Naar Havgangen gaar og Stormene blæser

Naar Havgangen gaar, og Stormene blæser…

I Nationens Skæbnestunder kan det være nødvendigt for Friheden at suspendere sig selv for at bjærge sit Liv.

Kaj Munk om Frivillighed og Tvang i Ungdomsopdragelsen.

Nogle Aartusinder før Kristi Fødsel, i en fjern forhistorisk Tid, rejste vore Forfædre deres Bopladser i Tøbrudets Vaarland foran den vigende Bræ. Og siden har det Land været vort …

Et Drama i Historien er hvert Folks Liv. Og et Drama i Menneskesindet tillige. Det gælder ikke mindst i Nationens Skæbnestunder, naar Havgangen gaar, og Stormene blæser. Da kan det være nødvendigt for Friheden – om den vil bjærge sit Liv – at suspendere sig selv for en Tid. I Landsmandsskabets Navn kaldes der saa paa Kræfter indefra. Og de er dér!

Kaj Munk skildrer sit Syn paa Ungdom og Danskhed i denne „dramatiske Monolog“ – det fjortende Interview i Serien Vor danske Arv.

HELE Historien bliver af sig selv til et vældigt Drama, hvor Liv og Død, Gud og Djævel lever for Menneskers Øjne. Saadan talte Professor Vilhelm Grønbech i Gaar i denne Serie om Grundtvig, hans Tro til Gud og hans Virke for Fædrelandet. For Pastor Kaj Munk, som ogsaa har en Menighed i Danmark udover alle Sogneskel, følger ethvert stort Problem naturligt Dramaets Handlingsgang paa Vej mod sin Løsning.

Kaj Munk spadserer fra Hjørne til Hjørne af et ganske snævert, lille Værelse i Grundtvigs Hus i Studiestræde, hvor han altid bor under Opholdene i København. De større Rum er optaget af fremmede Gæster. Han kæmper med en Monolog, der ikke saadan lader sig forme til afklaret Enkelhed, fordi den ud fra Historiens vældige Drama omhandler det største, mest dyrebare: Danmarks Skæbne. Der spilles op af de indre og af de ydre Kræfter, som væbner for Danskhedens Sag – og som tilsyneladende fører helt modsatte Tegn i deres Skjold: Frihed og Tvang. Dog forenes i Kaj Munks „dramatiske Monolog“ til Slut Modsætningerne i en Forstaaelse af, at i Nationens Skæbnestunder kan det være nødvendigt for Friheden at suspendere sig selv – for at bjærge sit Liv. I Troen paa, at naar de indre Kræfter paakaldes, saa er de der! Kaj Munk, som fornylig gav sit Besyv med i Diskussionen om Ungdommens Samling, siger:

– Det skønneste Udtryk, jeg kender for vor danske Kærlighed til Fædrenelandet, er H. C. Andersens „I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, dér har jeg Rod, dérfra min Verden gaar…“. Ligesom i Matematiken gaar man i disse Strofer ud fra, hvad der „indses umiddelbart“ – og beviser dermed noget, som vi godt ved, men vanskeligt kan forklare. For vi kan vanskelig forklare vor Kærlighed til Danmark, vor Fædrelandskærlighed. For mit Vedkommende bunder den i noget mystisk. Rent logisk taler lige saa stærke Ting til Fordel for Internationalismen. Men man maa stole paa, hvad man har afluret de dybeste Lag i sit Sind. Kærlighed til Kristus, Kærlighed til Dan – for „der har jeg hjemme, dér har jeg Rod, dérfra min Verden gaar“.

- Pastor Kaj Munk.

Ikke tale om det højeste

Ibsen har et lille moralsk Indskud i „Peer Gynt“, som aabenbarer noget urægte. Peer Gynt kommer hjem og træffer en Mand, som for at slippe for Militærtjenesten har hugget sin ene Tommelfinger af. For Stat og Kirke „var han et gavnløst Træ“. Men i sit lille Samfund vilde han være og virke. Han var i sin Kreds Idealist. Peer Gynt tænker derved, at han vist ikke selv havde villet ofre saa meget. Han spillede et helt Drama igennem – forgæves – op til Idealerne. Den anden talte ikke om sligt. Se, det var i det smaa Format. Og jeg kender selv til, hvad der rører sig dér i de smaa Kredse, som aldrig paakalder Offentlighedens Opmærksomhed. Fra mine vest-jydske Bønder ved jeg, at saadanne Folk giver Livet for, hvad der er dem helligt – Ting, som de aldrig kunde tale om. Hvor er de indviklede, en Bondes Omskrivelser, naar han taler om GUD, men ikke nævner Guds Navn. Naar et af mine gudfrygtige Sognebørn derovre fra Landet bag Vestkystens Klitter har undgaaet en Ulykke, siger han ikke, at han i Guds Navn bjærgede Livet. Nej, han betjener sig af et af de mangfoldige Kodeord: „Det var en Beskærmelse“. Det er som Jehovas Jødefolk, der ikke vovede at staa Ansigt til Ansigt med Guden eller nævne Guds Navn…

Næret af skjulte Kilder

Jeg er Kunstner og ved, at Kunsten altid virker ad Omveje. Maaske er det derfor, jeg nærer saa stor Frygt for det, man vil banke ind i Hovedet paa Godtfolk af Danskhed. Danskheden lever og næres af skjulte Kilder i Sindet. Og de ligger dybt nede. De er ikke bevidste. De bør ikke være det. Rødderne skæres i Stykker af Skovlbladet, hvis man vil grave dem frem. Det ubevidste er stærkt nok til at ofre Tommelfingre for sin Kærlighed. Det bevidste reflekterer og fummelfingrer. Det bedste for os, der har en Opdragergerning at udføre, og for enhver, som føler Ansvar for sit Land og sit Folk, er at arbejde i sit Kald i Pagt med det dyrebare, hvori vi har vor Rod. Men gøre noget udvendig af og vilde paakalde det, det synes mig ikke blot forkert; det er direkte skadeligt! Skal de Unge faa Respekt for det, der fylder os andre, maa vi bære Lidelser, staa fast, ofre alt! Urokkelighed i Vort virker langt mere end alle Foranstaltninger. .

Men virker det nok, stærkt nok, inderligt nok… ? Flertallet af de Unge havde det danske dybt i Folkesjælen. Men det laa saa dybt nede, at det var lige ved ikke at kunne øve nogen Indflydelse. Saa der maatte i Sandhed nogen Havgang og nogen Storm til for at vise, at det var der alligevel stadigvæk – og stadigvæk kunde gøre sig gældende. Der har været noget om, at vort Land var lovlig materialistisk. Og det er vel saa sandt, at det blev vor Folkesjæls Frelse at opleve Materialismens Fallit. – – –

Det modsatte er ogsaa Sandhed

Men Verden er dramatisk: Har man sagt en Ting, der er Sandhed, skal man straks skynde sig at sige det modsatte, som ogsaa er Sandhed. I Enhed med sin Modsætning…

Det er rigtigt, at Hjertets Følelser af sig selv skal bane sig Vej ud. Men det modsatte er ogsaa Tilfældet. Der maa Rammer til, for at Indtrykkene ikke Skal flyde ud. Noget gammelt dansk maa tages i Anvendelse: Vor prøvede Evne til at forene Frivillighed og Tvang, Folkets Evne til frivilligt at opfylde Tvangens Nødvendighed… Vi Danske har gennemskuet, at der ikke vindes noget ret og hjerteligt ved at kommandere. Gennem Kommando skabes kun Mekanik. Og endda en farlig Mekanik! Nemlig den Mekanik, som en skønne Dag gaar i Stykker. Og naar en saadan Mekanik gaar i Stykker, kan den slaa al Ting i Kvas om sig.

Friheden, der suspenderer sig selv

Men saa er det dog rigtignok heller ikke Friheden, forstaaet som den rene Vilkaarlighed og Løssluppenhed, vi skal række op efter, men Friheden, der forstaar at indordne sig og underordne sig af Hensyn til det store og det fælles, og som ogsaa fortaar, at der kan være Skæbnestunder, hvor Friheden – om den vil bjærge sit eget Liv – maa suspendere sig selv. Saadan at de Elementer, der ikke vil indordne sig, de indordnes.

Det er det, jeg mener, der gennem hele Danmarkshistorien har vist sig som det særlig danske: Vi har forstaaet praktisk at forbinde disse logiske Modsætninger, Frihed og Tvang, hvor andre Stater er faldet hjælpeløse ud i det ene eller det andet. Desværre forstod vi det nogle Gange først i det yderste Øjeblik. Og desværre ogsaa nogle Gange i det Øjeblik, der ligger yderligere end det yderste…!

Kirken maa træde ud af Dogmer og Partier

Det er farligt at sige: Vi sætter det ind, Danmark, paa dit Alter. Det skal ligge som Styrken bag de Mænd, der gør det. Vi skal samle os i den højere Enhed, som hedder det unge, det nye Danmark, der vokser og gror. Mænd, som tænker: Os selv, vort Land, vort Liv. Vi savner det ikke mindst i den danske Kirke, der maa træde ud af Dogmer og Partier, som skiller den. Kirken maa vise de Unge, at den tjener en Herre, som ikke er for een, men for alle, saaledes at der stadig kan være Rimelighed i, at den hvide Kirke staar paa Banken midt i Sognet, højere end alt andet i Landskabet og med et Taarn, som rager op over Mejeriskorstenen, selv om det ser lavere ud.

Et indre Modtryk

Og saa kommer vi til Dramaets „moderne Situation“: For dansk Ungdom er der ikke – som man til Tider kan høre – noget Spørgsmaal om, hvem man skal „holde med“ af Krigens stridende Stormagter. For det maa vi forstaa, at det Land, vi skal holde med, det er saa sandt, som vi er danske, kun eet eneste … nemlig Danmark. Og det Svar løser næsten Problemet. Helt at leve uden Retledning, blot paa ubevidst Danskhed og som Akkompagnement dertil: det store Verdensopgørs dundrende Banken paa vore Hjerteporte, det kunde let resultere i noget blot anti-et-eller-andet – forud for det danske. Der maa et indre Modtryk til for at holde alt dette uvedkommende borte derfra, hvor vor Danskhed fødtes med os selv, dybest i Sindets Sjælekrog.

Vælde op af sig selv

Havgangen der gik, og Stormene, som blæste, fjernede nogle af de Lag, hvorunder vor Danskhed havde svært ved at komme til Orde. Det ikke-bevidste skal ikke skæres af ved Bindestregen – og gøres bevidst ved en Reflektion. For den „Bindestreg“ rækker dybere ned i Sindet, end den menneskelige Tanke kan følge. Nej, det skal bryde op af sig selv, vælde op … i Skæbnestunden. Vor stærke, renfærdige Følelse af at være Danske. Blot det!

„Spæde Pumpen op“

En dansk Prælat – skønt hans Navn er latinsk –, som jeg staar i stor Gæld til, er Morten Pontoppidan. Ham hørte jeg engang tale paa Vallekilde Højskole. Og det, han sagde, fører nu Problemet det sidste Stykke Vej frem imod Løsningen. Han talte lidt paa Dril, for der var mange Grundtvigianere til Stede, og han vilde drille dem lidt med deres Tro paa det indre, ene og alene. Men ogsaa de Ting, man siger paa Dril, kan indeholde Sandhed. Morten Pontoppidan erindrede os om Jakob Knudsens Bondepige, som havde været paa Højskole og nu kom til en Gaard for at tjene. Hun kunde ikke komme overens med Hunden paa Gaarden. Og en Dag sagde Madmor til hende: „Prøv dog at tage Hunden med det gode, snak lidt venligt til den…“. Hvortil Pigen svarede: „Nej for A' ka' it' gør'et mæ Sandhed!“ Pontoppidan mente nok, man skulde prøve at tale venligt til Hunden alligevel. Gik man med Ansigtet i de mest tungsindige Folder og var betynget helt ind til Hjertet, saa syndede man ved at sige: Det er der ikke noget at gøre ved. Det stammer indefra… Man havde en Pligt til at smile; og saa kunde det ogsaa hænde, naar Ansigtet saadan livede lidt op, at det virkede som Befrielsen af en indre Glæde, som havde ligget indefrosset og ikke havde kunnet bane sig Vej op, før de stivnede Træk løsnedes lidt. „Akkurat som, naar man spæder en Vandpost ved at hælde en Pøs Vand ned fra oven, saa Stemplet kan trække Vand op fra neden“, sagde Pontoppidan med en storartet Lignelse.

Saadan er det ogsaa med det Problem: Om vi skal holde os helt fra at øve ydre Paavirkning paa de Unge, eller om Frihed kan forenes med Tvang overfor dem – til en frivillig Tvang, som det kan blive nødvendigt at tage i sin Tjeneste i skæbnetunge Stunder, hvor det gælder selve det vigtigste for Nationen, dens Levedygtighed. Vi skal være bange for det udvendige, hvis der ikke er noget indvendig. Spæder man Posten op over en tom Brønd, faar man blot en Sjat Rustvand op igen. Men ellers er det god gammel Skik at spæde Posten lidt, saa pumper den troligt Brøndvand op … Og det er det, jeg mener med at gøre noget bedre, som kan være godt nok i jævne Tider. Naar Havgangen gaar, og Stormene blæser, kan det være nødvendigt at sætte noget i Gang. Saa spæder vi Posten. Saa henter vi det rigtige op… .

Og det var der!

SPEX.

Næste Samtale: Direktør K. Oldendow, Grønlands Styrelse, om den danske Koloni, Verdens største Ø.