Download:      
Indledning
  
Værkinformationer
  
Billeder
  

Et Folks Ungdom er et Folks Fremtid

Et Folks Ungdom er et Folks Fremtid

Ved den store danske Idrætsfest i Højer i Søndags blev der som meddelt oplæst en Tale af Pastor Kaj Munk, som han havde skrevet i Dagens Anledning. Talen havde følgende Ordlyd:

 

Der er ingen Religion, der vurderer Legemet saa højt og smukt som den kristne. Vor Bibel fortæller ja de Lærde vil vide, at der er 2 Skabelsesberetninger; i den første er det bare Sjælen, Gud skaber. Men den anden skynder sig at lægge til: „Nej, hov, han skabte skam Legemet ogsaa.“

Altsaa, vor Bibel begynder med Sjæl og Legems Skabelse, og vor Trosbekendelse ender med noget saa dumdristigt som Kødets Opstandelse. Det er næsten guddommeligt frækt.

Saa forstaar vi bedre, at Apostlene vover at kalde Legemet for Guds Tempel. Tænk over det! Tempel! det er det fineste Ord, vi har for Bolig. Et ophøjet Ord.

Saa er det da noget, Gud synes om, at I driver Sport og træner Jer og i det hele sørger for jeres Sundhed, og at I holder jer friske og stærke og har Herredømmet over jert ydre Menneske og ikke smudser og skæmmer det med noget. Saa er Guds Vrede da over de forvorpne, som ogsaa i denne Henseende øder og vansirer Templerne.

Men dernæst; hvad er der ved Templet, hvor smukt det end er bygget og holdes, om der ikke bor en Gud i det? Saadan skal det da være med jeres ranke unge Templer, at Gud skal bo i dem og heller maa de sønderbydes, end at han skal flytte ud.

Tak, vor store, vor almægtige Skaber og Fader, at du vil bo i Støvhytter! Din Aand styrke og adle os baade til Legem og Sjæl med Rankhed og sejg Vilje og Troskab over for alt det, du har givet os at elske og kæmpe for.

Skrevet til Idrætsfesten i Højer med Ønske om en god Fest.

Kaj Munk.