Er der Tid endnu?

ER DER TID ENDNU?

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Forfatteren, Pastor Kaj Munk fremsætter en Række skarpe og pessimistiske Betragtninger om den europæiske Civilisation, som Italien har demonstreret den overfor Abessinien. Kaj Munk bebrejder Folkeforbundsstaterne deres Slaphed overfor Italien, og han ender med at spørge:  er der ikke Tid endnu til at standse Mussolini? Til at redde Ærlighed og Ære?

Paa den lille Provinsscene for de store Verdenstragedier sidder igen en højtragisk Skikkelse, en Mand med højre Haand bortædt af Sennepsgas og med Hjertet saaret af endnu mere ætsende Gift. Om Kejser Selassies bitre Skæbne fortæller Sven Tillge-Rasmussen i „Abessinien i Krig“ (Hagerups Forlag, 176 Sider, 1 Kort og mange Fotografier, syvenhalv Krone). Bogen beretter ikke En meget, man ikke allerede vidste. Indlevelse i Folkets eller rettere Stammernes Tænke- og Følevis er der saaledes slet ikke gjort Forsøg paa; f. Eks. er Kirken opfattet som en blot og bar Slyngelinstitution, der af al Magt stræber efter at holde Folket nede i sin egen Uvidenhed og sit eget Barbari. Men friske og danske og uforfærdede er jo de to Øjne, der selv har set en Masse af det, der berettes om i en Stil lykkeligt fri for baade Attituder og Sentimenter. Man ved ikke efter at have læst Bogen mere om, hvad der er sket i Abessinien, men man ved det bedre, har været det nærmere. Og det er jo ikke behageligt. Selv om man med Opbydelsen af al sin Evne for historisk Overblik og Krigspsykologi kan strække sig til at „forstaa“ Felttoget og indrømme Nødvendigheden af Bombardement af aabne Byer, ser man ikke Heltemæssigheden i fra en Sikkerhed i 1000 m's Højde først at smide Bomber ud og saa nedkaste over Kvinder med opflaaede Underliv og Børn med afrevne Ben saalydende Opraab: „Leve Italien, leve II Duce, leve Kongen. Vi bærer i vore Farver Tegnet paa Roms sejrende Kultur, og vi spørger dig, Haile Selassie, hvad nyttede din Parasol dig i Dag. Kunde du lide de Bisquits, vi lod regne over dig?“ Hvis Historien er sand – man vægrer sig ved at tro den -, har man intet mere passende Udbrud til sin Raadighed end med Stifteren af Indre Mission i Danmark, Pastor Wilhelm Beck, at give sig Luft i et: „Føj for Satan!“

Havde de Herrer Krigsflyvere sparet os for den infame Raahed med Parasollen og disse Bisquits! For saglig set er jo Opraabet i Orden. Flyvemaskinebomberne og Giftgassen er jo kun et Par af Stationerne paa den straalende Bane, ad hvilken Europas Overherredømme og hvide Mands Kultur kører frem. Staar der ikke stemningsfulde Billeder i vor Erindring fra vor Barndoms Skolebøger om Spaniere, der rister uskyldige Indianere over en sagte Ild i disses eget Land, eller Englændere, der har opdaget Buddhisters Rædsel fra Legemets Sønderdeling og derfor binder „oprørske“ Indere foran Kanonmundingen i deres eget Land? Og hvad Krigens Afskaffelse angaar, hvad er det saa for en Blaaøjethed, grænsende til Pupilløshed, at bilde sig ind, at tyve Aar efter, at Verden havde svælget i Blod som sjældent før, skulde den pludselig have faaet Afsmag for denne Livret. Dagen efter Soldet er det ikke rart at se en Portvinsflaske, men allerede Andendagen gaar det igen ganske bra. Al den fablen om, at den lille Jury i Genéve, der sad uden en eneste Politibetjent bag sig, skulde kunne kommandere en Forbryder i Arresten ganske godvillig, var jo saa godtkøbs som i sin Tid Lyksaligheden over Oprustningen, der formodedes at kunne kvæle Krigen i Vaaben. De Strudse, der havde Mod til at lade Buskene passe sig selv, var jo ganske klar over, hvor det bar hen på Prøvens Dag. Og alligevel, alligevel, alligevel var der noget fortvivlet inde i os, der haabede paa, at Idioterne fik Ret – at det var os, der havde mangle Troens Naadegave, denne Tro, der som bekendt er en fast Overbevisning om Ting, der ikke ses.

Men desværre! Det var ikke os, der var Idioter. Mussolini, den højtbeundrede, var endnu mere beundringsværdig, end man havde tænkt og troet: klogere end hele Europa var han. Han alene vidste, at Moralen her i Tilværelsen er stadig saa enkel som i Nyhavn, hvor man gaar udenfor og ordner det. Han gik virkelig udenfor og ordnede det. Der sad en Neger i Afrika; han sagde: Jeg tror paa Retfærdigheden Idé. Og Europas største Statsmænd, en af den hvide Races mægtigste Pander og stolteste Viljer, svarede: „Jeg tror paa Giftgas“. Europa faar altid Ret over de andre; hvor lykkeligt for os! Hvor skønt! Sandelig den lille Afrikaners Parasol, syet sammen af brogede Lapper som Traktater, Løfter, Respekt for Retten, Menneskeværdighed, var en latterlig Beskyttelse mod Europas fyldte Bonbons.

Kejseren sidder altsaa nu i Jerusalem. Dér hang der engang en Mand paa et Kors. Det var de samme Romere, der havde besørget ham derop, som nu har gjort den lille Ætiopier til Krøbling. Denne Mand paa Korset han døde med de Ord: Det er fuldbragt. Det betyder saadan noget som: Saa sejrede jeg altsaa. Forunderlige Ord at dø i en Galge med mens de Par Venner, man havde, har stukket Halen mellem Benene og er forduftet, ja, den bedste har endog offentlig og i hans eget Paahør udladt sig med, at han – og saa bandede han – ikke kendte dette Menneske. Mon Haile Selassie funderer over, hvad det var for en Sejr, han vandt, han den anden, og om han selv mon ogsaa paa en eller anden Maade kan sige, at han har vundet?

I Rom behøver man ikke at fundere. Dér véd man nok, hvem der har sejret. Saa sikker paa sin Triumf er man, som Ypperstepræsterne var det paa deres Langfredag. Ikke en Tvivlens Mide naar ind i il Duces ensporede, sunde, stærke Sjæl om, at vinder Europa mange saadanne Sejre endnu, saa er det ude med det.

Ja, vist har Civilisationen vundet en Sejr. Kvinderne med de oprevne Buge og Børnene med de fraflaaede Lemmer har ikke været gennem Helvede til ingen Nytte. En stor og rig ny Koloni er blevet Europas; Æggene vil gaa 5 Øre op pr. kg i Esbjerg. Gæs og Vildænder maa ogsaa blive fredløse i de abessinske Sumpe, og Kornet tage deres Plads. Prinsessen i de hidtil tillukkede Bjerge vil faa sig en Vej sprængt ud og komme for Lyset. Og den Fornøjelse at gaa og kastrere hinanden vil blive frataget Mændene, og Arbejdsløshedsunderstøttelsen tone frem i det Fjerne som Erstatning. Og Mors Dag vil blive indført i Stedet for den Ordning, som nu findes, at en gammel Mor, der ikke magter Arbejdet mere, beordres af Børnene til at lægge sig ved Stalddøren, saa Køeme kan trampe hende ihjel, naar de bisser ud. Og der vil komme Veje og Jernbaner, og Sygehuse og Skoler. Ham, der civiliserede Italien, er vel ogsaa Mand for at civilisere Abessinien. Er alle disse Goder saa ikke en Krig paa nogle faa Maaneder værd?

Civilisere! Ak ja, Katten og Hønen vilde ogsaa civilisere den grimme Ælling. „Det er saa dejligt at flyde paa Vandet,“ sagde Ællingen, „saa dejligt at faa det over Hovedet og dukke ned paa Bunden!“ „Ja, det er nok en stor Fornøjelse,“ sagde Hønen, „den er nok bleven gal! Spørg Katten ad, han er den klogeste, jeg kender, om han holder af at flyde paa Vandet eller dukke ned! Jeg vil ikke tale om mig. – Spørg selv vort Herskab, den gamle Kone, klogere end hun er der ingen i Verden! Tror du, hun har Lyst til at flyde og faa Vand over Hovedet?“ „I forstaar mig ikke,“ sagde Ællingen. „Ja, forstaar vi dig ikke, hvem skulde saa forstaa dig? Du vil dog vel aldrig være klogere end Katten og Konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, Barn! Og tak du din Skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommen i en varm Stue og har en Omgang?“

Ja, sandelig kan Inderne takke Gud, og de nordafrikanske Folk, og Australnegerne, og Indianerne. De er kommen i en varm Stue og har faaet en Omgang.

Hvor har det været dejligt for de kristne Voldsmænd at have den Undskyldning at stikke ud til sig selv, at de var ude for at civilisere.

Men hvad nytter det med al den Sentimentalitet? Rousseau er død, og Grønbech er bare Professor. Mussolini vil faa alle de Statuer, en stor Søn faar af sit Folk, og vil have fortjent dem – efter den Mønt-, Maal- og Vægtfod, der nu en Gang gælder i denne Verden, som ifølge Johannes' uforgribelige Mening ligger i det Onde, men om hvilken ganske vist Jesus bad: Din Vilje ske paa Jorden som i Himlen. Der er ikke noget at sige til, at europæisk Sind oprøres over barbariske Livsformer, ikke noget at sige til, at Italien vil have Kolonier. Alligevel er vi alle rystede over Haile Selassis Tragedie. Hvorfor?

Vi véd, hvor haardt det holdt at faa lempet Abessinien ind i Folkeforbundet. Det var Frankrig, der vilde det, man siger, fordi Frankrig ikke selv kunde erobre det og vilde saa hindre, at andre gjorde det. Nuvel, alt det er Fortid. Det, der gælder i Dag, er, at Landet er Medlem, og at Kejseren med uforstaaelig Dygtighed og Visdom har formaaet at holde sit vilde Folk fra Gerninger, der retfærdiggjorde en Udstødelse af Forbundet.

Vi stod altsaa alle inde for, at dette Land ikke krænkedes. Ogsaa De. Ogsaa jeg. Hvordan kan De og jeg overleve, at vi ikke har meldt os frivillig til den abessinske Hær? Hvor skal vi gøre af vore Øjne, den Dag St. Peder præsenterer os for Haile Selassie?

Disse latterlige Sanktioner! „Det var godt gjort af Italienerne, at de vandt Krigen; her fra Norge fik de ikke en Ansjos,“ siger Blix. Vi smaa politiske Kandestøbere forstaar jo ingenting. Hvorfor kunde Suez ikke lukkes straks for disse Troppetransporter, der sagde mere end alt? Men alt sligt er Storpolitik, det er umuligt for læg at sætte sig ind i. Men hvorfor fyldtes ikke alle vi, der kan se lidt ud over vor egen Næsetip, af en Fortvivlelse, der bød os gøre noget? Andet end at trave rundt paa Gulvet med Hænderne i Bukselommerne og ryste paa Hovedet og skælde ud? Hvorfor sagde ikke Sverige, Norge, Danmark, Schweiz, Holland med een Mund, at nu maa vi i Krig; Abessinien skal civiliseres, men ikke paa den Maade? Er der Tid til at sige det endnu? Spærre Suez, saa han ikke kan faa Tropperne hjem, og sende en Hær ind i Norditalien? Jeg husker et spottende Valgopraab i en parisisk Gade: „Vil du dø for Negus?“ Er der nogen bedre at dø for i Øjeblikket? Jeg gentager: Skammen for Abessinienskændselen er ikke Mussolinis, men alle disse Folkeforbundsstater, der altsaa ikke troede mere paa denne Folkeforbundstanke, end Mussolini skønnede, de gjorde det. Hvis Folkeforbundet ikke klarer denne Sag anderledes, end at nu er jo Landet Italiens, maa vi være færdige med at have Aktier i dette uværdige og dyre Fata Morgana. Men endnu er der Tid. Selv vi, der ikke tror og aldrig har troet paa Genève, føler i dette Tilfælde saadan, at selv en Sag, man ikke tror paa, kan det være skønt at dø for.

KAJ MUNK.

Mussolini – Abessiniens „Civilisator“