Kaj Munk taler med Shakespeare

Kaj Munk taler med Shakespeare

I Anledning af B.-N.-Teatrets Opførelse af Kaj Munks Hamlet-Version, skildrer Forfatteren i nedenstaaende Artikel, hvorledes Idéen til Stykket opstod. En Aften paa Tagkammeret i Vedersø Præstegaard kom selveste Shakespeare paa Besøg og foreslog ham at skabe Hamlet om i moderne Form.

I Vedersø Præstegaard har jeg faaet indrettet mig et Værelse oppe paa Loftet. Jeg kalder det Stærekassen. Deroppe har jeg en stolt Udsigt over en lille Plantages trodsige og muntre Graner ud mod Klitternes lunefulde og selvbevidste Rygge. Og jeg har en Ting deroppe, der er endnu bedre, nemlig absolut Arbejdsro. Der sad jeg nu en Aften og red paa en Taburet foran min høje Pult.

Mine Tanker kredsede om mit Fædrelands Skæbne, dette Land, vi paa eengang elsker, er trætte af og frygter for. Jeg kæmpede for at se for mig en Skikkelse, der kunde skabe os en ny Aand eller dog forny vor gamle, en Helt, Mand eller Kvinde, der kunde føre os bort fra denne Tid, der er uden Aand, uden dansk Aand, en Absalon af Dags Dato. Jeg begærede at skrive et Skuespil, der kunde kalde os op af Folkedvale for at tale grundtvigsk og inspirere hin Enkelte, der maa findes et eller andet Sted iblandt os, til at give sig i Kast med det Værk, han kun mangler Kaldelsen, Inspirationen, i at kunne øve.

Det vilde ikke lykkes mig. Modellerne, jeg forsøgsvis hjemskrev fra Udlandet, blev kassable paa dansk Grund. Hitler? Mg+ i Tyskland, umulig her, Mussolini? Ug- i Italien, umulig her. Var ikke alle umulige her?

En Tanke slog ned i mig: saa lad Skuespillet handle om en Umulighed. Lad det blive en Tragedie af Rang. Fortæl Historien om en der gerne vilde, men ikke kunde. Paa Grund af Folket, fordi det er Dansk, paa Grund af ham selv, fordi han var Dansk.

Mine Kinder begyndte at blive hede. Men saa falder Trætheden over mig: til hvad Nytte et saadant Stykke? bare at lamme Folket yderligere. I hvert Fald – i hvert Fald maa det have en Udgang, der lover, der befrier. Lad vore Hjerter vaande sig ved at stilles Ansigt til Ansigt med sig selv – der kan ogsaa være Værdier i at vaande sig; men lad dem ikke fortvivle, lad dem i sidste Øjeblik gennemgyses af Udsigten til, at en frisk Storm pludselig vil piske hen over vore Dødvande og rejse dem i levende, uuforsagte, ilende Bølger igen.

Det bankede paa Døren. Aah, da ogsaa, nu kommer der En og skal have en Daabsattest – i dette store anelsesfulde Øjeblik. Jeg drejede Hovedet halvt og sagde et ikke alfor imødekommende „Kom ind“. Uden at rejse mig, stirrede jeg uvillig ud i Halvmørket ved Døren, der nu gled op og lukkede endnu mere Mørke og en Del Kulde ind fra Loftsrummet. Men jeg skal love for, jeg kom ned fra Taburetten i en Fart, det var selve den store Britte, der stod i Døren.

„Men Godaften, Mr. Shakespeare,“ stammede jeg forfjamsket, „men kom dog indenfor! Vil De ikke sidde ned?“

„Gerne. Men har De Tid?“

„Om jeg har Tid? Hvad i Alverden gør det med mig? Men har De Tid?“

Shakespeare lo, slog det ene Ben over det andet og tændte sig en Cigaret. „Jeg ved, det generer Dem forfærdeligt med Tobaksrøg. Men det maa De finde Dem i.“

„Kære, hvad vil jeg ikke finde mig i, naar det er Dem, der besøger mig. Men hør, hvad maa jeg servere? Jeg har da i hvert Fald en Gammel Carlsberg i Kælderen?“

Men Shakespeares Øjne var blevet drømmende. „Det Stykke De tænker paa at skrive, Pastor Munk – har det endnu ikke strejfet Deres Tanke, at det allerede er skrevet?“

„Nej, det har det ikke. Hvor? Af hvem? Jeg ved ikke af, at – -“ jeg standsede brat op og stirrede paa min Gæst med halvaaben Mund, „tilgiv mig, Mester, tilgiv mig, det er det jo ogsaa.“

„Jo, men det duer ikke,“ sagde Shakespeare og lo igen.

„Duer Hamlet ikke? Næ, ved De nu hvad?“

„Naturligvis duer det. Naturligvis er det det bedste, jeg har skrevet. Men det er dog en Musæumsgenstand, ikke? Folk kigger paa det og beundrer det og siger: „Tænk, at de kunde lave saadan noget i gamle Dage, det er der jo ingen mere, der kan!“ Se, Pastor Munk, dengang jeg skabte Hamlet – jeg syntes, jeg havde smedet et Plovjern, saa tungt, saa sælsomt, at jeg maatte kunne pløje Menneskers haarde og golde Hjerter med dets skærende Smerte, saa de furede sig og vendte sig og blev frugtbare og rige. Jeg tror, det samme vilde kunne ske i Dag, om jeg talte til dem paa moderne Skuespils Sprog og Form – om min Plov igen – ikke blev forevist dem til Beundring – men dristigt ført hen over deres Hjerter som med en direkte Hensigt mod et Maal for Dagen i Dag.“

„Jamen Shakespeare da? Hvordan skulde jeg vove -“ indvendte jeg, og mit Hjerte hamrede af Angst.

Han pegede paa Billeder af „Cant“ paa Væggen, „naar Mesteren ikke er der mere, maa Folk skam være glade for Disciplene,“ og han lo igen, „skriv det Stykke, De tænkte paa, da jeg kom, og kan De gøre det bedre end min Hamlet – - -“

„Sludder“, sagde jeg vredt.

„Jamen saa brug min Hamlet! plant Replikkerne om til dansk Prosa af 1935, gør Personerne samtidige med Dem selv. De skal se, hvor let det er, fordi – ja, fordi mit Stykke er saa godt, fuldt af Evighed og Almenmenneskelighed. Men hvorfor skal Evighed og Almenmenneskelighed fremtræde i Maskeradedragt, Fortidsklæder. Lad Klæderne skifte med Moden! Hvorfor skal Tilskuerne forstyrres og forvirres og faa et fejl Indtryk? giv dem det rigtige, vis dem min Hamlet, ham, der er samtidig med sine Medmennesker.“

„Jamen, jamen, jamen,“ jeg drev rundt paa Gulvet og vred mine Hænder – „hvad vil Folk sige om mig? de vil paadutte mig Højhedsvanvid, de vil lave Godtkøbsvittigheder om, at jeg vil forbedre det fuldkomne, de vil sige, at jeg besudler Shakespeare ved at koge Døgnpolitiksuppe paa ham, de vil – de vil – - og hvad vil Shakespeareforeningen sige?“

„Shakespeareforeningen!“ han slog en drønende Latter op, som maatte kunne høres til Kronborg, „Shakespeareforeningen! de vil blive lamslaaede, forargede, forbitrede, „staar vi ikke her og holder Æresvagt ved det højærværdige Lig, og saa kommer den forbandede Præst og lader ham spanke lyslevende ud i Folket; saa længe han holder sig til at opvække Bønderkoner, lad gaa! men naar han begynder at hole vores Lig, saa – saa protesterer vi.“ Og de vil protestere, ak, Pastor Munk, de vil protestere Fanden et Øre af. Kan det ikke være Dem ligemeget, naar De ved, De gør mig en Tjeneste.“

„Selvfølgelig, det er jo sandt; hvis jeg virkelig ved, at jeg gør Dem en Tjeneste. Men sæt jeg nu slipper skidt fra det.“

„Det gør De ikke“ – helt sikker var han nu ikke i Stemmen, det hørte jeg nok – „men det skal De vide, at meget vil jeg godskrive Dem paa Experimentets Regning, og meget paa Modets, for det er gævt gjort, hvis De tør tage fat.“

„Jeg vil vove det,“ sagde jeg mut.

„Well,“ svarede min Gæst amerikansk accentueret, „der bliver noget for Det kgl. Teater at slide i.“

„Undskyld mig, Mester. Men – der er en Dame i København, som – som – ja, som vi skal være stolte af, saalænge vi har hende, ukuelig, dumdristig, brændende – - -“

„Pardon, Pastor Munk, De har Ret. Hvordan kunde jeg glemme Fru Nansen. Jeg og hun og De og Henrik Bentzon, rigtigt, vi 4 vil hjælpes ad med at raabe Københavnerne op“.

– – –

Der var ganske stille i Stuen, Shakespeare havde tændt sig en ny Cigaret. Men den gik ud mellem hans Fingre, og et Øjeblik saa jeg i hans Ansigt et Udtryk som af Alverdens Kval, jeg forstod, at han fordybede sig i Mindet om sit gamle Stykke, at han end engang gennemlevede Hamlet. Det gjorde saa ondt i mig at se, at jeg maatte lægge min venstre Haand over mine Øjne. Saa hørte jeg en Stemme, munter som „en Skærsommernatsdrøm“, sige: „Skal vi saa dele den Gamle Carlsberg, før vi tager fat?“

Kaj Munk.

Jyllands-Posten 2/3 1935

Kaj Munks Bearbejdelse af Shakespeares „Hamlet“ faar i en nær Fremtid Premiere paa Betty Nansen-Teatret i København. Stykkets officielle Betegnelse bliver: Shakespeares „Hamlet“, omsat af Kaj Munk.

Det „omsatte“ Stykke foregaar i vore Dage i moderne Dragter og Dekorationer, og det paastaas, at det i Virkeligheden er en Nazificering af Shakespeare. Ogsaa Funkis-Spørgsmaalet hentydes der til, og Horatio rejser fra Berlin til Kastrup Lufthavn i Flyvemaskine.