En Herrens Tjener

En Herrens Tjener

Af Kaj Munk

Julius Bachevold var Sognepræst for Tirsted-Skørringe-Vejleby paa Lolland i 38 Aar. Om ham er der af Herregaardsmissionær F. Pallesen udgivet et lille Skrift, der ligesom saa meget andet af, hvad der ser Lyset paa Lohses Forlag, er forholdsvis ulæseligt for andre end de Indviede. Det betjener sig af en Jargon, hvori Udtryk som „Herrens Tjener“, „Velsignelse“, „Guds Børn“ er lige saa hyppige som Eder i den nyhavnske. Guds Børn betyder Medlemmerne af et bestemt religiøst Parti, Velsignelse betegner som Regel, at et eller andet gaar strygende; og med „Herrens Tjener“ menes en Præst, til Trods for, at Luther, vor Fader, har slaaet fast, at en Præst ingenlunde er mere en Herrens Tjener end f.Eks. en Barber, der gaar op i sit Kald. Citater og Skriftsteder i Tide og Utide hører ogsaa med til denne særlige Jargon, endog af de Skriftsteder, som vel lader høre paa Hebraisk, men mister deres Højhed ved den raa Gengivelse paa Dansk. „Af hans Liv skal der rinde levende Vandstrømme“. Man gribes af Trang til at ringe efter en Læge. Hvorfor skal Mennesker tale unaturligt om noget saa naturligt som Gud?

Men er ikke mere træffende om Pallesen! Hans Bog er optegnet i den allerbedste Mening. Derfor kunde den jo godt være god. Sagen fortjener det; det er smaat, det fortræffelige, der er skrevet ud af Forstaaelse for Indre Mission. Og Manden fortjente det; der var Stof i Pastor Bachevold til mere end Cacao med Flødeskum ved Helliggørelsesmøder.

I 1883 forlod Julius Bachevold Lærergerningen ved Borgerskolen og Kateketembedet i Maribo og drog med sin unge Fru Mathilde  (hed det Madam dengang?) til Tirsted Kapellanbolig for allerede to Aar efter at flytte til Rubbelykke Præstegaard som Sognepræst i samme Sogn. Det var et fortræffeligt Præstepar, egnede til at gøre god Fyldest. Siden efter, nemlig da de var blevet omvendt, har de selv udtalt de mest fordømmende haarde Ord om deres Virksomhed i de første Aar. Men Pokker tro dem! Alt tyder paa, at de begge var gudfrygtige og energiske, kom Mennesker aabent i Møde og søgte paa enhver Maade at være til Nytte. Sognets Folk var hjerteligt tilfredse med dem, og alting tegnede rart og godt.

Men en var der dog, der ikke var tilfreds med Præsten, og det var Præsten selv. Hvad var der i Vejen? Jeg prøver paa at bore mig igennem Pallesens Jargon. Det er unemt, for han har ikke kendt sit Emne i de Aar, saa han bygger igen paa den Midaldrende Bachevolds Jargon – og hvor skulde Bachevold kunne huske, hvordan han var i de unge Aar, eller kunne finde de rette Udtryk for det?

Men saa meget synes at fremgaa, at den unge Præst har sig skuffet i sit Arbejde. Tungt er det lollandske Ler, Sindene ej heller for bevægelige. Trods al god Vilje, al Veltalenhed, alle Sygebesøg fik Præsten ikke rigtig noget til at ske. Det hedder i hans senere Sprog, at „Herren lod mig arbejde mig træt“. Gentleman, som han alle Dage var, kastede han ikke Skylden paa Lollikernes Træghed; nej, det maatte være ham selv, der var noget i Vejen med. For en samvittighedsfuld og ærekær mand bliver saadan en Tilstand i det lange løb uudholdelig. Men hvad var der at gøre? I hvad Retning skulde han ændres? Og hvordan skulde det gaa til?

I de Aaringer var det, at Vilhelm Beck lod sit muntre Lyn spille hen over Landet. Naar Uvejret trak op i Maribo eller Nakskov, var Bachevold ikke den Mand, der holdt sig hjemme. Her rullede der en Torden, der nok kunde gøre Indtryk paa et svagt Gemyt.  Her blæste en Orkan, der kunde dreje et Sind, som ikke vidste, til hvad Side det skulde vende sig. Kort sagt, Pastor Bachevold faldt for den Simplificering af den saa indviklede Tilværelse, som skiller Menneskeheden i „vi“ og „I“. Hvilket kaldes, at han blev omvendt.

Og en Gang falden rejste han sig ikke mere, hvilket hedder, at han forblev tro mod sin Kaldelse. Det kostede ham hans Menneskelighed. Men hvad vandt han ikke i Styrke! Han, der før havde sparet alle undtagen sig selv, sparede nu ingen. Og Lønnen udeblev heller ikke, de synlige Resultater groede op. Kirkerne fyldtes, kristelige Foreninger skød op, et Missionshus rejstes. Sognepræst i dette Ords egentlige Betydning kunde han vel ikke længere være, men Embedet beholdt han jo, og Præst til Marven i sine Knokler var han for de ligesindede, og de andre – ja, de kunde jo bare omvende sig. Saa længe de ikke vilde det, maatte de finde sig i at konfirmeres, vies, begraves af en Præst, der ikke regnede dem for anden end „Verdensbørn“.

Altsaa skal vi begræde, at et varmtfølende, vidt favnende Hjertelag gik tabt, og en ensporet Kætterjæger blev sluppet løs i et Par Menneskealdre for frem over de uskyldige Sogne? Nej, vi skal slet ikke. Selv om vi nok saa meget irriteres af den pallesenske Jargon og ikke for vor Død kan tiltræde et overfladisk Livssyn, der ganske einfach deler Menneskene efter visse Temperamentsbevægelser i Faar og Bukke, er vi ingenlunde blinde for Indre Missions lødige Indsats i dansk Aandsliv, og yder vi gerne de ægte og oprejste Personligheder i dens Rækker den Honnør, de immer har nægtet os andre.

Regn Missionsfolkenes Fejl op! Sig Helvedister! sig Farisæisme! sig Kulturfjendskhed! Bliv ved! Vi svarer ja og ja og ja, men føjer til dette Ja bestandig, at dermed er ikke alting sagt. Indre-Missionærer og Missionspræster gik ud til det store, jævne Folk med det Ord Aand. Hvad bestilte de neutrale Præster, imens? Plantede Kaal i deres Haver. Og Kunsten, hvor var den henne? Ofrede den sig for at faa Masserne i Tale? Ork, den sad paa Kongens Nytorv og lignede Steder med Statsunderstøttelse og hyggede sig.

Ja, de gik ud til Menigmand med Aand. De sagde endda Helligaand. De raabte, at hvis det Ord Gud virkelig betyder noget, saa maa det simpelthen betyde alt. De stillede den enkelte paa Springbrættet mellem Tiden og Evigheden. De vidste om Mysteriet; skal Synd mirakles om til Renhed, maa der Mysterium til, Blodet fra Golgata; skal Støv faa Del i Evigheden, maa der Mysterium til, Omvendelsens, Forvandingens. De forkyndte et Skel, som var deres Styrke, fordi de selv troede paa det og hjalp med denne Fejltagelses Lidenskab til at holde Kristendommen ren. Guds Krigslist, vilde jeg sige, hvis det gik an at tænke saadan, men det gaar ikke an. Og dog har ogsaa Kristendommen Brug for Ensidigheden til engang imellem at afløse Sandhedens valne selvmorderiske Paa den ene Side og paa den anden Side. Og Mennesker blev forbitrede – og bange – og lo haansk; men mange var der ogsaa, som „saa deres Synd“, som det hedder, fik Lede ved den sløve og lunke Vanereligion, de hidtil havde nøjet sig med, greb efter en ny Tilværelsesform hvor Jeget var Herre over Selvet for Tid og Evighed, fandt, at de ikke kunde naa den, kom Fortvivlelsen nær og fik saa Brug for den Mesters Haand, om hvem Samtiden vidnede: „Se, han gør alle Ting vel.“

Nabosognsdrengen, der siden selv blev Præst, ved, at han som Barn intet har hentet i det Sogn, han hørte til, og hvor visselig ingen Skelsætter huserede i Præstekjole; nej, han maatte gaa over Aaen for at hente Ild. Rigtignok fik han paa Hjemvejen fra Søndagsskolen af dertil selvkaldede ældre Kammerater de første vage Forestillinger indpodet om den Løjerlighed, der hedder et Menneskes Tilblivelseshistorie; men det var jo nærmest et Tilfælde, at disse Kursus henlagdes til Søndagen, og – det maa siges til deres Ære: de dreves med Varsomhed; saa var det noget ganske andet, naar Københavnerbørnenes Ferie oprandt. Men i selve Søndagsskolen – ja, ja, de stakkels Kinesere havde jo baade skæve Øjne og Afgudsbilleder, og de frygtelige Sorte gik næsten uden Tøj, og saa holdt Jesus alligevel af dem, javel, men der blev dog slaaet Døre op baade opad til den store Gud og udad til den vide Verden, og sunget smukt blev der ogsaa og fortalt kønt om Børnevennen fra Nazaret – Og hvad var det ikke for en Højtid, naar Far spændte for Char-a-bancen, og af Sted gik det gennem Februaraftenens Pløre og Kulde under en funklende Maane over til det festligt oplyste og festligt fyldte Missionshus, hvor man for første Gang stiftede Bekendtskab med Ordets Vælde: „Hvorhen i din Dødsstund, uomvendte Sjæl? Bag dig Livet, som Døden lukker til, foran dig Himlen, du selv har lukket til; saa er der kun den aabne Fortabelse tilbage.“

Eller glemmer man Morgenandagterne i Missionsugen rundt i Gaardene? Dette: en Hverdag at blive stadsklædt, straks man stod op, og halvbeklemt med sin Mor ved Haanden at spadsere i Dæmringen til Proprietærens, og dér var Stole sat sammen og Døre lukket op mellem Stuerne, og alle Naboerne var der, og en fin Missionær, der stundom rullede ufatteligt paa R'erne, og der blev sunget og bedt en Morgenbøn, og ovenpaa fik man min Salighed Kaffe.

Og der var Holmeskovsmøderne ved Saxkøbing, hvor alle „Guds Børn“ fra Lolland-Falster stævnede hen en Sommermorgen, og hvor „Mødet fortsættes herude i Eftermiddag Klokken 2, om Gud vil, og det ikke regner“. Og der var Søndagsskoleudflugterne til Christianssæde Slotspark med Andagt af Præstefruen og jublende Leg og skosværtefed Chokolade fra uudtømmelige Spande. Og der var Juletræsfesterne i Brandstrup Missionshus, hvor Englenes lønlige Gang iblandt os var nær ved at blive synlig – aah, alle festlige Barneminder, naar man tænker over det, skænket en af Indre Mission, og hvad er saa det festligste af dem? Det er et Billede, som hører sammen med dem alle, et Billede af en høj, rank, spændstig Skikkelse, en Riddersmand, der har foldet sine Hænder og med vidtaabne Øjne, seende ind i Himlen, staar og taler med Gud.

Kommunevejen gjorde Skel mellem Pastoraterne. Inde hos os havde Vejleby-Præsten intet at gøre. Alligevel, en Dag hans Vej faldt forbi, stod han ved Sengen, hvor Bedstemor laa døende af Koldbrand. Gammel var hun og ganske døv. „Kan den gamle Kone ikke høre, kan dog Gud i sin Himmel,“ sagde Præsten med sin varme, smukke Stemme, og han faldt paa Knæ ved Sengen og bad om blid Udløsning og naaderig Hjemgang for den Sjæl.

Selv var jeg blevet en 17-18 Aar og gik i Gymnasiet og begyndte at forstaa, hvor bundløs og fortvivlet Ret Kopernikus havde i, at Jorden er en tumlende Klode. En Dag hjem fra Skoletoget skød jeg Genvej, hvad jeg aldrig plejede (Førelse?) gennem Christianssædeskovene, og saadan gik det til, at jeg paa Skovvolden mødte gamle rank Pastor Bachevold, som sædvanlig skridtende ud med de bare Ben i Støvlerne ad de fedtede lollandsk Veje til en eller anden Udkant i de store Sogn. Høfligt tog jeg Hatten af, venligt vekslede han et Par Ord med mig, og til Afsked – ja, teatralsk var det faldet ud for en ringere, men denne Mand havde Aandens Myndighed til at gøre det: han lagde 3 Fingre paa min Pande, „at Gud vil velsigne og bevare dig, min Dreng, og holde fast ved dig gennem Livet“. Jeg gik videre, Vejen var stadig pløret, Himlen lav og hængende, og Pilene ludede sørgmodigt, men jeg holdt Hatten i Haanden, gik og følte, at noget helligt havde været mig nær, og selv i dette Øjeblik, saa mange Aar efter, nu da jeg skriver det ned, skælver min Haand af Taknemmelighed.

Kaj Munk