Kaj Munk anmelder Circus Juris

Kaj Munk anmelder Cirkus Juris

Af Kaj Munk

„Social-Demokraten“ har gjort mig den Ære at bede mig rejse ind og anmelde Svend Borbergs „Cirkus Juris“. Jeg kommer gerne i Huset hos de Folk, jeg ikke er enige med. Værre er Anledningen. Dadler jeg Borberg, vil man sige: „Nu siger han Tak for sidst.“ Roser jeg, vil det hedde: „Haha, han er alligevel bange.“ Men hvorfor nogen af Delene? Jeg er jo en Modstander af Anmelderiet, De véd dette med at behandle et Kunstværk med Karaktergivning og Eksamensholderi. Det er meget værdifuldere at drøfte med andre Mennesker nogle af de mange Indtryk, der gaar En gennem Hovedet saadan en stor Premiereaften.

Lad os prøve en saadan Drøftelse.

Helt ueffen kan han ikke være Pastor Otto Andersen i Grenaa. Det er haardt, det, han siger; men derfor behøver det ikke at være fejl altsammen. De véd, det er ham, der vil, at Forbrydere skal straffes ikke forstaas; han hævder, at det er en Uret mod uskyldige lovlydige Borgere, at Staten ikke værger dem med alle til Raadighed staaende Midler; ja, det er kanhænde en Uret mod uskyldige Mennesker med Forbrydertendenser, at Loven ikke ganske følelsesløs meddeler dem: „Giver I jer disse Tendenser i Vold, faar I over Fingrene.“ Maaske kunde det bevare en og anden fra at gøre det. I saa Fald er Lovens Barmhjertighed uretfærdig ogsaa mod Forbryderne, ja, endog ubarmhjertig. Hvorom alting er: de gode Borgeres Ret maa gaa foran de daarliges.

Nogle af os Synes i disse Toner at høre en ny Tids stærkere og sundere Vingeslag, bort fra en svag Moral, en slags Retspleje, en betændt og forældet Humanisme. Men denne nye Tids afgjorte Tale afviste i Aftes „Politikens“ Justitsminister i Folketinget og „Politikens“ Husræsonnør i Det Kgl. Teater.

„Cirkus Juris“ beretter om de siamesiske Tvillinger; den ene vilde ind paa den forbudte Vej, og da den anden ikke var stærk nok til at yde fornøden Modstand, havnede de der begge – og blev begge arresteret. Dette skal betyde, at der i Jeg'et er to Jeg'er, og den tumbede jordiske Retfærdighed lader dem begge undgælde for, hvad den ene forbryder.

Dette om Personlighedens Spaltning har Soya behandlet i „Hvem er jeg?“ Ikke uden Geni. Og Soyas Kristian søgte ikke at skulke sig fra, at han selv stod inde for, hvad alle Jeg'erne i ham foretog sig.

Og for syv Aar siden paa samme Teater og samme Dato som i Aftes var der Premiere paa et nu næsten glemt dansk Stykke, hvis ene kvindelige Hovedperson gør ganske samme Anskuelser gældende: min Natur og jeg, hvad kommer vi to hinanden ved? – Men denne Dame var syg.

For ærlig talt, hvad er det andet end fortænkt Spidsfindighed med disse Jeg'er? Skriv under paa en Kaution paa 5000 og sig saa paa Forfaldsdagen: det var mit svage Jeg, der skrev under; nu nægter mit stærke Jeg Indfrielsen. Og hvad har Sporskifteren og vi alle ud af, at det var hans forsoldede Jeg, der voldte Jernbaneulykken? – Hvad Jeg gør, maa Jeg staa til Ansvar for og tage Følgerne af. Hvilken Uværdighed at ræsonnere: „Ved et Tilfælde kom jeg for Skade til at blive Forbryder.“

Ansvarsbevidstheden er Menneskets Adelsmærke. Om den kunde en Digter gøre et Skuespil.

Men Det kgl. Teater er jo dejligt at være i. Gud velsigne „Borgbjerg“, den Tusindkunstner, at han stadigvæk kan balancere med sin Cirkus paa Næsen! Som man sidder og synes, at nu trækker dette her noget længe ud, og Gentagelserne bliver lovlig slemme, staar Valdemar Møller paa Scenen og spiller herlig gammeldags Komedie. Og den Sandhed var der i hvert Fald i Stykket, at den Elskede var usandsynlig yndig; den verificeredes af Karin Nellemose. Aah, det er trods alt værd at leve et Stykke Tid endnu, naar det danske Foraar stadig er til.

Hvad forlanger ellers den strenge Kritiker af et Skuespil. Handling, rød Traad, Bortskæring af alle Overflødigheder, Karakterisering, Stigning. Oh, der var sparet paa alle disse Ingredienser. Hvad gør saa det? Til Tartaros med alle Regler! Bare Stykket duer.

Duede det da? Hoho, nu vil De alligevel have mig til at give Karakter. Nuvel, det irriterede med sin lille tynde tvetydige Idé om de siamesiske Tvillinger, en Idé, der udtværedes og gentoges i det ulidelige. Og Satiren over Juraen traf saa ganske ved Siden af, da de fremstillede Jurister ikke har mere Lighed med dansk Retspleje end en Klapperslange med en Kanin. Saa var der en Del Freud i Stykket, serveret ganske raat; det falder sjældent sødt paa Tungen. Og der forekom en pibende falsk sjette Akt (oh, stakkels eminente Fru Pontoppidan. I et saadant Øjeblik: Gudskelov, Reumert har Orlov fra sin Scene for Tiden!) og hist og her nogle Ballier Vers, man aldrig faar Hans Brix til med Velbehag at stikke Fødderne i.

Men lad være at tage Forestillingen alvorlig, saa er den interessant, flimrende interessant; hvilken Lykke for en Forfatter at have fundet og vundet en saadan Forstaaer og Formaaer. Og Hyldest igen til vort Kgl. Teater! Se, hvad det kan, naar den rette Mand trykker paa Knapperne. Ja, og Gabrielsen kan lægge en Maske og Johs Poulsen være henrivende, fin og myndig uden. Hvor spiller han dejlig Komedie, naar han lader være at spille.

Men nu Forfatterens Indsats da? Vistsaa, det tjener et dansk Skuespil til Ære, baade at det famler efter nye Veje (selv om Laboratorieeksperimenteren aldrig bør paanødes Offentligheden.), og at det griber ind i Dagens brændende Debat; det er vi ikke forvænte med. Bare der havde været en kyndig Teatermand, en Kritiker f.Eks. der kunde have hjulpet Forfatteren med at forkorte og sammendrage! Og hvor futtede der mage sjove Revyrepliker af, baade af dem, der er virkelig morsomme, og dem, der bilder Folk ind, de er det.

Er det ikke ogsaa et drilsk og kløgtigt Indfald at gøre Fru Justitia til Linedanserinde? Og det er da en smuk og kristen Tanke, at den himmelske Retfærdighed hedder Kærlighed, og den bliver jo ikke mindre smuk i Bodil Ibsens Mund. Saagar et Øjeblik af Højhed indtraf, en stor digterisk Ide: da Juraen vilde forbyde Cirkus Charivaris Altmeister, er Svaret en rungende Latter fra Rummet. Desværre spoleres den ved en Gentagelse.

Helhedsindtrykket? Broget, broget, broget. Meget for Lattermusklerne, noget for Tanken, intet for Hjertet. Programmet viser et Billede af Forfatteren selv som Dobbeltmenneske. Lad os tro Programmet. Altsaa: der var engang en ung Forfatter, som var et siamesisk Tvillingpar, der hed Hjerte og Hjerne. Den første skrev et Skuespil, han kaldte for „Ingen“. Det er ikke let at glemme. Nu har den anden for ikke at staa tilbage ogsaa skrevet et. Det er lettere.

Kaj Munk.

(Tegning til „Forum“ af Hans Bendix.)