Radikalismens Skalkeskjuler

Radikalismens Skalkeskjuler

Af Kaj Munk

HAL KOCH har i Majnummeret af Lederbladet skrevet en Leder, der burde umuliggøre ham som dansk Ungdomsleder for Livstid eller dog til han genkalder den. Den er saa utrolig, at man maa læse den 2 Gange, 3, 4 – og endda tror man ikke, at der kan staa, hvad der staar, og slet ikke, at det kan være underskrevet med en teologisk Professors Navn, og da slet ikke med Hal Kochs.

Referere vover man ikke. Daarligt nok kan man faa sig til at citere.

Hal Koch skriver:

»Den nusiddende Regerings Opgave er at klare Ærterne …. Her maa den handle efter bedste Evne og Overbevisning. Ofte maa den gribe til Foranstaltninger, der krænker Retten, ofte maa den foretage Indgreb, som er en Haan mod Friheden, ofte maa den komme med Udtalelser, der ikke harmonerer med Sandheden.«

Tilvisse en large Mand! En Ungdommens Folkefører giver sin Regering carte blanche til at optræde ulovligt, forbryderisk, ja, menederisk, blot han kan forbeholde sig selv Retten til at protestere. Her er Machiavelli sejlet agterud. Regeringen skal klare Ærterne, med hvad Midler det saa end maa ske. Man fristes til at spørge: Hvis denne Regering finder paa at stikke Ild i f. Eks. Højesteret og skyde Skylden paa Dansk Samling, vil den saa stadig være i sin gode Ret, naar det blot er et Led i Anstrengelserne for at klare Ærterne?

Over for dette raa og kyniske Standpunkt er der kun eet at bemærke: til den Maade at regere paa, behøver vi i hvert Fald ikke en dansk Regering; saa klarer vi os bedre uden.

Hal Koch søger i denne Artikel at staa paa hver sin Side af sig selv. Man har før beundret hans akrobatiske Færdighed. Han har balanceret flinkt paa 4 Heste paa eengang, selv om der ganske vist gik lovlig meget af Energien bare til Balancen. Men her er det gaaet galt. Man kan ikke paa eengang være Forsvarer af Hr. Scavenius og Revser af ham. I den mer end dødsensalvorlige Situation, vi for Øjeblikket er stedet i (ja, for det gælder mer end Livet), er der ikke Plads for andet end For eller Imod.

Det saa Dansk Samling, da det ulystent kastede sig ud i Valget. Parolen: Der stemmes ikke for Regeringen, men for Demokratiet, var for stor en Kamel for os at sluge. Men den store Del af vort Folk slugte den og – det skal siges til dets Ros – slugte den saa kraftigt, at det virkelig maa anses for fastslaaet med Firtommersøm: det var ikke for Regeringen, der stemtes; denne Regering har ikke Folkets Tillid, denne Regering har ikke Rigsdagens Tillid. Folk og Rigsdag staar i denne Skæbnetid urysteligt og ubrydeligt paa det danske Folkestyres Grund. Derom har det samlet sig og ikke om en Feudalregering eller Lydregering eller Departementregering (faglig set er jo Flertallet af Ministrene hentet ind fra Departementschefernes Fagforening) eller hvad andet man vil kalde den. Samlingsregering er den i hvert Fald ikke.

Alligevel var Valget lagt saadan op, at det gav Hr. Scavenius Føje til at sige: Om mig har Folket maaske ikke samlet sig, om min Regering maaske heller ikke, men i hvert Fald om min Politik.

Derfor maatte Dansk Samling gaa ud og samle paa de Skarnbøtter, som falder tæt, naar man for at tjene sit Fædreland gaar ind i den Politik, som de 4 traditionelle Partier forbeholder sig Eneret til. »Vi alene vide«, siger Partierne jo i Dag. Ja, enkelte gaar endda videre til et: Regeringen alene ved. Hvilket stadig benævnes Demokrati. Ja, benævnes. Men er Diktatur.

Begrebsforvirring og Uklarhed. Nuvel. Der maatte være en Del af vort Folk, som ganske klart sagde: Vi Danske vil hverken have Clausen eller Scavenius til at hjælpe os igennem; disse to Mænd vil vi hverken skylde Tak i Dag eller i Morgen.

Hal Koch bestemte sig for Uklarheden. Han drog til Felts for at bevare en Regering, der kunde »klare Ærterne«. Han forkaster Metoderne, men accepterer dem alligevel, da andre ikke er mulige. Han fordømmer og billiger i samme Aandedræt. Med andre Ord: Han revner sig i to; han hedder ikke hal' for ingenting.

Som den ærlige Mand han er, volder dette Spalteri ham stor Pine. Til Selvforsvar over for sig selv eksploderer han i en Artikel som denne. Den ender med et Bønskrig til de kommende Slægter: »Saa vil han ogsaa kunne møde Fremtidens Dom uden at ængstes alt for stærkt.« Javel, men for os Kristne har Historiens Dom ringe Vægt. Historiens Dom er jo bare de Folks Synspunkt, der lever paa det og det Tidspunkt. Ogsaa i Fremtiden vil der komme P. Munch-Perioder og eksistere Arupper. For os Kristne gælder kun Kristi Dom paa den yderste Dag. Eller med jævnere Ord: har jeg handlet ret eller uret.

Er Hal Koch i for stor Vaande og truer med at springe fra, er der Mænd af praktisk Kristendom, som f. Eks. Hr. Jørgen Jørgensen, Undervisningsminister eller Indenrigsminister, eller hvor han har ladet sig dirigere hen, der kan retlede Teologen i Religionens Anvendelse til Arbejdsbrug. Hr. Jørgensen kommer fra det erfarne Liv, og Hr. Koch fra det professorale. Hvem faar Overtaget over den anden af de to?

Man krymper sig … man opsætter det saa længe som muligt: at bære Vaaben paa en Mand som Hal Koch. Dels er han Hans Kochs Søn; dels er han ofte anfaldet fra den Side, hvorfra Angreb betyder, at man er ret vendt; og dels er han ret vendt, han er kristen, han er dansk, og han er en Mand af Mod.

Men han har taget sig en haabløs Opgave paa. Han har villet samle Danmark om det negative at være samlet, for enhver Pris blot at være samlet. Uden Idealer er enhver Bevægelse dødsdømt i Fødslen. Man kan se en Sjover og Bandit skabe en Folkerejsning af Format, bare fordi han, i hvad han saa selv var, havde Idealer at byde sit Folk. Men selv en pæn og honnet Mand kan intet udrette ved som eneste Programpunkt at have: at gaa paa Akkord.

Thi hvad er det, Hal Koch lader sig bruge til i Dag?

Paa Stolen over Riget sidder Radikalismen. Socialdemokratiets Fremgang ved sidste Valg gjorde ingen Socialdemokrat skal vi sige god nok til at være Statsminister.

Det er svært at diskutere med det danske Folk for Tiden. Det har lukket sig af for Argumenter. Det har glemt vort Sprog. Siger man »Retfærdighed« til det, svarer det »Splittelse«; siger man »Ære« til det, svarer det »Kongens Opraab«. Hvad »Splittelse« angaar, skal det siges, at der er eet Ord, det danske Folk aldrig skal samles om, det er Ordet »Underkastelse«, aldrig i Evighed! Før lad Folket forgaa! Og hvad Kongens Opraab angaar, da er det vitterligt, at Kong Christian er elsket af os alle og æret af lige saa mange. Og hvorfor er han det? Bl. a. derfor, at Diktator ønsker han ikke at være, og Tyran over Samvittighederne allermindst. Og husk saa: Kald ikke Kongen til Ansvar for Statsministerens Røst! —

Foruden den Side, der vender opad mod Gud, og den, der vender ud mod Folket, har Kochs Artikel en Side imod Regeringen. Hvad siger den til disse ramlende Beskyldninger? »Gud bevare mig for mine Venner«, sukker et gammelt Ord.

Hvad vil Regeringen gøre ved dette Forsvar, der er den mest hudflettende Anklage? Vi, der ikke kender Ministrene, og for hvem Hal Koch er Autoritet, kan nu rejse os imod dem og spørge: er det rigtigt, hvad en stor Tillidsmand hævder om jer, at I krænker Retten, at I haaner Friheden, at I klarer for jer med Løgne?

Er det rigtigt, da – jeg gentager det – det kan ikke være det, vi har en dansk Regering i et kristent Land. Saa lad os leve paa polsk (som man sagde i gamle Dage).

Hvor skal jeg gaa hen for at faa Tro paa mit Folk i denne Prøvens Tid? Jeg kigger ud i Fængslerne. Overfyldt alle Vegne. Saa mange Lovbrydere! Et nedslaaende Syn.

Saa kigger jeg indenfor i »den indtil Besvimelse tætpakkede Haandværkerforenings-Sal« i København. Og dér endelig finder jeg Opløftelsen. Mens »Konjunktur-Danskere« og »Sabotører« forsmægter i overfyldte Fængsler, er Eliten af mit Folk her forsamlet i Nydelse af Aand. Den berømte tyske Skuespiller Heinrich George læser op i dansk-tysk Forening. Jeg nikker til Statsminister Scavenius, Ministeren for offentlige Arbejder Gunnar Larsen, Justitsminister Thune Jacobsen, Undervisningsminister Højberg Christensen – med Undtagelse af det første alle gode danske Navn paa -sen. George er en stor Kunstner, jeg kender ham fra før Okkupationen i gamle Dage i Berlin, og jeg ser, hvorledes mine Landsmænd forstaar at goutere hans eminente Kunst. Jo, vi er en Kulturnation. Det har ingen Nød for os.

Kaj Munk.

- og her er saa Hal Koch igen

»Lad mig nævne et Eksempel. Den saakaldte Bemyndigelseslov var fra danske Synspunkter i enhver Henseende uønskelig. Den var et Led i de Indrømmelser, som maatte gøres i Efteraaret, hvis man vilde have det til at glide. Mig bekendt er den iøvrigt aldrig blevet benyttet. I den Situation er det en billig Heroisme, naar Dansk Samling stiller Forslag om at ophæve den. Ganske vist kan enhver se, at Ophævelsen vilde stemme med dansk Ret, men det er kun en Demonstration at stille Rigsdagen overfor et saadant Krav. Saa maatte man da hellere stille Forslag om en Lov, der forbød fremmede Troppers Ophold her i Landet. Det vilde ogsaa være et radikalt Udtryk for dansk Retsfølelse – og have lige saa lidt Forbindelse med Virkeligheden.«

(»Lederbladet«s Juninummer.)