Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Tyra paa Volden. Saadan fortæller Sven Aggesen

TYRA PAA VOLD Saadan fortæller Sven Aggesen

 

Kejseren stormløb Riget

hidsig og jodlende ung.

Kongen værgede for sig

langsom og tavs og tung.

Kejserens Hære tromled

fremad i Takt og Tugt.

Kongen veg Tomme for Tomme,

han var ikke vant til Flugt.

 

Kongens Kæmper blev knuste

i Kampen foran hans Borg;

træt han sig slæbte til Tronen

saaret, i Skam og Sorg.

Han rakte sin Hustru Haanden:

„For Riget jeg stred og for dig.

Hærløs kan ingen sejre.“

Hun smilte: „Maaske kan jeg.“

 

Porten til Salen sprængtes.

Kejseren sprang derind.

„Godaften, godaften, min Fjende,

bleg, med Haand under Kind.

Her har jeg dit Rige i Haanden,

og rynker jeg blot mine Bryn,

da skælver Jylland og Skaane

og Sjælland og Lolland og Fyn.“

 

Saa har I vel alt, hvad I ønsker?“

en leende Stemme lød.

Kejseren vendte sig hastigt

og saa og saa og blev rød

„I? er I Dronning i Danmark?“

han retted sig barsk, som om

han tog sin Bøjning tilbage.

„Det var jeg, indtil I kom.

 

Har I en Fæstemø, Kejser,

der venter jer stolt og varm?

Ta'r I til hende min Krone,

tag først til jer selv min Arm.“

„Jer Arm“

„Ja, til Flugt.“

„Hvem skal flygte?“

„Vi to! til Bordet af Sted

at fejre jer Sejr og siden

ved Bæg'ret forhandle om Fred.“

 

Kejseren bed i sin Læbe:

„Sværdet har fældet sin Dom.

Danmark er mit. Hvad mere

er at forhandle om?“

„Ak, I er ung, Herre Kejser.

Tro mig: hvad ret har Værd

vil I engang erfare

kan ikke vindes med Sværd.“

 

Kejseren tumled' fra Bordel

ud i den kølige Luft.

Stjernerne stænked' en Svanes

Sang ind i Rosernes Duft.

„Jeg vil Musiken fra Himlen,

der bruser paa Nattens Sø.

Jeg vil de klareste Stjerner,

og at Roserne aldrig kan dø.“

 

„Ser I det nu, Herre Kejser,

hvad duer jer sejrrige Hær?

Det, der har Værd for vort Hjerte,

kan ikke vindes med Sværd.“

„Tyra, I skal mig følge

jeg vil det hjem til min Borg.“

„Frygte jeg maatte min Husbond,

gjorde jeg ham den Sorg.“

 

„Roserne synger i Mørket

der lyser af Svanernes Glans.

Stjernernes Duft ombølger

og svimler mig Sind og Sans.

I ler. I tror, jeg er drukken.

Det er jeg. Sanseløs ør.

Den Vin, der kaldes for Kvinde

jeg kendte den aldrig før.“

 

„Slip! I skal slippe mig, Kejser!“

„Alt skænker jeg Gorm, saa sandt

I følger mig, gi'r ham tilbage

Riget, jeg fra ham vandt.

Om senere hen men i Aften….

skatskyldig gør jeg ham kun.

Hvad vejer vel Kongens Krone

mod Smilet fra Dronningens Mund?“

 

„Og er det ikke et Lune,“

svared' ham Tyra blid,

„bereder jeg mig til ved Grænsen

at møde jer om et Aars Tid.

Skatten skal selv jeg kræve

fra al jer Erobrings Kreds

og føre med mig mod Sønder,

til næste Gang naar vi ses.“

 

„Tyra, jeg vidste, du vilde!

Du har saa kongeligt Sind,

Sejrherren kun kan du elske.

Tyra, min Fugl, min Hind.“

De hede begærende Arme

favned' den kolde Vind,

favned' det hule Mørke.

Dronningen var smuttet, ind.

 

Det meldtes den tyske Kejser:

„En Vold saa lang og stor

La'r Dronning Tyra dæmme

op for dit Rige mod Nord.

Sællandsfar, Skaaning og Fynbo

bygger ved Dag og Nat

for alle de Jydernes Penge,

du skulde have i Skat.“

 

Kejserens Hjerte gjorde

lønligt smaa kildrende Hop:

„Naar der for ham, vi fører

bag Lyset, et Lys gaar op,

naar Skinsygens Vallak ham bærer

efter os to i Galop,

da staar min Hær paa hans Kones

Vold og melder ham Stop.“

 

Tyras og Kejserens Møde

der, hvor nu Vejen var stængt,

skete, som hun havde lovet,

om ikke, som, han havde tænkt.

Han og hans Leding ved Foden

af Volden, hun paa dens Top

hos Gorm, og ikke en Tysker

fik Lov at lange derop.

 

„Ned med dem!“ lo hun og raabte:

„Danske, bliv ved, bliv ved!

Krig med dem, indtil de lærer

at lade os være i Fred.“

Kampen blev lang et Aartusind.

Og endnu et tusinde Aar?

End for den nordiske Frue

Kejserens Hjerte slaar.

 

Ja, men hun kaster paa Nakken

og holder paa Volden Stand;

end har hun Husbond, der sidder

som Konge i Danmarks Land.

Danevirke er flyttet

en tung Snes Meter mod Nord,

men under det Smil, der ved,

hvad, dét vil,

værger det endnu dansk Jord.

 

Professor Hans Brix skrev forleden i en Anmeldelse, at man ikke kunde digte mere om „Tyra paa Volden“. Det var i Onsdags og allerede i Dag indløber en Protest mod Professorens Paastand og en vægtig Protest. Den kommer fra Kaj Munk, som lige har dokumenteret sin moderne Indstilling og sit moderne Sind: ved at skrive Manuskriptet til den store Bodil Ipsen-Film; „Det gyldne Smil“, der havde Premiere i Gaar. I et saa moderne Sind som Kaj Munks er der altsaa stadig Plads til Tyra paa Volden!