Giv Agt! Nu gælder det —

Giv Agt! Nu gælder det —

Af KAJ MUNK

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk giver i denne manende Artikel Udtryk for de Tanker, enhver dansk Mand maa gøre sig, naar han i Dag sammenfører de to altafgørende Problemer: Situationen i Europa og Situationen i dansk Forsvarsberedskab. „Vort Liv maa vi værne om, det er derfor, vi har faaet det; ikke mit Liv, men vort Liv“, siger Kaj Munk.

„– – – naar Hitler kommer her en af Dagene“, hører man rundt om i Sønderjylland Folk sige med et Smil. Smilet skal betyde, at de tror ikke, han gør det, og Bemærkningen tyder jo paa, at de tror det. I hele Norden er der efter Førerens lille Biludflugt ind i hans Fødeland opstaaet hist og her en ny Fornemmelse af, at det vist alligevel kun er et Tidsspørgsmaal om hvornaar Tyskland igen lægger Haand paa det lille Stykke Sønderjylland, vi har faaet tilbage. Er der nu megen Grund til at se med saa sorte Briller paa Situationen? Nej. Man kan ikke drage Paralleler mellem det tyske Østrig og det danske Jylland. En Indmarch i Sønderjylland vilde være en gemen Brutalitet mod en blodsbeslægtet Nabo, Bilturen til Østrig var at komme en Broder til Hjælp. Stakkels, stakkels Østrig! paa hvilken Afgrund har det ikke balanceret, siden Krigen lemlæstede det indtil det ukendelige. Som Østrig var kommen til at se ud nu, var det et Rige uden Fortid og uden Fremtid. Kun en byrdefuld og sprængfarlig Nutid slæbte det paa. Det er ikke til at tænke sig andet end, at der i Folket havde udviklet sig en fortvivlet Længsel efter Ro, efter Orden, efter at kunne se Fremtiden i Møde. Og Tyskere og Østrigere er endnu engere beslægtede end Svenske og Danske. En Østriger er Enevoldshersker over Tyskland. Var det ikke i Længden lovlig hensynsfuldt at opretholde en fortvivlet national Eksistens, hovedsagelig for Hr. Mussolinis brune Øjnes Skyld?

*

NATURLIGVIS var der Østrigere, der var Østrigere og ikke kunde tænke sig at være Tyskere. Maaske de dog alligevel har forhastet sig, de af dem, der saa ilfærdigt greb til den gamle Udvej, at lukke sig ud af Stuen, da den blev fuld af Røg. Det kunde vel sket, at de i Løbet af kortere eller længere Tid ogsaa vilde have fundet den nye Luft værd at indaande. Men hvordan det nu forholder sig med disse – der er ingen Tvivl om, at i det store og hele er Hitler hilst som Udfrieren fra et Liv, et helt Folk var kommen haabløst i Vildrede med. Ellers kunde en „Erobring“ ikke have gaaet ublodig af. Og Kardinal Innitzer vilde ikke have præsteret den lille Efterhilsen, som han nu skal stille til Klø hos Inspektøren for – Inspektøren, der som sædvanlig opholder sig i smult Vande.

Man kan ikke andet end have Sympati med Schuschnigg – den Sympati, man saa tit føler for den, der er stillet paa en fremskudt Post, og som maa opleve, at Opgaven vokser ham helt over Hovedet. Men man maa have Respekt, ja, og Hengivenhed for den Hitler, der sparede et europæisk Land for Spaniens modbydelige, til Himlen raabende Skæbne.

Helt og holdent anderledes ligger Forholdene jo i den Del af Danmark, der en kortere Aarrække har været under tysk Administration. Det vilde snarere være at vente af Idealisten Hitler, Opfinderen af Blod- og Jord-teorien, at han vilde tilbagegive hele det danske Sønderjylland til Moderlandet, end at han skulde gøre sig skyldig i, hvad der slet og ret var en Forbrydelse.

Nordslesvig hører nu til det Land, det har blandet Blod med gennem al den historiske Tid, det har med overvældende Flertal stemt sig derhen, det lever under lykkelige og rolige Forhold med en tusindaarig Historie bag sig og en Fremtid for sig, der tegner venlig og lys, for saa vidt der overhovedet længere kan være Tale om, at Fremtiden tegner i Europa. De Tyskere, der lever her i Landet, faar al den Service, der kan tilkomme dem, og mere til. Og det skal de ogsaa have; den er dem hjertelig undt. Nej, hvad skulde Hitler komme herop efter? Saa kunde han med større Ret tage en Tur med Hamburg-Amerika-Linien. For der er mange flere Tyskere i U.S.A.

Men Hitler har jo et Par Fejl. Ogsaa kun et Par Stykker; men de kan være graverende nok. Den ene er, at han ikke lever evig, den anden, at han ikke er almægtig i Tyskland. Den Dag, han dør, er alle Muligheder aabne. Og der kan ogsaa rejse sig en Stemning, saa voldsom, at han ikke er Herre over den. En altysk Stemning, der bliver til en Stormflod. Og da Gud naade os! Det er ikke saa svært at holde af Hitler, det er meget sværere at holde af Tyskerne. Hitler er – trods al Camouflage – Østriger. Det er det forsonende ved ham.

*

MEN MAN kan ikke frikende hans Genrejsningsarbejde af Riget for at have været hektisk. Han har været den store Stimulator. Kan vi haabe paa, at Folket vil glide umærkeligt over fra Ekstasen til sundt, stærkt, dagligt Slid? Eller maa vi frygte for, at det ender i en Ophidselsestilstand af Selvdyrkelse og ubeherskede Handlinger. „Vi Tyske frygter Gud og ellers intet i Verden“, sagde Bismarck. Den Sætning kommer ikke til at lyde godt, naar man har afskaffet Gud.

Vi haaber paa, at Tyskland ingen Sinde mere sender Hære ind paa dansk Jord. Vi tror altsaa heller ikke, at der er nogen Grund til at vente dem lige for Tiden. Men Muligheden for, at de kommer der en Dag, kan vi jo ikke afvise. Og hvad skal vi saa gøre, saa længe vi maa regne med den?

Vi skal for det første tro paa Gud. D.v.s. lade være med at tro paa Verden. Ikke lade os friste til Nervøsitet og ikke forfalde til Selvopgivelse under det knugende Indtryk af Tysklands overvældende Magt i Dag. Teksten i Søndags var Marias Lovsang: Han har øvet Magt med sin Arm, han har adspredt dem, som er hovmodige i deres Hjertes Tanke. Han bar nedstødt de mægtige af Tronerne og ophøjet de ringe. -  Der føres virkelig af og til et Sprog i det tredie Rige, saa man maa sige: „Skal disse Stemmer faa Magt, som de har Agt, saa bærer det for Tyskland lige lukt mod et Versailles Nummer 2.“

*

DET ANDET vi skal gøre, det er at være rede til at dø. „Den, der vil miste sit Liv, skal bjærge det,“ siger Kristus. Her er noget, der maa tales varsomt om. Vi duer ikke til de store Ord i vort lille Land. Og det er jo ogsaa tit saadan, at den bredt skrævende er den, der, naar det gaar løs, har bedst Plads til Halen mellem Benene. Men der maa være en Vilje hos os, der ikke siger til Tysken, men dog lader ham forstaa, at saa meget er det os værd at være Danske, at vi ikke godvillig giver Afkald paa det. Den tydeligste Maade, vi kan antyde dette paa, er ved at befæste vor Grænse, som om vi var Belgiere. „Vi kan ikke føre Krig mod Tyskland,“ siges der. Men jeg siger Jo. Det var Belgien, der vandt Verdenskrigen. Belgien alene, saa sandt som Tyskland havde vundet den, hvis Belgien godvillig havde lagt sig paa Blokken. Under alle Omstændigheder maa der være den Vilje hos os, at kan vi ikke kæmpe, saa kan vi i hvert Fald dø. Dø, for at vore Børn kan leve. Leve paa Dansk, som vi har faaet Lov til det. Og Sønderjylland kan ikke prisgives. Der høres af og til en Kællingetale om, at havde vi dog bare aldrig faaet det Stykke Land tilbage; liden Tak har vi faaet af Sønderjyderne, meget har det kostet os, og stadig er det en Trusel for vor hele Eksistens. Forstaar man da ikke, at Sønderjylland er et livsvigtigt Organ i Danmarks Legeme? En Ræv kan bide et Ben af sig, for at slippe fri af Saksen; men Sønderjylland er mere end et Lem, det er selve Aaren ind til vort Hjerte. I de Aar, det kun aandeligt hørte sammen med os, var det en Livssag for mange danske Kvinder og Mænd at arbejde for den Stund, da det atter helt og fuldt hørte os til. Det er klart, at dette Arbejde stadig maa fortsættes. Sporene af 50 Aars Adskillelse udslettes ikke paa 20. Og det er da det tredie, vi skal gøre, det er at være rede til at leve. Slaas med den flade Tankegang, hver Gang vi finder den hos os selv og hos andre, at det er saa besværligt med det Sønderjyderi, og vi er nu ikke nationale . . . for det er jo Vrøvl, vi er danske, og vi vil have Lov til at blive ved med at være det. Det ved vi ogsaa godt paa Afgørelsens Dag; men Arne Sørensen har vel nogen Ret i, at vi Danske er tilbøjelige til at komme 2 Minuter for sent; det maa ikke ske denne Gang; vore Drenge maa ikke sendes ud i Krigen vaabenløse, fordi Bøsserne kommer 2 Minuter for sent. Og vi maa i Tide raabe Godmorgen over Sundet. Ikke forsove os. De er allerede oppe derovre. Venter vi for længe, kommer de til at fryse og gaar hjem igen. Dansk Aand er nordisk Aand. Dansk Sydgrænse er nordisk Sydgrænse.

*

VORT LIV maa vi værne om; det er derfor, vi har faaet det; ikke mit Liv, men vort Liv. Og vi kan ikke undvære nogen af os. Vil de tage et Stykke af os, saa lad dem tage det hele. Det vil svejse os bedre sammen og snarere give os tilbage til os selv igen. Vi har levet i 1000 Aar, vi vil leve i 1000 til. Det skal de have at vide, alle de, der tror noget andet, baade de udenvælts og de inden – jeg har af og til i disse Dage mødt den Mismodsvrangforestilling, at hvis Tyskland nu besatte Sønderjylland, vilde Stauning lade det ske, blot med en svag Protest. Visst vilde han. Trods Aarets 500 Middage er Stauning stadig Socialdemokrat og Mandfolk. Og desuden er han en god dansk Mand. Skulde det fantastiske ske, at Göring ringede, at nu tog han Sønderjylland, vil Stauning sætte en Trumf paa og svare: „Saa kommer De til at skyde mig først.“

Kaj Munk.