Ved Teatersæsonens Slutning

VED TESTERSÆSONENS SLUTNING

af KAJ MUNK.

Adspurgt, hvor skete der noget i den nu afsluttende Teatersæson, vilde jeg svare den fordringsfulde: Absolut intetsteds. Smukkest i Mindet staar Fru Besse Giersing som den lille sindssyge Pige i Strindbergs Paaske, der spilledes paa Aarhus Teater under Henning-Jensen, hvis Dygtighed som Direktør skæmmes af en Tilbøjelighed til at tildele den ham nærmest staaende Skuespiller ved Teatret Hovedroller i de Stykker, han vælger sig. Anden Skuespilpræstation af uforglemmeligt Format har mig bekendt Aaret ikke at opvise. Det skulde da lige være Thorkild Roose som den 81-aarige i Kardinalernes Middag, hvor han trekvart Minut før Tæppefald skaber et Øjeblik af sublim Højhed. Poul Reumert viste paa Dagmarteatret, hvis Sæson var en Bøttefuld af Skuffelse, at han stadig staar paa sin egen Højde – hvilken Fortvivlelse, at Landet ejer en saadan Kunstner, og at han saa af Kunsten ligegyldige Grunde skal tvinges til at øde et Manddomsaar bort paa en taabelig Rolle i et fejlslaget Drama af Shakespeare, paa en halvgod Rolle i et halvskidt Stykke af Schlüter og endelig paa en Glansbilledrolle i et fingernemt, men temmelig ligegyldigt fransk kunstprodukt – voilá tout!

Køb Dansk er jo Femaarsplanen herhjemme for Tiden, og se, hvor danske Forfatternavne har pranget eller dog staaet paa Teaterplakaterne. Mogens Brandt, den meget villende, byggede den husvilde Howalt, et Tabernakel for Nu dages det, Brødre. Smukt og venligt har Aarhus Teater skænket Leck Fischer Urpremiere paa et Stykke, der ikke kunde skaffe, sig det andetsteds, et tungt og med dramatiske Effekter overlæsset Forsøg, der viste, at denne sympatiske og udmærkede Romanforfatter endnu ikke har faaet Foden under Dramatikerens Bord. Betty Nansen Teatret med Rindom, hvis "Præster" Oda Nielsen skaffede en Succes, Det kgl. Teater med Gandrup, Anker-Larsen, Borberg, Bang, har fulgt Køb-Dansk-Parolen, uden at Publikum kan siges at være blevet overbeviste Tilhængere af Selvforsyningspolitikens Udstrækkelse til det aandelige Omraade. Gandrups antinazistiske Kramkiste med dens Rod og Sammensur af samtlige i Solsystemet forekommende Ingredienser var det simpelthen usømmeligt at tømme ud paa Statscenens Gulvbrædder, hvor meget end en godmodig Statsminister og en smagsforkludret Undervisningsminister medgav paaduttet og aphrodisiansk Begejstring.

Anker-Larsens Skibsrederproblemer har alle, jeg har talt med derom, sagkyndige saa vel som Teaterkritikere, fraraadet mig at anvende en af mit Livs alt for karrigt tilmaalte Teateraftener paa. Svend Borbergs En Anmelders Drøm om at være Digter reklamerede "Politiken" ihjel, og dermed havde det Stykke oplevet, hvad der tilkom det. Saa var der bare Bang tilbage – lad os standse et Øjeblik ved "Judas".

Aah, hvor det dog er Synd, at dette Drama ikke lykkedes – at denne Forfatter ikke er Digter! Saa mange smukke – saa mange gribende Øjeblikke det er fuldt af. Optakten er rigtig med de unge Hyrder derude, i hvem det foraarskribler af Lyst efter Piger, dernæst de morgensure smaabandende romerske Soldater, og saa Overgrebet, ondt og dramatisk skænket os: Soldaterne, der smider Hyrderne paa Døren og tager disse Piger, Landets Døtre, for deres egen Mund og siden tamper Værten, Landets Søn, da han beder om sin lovlige Betaling. Jovisst, dér forstaar vi med det samme, at en ung brændende Sjæl i det undertrykte Folk maa vaande sig og skrige til Himlen: Jahve, er Tiden til din Messias ikke inde nu?

Og der er en anden stærk og tagende Episode. I Synagogen, hvor den omvendte, nu i Tro paa Jesus flammende Judas løber sin sydende Pande imod – naa, ja, imod det danske Grin.  Scenen med den overlegne Hr. Synagogeforstander i Nazareth, der faar hele Menigheden til at skoggerle ad Guds Søn, der er en arbejdsløs Murer, ad Guds Ord, der tales af Driverter i Landevejskroerne, gør os det totusindaarfjerne saa levende nært og svært.

Men mægtigst er det sidste Optrin. Det er endog Passionsdrama. Som er Navnet værdigt. Og Svendsen slaar til i det. Alligevel er det ikke Forfatterens voldsomme Ord og Skuespillerens mægtige Gengivelse af dem, der rammer vore Hjerter dybest. Det er Teichoskopien. Det er lykkedes Teatret at fylde Tilskuerrummet med den Stemning, at dér, bag Muren dér, gaar han nu forbi, vi hører Spotteraab og Latter, vel ogsaa en enkelt Klage, vi mærker det, vi ved det, dernede gaar han nu forbi, i dette Øjeblik, ud til Hovedpandestedet, med Tornekronen om Panden, med den flængede Ryg, ud til Korset, der venter paa sit Bytte. Det er næsten ikke til at holde ud at sidde uvirksom dernede og vide det. Det skete altsaa ikke blot dengang, det er sket stadig siden, og det sker nu – i Koncentrationslejrene i Tyskland, op mod en Mur i Moskva, i Kina, i Sydamerika – paa Korset med de uskyldige, det er bedre, at een dør for hele Folket, end at hele Folket fordærves --- denne Langfredag, denne evige Langfredag over Jorden, – Jorden, der ellers er saa paaskesolskøn.

Saa er det maaske det fineste ved Olaf Bangs Stykke, at han har haft en Anelse om, hvor langt hans Vingers Svingfjer kunde bære ham, saa han intet Øjeblik viser os Jesus selv, og dog alligevel har skabt et Slutningsoptrin hvor han er til Stede, netop han.

Er det saa ikke Synd, naar et Skuespil har skænket saadanne Oplevelser, så at sige noget ondt om det? Jo, det er det vel. Og alligevel, jo bedre et kunstnerisk Arbejde er, des hedere fremkalder det hos Beskueren Længslen efter det fuldkomne. Om denne Forfatter havde været baade Digter og Dramatiker! havde vovet og evnet at at indføre Jesus, saa Judas havde faaet en virkelig Modspiller i Stedet for Olietrykket Johannes. Om vi havde set en Judas under Forvandlingens Lov, et splittet og higende Sind, der søgte Freden hos Frelseren, mente, han fik den, og følte, den glippede ham dog, og blev ond af sin Skuffelse, indtil han stod med Forræddernavnet, paa en Gang skyldig og ikke skyldig, ført af sin Skæbne og med Ansvar for sin Skæbnes Førelse, og søgte Soning og greb – O, Fortvivlelse! endnu en Gang fejl: Dødens Soning i Stedet for Livets, den livslange Tjenestes.

Ja, for det er urigtigt at rette paa Bibelhistorien. Det kan ikke nytte – selv om man er saa ædel en Karakter som Oluf Bang, man maa finde sig i, at Judas nu en Gang er Verdenshistoriens Skurk. Lidelseshistoriens Folkekomedie med den hvide Krist og den sorte Judas, den røde Kaiphas ("hans Blod kommer over os og vore Børn"), og den blege Pilatus, gaar det ikke an at æsteticere med. Den er skrevet af Shakespeares Overmand, den store Dramatiker over Tid og Rum, og den tillader ikke nogen "Omsættelse", end ikke af Tsaren over alle Radiostykker. Intet Spring fra en Borgtinde ud mod den blaa Himmel slutter Judas' Stræben; med Repliken "Ve mig, jeg har forraadt uskyldig Blod" og med Rebet i Haanden er han for alle Tider gaaet ud af Historien og ind for Gud.

Og hvor er de tynde Oluf Bangs andre Apostle! Herre Jemini for en Peter! Og hvor det trætter Dramaet, Manglen paa Sammenhæng, de lange, stillestaaende Optrin, de lange, stillestaaende, uvedkommende Samtaler. Og saa er der en Dame, der hedder Bodil Ipsen; hende vil en Forfatter jo ogsaa gerne have med.

For Resten, ved man i København, at Reinhardt er beurlaubt. Det er overdaadigt, saa vi trænger til ham. Nu har vi da slet ingen mere, der kan iscenesætte, undtagen Fru Nansen. Saa grusomt det savnes. Sæt, der havde været et Menneske, der kunde have fortalt Skuespillerne i "Judas", at de skulde tale frit fra Leveren, som Folk nu en Gang taler, og ikke staa og messe. Soldaterne, de sagde sgu og Jødefis; men pludselig stod der imellem dem en, der talte nytestamentlig i Kristian Pedersens Oversættelse. Dæmpet og trægt og unuanceret. Man skulde have sendt Bud efter Prof. Vilh.Grønbech; han har opdaget, at Jesus sagde det, han sagde, ganske uden Hensyn til Luthers Oversættelse paa Wartburg i 1527.

En Instruktørl En Instruktør! Et Kongerige for en Instruktør! Tag en lille fin Karaffel Vin som "Kardinalernes Middag''. Lad være at det ikke er den mest udsøgte Aargang; men hvis den saa netop var skænket helt rigtig op – oh! Om nu en Myndighed havde tilhvisket Hr.Poulsen, at det var en udmærket naturtro Oldingestemme, han begyndte med; men at det gør et lille Skaar i Tilhørernes Glæde over Naturtroskaben, naar Stemmen pludselig slaar over og bliver 49'aarig. Om nu en Myndighed havde tilhvisket Hr. Roose at der er Forskel paa, hvordan en Pære behandles af Hr. Rooses Tænder og af to 81'aarige Kardinalgummer. Saadan noget ved Poul Reumert af sig selv og glemmer det aldrig; men det er han forholdsvis ene om. Derfor var det godt med en til at sige det. Bagateller ? Javisst. Naar vi gør Overslag, siger vi: Skidt med en Femkrone; men sættes vi til at regne med blandede Tal, er det bedst ikke at overse Brøkerne.

I det store og hele, hvad har Aaret saa skænket os ? Lad os se, lad os samle vore Tanker. Der staar nu Karl Jørgensen paa Odense Teater i Tovaritch, sammenbidt, ligeop og ned, Bolsjevikkommissær over hele Kroppen, Mongolerøjne, velplejet, kulsort Røverskæg mod Ansigtets blodløst-gule Farve, føj for den Lede!

"Hvorfor fire Mure til en Forbryder? Een Mur er nok." Ja det forstaar man da, at den Herre der kunde lade En exekutere uden en Trækning i hans Ansigt eller i hans Sjæl. Verdenshistorien lige op i Næsen – er det ikke en Bedrift af en Skuespiller? Der tumler Luther sig som en fordrukken Shakespearenar, der strunker… – sikke mange Skikkelser, der dukker op, Alstrup, Heglund, Karin Nellemose, Meyer, osv. osv. Hvad har Aaret vist os, spørger jeg? At vi har en Række udmærkede sceniske Kunstnere, som naar de blot faar Lov til, kan gøre beundringsværdige Indsatser; men at vor eneste Skuespiller af overordentlig Format stadig holdes ude og nede. At vi har et Instruktør og Iscenesættergeni i Betty Nansen, og at der derudover paa det Omraade er Mørke hos os, som før Skabelsens første Dag. At vore andre Teatre hugger i Søerne med mere eller mindre god Vilje, mens Det kgl.Teater under Andr. Møllers vaagne og forsigtige Sømandsskab ærefuldt besejler Hovedstadens Kanaler og Provinsens Fjorde, men savner Vimpelen. Og at de danske Dramatikere – naa, de mortuis nihil nisi bene.

Kaj Munk.