Danmark, der fødes

Danmark der fødes

Af Kaj Munk

Det er vor Trøst i disse Tider at tænke paa Danmarks Historie. Et ældgammelt Kongerige kalder vi os med Stolthed, Europas ældste, føjer somme til. I Sange og Taler er vi paa Nippet til at svælge i de tusind Aar. Og det har vi Lov til. Og det er rigtigt, at der er Styrke i at gøre sig klart, at »man ikke er født i Aftes og tørret paa Kakkelovnen i Nat«. Men lad det ikke være gjort med at tænke paa de tusind Aar bag os, lad os lige saa meget rette Sindet mod de tusind Aar foran os. Et Danmark er gaaet under, lad os sige Gudskelov for det! et Danmark er ved at fødes – og lovet være Himlens Gud! de ædles Æt dør aldrig ud. Det gamle Danmark dør, det nye fødes, men det er dog stadig Danmark.

Der er Folk af de forkerte, der er paa Tæerne for at forsvare vort Land, »at gamle Danmark skal stadig bestaa som et frit, uafhængigt, demokratisk Rige«. Disse Folk har ikke den sande Fædrelandskærlighed, men kun større eller mindre Tilløb til den. De ser, at Ulvene er efter Kanen og raaber: Red Barnet og den Faareskindspels, som det fik af sin Oldemor. Hvor har de Tid til at tænke paa Oldemor og Faareskindspelsen i det forfærdelige Nu! Hvor har de Tid til at tænke paa andet end Barnet? Der er en grim Tilsnigelse i at kæde selve Danmarks hellige Navn sammen med profane og meget mindre Ting. Som om Danmark og  f. Eks. Demokrati var eet og det samme. Det danske Folk har levet a la U. S. A. før Gorm, det har levet under Valgkonger, under den mest absolutte Enevælde, under Demokrati – og bestandig været det danske Folk. Det maa stemples som det, det er: en Tilsnigelse, en Løgn, naar Demokrati og Danmark skal gøres til eet og det samme. De Folk, der emser for det, kan komme for Skade at staa som tvetydige, ja til at mistænkes for, at det er Faareskindspelsen frem for Barnet, de vil have reddet. Og til de andre Medborgere, der intet har glemt og især intet har lært, og gaar rundt og nynner:

Her er dog en dejlig Skov,

her er slet ingen Røvere,

(og er her nogen, saa flytter de en skønne Dag med Hule og det hele, og saa er her en dejlig Skov igen)

til disse Drømmere, der tror paa, at Danmark skal nok komme ud paa den anden Side og kunne fortsætte sit gemytlige ansvarsløse Liv, til dem maa det siges, at de er ikke blot Narre, men de er skadelige, de er samfundsfarlige. De skulde hjælpe til med, at det danske Folk kan finde sin nye Form og Maade (den kan vi ikke lære af andre, Imitation duer ikke og maa paa det bestemteste afvises – styrket Kongemagt og raadgivende Stænder er maaske Vejen, Partideling er forbi), men i Stedet for at hjælpe til er de en stor tung død Masse, og virker med til, at det bliver Folk, der har forskertset enhver Adkomst til det, der bygger det nye Rige i første Omgang og altsaa gør det forkert. Det nye Danmark skal skabes af danske Mænd, for hvem det frie Danmark er højeste Lov, og som ikke vil vide af Samfærd med dem, der har tilføjet det Navn Krænkelse og Sorg. Alle er velkomne til Samvirke for, at Fugl Fønix igen kan rejse sig af Asken, alle Partiers Mænd. – NB. naar de har gjort op med deres Fortid i Stedet for at klynge sig til den – naar de er gaaet i sig selv og har set, de har ædt Svinebønner, men Moder Danmark er rede til at tilgive og atter tage i Favn.

Under denne Tids haarde Tryk havde det været en Styrke for Folket at vide, at dets Regering var Ansigter, hvor Navnene ikke skræmmede, Karakterer, der aldrig havde haft med Partipolitik at skaffe, eller som tydeligt – i Ord og Gerning – havde gjort Afbigt. Saalænge dette ikke er sket, er fra den Kant alle velmente Opfordringer til Samling Raab ud i Taaget. Partipolitik kan ikke samle. Hvor skorter det paa Forstaaelse endnu! hvor skal vi endnu gennem meget baade for at glemme og for at lære. I denne skønne Høsttid støder man stadig paa Præster og Højskolemænd, der rejser rundt og for Penge saar Pest ud blandt Folk, dysser dem ind ved at slæbe de gamle Travere rundt i Manegen. Men Gudskelov er der ogsaa Piskesvingere, Karle, der ikke har glemt Vilhelm Beck og Grundtvig for Sødsuppe, Folk, der ved, at et nyt Danmark er ved at fødes – med sunde Ben til Marchen ind i det nye Tusind Aar.

Kaj Munk.