Kristendom, Barthianisme og Teater

KRISTENDOM, BARTHIANISME OG TEATER

Forfatter, Pastor Kaj Munk skriver i denne Kronik om Barthianisme, Oxfordbevægelse og Teatrets Kunst. Han protesterer mod de sekteriske Bevægelser, der vil tage Patent paa Kristendommen for sig selv og misunder eller haaner andre Sekter „for deres Succes eller Mangel paa Succes.“ „Enhver Indsats i Kærlighedens, Skønhedens, Sandhedens Tjeneste,“ skriver i Kaj Munk, „er en Mursten i Haanden paa Arkitekten fra Galilæa, som har sat sig det Maal at faa opført en Kirke, der i hvælver sig over hele Jorden“.

Derfor er det ogsaa Vrøvl og Vaas, hævder han, naar visse Retninger og Personer vil skille Kirken og Teatret fra hinanden:

„Ogsaa Teatret er med til at skænke Materiale til Arkitekten fra Galilæa.“

I Forum, Svend Ericbsens Teaterblad, denne cand. mag., hvis Evner for Redaktørvirksomhed er i samme Grad i Orden som hans Begreber om Dramatik er Kludder (f. Eks. oppebærer han en skøn Del af Æren for, at Reumert igen har maattet spilde sit Geni i en uværdig Opgave, Maurice Rostands fummelfingrede, pinligt afmægtige Forsvar for Homoseksualisme), har Dramatikeren Karl Nielsen fraadet en Artikel af sig, hvis Inspiration øjensynlig er boblet frem af et vulkansk Ønske om paa enhver Maade at være uenig med mig i de Anskuelser, som jeg ikke har. Artiklens Indhold er ansat til at være „Teatret og Kirken“, men Hovedformaalet med den synes under Udarbejdelsen at have forskubbet sig til det højst respektable: at uddele Øretæver. Den, der skriver disse Linier, har haft den Ære at faa sine Øren i Selskab med saa prominente som Pär Lagerkvists, Soyas og Ronald Fangens, denne norske Forbryder mod Mennesket, Kunsten og Teatret (hvorfor ikke ogsaa mod Gud?), om hvis Stykke „Som det kunde ha gått“ en Anmelder i Oslo skrev: „Kunstnerisk set gav Aftenen i Gaar Nationalteatret et af de største Nederlag i mange Aar,“ (og naar en Anmelder skrev det, saa passer det jo). Heller ikke et Par københavnske Ærkebispøren sidder en lille jydsk Frimenighedspræst for højt som Maal for de kløende Fingre. Den gode Fuglsang Damgaard udnævnes til Chef for Landsteatret Kirken med Stiftsprovst Brodersen som første Sceneinstruktør. Vi andre smaa Stjerner af tredie og fjerde Rang maa saa selv hitte ud af at fordele Rollerne mellem os. Ja, der ser man! havde man dog i Tide sikret sig ind i en Frimenighed, hvor man midt i en lille Klike af Udvalgte kunde have dyrket Herren sin Gud i skudfri Aand og 100 Procents Sandhed!

Øretæver har den Ejendommelighed, at de helst skal sidde. Ryger de udenom, naaes det modsatte af den tilsigtede Virkning, ja, der er Eksempler paa, at en Arm sprang af Led. De Paastande, der skulde give omhandlede Artikel Slagkraft, er ud i det vilde. Hvilket vi kender Karl Nielsen godt nok til at vide lyder for ham som en sød Kompliment. Hvad det slet ikke er. Det er rigtigt nok, at et Menneskes Anskuelser og Væremaade kan ligge saadan „ud i det vilde“, at det forholder sig til Livet selv, der jo spotter alle Systemer og bærer sig ad, som det passer det – aldrig er tamt. Men der eksisterer ogsaa en Galskab, der følger af Konsekvens. Den er ikke nær saa vidunderlig. Man starter fra et Udgangspunkt, der meget vel kan være rigtigt, og fortsætter lige ud og videre lige ud, til man ender i det Blaa, hvor intet ender. Saa kan man jo godt slaa sig for Brystet og sige:! „Jeg saa ikke til nogen af Siderne.“ Men hvem i Alverden har sagt, at man ikke skulde se til Siderne? Derude i det Blaa, ude i Verdensrummet, er Livet i hvert Fald ikke. Jorden har spillet den Stædige det Puds at være rund.

Der er altsaa en Galskab, som er Livets, og som er den eneste Klogskab i Livet. Og der er en Galskab, der er Konsekvensens, og det er den i store Dille. D. v. s., den er god til at opfinde Flyvemaskiner med. Men udenfor Mekanikens Verden fører den lige saa haabløst paa Vildspor, som den indenfor denne sikkert fører paa Spor. Hos Filosoferne optræder den under Navn af Systemer. Hos de Troende kalder den sig Teologi. Heldigvis passer den gode Hyrde ogsaa paa det længst vildfarende af sine Faar, at de ikke galoperer helt ud i den bagvendte Uendelighed. Eller, som hun sagde det, Oxford-Damen, der spurgte en Mand paa Gaden, om han kendte Gud, og fik til Svar: „Jeg er Professor i Teologi,“ og saa blot smilede: „Jamen, det gør ikke noget; Gud elsker selv de dybest faldne.“

Karl Nielsens Teologi, hvis Konsekvens, hvad Sagen her anbelanger, løber ud i, at der er et gabende, et uoverstigeligt Svælg befæstet mellem Kirken og Teatret, starter fra den Læresætning, „at Kirkens eneste Mulighed er den uafkortede Kristus, den gale Mand, vi kender fra det nye Testamente. I hans ustyrlige Tale, der vender op og ned baade paa Fornuft og Moral, finder Kirken sin eneste Eksistensberettigelse“.

Vi indrømmer Karl Nielsens paradoksale Aand, at den Mulighed for at komme til et rigtigt Resultat har han, at allerede hans Udgangspunkt er aldeles forkert. Kirken finder nemlig ikke sin Eksistensberettigelse i Jesu Tale, men – hvad der er noget ganske andet – i Jesu Person. Paa Jesu Tale kan der bygges Systemer, kan der bygges Teologi, kan der bygges Filosofi, kan der bygges Moraler (f. Eks. den Moral, at al Moral er af det onde), men paa Jesu Person kan der bygges en Kirke. Kirken er ikke en Opkogningsanstalt for nogle ældgamle Foredrag og Paradokser, men den er ganske simpelt det Sted j paa Jorden, hvor hin unge Jøde fra Galilæa lever og i Aar fylder en Nittenhundredogfyrretyve Aar. Hvordan han lever i den, kan selvfølgelig ikke forklares, da Kirken er et Mysterium. Men Kirken er altsaa hans Hus her paa Jorden, hvælvet over, hvad han sagde den Gang, og hvad han gjorde, og at han blev dræbt ved et retfærdigt Justitsmord og benaadet og æresoprejst ved en enestaaende Gestus fra den Rets Side, der rangerer over Højesteret, og at han fo'r til Himmels og sidder ved Almagtens højre Haand og stadig er, hvor to eller tre er forsamlet i hans Navn for at modtage hans Ord, opleve hans Sakramenter og vie deres Viljer til ham.

Karl Nielsen har som alle andre Barthianere faaet Oxford paa Hjernen. Det maa ogsaa være harmeligt med al denne Succes; der kom man med en Reformation, som alle viste en kold Skulder, og faa Aar efter stiller saa Buchman med en helt anden Reformation, som modtages med aabne Arme. Der var en aandsforladt Præst, som en Dag fastslog for sine faa Tilhørere, at Prækener bør være kedelige. Ja, ja, hvad klogere kan man gøre ud af Nødvendigheden end netop en Dyd? Og hvad andet skulde Barthfolkene sige om deres Kolleger fra Oxford end netop, at den Kristendom, der har Succes, er ingen Kristendom?

Dette usalige Konsekvenseri! Lad os plapre et gammelt Skriftsted fra vor Barndom af os en Gang igen: Kristus Jesus, da han var i Guds Skikkelse, holdt det ikke for et Rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig, og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Derfor har Gud ogsaa højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himlen og paa Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære. – Er det ikke storartet? Det lærte vi udenad 10 Aar gamle, og nu, 30 Aar efter, gaar det op for os, at der er Mening i det. I de Ord samlede altsaa Paulus sit Kristus-Syn: aldrig har nogen haft saadan en Fiasko; det begyndte og endte med Højhed, nemlig henholdsvis hos Gud og i en Galge. Og aldrig har nogen haft Mage til Succes: fra dødsdømt Forbryder til intet mindre end en Gud; om det saa er Augustus og Tiberius skal de komme til at bøje Knæ. Selv verdsligt set har ingen Jordvandrer haft Mage til Succes: den Kirke, der lod ham dømme og aflive, har sadlet om, Tusinder af Templer er rejst over al Jorden til hans Ære, og Hymner stiger til ham fra alle Folkeslag Dag og Nat. Men denne Stortriumf trues i selve Kernen af den dybeste Fiaskos lumske Orm: ved Siden af Højaltret i hans Kirke Staar Satan i præsteligt Skrud. Ak, i kære Barthianere, Successens og Fiaskoens Haandgribeligheder og Øjenforblændelser beviser intet om Sandheden af en Sag.

Det er denne imellem Succes og Fiasko ustandseligt kæmpende, levende Kristus og ikke en totusindaarig Foredragsholder, der fra Kirken henvender sig til Menneskeheden. „Evangeliets Budskab mangler enhver Parallel i Tiden,“ siger Karl Nielsen; men han siger det, saa man maa tro, at han mener: enhver Forbindelse med Tiden. „Ordet blev Kød,“ svarer Apostlen Johannes. Det betyder, at Gud lærte sig at tale aramæisk; saa kunde Grækere og Romere siden oversætte ham. Evigheden, den ubegribelige, gjorde sig lille, overkommelig, for at faa Tiden i Tale. Jesus vilde overhovedet intet andet end i Forbindelse med Mennesker. Han vilde som hvert eneste Menneske, der vil noget, Successen. Ikke den billige, men den tilkæmpede. Han vil det samme den Dag i Dag. Alene af den Grund blev han et Menneske mellem Mennesker i Stedet for at tale til os som en Gud. Ved Kometdanse eller Englevingebrus eller Gud ved hvad.

„Teatret er Menneskets jordiske Tempel og har altsaa intet med Gud at gøre,“ docerer Hr. Nielsen; hvad han iøvrigt siger om Teatret, er overmaade smukt. „Her springer Døren op for Skøger og Skurke lige saavel som for Helgener og Helte, og alle – smaa og store – er de Hovedpersoner, og alle er de elsket, bare fordi de er til.“ „Her dykker vi ned i vort eget Udspring og forstaar som Børn. Vi begaar vore onde Handlinger med god Samvittighed og gør vore gode Gerninger af lutter Glemsomhed.“ Og meget andet smukt og varmt og lysende siger han, som vidner om en lidenskabelig Tro paa Teatret, saa man med høj Forventning imødeser hans „Kentaur“. Men naar Teatret saadan er Tumleplads for det menneskelige, hvorfor skal saa Guden, der blev Menneske, spærres ude derfra, han alene? Hvorfor er alle Helgener velkommen der, men for alle Helgeners og Synderes Helgen skal Adgangen være forbudt? Han, der gav sit Liv for at faa Mennesker i Tale, hvorfor skal der nægtes ham Mæle et Sted, hvor det levende Ord lyder og med Kunstens Sandhed brænder sig ind i Hjerterne?

Hvis Hr. Karl Nielsen var saa ærlig en Mand, som han tror han er, vilde han, naar han atter gennemlæste sin Artikel, sige i hvert Fald til sig selv: „Naa ja, saadan noget lader sig altsaa skrive af en ansvarsløs Person i et Land, hvor det intet koster at sige hvad som helst. Ganske gratis kan jeg gotte mig ved at kalde en navngiven Biskops Virksomhed for Teater og blotte mig ved at lade Soya have forøget sit personlige Velvære, men svigtet Mennesket, Kunsten og Teatret ved at have digtet om Nazismen i Stedet for om Mennesket (som om ikke en Nazist var et Menneske, Nazismen en Foreteelse inden for Menneskeheden!). Der er ikke Mening skabt i min Artikel, ikke sund Fornuft, ikke – hvad værre er – sund Galskab.“

Men Hr. Nielsen skal nok tie stille. Og saa maa da en anden tage Ordet, for at det kan siges, der skal være sagt. Arkitekten fra Galilæa har sat sig det Maal at faa opført en Kirke, der hvælver sig over hele Jorden; det er ikke en Sektgud, han forkynder, men Himlens og Jordens Skaber. Alle Kræfter kalder han paa, for at hans Kæmpearbejde ikke skal gaa i Staa, lige fra Michelangelo til Bonden paa Jyllands Hede. Enhver Indsats i Kærlighedens, Skønhedens, Sandhedens Tjeneste er en Mursten i hans Haand. Ængstelig staar han ikke med Fagforeningsbogen i Haanden og sigter dem fra, der ikke har Katekismen i Orden. Den barmhjertige Samaritan, som alle rettroende Barthianere skynder sig forbi, glæder hans store menneskelige Hjerte, i hvilket Gud bor. Ogsaa Teatret er med til at skænke ham Materiale og skal være med – lige saa godt som den Kunst, der digter Salmerne, den Kunst, der skænker dem Toner, den Kunst, der iklæder dem Farver og sætter dem paa Kirkeruder eller Former og stiller dem ved Alter og Døbefont. Og som lige saa godt virker i Kirkens Herres Tjeneste ogsaa uden for Kirkens Bestilling. Naar Skuespilkunsten ikke „graver sit Pund ned“, vil ogsaa den kunne hilses med Ordene til den gode og tro Tjener, der blev sat over mere og gik ind til sin Herres Glæde.

Lad det haabes, at naar Det kgl. Teater nu i nærmeste Fremtid lader sit Tæppe gaa op for „Kentaur“, vil Karl Nielsens Paradoksalitet fejre den Triumf, at han, der ingen Forbindelse vil vide mellem Teater og Kirke, har lagt Haand til at skænke os en af de Teateraftener, der er en Oplevelse af Aand og Sandhed, altsaa en Gudstjeneste.

Kaj Munk.