Den nordiske Tanke

Den nordiske Tanke

Af Kaj Munk

Danmarks store Dramatiker og Vedersøs gode Præst, behøver ingen Præsentation. Som Forfatter til en lang Række af de senere Aars største dramatiske Oplevelser (»En Idealist«, »Ordet«, »De Udvalgte«, »Han sidder ved Smeltediglen« etc.), som Forfatter til indtagende Jagtbreve og tankevækkende Dagbladsartikler og først og sidst som den Mand, der bedst kan tolke danske Tanker og dansk Sind i Dag, er det os en Glæde at have Kaj Munk som Gæst i dette Nr. med en Artikel om »Den nordiske Tanke«.

DEN nordiske Tanke ned gennem Tiderne har levet af Fiascoer. Ubegribeligt; den er jo en Selvfølge. Men Selvfølgerne har ikke altid Succes i denne Verden. Alle ved vi, at Dansk, Norsk, Svensk, Islandsk oprindelig er samme Tunge. Een Kultur, utvivlsomt eet Storrige maa være Begyndelsen. Der vil vi altsaa ogsaa ende. Kloderne gaar i Kreds om Solen. Ringen sluttet, Banen løbet, Maalet naaet. Er der længe til endnu?

Den nordiske Tanke ned gennem Tiderne har levet af Fiascoer. Smukkest blev den virkliggjort under Magnus den Gode; men Sverrig manglede. Stoltest under Margrethe; men Danmark havde Primærstilling. Klogere Regering har Danmark næppe ejet i sin ellevehundredaarige Historie end Valdemar Atterdags Datters. Men selv hun var ikke klog nok til at gennemføre den selvfølgelige Tanke. Hun fik udført den, men ikke gennemført den.

Det glippede ustandseligt. Der er forsøgt med Blod, og der er forsøgt med Taler. Det sidste var næsten det værste. Christern den Andens Ild og Sværd var ikke til at tage fejl af. Og der var det rigtige ved den Kur, at der i Nordens Organisme findes Kræftvæv, som kun kan fjernes ved Operation. Men han glemte, at aldrig, vi gentager aldrig, har Jorden set et stærkt Rige opstaa og bestaa ved Vold alene, ligegyldigt hvor baade hensynsløst og dygtigt denne Vold blev udøvet. Man vil indvende: Romerne. Men denne Indvending gælder ikke. Romernes langstrakte Verdensherredømme byggede ikke alene paa de latinske Lanser, men ogsaa paa den hellenske Kultur, som Romerne, der selv ingen besad, mærkværdigvis forstod at antage og udnytte. Det christiernske Tyranvælde brød altsaa sammen, ja, opnaaede det stikmodsatte af, hvad det tilsigtede, idet Norden nu for Alvor blev splittet, og den evnerige Regent selv forhadt som Blodbøddel Aarhundreder ud over Døden. Da den nordiske Tanke atter rørte paa sig, var vi som sagt gaaet over fra Blodsudgydelse til Ordsudgydelse. Stod der Tragedie om det førstes Svigten, laa der her Ynkelighed over det sidstes.

Men den nordiske Tanke ned gennem Tiderne har levet af Fiascoer. Ikke bare trods dem, ikke bare overlevet dem. Nej, den har ligefrem suget sig Næring af dem. Jo mere haabløst uigennemførlig den for hver ny Gang demonstrerede sig, jo sikrere blev dens Tillidsmænd i deres Tro paa, at nu var Tiden snart inde.

De Drengebørn, der er længe om at fødes, de er de kraftigste. Og at den nordiske Tanke hører til de helt rigtige d. v. s. til dem, hvis Livskraft naturnødvendigt engang skænker dem Sejren, maa fremgaa af dens Existens paa denne særegne og skrappe Kost.

Man kan vel uden at fornærme nogen tillade sig at sige, at aldrig har dens Fiasco været grovere end i Aaret 1939-40. Saa grov, at den vist er uovergaaelig. Hvordan rent nordisk set Danmark og Norge og Finland har det, behøver vi ikke at tale om. Men hvem synes, at Sverrig har det bedre?

Nuvel, men er Fiascoen dennegang Rekord, saa betyder dette jo altsaa, at nu er Tiden ganske nær, da vi kan melde, at vi har spist os mætte og stærke i Fiascoernes Føde. Da vi har faaet nok. Om Fremtiden ved vi ingenting. Men det er heller ikke de vidende, der skal arve Verden, men de troende. Og om Fremtiden tror vi, at den bliver Nordens, at da faar Norden en Mission for hele Verden.

Vi Folk heroppe har den Egenskab, at os kan ingen lære at hade, hvor alvorlige Forsøg man end gør derpaa. De dybe, dybe Ulykker om os og med os vil lære os, saa snart der er Mulighed for det, at finde sammen saa nøje som ikke i Aartusinder før for at styrke hinanden til at kunne være hele Verden til Hjælp paa Vejen mod Fremtiden.

Kaj Munk.