Hvorlænge –

HVORLÆNGE –

Af Kaj Munk

Kilde: Fem Aar: Indtryk og Oplevelser, Bind , 9. April 1940 – 29. august 1943, Redigeret af Redaktør Chr. Refslund under Medvirken af Max Schmidt, Overlæge dr. med. H. Hagerup's Forlag – Slesvigsk Forlag. København 1945. Side 239-41.

Danmarks Udenrigsminister har i Berlin undertegnet noget, der kaldes Anti-et eller andet, som jeg ikke ved hvad betyder.

Jeg ved bare, at jeg er ved at brække mig.

Atter en 9ende April.

Vort Slægtled faar ikke Lov at nøjes med at opleve een 9ende April 1940 – men en hel Serie.

Ad mattai? synger Salmisten i det gamle Testamente.

Herre, hvorlænge?

Hvorlænge skal det vare, før vort Folk vaagner og ved og vil? før vi bliver kristne og tror paa, at Lidelse med Ære er bedre end hvilken som helst Fordel, vundet ved at sælge sig?

Ned med Scavenius! ingen Samling om denne Samlingsregering længere, saalænge Scavenius er dens Diktator!

Hvorlænge?

Ja, det er Ordet. Det er Ordet, der melder sig, naar man lytter til sin Radio, det er Ordet, der undslipper En, naar man løfter sine Øjne fra Avisen.

Det kommer som et haabløst Suk.

Nej, det gør ikke. Vel gør det ej.

Hvorlænge – et prægtigt Ord, et Trøstens Ord. Den, der spørger saadan, ved altsaa, at den Tilstand, der skaber bare Spørgsmaal, hører op.

Stingende til Hjerte gaar mig

mine Fjenders Sejersraab.

Hver en Tidende, som naar mig,

røver mig igen et Haab.

Kneblet og med bundne Hænder

ser jeg nye Sværme Fjender

sig om mig og mine trænge.

Herre, sig, hvorlænge -?

Kald for Søvnløshed mit Leje,

kald for Mad og Drik min Graad.

Spærret alle mine Veje!

Ingen Mulighed for Daad!

Fordums Ven sin Frihed køber

æreløs som Overløber.

Selv mit Rygtes Lygte brænder

nu i Bødlens Hænder.

Nej, hvorfor saa modløs klage?

Hjælpen er jo alt paa Vej.

Thi jeg har jo eet tilbage,

og det ene – det er dig.

Herre, du er den, der hører

Bønnen, som imod dit Øre

kæmper sig fra Dødens Dale

op til Livets Sale.

Brændende jeg dig vil dyrke,

om jeg før var sløv og mat.

Kom da til mig, vær min Styrke

i min Magtesløsheds Nat.

Giv du mig Udholdenheden,

der i Striden tror paa Freden

og som midt i Nederlaget

alt ser Sejren daget.

Kun hvad der til dig er viet,

er jo værd at bygge paa.

Mindst af alt har Tyranniet

indre Kraft til at bestaa.

Tro mig, Ven, det ved det selver!

se, med Vold paa Vold det kælver,

røbende den Angst, der hamrer

i dets Hjertekamre.

Dufter det med – et af Myrter,

ser du Glimt af Brudelin?

Kæmpen paa sin Lerfod styrter

hæslig selv i sin Ruin.

Og til Fest fra Kirketaame

ringer det for to højbaame:

Bryllup midt I glade Lejre

Fred og Frihed fejrer.

Vedersø Præstegaard den 27. 11. 1941.

Kaj Munk.