Lad der ske noget – – –

Lad der ske noget – – –

Af Kaj Munk

DER er saa heftig Brug for, at der sker noget i Danmark nu. Noget dansk. Det er godt nok med at „tie og bie“, og det er ikke bare godt nok, det er ogsaa nødvendigt. Paa mange Omraader kan vi næppe foretage os noget for Landet gavnligere end netop at tie og bie. Hvor vilde man ønske, at flere end nu forstod det og rettede sig efter det, saa ogsaa vi andre kunde faa Lov til at være stille med alle de Ord, som er saa svære at sige, men som kræver at blive sagt i Protest.

Men hvis vi som Danske ikke havde andet at foretage os end tie og bie, saa var det ude med os. Har vi ikke Fantasi til andet end til at holde os passive, er vor Sag tabt. For det er Fantasien, nu som altid, der raader over Verden.

Og Fantasiens Vaaben er Frasen, og der findes intet farligere. Med Frasen kan du vælte et Kejserdømme, med Frasen kan du bygge et nyt. Den, der ikke forstaar Betydningen af Frasen her i Verden, han er dummere end en Østers.

Er Frasen da ikke Løgn? Det kan den være. Og da er den frygteligere og fordærveligere end Bylder og Pest.

Men den kan ogsaa være Sandheden sat paa Vinger. Og da løfter den Menneskene ud over deres Begrænsning, langt ud over, hvad de ellers har Evner og Muligheder for.

Altsaa tie og bie, dér hvor det er nyttigt og nødvendigt. Og saa ellers spørge Fantasien om, hvor dette Omraade hører op.

Spørge Fantasien om: hvor er de Steder, hvor jeg kan sætte aktivt ind, og hvorledes skal jeg gøre det? hvordan skal jeg faa noget til at ske i Danmark, der giver os Arbejde til at se bort fra Øjeblikket, det ellers uvirksomme og pinefulde, og hen til Fremtiden, som vi skal tro paa, og som vi tror paa, og som vi derfor maa forberede allerede i Dag?

Jamen hvor bor Fantasien henne? Kan man slaa op under F i Telefonbogen?

Ja, det tror jeg, man kan. Jeg tror, man kan slaa op under samtlige Alfabetets Bogstaver, og leder man længe nok, saa er Danmark ikke fattigere, end at man nok under hvert enkelt kan være heldig og faa Fantasien i Tale.

Begynder vi forfra?

A. Vi har haft en Lappeskomagersøn fra en Baggade i Odense – han begyndte med A og endte med at have erobret hele Verden og begyndte stadig med A. En lille Kommis fra Nakskov forholdt det sig noget tilsvarende med.

Naa, de er døde begge to nu. Men der skal nok være et A, der er brugtbart ogsaa for vor Tid. Hvem finder det først?

B. Et meget flot Bogstav. Jeg har den store Telefonbog for hele Riget. Jeg finder Bohr, og jeg finder Bukh. Hvem kan forlange mere af eet Bogstav?

C.  Christiansen – ikke ilde. Der er noget der. Og Chievitz – Navnet er udansk, men Manden er dansk, og det er vi meget stolte af her hjemme.

D.  … men for Resten, jeg tror ikke, der er vundet noget ved saa hastig en Gennemgang. Lad os hellere blive ved et af Navnene. Jeg gaar tilbage til B og ringer Niels Bukh op og spørger, om Fantasien bor i Ollerup. Og jeg bliver ikke skuffet. Niels Bukh svarer mig, at det er lige, hvad den gør.

Hvad Fantasien saa har at sige til Danmark i Dag? Oh, den har meget at sige? især meget at sige til dansk Ungdom. Dansk Ungdom driver alt for spredt og forsømt omkring. Men nu er Tiden inde, da den kan samles og gøres vaagen.

Spredt og forsømt! Ja, det er jo da ikke det bare Løgn altsammen. Der er et Utal af Foreninger for unge i dette Land. Højredrenge og socialdemokratiske Drenge de kan naturligvis ikke være i samme Fold. Sæt, man kunde faa det til at gaa op for dem, at det er det mindre, Politiken, de er uenige om, og det Store, at de er Danske, de er fælles om! Sæt, at de kunde se noget værdifuldt i at komme sammen for at lære hinanden at kende i deres Forskel i Stedet for den evige Angst for ikke at blive bekræftet i sig selv! eller er det snarere Magelighed end Angst?

Og videre er der Fodboldforeninger og Skytteforeninger og Ungdomsforeninger og ingenting. Især er ingenting talrigt repræsenteret. Dette Syn af unge, der hænger i en Halvdør og ikke kan faa Søndagen til at gaa og venter bare paa, at det skal blive mørkt nok til Forsamlingsballet! Hvor er det dog mistrøstigt og beskæmmende.

Og disse Boldklubber og hvad de kalder sig, hvis egentlige Eksistensmening er at give lovlig Dækning for nogle Foreningsballer i Sæsonens Løb.

Ak, Forsamlingshusene! De er bygget som Hjemsteder for Aanden og alt for ofte blevet Hjemsteder for Rabalder. Naturligvis skal Ungdommen danse, det var en ynkelig Ungdom, der ikke havde Lyst til det. Men det skal ogsaa andre Ting. Og naar den danser, skal den i hvert Fald ikke danse daarligt.

Høstgilder, Julegilder, alle Hjemmets Fester blev forlagt fra Hjemmet. Ungdommen blev lukket ud til sig selv. Den greb til med Begær. Og naar den selv vilde det, saa maa den jo have Lov, tænker man i en demokratisk Stat. Ingen eller faa tænkte saa langt som til, at saa gælder det om at give den en anden Vilje.

Hvor har jeg beundret stærke Mænd i andre Stater, der vidste, at de Unge var Fremtiden, og handlet derefter. De forstod virkelig at indgive Ungdommen en Aand; de tog sig af den baade tidlig og sildig; den var aldrig udenfor deres Opmærksomhed og Omsorg; den var i Sandhed holdt i Aande og sysselsat.

Sidenhen blev den jo sysselsat med andre Ting. Det svalede Beundringen noget.

–  Men det var altsaa Fantasien, jeg havde i Telefonen. Og Fantasien paa Ollerup meddeler mig følgende: Vi skal ikke længere med Armene over Kors staa og glo paa Slendrian, paa Forhold, der trænger til Oprydning, paa Skranker, der spærrer for Udsyn til noget godt. Tiden er moden til, at vi skal samles for at værne og øge de danske Værdier, der under alle Forhold og til alle Tider skal bestaa.

Kan det lykkes De danske Skytte- Gymnastik- og Idrætsforeninger, De danske Gymnastikforeninger, De danske Ungdomsforeninger og Dansk-nordisk Ungdomsforbund, kan det lykkes disse 4 Landsforeninger at skabe et samlet og sundt Ungdomsarbejde i vort Land, er der Mulighed for, at ogsaa Dansk Vandrelaug vil slutte sig til. Og de politiske Ungdomsforeninger er nu ogsaa rede til først og fremmest at være med i et enigt Arbejde for Danmark. Mon ikke ogsaa de religiøse? Det er et stort Syn, jeg, Fantasien, her ser for mig, dette – eneste – Danmarks Ungdomsforbund. Saa snart, det er født, sætter vi ind paa 7 Punkter:

1. Fælles Medlemsblad.

2. Aandsarbejde.

3. Gymnastik.

4. Idræt.

5. Skydning.

6. Friluftssport.

7. Fester.

Det gibber i mig i den anden Ende af Traaden. Hvor har jeg hørt mange Foredrag om en vaagen dansk Ungdom! Tænk om man ogsaa skulde faa den at se! Ikke blot mange Unge og mange Grupper af Unge, saadan som vi har det nu. Men selve Landets Ungdom i Blok. Fantasien bliver ved at tale. Længe endnu. Den taler om, hvordan denne Ungdomsindsats vil mane Arbejdsløshedsspøgelset Hælvten i Jorden – om at Skolebørnene skal benytte Rammerne i Arbejdstiden, Ungdommen i Fritiden – om at hvert Sogn i skal have Forsamlingsgaard med Gymnastiksal, Foredrags- og Læsesal, Bibliotek og Lys og Varme, saa Ungdommen kan samles der bestemte Aftener, „selv under Restriktionerne“.

Hvem skal betale, mumler jeg?

Saa ler Fantasien og siger, at al dens Arbejde betaler sig selv. I Modsætning til Fantasteriet, hvis Planer betyder en Øden af alle Midler og Muligheder.

Og nu hugger Fantasien til med Frasen: „Vor lille sunde danske Nation skal yderligere hæve sin Kultur og arbejde sig op til endnu større Dygtighed paa alle de Omraader, hvor vi har Betingelser: Kunst og Videnskab, Landbrug med Andelsforetagsomhed, Skibsfart og Fiskeri, Skolevirksomhed og idræt og alle øvrige Felter, hvor vi har vore særegne Evner.

Hvis vi virkelig vil, saa kan vi arbejde Danmark op til at være det dygtigste, skønneste og i alle Maader herligste Land og Folk paa Jorden, et Folk, der kan blive de øvrige Nationers Læremester i Kunsten at leve Livet rigt.“

Ja, det var Frasen, ikke sandt. En halvgammel Gymnast kaldte „Social-Demokraten“ engang Niels Bukh. Men jeg siger: Lykkelige Niels Bukh, der endnu er fygende ung nok til at kunne løfte Frasen og lade sig løfte af den, saa den skinner i Sky for Unges Øjne og drager dem fremad og opad. Og jeg spørger: hvorlænge skal vi vente paa det rigtige danske Ministerium, hvori Niels Bukh har sin Plads som Ungdommens Minister?

Men medens vi venter paa ogsaa dette, gaa saa i Gang med Arbejdet for Landets Ungdom, saa den, som det sømmer sig Ungdom, kan være den første til at vise os alle Vejen:

Samling, Samling, Samling.

Om det danske.

Kaj Munk.