Paaske for Finland

Paaske for Finland

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk fremsætter i denne Kronik en Række Betragtninger over Finlands og Nordens Fremtid, som vil være sikre paa at vække Tilslutning i vide Kredse.

ASIEN har erobret Wiborg fra Europa, fortæller Avisen til Morgen, nej, ikke engang erobret; for det kunde de ikke, Barbarerne. Med deres vrimlende Millioner og deres samvittighedsløse Benyttelse af alle Midler formaaede de ikke trods maanedlange Anstrengelser at fravriste det lille Folk, de pludselig kastede sig over, en eneste By. Og dog er Krigen nu endt med, at Wiborg og Hangö er kommen i Voldsmændenes Hænder.

Norden har atter oplevet et 1864.

Er det overhovedet muligt at leve videre efter denne Dag?

Det er tænkeligt, at det ikke er det. I bogstavelig, fysisk Forstand. Det er tænkeligt, at denne Nordens Svigten er Begyndelsen til Nordens Ende. Naar Norden kan gaa med til en russisk Militærstation paa Hangö, saa at sige uden for Stockholms Vinduer, er der virkelig Fare for, at det sidder og skriver paa sin Histories sidste Blad.

For hvad har Nordens Rolle været, mens et af dets Lande blev slynget til Jorden og sparket i Skridtet? Under vore socialdemokratiske Regeringer har vi endnu engang givet Vidnesbyrd om, at først og fremmest i Diktaturstaterne finder vi den Aand, der ikke betænker sig paa at sætte Livet paa Spil for, hvad der er dens Tro.

Nej, ogsaa i Finland fandt vi den Aand og den Tro. Og hvad vandt Finnerne saa? Vi skal nok faa det at høre, haanende, skadefro, at dette Resultat kunde de jo have opnaaet straks, uden at være udsat for at spilde saa meget som en Draabe Blod.

Og det er jo uimodsigeligt.

De har altsaa været godt dumme, Finnerne. Og nu kan de have det saa godt! Er det saadan, vi skal tænke paa denne hjerteknugende Dag. Skal det være den Glæde, der hjælper os igennem den, vor Bevidsthed om, at saa taabeligt vilde vi Danske aldrig have baaret os ad.

Nej, siger jeg. Nej og atter Nej. Jeg vil vove at hævde, at midt i Nederlaget har Finnerne sejret. Sejr efter Sejr.

Og hvad er da disse Finlands Sejre?

For det første har det finske Folk svaret Rusland: Vi her i Norden er ikke Slaver; vi synker ikke sammen for jer, hvor mange Torturinstrumenter I saa bærer frem; den eneste Vej, I har til at faa os paa Knæ, er, om I med jert Milliontal kan overvælde os og sparke os omkuld.

Saadan er fribaaren Mands Tale. Den vil give Genlyd ned gennem Tiderne. Hvordan denne Klodes Fremtid bliver, hvordan dens Æres- og Vanæresbegreber end vil udvikle sig – indtil den kvæles i sin egen Gasdunst og Liglugt engang, vil det stjernestraale for Slægterne, hvad Finland i denne Fimbulvinter øvede for Bedrift.

Finlands anden Sejr er den, at det fik revet Ideologiens Maske fra Ruslands zaristiske Ansigt. Ja, vi fik set Lykkelandet, „Paradisøen i Tidernes Strøm“ i Virkelighedens Lys? Disse ædle Sjæle, der vil bygge os en ny Jord under den gamle Himmel, dem, som vi har hørt saa meget godt og ondt om, saa vi ikke vidste, hvad vi skulde tro, nu traadte de frem paa Arenaen – og tydeligere Indtryk af dem, end det, vi fik, kunde vi ikke ønske os. Med deres Bomber over Røde Kors og over Kvinder, der sad og gav Die, med deres rundhaandede Pisken Titusinder af fabel-slet udstyrede Soldater af deres egne skikkelige gode Folk ud til Frysedød og Hungersdød og Granatlemlæstelse har de udbredt det nye Paradis iblandt os, saa vi maatte bekende: „Det ligner svært vort eget gammeldagse, men er grundigere i det rent helvedsmæssige.“

Finlands tredie Sejr er denne: de gamle Kinesere bar i Slaget Skjolde, paa hvilke der var malet Indskrifter som: pas paa! jeg er meget frygtelig. Nu fik Finland vist os Kineseren bag Skjoldet. Betydningen heraf for Europa i den nærmeste Fremtid er uoverskuelig.

Finlands fjerde Sejr er den, at det over for sig selv har vist sit Sammenhold, sin Enhed, naar det gælder, og sin Linie med Fortiden i Heroisme. Denne bitre, stolte Skaal, som det finske Folk nu har tømt, vil være sakramental for det. Dets dybe Saar, dets Tal af Grave vil holde dets Helteaand levende til næste Gang, da Wiborg igen bliver finsk.

Finlands femte Sejr – lad det være den, at det blev Nordens onde Samvittighed. Her staar nu Sverige, Norge, Danmark med Blodstænk paa vort Ansigt, vor Broders Blod. Det maa aldrig ske mere, at en af os overfaldes, og de andre af os nøjes med at komme kørende med røde Kors. Vi var saa fortvivlet uforberedte denne Gang – og lad os kun rase og skære Tænder mod de socialistisk-radikale Landsregeringer, der lever paa Doktriner, som egner sig ganske godt for Englene i Himlen, men lidet slaar til paa denne djævelske Jord – dog det er ikke Ministrene, der først og fremmest skal staa for Skud, det er os selv, det er Folkeaanden i Norden, der var bleven for godtroende og magelig og for godtroende igen. Nu maa vi ikke falde hen mere. Nu maa vi have forstaaet, at saadan er nu engang Verden, at man er uværdig til at elske og eje, hvis man ikke er beredt til at kæmpe for det, man elsker og ejer. Betyder det noget for os, at vi har vort eget Hjem, vor Frihed, vor Ære – at vi ikke er nødt til at lade os og vore Børn forblinde og forføre af alskens Hetz, ikke er nødt til at sige Ja til, hvad der staar for os som Løgn og Uret, ikke er nødt til at lade os kommandere ud paa en fremmed Storherres Bud, betyder det noget for os, at vi kan tale Dansk, tro og handle paa Dansk, leve og dø paa Dansk, saa i Guds og Tordenskjolds Navn, som han sagde gamle Fenger, lad os saa ogsaa for at eje Fred paa Dansk være rede til at slaas paa Dansk. Og det betyder nu paa Nordisk.

Vil Finnerne have mere med os at bestille? Foragter de os ikke saadan, at de søger sig nye Venner. Vi beder dem tilgive os, vi beder dem forstaa os. Vi beder dem lige rent ud sagt tage Føringen i Norden, for at lære os den Kunst, som vi dog har kunnet før i Historien: være magelighedsskyende, komfortforagtende Folk, der ikke gaar udenom, naar Livet kræver af os: gaa paa! – Hvad Rusland har sat til i denne Krig – af Prestige, af andres Tro paa sig, og af Materiel og Menneskeliv, det er saadan, at om nogetsteds da her gælder det gamle Ord, at vinder de ret mange saadanne Sejre, da er det ude med dem. Hvad Finland og Norden kan vinde er stort, er simpelthen Livet, det, som vi alt for længe har været ved at dorske os fra.

Men smertelig, smertelig er Dagen. Man føler sit Hjertes Slag, og hvert Slag gør ondt. Bitterlig kold er Dagen ogsaa. Den raa Vind river og slider i de sorte Grene, og den graa lave Himmel spytter paa de snavsede Snedriver hist og her. Man kunde næsten tro, at Vinteren vender tilbage. Men saa sker det, at en Fløjtetrille sætter sig op mod Vejret. Det er Stæren, den glade Digter, der slynger sit Kvad i Ansigtet paa al ond Fortid og alle onde Varsler; saa ufortrøden, saa næsten kæphøj lader den os vide, at der er ingen Vinter saa hvas, uden at Vaaren kommer og tvinger og lokker os til at takke for Livet igen. Ak, man fristes til at spørge: er Naturen ikke barmhjertigere end Menneskene? Er der ikke i vor Verden Vintre, som aldrig afløses af nogen Vaar? Vold, der har tilsidesat Venskabstraktater, enhver Sømmelighed, enhver Ære, triumferer, tilklappet af Stormægtigheder, der skammer sig, men ser deres Fordel i at klappe, mens et lille uskyldigt Folk, der har kaldt paa Verdens Beundring for sin Storhed i at kæmpe for Ret, for Frihed, bare for Lov til at være til som sig selv, mageløst selvopofrende, lidelsesberedt, heltemæssigt dygtigt og udholdende, faar til Løn nye Ydmygelser, flere Smerter, Adskillelse og Lænker.

Og for Menneskeheden? atter en Voldsfred. Altsaa Had igen, Mistro, Udæskninger, Underkuelse, Oprejsningens Time?, Revanchen, Blod, Blod, Blod. Er ikke disse Menneskehedens Vilkaar bitrere end Naturens?

Aah, denne Langfredag, hvor er den lang! Men ude i Blæsten synger Stæren. Den synger om Vaaren. Men hører du, Finland: Menneskehedens Foraarssanger hedder Den Helligaand. Den lærer os at prøve paa at takke for Langfredag, hvor svært, hvor tungt det end falder os. Thi uden Langfredag ingen Paaskemorgen. Men for os Kristne betyder Langfredag Opstandelsen.

Kaj Munk.