15 smaa Kister…

15 smaa Kister…

Af KAJ MUNK

FEMTEN smaa Kister i Flensborg – 15 smaa danske Børn pludselig dræbt – det føles som et Greb i Struben. Vi leder efter en Mening i Tilværelsen. Og Gang paa Gang rammes vi af Oplevelser, der ligesom brøler det til os: Der er ingen Mening. Og vi fornemmer det, som skal vi kvæles. 15 smaa danske Børn – og havde de løbet og leget paa Legepladsen, var der ingenting hændt dem. Nu søgte de Beskyttelsesrummet, og der blev de dræbt.

Moder Danmarks Hjerte krymper sig. 15 smaa danske Drenge og Piger, det er 15 gode Danskes Manddomsgerning, der skal undværes engang. Og det er usigelig Sorg og tungt, tungt Savn for ejegode danske Hjem i Dag, Hjem, der er under Byrde nok i Forvejen.

Vi, der i Stedet for Troen paa en Mening i Tilværelsen har faaet Lov til at tro paa Gud, vi beder jo om, at Frelseren vil komme paa Husbesøg i de sorgramte Hjem i disse Dage. Vi beder om, at de saa haardt prøvede Forældre maa i deres Sorgs Mørke faa hans hvide Skikkelse at se, ham, der var saa børneglad her paa Jorden, ham, der alene er Herre over Liv og Død, og hvem derfor selv ikke Døden kan slide noget ud af Hænderne paa af, hvad han engang har fattet om. „Lad de smaa Børn komme til mig, for dem hører Himlen til,“ sagde han engang, og det kæreste Billede, vi har af ham, det er, at han gaar med et lille Lam paa Armen, et, han bjærger hjem. Maatte I Forældre dog se ham i disse mørke Timer med jert Lam paa Armen, se ham bjærge det hjem fra Bombernes og de onde Tilfældigheders rystende Verden, derop, hvor alting er livsaligt bundet alene af Guds Smil!

Guds Søn har os saa kær, han er Børnevennen stor, han bærer Barnet op til Gud paa Armen. – Guds Himmeriges Fryd har han lovet de Smaa og Blomster fra Paradisets Enge. – For Menneskenes Børn har han allermest kær. Gud aander paa Øjet, naar det græder. Ja, om Sorgen maatte lære jer til Gud jeres Øjne, at opslaa. Saa vil det ogsaa ende med, at I siger: Evindelig være du lovpriset.

Men det er jo ikke blot jer Forældre, der har mistet, det er ogsaa, som vi sagde før, vort Fædreland, der et Øjeblik saa voldeligt har været med i Krigen. Og der maa det være saadan, at hvert Tab, der rammer os Danske, faar os til at slutte os endnu inderligere sammen og blive endnu mere beslutsomme om i Sind og Daad at prøve paa at erstatte, hvad der her gik fra os. Det er danske Mænd og Kvinder, der er ramt, men Folk, der tillige er loyale og lovlydige Borgere i den tyske Stat. Ligesom Sydslesvigs danske Soldater kæmper i det Lands Hær, hvori de har deres Hjemsted, er disse 15 danske Børn ogsaa faldet som et Offer for Krigen. De har været med til at give deres Liv for den Sag, der maaske dyrest ligger deres Forældre paa Hjerte: at være tro mod det Folk, de stammer ned fra ved bl. a. uden Klik og Lyde at være Borgere i det Land, der nu omslutter dem.

Derfor har Tyskland og Danmark Fællessorg i Dag. Men Tyskland er saa stort og saa vant til at miste, vi er kun faa og synes, vi kan næsten ingen undvære. Nu er vi ramt af dette smertelige Slag. Men ogsaa Danmark skal lære den tunge Visdom, saa mange Folk har maatte nemme i disse Aar: at styrkes af sine Tab.

Vi kan aldrig glemme de 15 smaa Kister i den skønne By lige indtil vor Grænse. Igen en Gang har Sønderjylland maattet løfte ved den tunge Ende af den Fællesbyrde, der er Danmarks. Vi kender jert Sind og ved, hvordan I bærer Prøvelsen. Lær os at lide.

KAJ MUNK.