fra Verdensbaalet og prøver at spytte ind i det og slukke det. Utvivlsomt har han ogsaa selv efterhaanden følt det; maaske har det gnavet ham i Hjertet, saa dette bl. a. af den Grund ikke længere kunde passe sit Hverv. Hvorom alting er, de Veje, der blev Valdemar Ammundsens, blev det, fordi han selv følte sig forvisset om, at de udpegedes for ham af Haanden i Skyerne.

I 1923 fandt det store Bispevalg Sted, hvor de to Brødre Ammundsen fik hver sin Krumstav, mens Ricard, som det saa smukt hedder: dumpede. Sidstnævnte besøgte jeg nogle faa Dage efter. „Hvorfor tager den gode Gud sig ikke af Bispevalg i Danmark?“ klagede han; „ak, naar han har kigget i Morgenberlingeren og set Resultatet, ryster han paa Hovedet og rækker den videre til Englene.“ Jeg gjorde ham da opmærksom paa, at i Sønderjylland havde Gud blandet sig i Bispevalget, og det blev vi da ogsaa begge hurtigt enige om. Dagen efter Ammundsens Indsættelse dernede fik jeg et aabent Brevkort fra ham: „Der var vidunderligt i Domkirken i Gaar!“ skrev han.

Jo, Gud sørgede for, at han kom til Sønderjylland, og det følte han selv. Og han blev Danmarks gode Søn dernede. Han havde jo den for danske Biskopper saa ikke altfor hyppigt forekommende Rekvisit: Hoved. Der blev nok at bruge det til i alle de forviklede Forhold, han gik ind til, og han brugte det. Et straalende Sprogtalent var han, talte vel Latin saa selvfølgelig som Tysk eller Dansk. I teologisk Viden satte ingen ham til Vægs. Frodig var han ikke; han havde Luther i Hovedet, men ikke i Blodet, og Grundtvig hverken det ene Sted eller det andet, men saa dansk var han da, at le kunde han, og fortælle en Anekdote gjorde han hellere end gerne, saa han har saamænd ogsaa klaret det ganske net baade med at have Dronningen til Bords under Majestæternes aarlige Besøg og med at være paa lige Fod med Menighedsraadene ved Præsteindstillinger og andre Forhandlinger. Og myndig var han visselig, naar det skulde være; ingen løb Døre op med Ammundsen. Men i Hjertet bar han den Korsfæstede, og det kan aldrig fejle, at Sønderjyderne har mærket det og forstaaet, hvor inderligt det var ham om at gøre, at Kirken fik sine Børn i Tale og blev deres Vejleder gennem Liv og Død.

Jaa, saa sandt kunde Valdemar Ammundsen le. Han var berømt blandt sine Studenter for altid at ødelægge sine virkelig gode Historier ved selv at more sig hjerteligt over dem, ofte endnu inden han var naaet til Pointen. Rigtig frisk og fornøjelig kunde han te sig i muntert Lag. Husker De, da Eduard Geismar, den fordringsløse Sjæl, kom til Studentermøde ved Nyborg Strand saa sent, at Hotellet havde lukket, og ikke nænnede at vække nogen, men svøbte sig i sin Plaid og sov den korte Sommernat ud i en Vejgrøft. Da kvad Ammundsen som var Mødets Leder, næste Middag ved Bordet:

Geismar est fundit in via

Det er skam ikke til at le a'.

Og saa sandelig kunde Valdemar Ammundsen være mydig. Jeg var stolt af at have ham til Professor. Et Fællesmøde var en Gang arrangeret mellem Kristeligt Studenterforbund og de æregudløse i Studentersamfundet. Arvelighedsproblemet var paa Tapetet, Diskussionen var haard, og de Kristne havde det ikke for godt. Særlig blev vi beskudt med Mendelismen, hvis Rigtighed ingen turde bestride, og som hævdedes ganske at gøre det af med alle Muligheder for Kristendom. Forholdsvis sent fik Ammundsen Ordet. Han gav sig god Tid, lagde Maven tilrette paa Katederet, saa vurderende ud over den kogende Forsamling og begyndte saa med sin tynde Stemme:

„Naar det i Aften gentagende er hævdet, at Mendelismen er ganske uforenelig med kristelig Aand, kan det altid være af nogen Interesse at erindre, at dens Fader, Johann Mendel, var Augustinermunk fra sit 21. Aar til sin Død som Abbed i 1884.“ Det virkede som en kølig Douche ind i Ansigtet paa de Sejrsberusede.

Og Valdemar Ammundsen bar den Korsfæstede i sit Hjerte, Det kunde ske derinde i Auditoriet, at den kølige Mand gav noget, af sig selv til Pris for sine Studenter. I saadanne Øjeblikke følte man, at det teologiske Studium var væsensforkelligt fra alle andre og – om man da kan sammenligne væsensforskellige Ting – var bedre end alle de andre. Jeg husker, at han en Dag under en kirkehistorisk Gennemgang af Luther kom ind paa at tale om Tvivl og Anfægtelser; med ikke helt sikker Stemme fortsatte han: „Ogsaa jeg har kendt til en Tid, da jeg følte mig heftigt tilskyndet til at kaste det over Bord alt sammen, Kristendom, Religion overhovedet. Men da kom der enkelte Ord til mig fra Det nye Testamente, jeg saa en Skikkelse, der om sine Fjender sagde: „Fader, forlad dem, thi de véd ikke, hvad de gør,“ – og jeg kunde ikke rive mig løs.“

Hellere end at citere vellykkede Steder ud af hans Skrifter har jeg ønsket at fortælle disse Par Træk om ham fra det levende Liv. Det er ikke Hensigten med disse Linier at skyde Gud i Skoene, at Begravelse skulde være noget særligt fortjenstfuldt i hans Øjne. Der kan vel være mangen en Urtekræmmer og Bondekone, der i Guds Øjne rangerer paa Linie med Professorbispen i Haderslev. Men Fromhed, Fasthed, Takt, Viden, Aandskraft, Lune var Egenskaber, der saa afgjort tiltrængtes paa det første danske Bispesæde i Sønderjylland efter Genforeningen. Skønt Djævlen stod med den nye Bispevalglov i Haanden, fik Gud dog narret ham og sat netop disse Egenskaber ind. Valdemar Ammundsen var baade sit Land og sin Kirke en dygtig Søn. Vi takker Herren, der skænker Talenterne, og den Tjener, som frugtbargør dem.

Kaj Munk