- KMF Journalistik ID:
- J200243-NT
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 20. februar 1943
- Kommentar:
- Fremkaldte talrige indlæg, bl.a. Niels Jyde i Horsens Folkebl. 23/2 1943 og Harald Tandrup i Færdrelandet 24/2 1943.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1943-02-20
Det meningsløse Angreb paa Knud Kristensen
Det meningsløse Angreb paa Knud Kristensen.
Fra Pastor KAJ MUNK har vi modtaget følgende Artikel:
DET skal dog siges, at ikke blot i Venstres Rækker er der Harme over Anfaldet paa Knud Kristensen. Danske, der har holdt sig klar af Partipolitik, føler det som et Slag i Ansigtet, at denne Politiker, der mere end de allerfleste har kunnet skabe Respekt baade om sig selv og om Folkestyret, nu pludselig skal lægges for Had af Kolleger. Inden for alle Samlingspartierne har der givet sig stor Stolthed til Kende over det danske Demokratis Evne til, Ansigt til Ansigt med en haard Virkelighed, pludselig at kunne præstere Borgfred. Hvilken Forbrydelse maa denne Kristensen have begaaet, siden det anses for nødvendigt, oven i Købet fra konservativ Side, at bringe dette dyre Klenodie i Fare? Knud Kristensen beskyldes for Fjendskab mod Folkestyret. Det har jo ingen Steder hjemme. Dels har han lige ladet sig vælge til Formand for Landets ubetinget mest demokratiske Parti. Det er ubestrideligt Venstre. Højre stammer ned fra Estrup trods al Baptisme, og Socialdemokratiets væsentlige Frihed er Friheden til at holde Kæft, Trit og Retning. Og dels har han i hele sin Virksomhed og i alle sine Taler bevæget sig paa Folkestyrets Plan. Ikke mindst med den Tale, han nu saa voldsomt angribes for. Er det at genere Folkestyret at advare det mod at gribe fejl? Vi ved, der eksisterer Styreformer, der er ufejlbarlige og derfor kan forbyde al Kritik. Men Folkestyrets Styrke har dog hidtil været, Sandheden tro i Ydmyghed, at regne sig for en menneskelig Indretning og netop derfor været glad for det frie Ord og den saglige Kritik. Det er ikke til at se rettere end, at Knud Kristensen har vist sig som en sand Ven af Folkestyret og gjort det en reel Tjeneste ved sine manende Ord fremfor ved letkøbte Skaaltaler at hjælpe det forkerte i det til Sejr paa Bekostning af det rigtige.
AT DET netop skulde blive de Konservative, der skulde bryde Borgfreden, og at det skulde ske ved Overfald paa netop Knud Kristensen, er lige overraskende. Man skulde tro, at dette Parti ikke havde Brug for Gentagelse af Suppeterrintab, og man vilde holde for, at hele Knud Kristensens ærlige nationale og kristelige Indstilling ikke skulde ligge det konservative Gemyt alt for fjernt. Hvordan staar det overhovedet til med den lovsungne Enighed mellem Partierne? De ligger vel ikke bag en Maske af nødtvungen Forligelse og lurer paa hinanden og holder sig kun med Møje fra at kradse hinanden med Kløer igen? Var den saa oprigtig, den Enighed, maatte jo ikke blot Venstre tage til Orde, naar der sker en af Samlingspartiernes Mænd Overlast? Hvor er de Konservative, der skulde tage til Genmæle mod et uheldigt Element inden for dem selv? Hvorfor tier Socialdemokraterne? Det er jo dog | en af deres egne, der angribes, saa sandt det er en Samlingspartist. Eller er I stadig ikke kommet videre i Folkefølelse end, at man regner: »Lad ham klare sig selv! hvad kommer han os ved? Han er jo Venstre«.
NAAR ikke Politikerne vil gøre deres Pligt, maa I uden for Partierne rykke ud. Det er ikke min Sag at blande mig i Partipolitik. Men grebet af Harme ved at se en Mand, der har betydet saa meget for vort Land i dets tunge Tid, en Bonde, der er tro mod de Idealer, de bedste af Landets Bønder dog sætter over Flæskepriser, en virkelig sand Demokrat, der løfter Venstre og dermed hele vort Land, ved at se ham anfaldet og mistænkeliggjort, har jeg ikke kunnet holde mig tilbage for at spørge: Har danske Mænd stadig ikke noget vigtigere at tage sig for end at anfalde hinanden?
Hvis konservative Mænd mener at Folkestyret er i Fare, kunde man maaske anvise bedre Maal for deres emsige Kanoner end Knud Kristensen.