Russernes Opgave

Rusnummer. STUD. JUR. POLIT. OG ACTUAR. JUNI 1942. Nr. 6 + 7 Aarg.

OFFICIELT MEDDELELSESORGAN FOR STUDENTERRAADENE VED KØBENHAVNS OG AARHUS' UNIVERSITETER. MEDLEMSBLAD FOR JURIDISK DISKUSSIONSKLUB.

Til de nye Studenter.

RUSSERNES OPGAVE

Af Kaj Munk.

Enhver Regering har 2 Opgaver. Den skal sørge for, at Landet eksisterer, og den skal sørge for, at den selv eksisterer. Det sidste er stundom vanskeligere end det første. Det gøres jo paa den Maade, at alle Uoverensstemmelser paa en eller anden Vis bilægges, saa at Regeringen stadig baade over for sig selv og over for andre kan hævde, at den er enig.

Det er ofte svært for Regeringen, og det er ganske særlig svært for en Samlingsregering. Den er udgaaet fra dybt forskellige Anskuelser, og Kravene til den er saa store, at den ikke kan nøjes med at gennemføre, hvad dens Medlemmer er enige om. Det kan ikke undgaas, at den af og til vil foretage sig Handlinger, som enkelte af dens Medlemmer føler er rav ruskende gale. Hvorfor gaar de da med til det? Fordi de synes, der er een Ting, der vilde være rav ruskende galere, og det er at sprænge Samarbejdet.

Hvad skal Folket nu sige, naar der sker saadan noget forkert? Ja, en Samlingsregering betyder jo ikke en Enevoldsregering. Der er af og til hos de nuværende »Magthavere« en Tilbøjelighed til at skyde Kongen frem for sig, som om de regner med, at Gud og Kongen det er eet, eller som om de i hvert Fald vil forlange af os andre, at vi skal give Kongen Ret til at sige l'Etat c'est moi, i det mindste saa længe, han er enig med dem. Det er en ganske fejlagtig Opfattelse. Skal der være nogen Mening i, at vi i Stedet for at indføre Diktaturet indførte Samlingsregeringen, saa maa det være den, at Samlingsregeringen bygger paa reel demokratisk Grund, d. v. s. bestaar som en Regering, der ikke blot giver, men ogsaa forbeholder Folket fuld Ret til saglig Kritik.

Det var det, jeg vilde sige til de unge Studenter. Nu kommer jo Russerne snart til København, og dem vil vi gerne modtage som et Folkefærd, vi kan sætte vore dybeste og varmeste Forventninger til. Der er mange, der tror, at man ikke af saa umodne Folk kan vente nogen virkelig Indsats for Ret og Sandhed; men jeg siger: Jo, netop til jer vil jeg sætte mit Haab; netop I vil komme til at staa i Pagt med den sande nye Tids Idealer og være med til at skabe en ny Dag over Verden, naar Mørket har raset sig til Ende.

Jeg betragter det som en Selvfølge, at I med fædrelandsk Sind stiller jeg bag den Folkets Regering, Kongen har givet sin Tillid. Der er ingen andre, der skal tage sig paa at styre dette Land end dem, der har Rod i dansk Sind og Æt. Jeg forlanger levende af jer, at I følger denne Regering, saa langt og længe, det overhovedet er muligt, men jeg forlanger ogsaa, at I følger dem med aaben og frygtløs Kritik. Og ved I hvorfor? Fordi det er den bedste Maade at støtte den paa og støtte Danmark paa. Kong Christian har for nylig igen manet os til Sammenhold, men vi ved jo alle godt, at dermed mener Kongen, som er en djærv Soldat og en ærlig dansk Mand, ikke Sammenhold om hvemsomhelst saa lidt som om hvadsomhelst. Og naar Kongen ved samme Lejlighed advarede alvorligt mod utidige Stemningstilkendegivelser, kunde man ikke undgaa at tænke paa, at visse Punkter i et Par af hans eget Ministeriums Erklæringer blev i høj Grad snertet med disse Ord.

Der er i Regeringen Elementer, der har afgivet gode Beviser for, at de aldrig burde have været der; og kun Tidernes Ugunst bevarer dem der. Ved en sund, vaagen og modig Kritik, hvergang disse Elementer gør sig gældende, styrker vi de andre til at finde nøjere ind mod hinanden og det centrale, saa de gaar de Veje, Kristendom og Danskhed sammen foreskriver vort Folk. »De andre«, siger jeg. Der er nemlig andre. Fuldgode danske Mænd sidder Gud være lovet i Kongens Raad i disse Skæbnestunder. Knud Kristensens Tale ved Skolemødet i Aarhus beviser det. Ogsaa Fibiger er en djærv Mand; og der er flere. Ogsaa den nye Statsminister er en Mand, og en Mand, til hvem vi kun har Grund til at sætte alvorlige Forhaabninger. Og over alle lyser Kongens Navn.

Forstaar I, hvad det drejer sig om, Russer? Vist gør I det. Gud velsigne jer, Piger og Drenge, til i Aand og Sandhed at blive Danmarks, blive vor gamle, evigunge Mors stabile Døtre og Sønner. Thi hvorfor har jeg denne Tro til jer helt unge? Fordi I bedre end alle vi andre netop i jeres Ungdom har en Hjælp til at forstaa, at nu gælder det større Ting end Danmarks Liv, nemlig Danmarks Ære.

Kaj Munk.