- KMF Journalistik ID:
- J301140-Nat
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 30. november 1940
- Kommentar:
- Optrykt i „Saa fast en Borg“ side 218-223.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1940-11-30
Det gamle forpligter til det ny
Det gamle forpligter til det ny
Kaj Munk skriver om Danmarks Besøgelsestid og Fremtid, om den Arv, vi fik at forvalte, og den Fremtid, Arven forpligter til. Det er ikke en eller anden Styreform for Landet, der skal frelses, det er Landet selv.
Statsminister Stauning og Folketingsmand Bomholt har paa samme Dag udtalt sig om Danmarks Fremtid. Stauning er, hvor meget han saa er Taktiker og offentlig Person med Ansvar og alt muligt og umuligt andet, dog en dansk Mand, og nu er min Sandten ogsaa Bomholt paa Vej til at blive det. Man spørger sig selv: er det muligt, at vore Parlamentarikere, der saa lidt som vi andre kan vride sig fra Andel i Ansvaret for vort Lands Stilling i Dag, kan lære af Ulykkerne og egne Fejl, saa de kan være med i Genrejsningsarbejdet? Er det virkelig muligt, at Negeren kan omskifte sin Hud og Leoparden sine Pletter? Noget saadant maa jo ske, før den saa ihærdigt og bestandigt proklamerede Enighed i det danske offentlige Liv kan blive til Virkelighed. Man kan ikke bare være enige. Enighed kræver, at der er noget, man er enige om.
Og dette noget synes mere og mere at blive Danmark. Man har endnu i den sidste Tid talt om „et frit og uafhængigt og demokratisk Danmark“; men det er, som man begynder at forstaa, at Udenværker maa ofres, for at Kernen kan frelses. Det er ikke en eller anden Styreform for Landet, der skal frelses; det er Landet selv. Om vi faar Stænderstyre eller Enevælde af Guds Naade eller fortsætter med Parlamentarismen det maa være vor første Station paa Vejen til Enighed, at det er ganske underordnet overfor, om vort Land bliver frit og uafhængigt igen, om Danmark bestaar som sig selv, saadan som det har bestaaet under Kongernes ubrudte Kæde, siden Gorm den Gamle samlede det.
Naar det danske Folk ikke for nogen Pris kan med Frits Clausen, skyldes det ikke, at hans Bevægelses Maal er udansk; saadan siges det ofte og siges især af Folk, der i Aaremaal har været baaret oppe af en Foreteelse, der slet ikke var dansk. Rent ud sagt: vi tænker paa Socialdemokratiet, der uimodsigelig var en ren tysk Opfindelse, og som i Medgangens Storhedsdage slog sig for sit internationale Bryst. Parlamentarismen, der nu skal gøres til et Ekstrakt af al Danskhed, har jo slet ikke sin Rod her i Landet. Først er den engelsk, og saa er den fransk. Og nu er den amerikansk. I sin Histories lange Løb har vort Folk levet udmærket under skiftende Styreformer: Valgkongedømme, Enevælde, Rigsdagsstyre, og ingen af dem kan siges at være særpræget danske. De har haft deres Tid at virke i; hver af dem har bragt Riget store Velsignelser og bitre Tab. Den første af de tre nævnte satte Østdanmark over Styr i sin Død; den anden af dem mistede Riget mod Nord; hvad der er gaaet tabt under den tredie, vover vi i Dag end ikke at nævne. Det er forstaaeligt, ja mere end det, det er naturgivet selvfølgeligt, at unge Mennesker, der duer og regner deres Land for deres Liv og har og vil have Tro paa dets Fremtid, siger: Nu maa vi prøve med noget helt fjerde.
Men dette fjerde kan ikke være Frits Clausen. Ikke fordi han er udansk – jeg taler om hans Metoder og Maal, ham selv kender jeg ikke, tror, at hans Hjerte er dansk, men finder hans Væremaade i Dag i Danmark ganske forkastelig. Den er ikke udansk, – Ordet er i hvert Fald vagt for det, det vil udtrykke. Det danske Folk er ved at vaagne; det begynder at kunne se, at Idyllen er forbi for mange, mange Aar. Vi vender ikke tilbage, hvordan det end gaar, til Vælgermødernes hyggelige Hykleri. Ogsaa paa Danmarks lave Dør har den store Alvor banket. Og vort Folk, især vor Arbejder og vor Bonde, er jo egentlig et prægtigt Folk, „stærkt og sejgt“, ikke til at løbe over Ende, uforbenet, trods sine tusind Aar ungt. Det ønsker slet ikke at hygge sig i det tilvante, vaagent er det rede til at tage mod Forandringer. Vaagent, ja, og netop ikke med Trællesind; skal der laves om her i Landet, vil vi selv være med. Hverken Fremmedes Vaaben eller Fremmedes Penge har vi Brug for til det Stykke Arbejde. Det var muligt, at vi allerede var i Opbrud, men kommer man til os paa den Maade, saa betakker vi os for baade Følgeskab og Førerskab og vender om og gaar hjem igen.
Naar man spagfærdigt taler om, at Rigsdagsstyrets Tid synger ogsaa her i Landet paa sidste Vers, plejer Politikerne at blive meget fornærmede. Det skulde de ikke gøre. Det er dog ikke for at krænke dem, det bliver sagt. Saa var Formaalet nemlig for lille. Det siges, og skal siges, og skal siges igen og igen, for – ja, fordi det er Sandhed. Og Sandheden er ilde hørt – men af hvem? Af Egenkærlighedens og Passivitetens Folk. For Sandheden er altid aktiv og favner. De gamle Førere, der ikke kan se videre end til, at de har gjort det godt, og at Verden skulde skamme sig, at den ikke bliver staaende stille med Hatten i Haanden for at sige dem Tak, dem er der ikke noget at stille op med, de Leoparder maa beholde deres Pletter. Men dem, der ikke er eller gør sig ganske blottet for Høresans, maa det kunne lade sig gøre at raabe op. Nogle af dem vil kunne indse, at det er intet Program at møde op med til Landets Ungdom, Landets Fremtid, at nu gælder det om at trykke sig som en Hare i Sædet med Ørene ned langs Ryggen, for at ingen skal opdage, vi er til; eller nu gælder det Emsighed og Logren for, at Husets store Herre dog kan lægge Mærke til, hvor Vovse er føjelig, og saa, naar denne Vanskelighedens Episode er tilbagelagt, at køre videre i samme skæve gemytlige Skure som før. Nej, Danmark ligger ikke uden for Verden; ogsaa hos os forberedes en ny Tid. Stiller Landets Førere sig blankt uforstaaende, opnaar de kun, at de fejle Folk gør det Arbejde, de skulde have været frisksindede og vovsomme nok til at give sig i Kast med; og naar de fejle Folk udfører et Arbejde, bliver det som Regel gjort fejl. Dette er vor frygtelige Fare.
Jeg gentager, dette er vor frygtelige Fare. Ikke saadan at forstaa, at vi er bange for vort Lands Undergang for stedse. Den Angst har jeg kendt meget mere til før hin onde Dato i Aar. Jeg har kunnet gyse under en Banghed for, at Gud Herren havde glemt os eller ganske opgivet os. Nu synes jeg, jeg begynder at føle, at vi er i hans haarde Hænder – at ogsaa vi æltes af Historiens Gud. Men det er dog forstaaeligt og vel ogsaa rigtigt, at man kæmper for ikke at betale dyrere, end det er nødvendigt. Der er et strengt Ord af Kristus om, hvordan det skulde gaa et Folk, der ikke kendte sin Besøgelsestid, at det skulde bøde for sin Bjærgning med Landets totale Ruin. Besøgelsestiden for vort Folk er inde nu. Det er Digterens Kald at være Haanden, som skriver paa Væggen. Det er ikke for at fornærme jer, danske Politikere, det er af Længsel efter at se hele Folket sammen, altsaa ogsaa jer, hele Folket samlet paa sin March fremefter. „Du er vejet og fundet for let,“, skrev Haanden til den fremmede Storhersker i den gamle Pagt. Til os hedder det: „Vægten er nær.“ Lad os kaste vore nye Viljer paa den, vor Værdighed, vor Ro i vor Fortid, vor Lidenskab for vor Fremtid.
Jeg kender en gammel Gaard, der var rig paa Arvesølv i Skufferne; men den indførte en Masse moderne Bras allevegnefra, saa den til sidst var ved at glemme, den havde sit eget Sølv i Huset. Ledte man efter noget og kom til det gamle Chatol, trak Ungdommen paa Smilebaandet ved Glimtet af de nedstuvede Herligheder; og saa blev Skuffen smækket i. Men saa kom der svære Tider; og hvad Hold var der saa i Aluminiet og Nikkelen? Sikke en Lykke for den gamle Gaard, at det holdbare og duende endnu var i Eje. Nu blev det taget frem og i Brug – og viste sig at være lige saa godt som i Bedsteforældrenes Dage og faldt ganske anderledes djærvt i Haanden paa Slægten end noget af alt det indførte – og hvilken Værdighed og Vægt!
Ja, der var ikke blot Sølv, der var endog Arveguld i Skuffen, en Kongekrone, Europas ældste, men ung endnu som første Dag, den glimtede om en Høvdings Pande; for det ædle kender ikke til Aar. –
Var vi ikke ved at sende vor Salmebog til Museet? Gudskelov, vi ikke naaede den Uforstand. Nu piller vi ved Spænderne, og hør, den taler Bibel til os med dansk Tunge. Den fortæller os om Gud:
„Han, som har hjulpet hidindtil,
Den hvisker med en gammel Mors vise og stærke Stemme, at her vil ties og bies, men – –
Og den ansporer sejrsviss til Fremtidens stolte Genopbygningsarbejde:
Og den skaber Mirakler. Brorsons smægtende, næsten kælne Stemme bliver pludselig en Vikingerøst:
Kære, kære danske Folk, saadan en Salme ligger i din Bordskuffe i en Spændebog, træk den ud, luk den op, lad den tordne Kraft ind i dit Hjerte til Dagene, der kommer, Dysten, der forestaar:
Vi har ogsaa en Sangbog her paa Gaarden. Det er ikke Højskolens, men Danmarks. Men Højskolen har Betingelser for at lede vor Alsang. Har den svigtet Grundtvig for Internationalismen, det rødhvide Flag til Fordel for det hvide, har den altfor ofte smuget sig til at løbe sammen med Folk af en anden Aand end den, saa er Tiden inde til nu at vende tilbage til den første Kærlighed. Lad os igen høre, at vi vil værge vort Land, at vi fægter med aaben Pande, og at Kong Christian staar ved højen Mast, saa tro og tapper og pligtstærk, at han faar frelst sit Folk.
Den Dag, vor Konge, værdig, fejrede sin store Fødselsdag, fik vi en Forsmag paa det Danmark, der skal blive vore Børns. Et enigt Folk, samlet om sin Konge; „med lige Værdighed i Borg og Hytte.“ Det gamle Arvesølv og Arveguld er taget frem. Med det i Brug, nyttigt, stærkt og skønt, saa godt som nogen Sinde, finder vi vor nye Vej, enige, som de, der ved, hvad Arv vi fik at forvalte, og hvad Fremtid den forpligter til.