Mens vi venter

Mens vi venter

Af Kaj Munk

Danske sidder i Bombekælderen. Udenfor raser Opgøret. Fra Luften, fra Dybet, fra alle Sider. Ingen Plet er fredlyst. Vi er gennet ned i Beskyttelsesrummet. Verdens stærkeste Krigsmagt værner os. Mon den venter sig Tak?

Rammer Fuldtræfferen os, bliver vi knust. Det ved vi, at den Skæbne kan ingen jordisk Magt redde os fra. Men mod Bombesplinterne er vi hyttet, saa længe vi bliver hernede, fortæller de os.

Hvad skal vi saa bestille, mens vi sidder her og venter paa, at der ingenting sker. At der ingenting sker med Fuldtræffere, og at de andre bliver færdige med deres Opgør, saa vi omsider kan kravle op og se, hvordan Verden nu ser ud. Ja, hvad skal vi tage os til i dette snævre Rum?

*

JEG ved et godt Sted at gaa hen, naar man ikke kan gaa nogen Steder, og det er at gaa i sig selv. Lad os benytte Tiden til at gaa i os selv. Lad os se paa Danmark, som det var før den 9. April, lad os gennemgaa dets aartusindlange Historie og især agte paa de Karaktermomenter i vort Folk, der førte os til dette Punkt. Lad os frem for alt udfinde og blotlægge de Kræfter, der i det sidste halvandet Hundrede Aar har ført til stadig ny Sønderstykning og Opløsning af det engang mægtige Rige.

Men lad os endelig ikke gøre op for os selv, at det er Hr. Dits Skyld, og det er Hr. Dats Skyld. Ingen kan slaa sig retfærdig for sit Bryst og hævde: „Jeg protesterede i Tide“. For vi har alle Medskyld. De af os, der saa, hvor det bar hen, har desto tungere Skyld. Ogsaa vi var smittet af Slendrian og Det-gaar-vel-i-denne-Konges-Tid. Vi protesterede, men naar det nu ikke var nok at protestere, skulde vi have skreget, og naar det ikke var nok, skulde vi have skudt. Jeg glemmer aldrig engang i Stadil Skole, jeg talte med J. C. Christensen om dansk Politiks Udvikling efter hans Afgang; saa løftede den gamle Parlamentariker Øjnene i Hovedet, som det var hans Skik, naar han skulde til at forme et Skæbneord, og sagde: „Der er det gode ved det, at naar et System har virket sin Tid, saa kommer der Revolution.“

At høre ham, Demokratiets Indfører i Landet, være som gammel Mand ung nok til at sværge til Revolutionen!

*

HER, mens vi sidder i Bomberummet, maa vi gaa i os selv. Og vi maa knytte Hænderne, der ligger i vort Skød, vi maa knytte dem, saa Neglene skærer i Kødet, paa, at hvad der er i os af dansk i Ordets daarlige Betydning, aldrig mere skal faa Herredømme over, hvad der er i os af dansk i Ordets sunde og stærke i Betydning. At dansk kan være, hvad det altid har været, og dog samtidig noget andet!

For at denne den knyttede Haands Stilling kan være ikke Afmagtens, men Beslutsomhedens, kræves der to i Ting: Tro og Udholdenhed. Med Tro mener jeg Tapperhed, d. e., at Sindet ikke lader sig aftrætte, at Danmark har en Fremtid. Kampen staar mod Stemmer udefra og inde i os selv om, at „naar man har levet 1000 Aar, er man gammel og maa dø, at Riget længe har vist Alderdomstegn, at dette er det absolute Finis Daniae, Ende paa Danmark“ – nej, vi tror paa Gud, naar Tyskerne siger, at Landets Frihed og Integritet vil genopstaa, vi afviser alle Stemmer om os og i os, der vil forraade os til at opgive og forsage. Dette er Troen. Med Udholdenhed mener jeg Herredømmet over Nerverne. Dette er en Ildprøve, især for Ungdommen. Kan den bevise sin Danskhed ved, som Kongen fordrer og Sønderjyderne har givet os Helteeksempel paa, at afstaa fra Handling i Utide for des mere at være rede i Tide, da beviser den, jo stærkere des længere det varer, at denne Feberkrisis for Danmark ikke er Dødens, men Udrensningens, – at Danmark stadig er Livet værd og efter Sygdommen og Operationen vil genvinde sin Sundhed og frisk leve videre, maaske Aartusind endnu.

Det siges, at Dyr ikke maa medtages i Beskyttelsesrummene. Dog ser vi, at der er sluppet en Del Hunde med herned. De var skrappe til at glamme før; nu piber de og logrer med Halen og svajer Ryggen og gør sig til. Vi kaster et Blik hen over dem, iskoldt, med Foragt. Vi ved, det hører med til vor Prøvelse, at vi foreløbig skal have dem til at forpeste Luften for os. Foreløbig. Men vi har strejfet dem af med vort Blik og noteret dem op i vor Hukommelse. De skal sande en Dag, at den alt for kloge gaar det værre end den dummeste.

*

I DISSE bitre Dage har bitre Folk sagt til mig: „Og aldrig kan det Folk bestaa, som ikke vil det selv.“ Ja, der er endda dem, der har tilspidset det til: „For altid maa det Folk forgaa, der gerne vil det selv.“

Men vi viser disse Flagellanter fra os. Vi stiller os paa Ordene, som de lyder i deres Oprindelse, Valdemar Rørdams Kongsgave til sit Folk, den knappe Linie, der i sig selv alene er hans Liv værd:

„Og aldrig kan et Folk forgaa, som ikke vil det selv.“

Vi tror ikke paa, at det er for sent at ville. Det er aldrig for sent. Tværtimod. Historien har vist os, at ofte under de vanskeligste Kaar, ja, under Fortvivlelsens Betingelser, har et Folk ydet sit ypperste. „Har vi toppet, maa vi dale,“ „Ak, søger de ydmyge Steder, for Roserne vokse i Dale,“ „Lad Lykkens Ganger springe og springe dig forbi,“ „Brat af Slaget rammet“ osv., osv. Nu skal vi til at leve det, som vi før har sunget – ak, sunget saa tankeløst og udenadlært, som Barnets Aftenbøn, før det putter sig, og mere endnu. Man bævrer sig ikke til Stordaad med Fedt om Hjertet, det kan de Aar, der er gaaet, bekræfte os i. Dalene i sig selv giver heller ikke Garanti for, at Roserne findes, men de yder dog Betingelser for det. Først nu begynder vor Prøvelse. Langmodighedens Prøve bestod vi ikke; bestaar vi nu heller ikke Strenghedens, maa det være os en Trøst, at saa er vi heller ikke bedre værd end at omhugges og kastes i Fortærelsens Ild. Men vi skal bestaa. Det, der gør et Folk til et Folk, er ikke Grænser, ikke Landomraade, ikke Frihed, ikke Selvstændighed. Alt det kan de tage fra det, og Folket forbliver dog. For det, der gør et Folk til et Folk, er Folkets Sind, noget usynligt, noget ufravristeligt, som kun det selv kan sætte til. „Og aldrig kan et Folk forgaa, som ikke vil det selv.“

*

VI sværger uden Ord, tause i Natten, paa, at vi vil det ikke mere. Nej, vi vil bestaa. Danmark skal leve.

Kaj Munk.