Et haardført og nøjsomt Danmark

Et haardført og nøjsomt Danmark

Af Kaj Munk

HR. CHRISTMAS MØLLER har i Forum holdt en Tale, hvoraf Dele tjener hans danske Mod til Ære, og Dele hans Begreb om Danmarks Fremtid til Skam. Skaberen af Coué-Bevægelsen, der gik ud paa, at man kunde fordrive enhver Sygdom ved blot stædig at fastholde, at man var rask, gentog paa sit Dødsleje utrætteligt: Jeg fejler ingenting, jeg fejler ingenting – og saa døde han.

Man kan, saa ofte man vil, om Staunings Danmark, som C. M. selv kalder det, repetere indtil Mekanisme, at det fejlede ingenting, det fejlede ingenting – Faktum er i hvert Fald, at det døde – og hvem tror Hr. Christmas Møller han kan bilde ind, at det ikke var dødt alligevel, selv om April havde haft en Dato mindre? Det kan ikke nytte med ukuelig Begejstring at henvise til, vi havde det saa godt i hint Christmas Staunings Danmark, at vi var i Stand til at spise saadan, at vi alle kunde dø af Kræft. Har Hr. Møller aldrig været ude for en Glose, der hedder Gud? Det er nu saa stort et Ord igen, men saa et Ord som Aand ? Et Folk saavel som et Menneske skal dømmes af, hvad Aand der er i det. Fæ dør og Frænder dør, og selv dør jeg ogsaa; eet ved jeg, som aldrig dør, og det er den dødes Aand.

At Danskerne ikke var raadne, er en givet Sag. Den danske Arbejder er en af Verdens dygtigste og med sund Selvfølelse. Ære være Socialdemokratiet for den Andel, den har i ham; men det er nu vor Tro, at Danmarks er større. Den danske Bonde er driftig, fremsynet, vaagen. De danske Ingeniører naar saa vidt i Verden som før kun af Danske H. C. Andersens Aand. Alt det ved vi og har vi hørt saa tit og maaske dog ikke tit nok. Dansk Videnskab har hævdet sig med Ære. Dansk Søfart og Handel med ukueligt Mod vist sig sit Navn og Ry værdig. Vore Domstole er ubestikkelige, vor Presse ikke uhæderlig, vore Skoler Paladser. Visst var der et Danmark, der var værd at frede om. Men der blev ikke fredet om det. Der blev rent ud sagt ikke gjort noget for, at Danmark skulde bestaa. Skønt Gaarden laa lavt i det aabne Hav, blev der overhovedet ikke diget. Man sørgede for, at Besætningen i Stalden var tiptop – og saa kunde den for Resten drukne, hvis Havet en Dag steg.

For Aanden i Danmark var blevet smittet, ikke dødeligt, ikke uhelbredeligt, men dog alvorligt, livstruende alvorligt smittet af Materialismen. Af Tro paa Penge. At Livets Mening er Velvære. Det socialdemokratiske System bygger jo paa den Anskuelse, at hele Historien afgøres af Penge. Altsaa bliver Politik først og fremmest Pengekunst. Det danske Folk var paa Vej til at blive et Almissefolk. De Penge, der skulde bruges til Landets Forsvar, blev klogere anvendt – til Stemmekøb.

Den materielle Blomstring gav sig to Udslag. At man forsømte det, der ikke kan faas for Penge, for at prale og ødsle med Broer og Biler og Gravmonumenter. Og at man var evig utilfreds, fik aldrig nok, var evigt paa Vagt mod enhver, der kunde tænkes at snyde En, og da især Staten. Lad os nu bare være fri for at digte 1939 om til en Paradisalder lige saa livsalig, som vi lyver den før 1914. Og maaske er det sundere at være ulykkelig med Grund end nagende utilfreds uden.

Men dertil kommer rigtignok det Spørgsmaal, om hvor dybt den lovsungne materielle Velstand var forankret. Kloge Folk vil mene, at vor hele Økonomi var forceret indtil det krampagtige. At den Enkeltes Driftighed og Landets Indtægtskilder umuligt kunde taale større Tapning, og at Regeringsmaskineriet var indrettet med en saadan Slappelse, at det ingen Mulighed havde for at standse eller blot nedsætte den vanvittige og al Æresfølelse og primitiv Sundhed nedbrydende Bortødslen af offentlige Midler, som alle, d. v. s. ingen havde Ansvaret for.

Vi vil altsaa bede vor ærede Modpart om at overbevise sine konservative Vælgere om, at i Christmas Staunings Lykkerige var Skatterne faa og lave og blev anvendt vel.

Vi vil derefter bede den udmærkede Taler vende sig til Mandskabet i den danske Hær og Flaade og oplyse dette om, at hvad Landets Forsvar angik, stod der intet tilbage at ønske. Det er fristende at gaa i Enkeltheder, men det er endnu mere fristende at lade være. Der var maaske ogsaa gjort for Hæren, hvad der kunde gøres. Der manglede sikkert ikke en Bukseknap, men i hvert Fald Bukserne manglede, for slet ikke at tale om nogen at putte i dem.

Og NB! NB! vi levede ikke i en Stat, der havde opgivet at forsvare sig. Baade Regering og Rigsdag havde med Enstemmighed kort inden Katastrofen højtideligt erklæret, at – det, som vi desværre husker saa godt.

Vi vil spare vor Modpart for at tale om Arbejdsløsheden, skønt den er et stingende og nagende Bevis for, at Erhvervslivet ikke er sundt. Nu maa danske Arbejdere for at tjene Føden rejse ud af Landet.

Men Spørgsmaalet om Norden kan vi ikke undgaa. Ved det samme Møde, hvor Christmas Møller begejstrede Skarerne med sin uheldige Tale, ytrede en anden Taler, at vi har set den nordiske Drøm splintres som et Spejl. Ak, den var ikke engang blevet til saa meget, at den kunde splintres. Hvorfor var den ikke det? Der sad socialdemokratiske Regeringer i dens Lande, de havde alle Betingelser for at kunne tale sammen. Havde de været noget mere end Fagforeningsformænd, kunde de have ført deres Folk sammen til den Enhed, som havde friet Norden for Skændselen, der nu svier os til vor Hjerterod.

Er det morsomt at rippe op i alt det gamle? Faar vi andet ud af det end Stank? Var det ikke bedre, ogsaa for vort Forhold til Udlandet, at lade det ligge?

Baade ja og nej. Det er heller ikke mig, der ripper op. Det er Fortidens Mænd, der ikke kan lade være med at rekvirere Vandfade. Men de faar ikke Hænderne rene alligevel.

De taler til os om Samlingsregering. De forlanger, at vi alle i Enighed tropper op bag den Regering, vi nu har. Det er vi rede til. Men de maa ikke gøre os det for svært. Det gør de, hver Gang de aabner Munden. De maa lære sig at tie stille, indtil de har noget virkeligt at sige, noget, der er værd at høre paa.

Og det kan heller ikke vare for længe. For saa bliver der andre, der siger det for dem, nogen, vi nødigt vil høre det af.

Hvis de nemlig tror, at de kan lave Samlingsregering paa egen Fortræffeligheds Overførelse fra Fortid til Fremtid, saa kan det ikke siges tydeligt nok til dem, at de tager fejl. Vi vil godt have de Mænd til at føre os, der hidtil har ført os; vi er ikke saa mange og saa rige og saa glubende i lille Danmark, at vi har Raad og Sind til at skyde Landsmænd ned. Men vi kræver af disse Mænd, hvis vi skal fortsat bruge dem, at de maa have lært noget. Ogsaa Hr. Stauning forklarer ihærdigt, hvor godt vi havde det den Gang, og hvor godt vi har det stadig. Heller ikke han har endnu lært det Ord Aand. Han tror stadig, at det værste, der kan ske, er, at der falder Huse ned.

„Fader, jeg har syndet imod Himlen og imod dig.“ Saadan lyder den eviggyldige Formel for den, der vil tilbage til sin Plads i Hjemmet. Kommer Sønnen flot og meddeler Faderen, at „jeg havde det for Resten gemytligt ude mellem Svinene“, saa bliver Slagtningen af Fedekalven udsat til en bedre Lejlighed.

For os Danske – hvis vi vil vinde sand Frihed tilbage, hvilket er ganske uafhængigt af andres Tilsagn og Hensigter, ganske – er der ingen anden Vej og Maade end at gaa i os selv. Tilstaa, at vi har villet købe Livet for billigt, kaldt Guld for Glimmer og Glimmer for Guld, og bede Gud tage os i sin strenge Lære, saa vi atter – og paa en værdigere og sundere Maade – kan sætte Benet under eget Bord.

Hvis I virkelig vil være vor Samlingsregering, saa maa I føre an i dette. I klager over, at vi ingen nye Programpunkter møder med. Hvad kommer I med? At vi skal sidde pænt stille og vente for saa efter et Mirakel engang at fortsætte i samme glade Skure som før. Tror I, I faar Ungdom til at gaa om Bord i den? Lad os forberede et nyt Danmark, som er det gamle renset og styrket. Med Kronen pudset, saa vi alle ser dens Glans, med Kirken som en Folkets Kirke, der bærer sit Navn med Rette og ikke i sløvt Halvvejshykleri, med Partiinddeling af Folket banlyst, med Arbejde til enhver, der vil, og Sult kun til den, der vil ikke, med den største Offervilje til at genrejse Landets Værn og med en Energi, der er Margrethe værdig, til at tvinde Snoren af Strenge tre, fire, fem.

Kaj Munk.