En ganske almindelig Folkekirkepræst

En ganske almindelig Folkekirkepræst

Af pastor Kaj Munk

Tim og Madum sognekald i Ribe stift er for tiden opslaaet ledig. Naa ja, Herregud, siger min læser, hvad kommer det mig ved? Der er saa mange tredie klasses embeder, der besættes mellem aar og dag. Det er sandt nok; men giv mig alligevel lov til, hvad enten De er tilhænger eller De er fjende af folkekirken, at fortælle Dem lidt om pastor Okke Brodersen Gram.

Naar jeg føler trang til at fortælle netop om ham, skyldes det, at der ikke var noget særligt ved ham. Det er ikke om en af generalerne, der skal berettes, men om den ukendte soldat. Var De dumpet ind i Tim kirke en eller anden søndag morgen, vilde De have kunnet overvære en gudstjeneste, der i ingen henseende kunde kaldes over middel. Maaske lige med undtagelse af kirkebesøget, der var godt.

En trivelig mand nær de fyrre, ikke kønnere end den danske gennemsnitspræst, messede og sang for sammen med degnen med et smuk og fyldig stemme. Saa besteg han stolen og begyndte at tale – i præketone, med en stemme, der laa lidt højere end hans sædvanlige, og med mange understregninger af mere eller mindre ligegyldige sentenser – en art maner, der nu var blevet hans, saaledes som hver eneste kvindefødt sjæl, der ofte kommer til at gribe ordet, tillægger sig en form og maade. Og hvad sagde han saa? Jævne smaa opbyggelige tanker, intet med store malerier eller glimtende idélyn. Er De kirkelig, helst med grundtvigsk anstrøg, vilde De nikke genkendende og føle Dem hjemme; er De ukirkelig, vilde De kede Dem og irriteres og vrisse for Dem selv: Her har vi det sædvanlige præstesludder for en degnesladder om Kristus, der har taget vore synder, skønt Gud skal vide, at vi stadig kan mærke hele aaget af dem paa vor nakke, og Jesus, der har overvundet døden, skønt Gud og hvermand ved, at ingen af os, naar tiden kommer, slipper for at kradse af. O. s. v., o. s. v.

Jeg er saa omhyggelig for at faa sagt dette med Gudstjenesten klart og skarpt, fordi det oprører mig og gør mig ondt, at præsterne og dermed til en vis grad kirken, ofte bedømmes efter, hvad der præsteres paa prækestolen om søndagen. Og saa er det jo slet ikke dér, det egentlig foregaar. Hvad har kristendom strengt taget med tungefærdighed at gøre? Hvor vilde jeg ønske, jeg kunde tage Dem med en hverdag ind i pastor Grams præsteliv! Der var snart ikke den dag, uden at han var paa færde i sognet. Ikke i et skematisk afdelt, nervøst og forjaget foredragsliv. Nej, i massiv ro og trofast interesserethed arbejdede han sig frem paa sin trædecykle til enhver udkant i sine to udstrakte sogne. Naar ungdomsforeningerne holdt møde, var han deltager og forsanger; naar gamle Stine i Hedemosen holdt fødselsdag, var hendes præst en aldrig glemsom gratulant. Lige imødekommende over for alle, vennesæl og munter, altid parat til at modtage og give en kop kaffe, var han ingenlunde derfor en skulderklapper og ja-og-amen-siger.

Var der meningsforskelle i sognet (spirituskro, forsamlingshusdans), var han ikke den mand, der skyndte sig med et: Paa med uldvanten! Saa tog han sit standpunkt og fremsatte det overalt, hvor der var en mulighed for det, med skarphed, men aldrig med unødig skarphed. Til fest som til hverdag var han en hyppig gæst i alle hjem, men mest dog, hvor der var syge og gamle. Sygeplejen var lagt i hans hænder, og han gjorde sig det til en kær pligt at vaage med yderste omhu for at sygeplejersken straks dirigeredes derhen, hvor der var brug for hende. Aldrig blandede han sig i noget, der ikke kom ham ved; men paa den anden side vidste, jeg tror jeg tør sige: enhver i Tim og Madum, at han altid, og hvorlænge det end skulde trække ud, var rede til at høre hvadsomhelst, nogen maatte trænge til at betro ham, og paalideligere end Gud i sin tavshed. Og naar han kom med sakramentet til den døende og satte sig og istemte en salme – aah, jeg ved ikke, for hvor mange han har været „vennen i den sidste nattevagt“.

Hvor er det fattigt at remse alt dette op, og hvor giver det intet billede af manden. Lad mig prøve at nærme mig sandheden ad en anden vej. Hvorfor fyldte Tim og Madum deres kirke om søndagen, skønt de alle var klar over, at de havde en ganske jævn prædikant til præst? Fordi de holdt af ham, fordi de stolede paa ham, fordi de følte, at om Gudsordet ikke blev baaret til dem vingestærkt fra hans mund, saa kom det dog stille og varmende til dem fra hans væsen. Og hvorfor gjorde det nu det? Hvad var denne præstemands præstehemmelighed? Lad mig svare med to ord, der lyder altfor bombastisk i sammenhæng med denne vadmelsgudsmand, og som alligevel træffer det rigtige: Kærlighed og tro. Han elskede ikke folkene i sine sogne, han levede og aandede ikke for dem; det er udtryk, der kun kan anvendes om profeter og martyrer, og Gram var blottet for hysteri, ogsaa helligt hysteri; men han holdt af sine menigheder, og hans tanker var idelig hos dem: hvor var der nu nogen, der havde brug for ham? Hvad ventede man sig nu af ham her eller dér? Og dette mærkede hans folk. De var aldrig til ulejlighed. Her var ingen kontorekspedition. Ofte har jeg tænkt: Mon den lykkelige hemmelighed ved ham ikke er, at han altid har god tid? De behøvede ikke at skynde sig; der blev tid til at snakke med ham over kaffen om ingenting for saa efter kaffen at naa frem til det egentlige. Om gamle pastor Plesner i Vedersø blev det sagt, at mens de andre grundtvigske pionerer forstod at tale, saa forstod han at lytte – lytte, saa andre folk blev kristne bare af at se paa ham. Gram havde en tilsvarende evne til at sidde, til at være rolig. Om han kunde give nogle særlig skarpsindige raad eller dybsindige vejledninger, ved jeg ikke. Men det er ogsaa bedre at have hjerte for folk end at have hjerne for dem.

Og hjerte havde han. Ikke sentimentalitet. Jeg har aldrig set ham fælde en taare. Han led ikke med dem, men han følte med dem og var hos dem, naar de led, som en doktor, hvis kald det er at hjælpe, og som først og fremmest har til pligt, til kær pligt, at koncentrere sig om det. Og ens var han mod alle; der var ingen skillen klinte fra hvede eller sondren faar fra bukke. Hvor ofte har jeg siddet i hans stue, telefonen har ringet, den og den har sagt sit navn; saa svarede han altid med et goddag og navnets fulde nævnelse, „goddag, Hans Peter Sørensens“ med en klang i stemmen af: „De forstyrrer mig rigtignok ikke; det var da morsomt, det var Dem; hvad kan jeg saa hjælpe Dem med?“

Saadan tager kærligheden sig ud paa det jævne, paa det jævne, ikke i det himmelblaa. Er saadan et sind medfødt, eller er det en frugt af Kristentro? Hvem kan svare? Men troen havde han ogsaa, naiv og skøn og bærende, den voksne mands barnetro. Engang sagde jeg til ham: „Aldrig slipper vi religiøse for at kunne gennemisnes af den mulighed: Sæt, det var løgn det hele.“ Afgjort svarede han mig uden nølen: „Alt det er forbi for mit vedkommende. Det er overvundet.“

Engang spurgte han mig: „Hvordan ser De egentlig paa spørgsmaalet om bunden vilje og synders forladelse?“ Jeg svarede: „Ikke vi handler, men vor skæbne, og for denne skæbne bærer vi ansvaret.“ „Ja,“ sagde han, „naar barnepigens babyvogn triller ud paa gaden under en bil, kunde hun ikke gøre for det, og det er dog hendes skyld. Ja, saadan tror jeg ogsaa, og det er sikkert det rigtige; for det er mest uforeneligt med vor forstand.“

En anden gang igen. Jeg: „Kunde man vinde Danmark for en eller anden nazistisk styreform efter nordisk tankesæt!“ Han: „Kunde man vinde Danmark for Kristus, – det vilde jeg hellere. Det var noget.“

Eller en fjerde gang. Han fortalte mig et barndomsminde: i et tordenvejr var han ude at køre paa hestevogn med en onkel og flere andre; paa toppen af en meget høj bakke standsede onklen vognen midt i det forrygende vejr, mellem de flammende lyn paa alle sider og bad højt Fadervor. Betaget udbrød jeg: „Men tænk da, det var da kønt!“ Paa sin faste og stille maade svarede Gram mig, ikke korrigerende, ikke sig bedremakkende, sligt laa overhovedet ikke for ham, svarede blot selvfølgeligt: „Jeg synes ikke blot kønt, men rigtigt.“

Hvor var han dog glad i sommer, helt drengeagtig kaad kunde han være, naar han holdt ind her, sveddryppende paa sin cykle, paa vej til sit Vesterhavsbad. Hvor kunde jeg selvoptagne muldvarp begribe, at al denne sprudlende livsglæde brød frem fra et af de smukkeste og mest øde beliggende steder i hans sogn – uden for den plantage, hvor jeg holder mine raadyr og kronhjorte paa græs? at han, der var saa præcis og handlekraftig i sognets sager, og saa ubeslutsom og langtrukken i sine egne, omsider havde hugget sig igennem og fundet en af de sødeste pigers haand i Tim? At brylluppet, uden at nogen anede det, stod for døren.

Men lørdag nat før konfirmationsdagen brød djævelen løs i hans indvolde. Pligttro ud over det yderste gennemførte han konfirmationen; ad den skandaløse Ringkøbing-Amts-Vej til Holstebro slæbte sygebilen ham bump i bump til sygehuset, hvor dygtige læger magtesløst anfaldt blindtarms- og bughindebetændelsen. Døgn efter døgn sled sig hen, og pigen derhjemme fra heden, uddannet som sygeplejerske, sad hos ham dag og nat og saa sit slots taarne og tinder synke tomme for tomme. Bud fik han sendt efter provsten og kom til alters, endnu medens han var klar. Alt foreskrev han om begravelsen, jordes vilde han ved sin mors side i Esbjerg, men en kort tale skulde holdes over ham i Madum kirke, og lige saa i Tim. Til den sidste nat, kort før uklarheden, bestemte han hver aften, hvad salme der skulde synges paa gangen, og selv for svag til at synge med sagde han ordene højt for sig:

Jesu, frelser og befrier

er dit dyrebare navn.

Kun en eneste gang var en klage ved at bryde over hans læber. Han saa op paa det trofaste, søde, lidende, tapre ansigt over sig og hviskede: „Hvor vilde jeg dog gerne have levet, ogsaa for din skyld, du kære!“ Men saa tog han sig i det og tilføjede med høj røst:

„Men jeg være vil,

o, Jesus mild,

hvor du mig helst vil have.“

Kære pastor Gram, mine børns onkel Okke, min ven, min ven! du var intet geni, du var ingen helgen; din kirkes beskedne, muntre, slidsomme tjener var du, med dit liv og din død en bekræfter af dens budskab, ogsaa til hjerter i dag, om troens frimodighed og sundhed, dens styrke, dens glæde, dens sejr.

Kaj Munk.