Afsluttende Svar til Chr. Reventlow

Afsluttende Svar til Chr. Reventlow

Af Kaj Munk

Naar jeg forundret spørger: „De stakkels forblindede Mennesker, der ilede ud hos Fru Nansen for at se ORDET – hvorfor advarede Hr Reventlow ikke dem, mens Tid var?“ saa laaner Hr Reventlow fluks Fandens Briller, dem, denne celebre Herre læser Bibelen med og faar det ud af det skrevne, at jeg selvafslører, at min Forkyndelse virkelig kun var Teater (med Streg under). Jeg skænker Fortolkeren med samt hans Kollega Brillerne. Den Udtydning faar han vist ikke mange til at hoppe paa.

Og stadig har han ondt af det for David. Ja, det er der jo mange, der har. Carl Gandrup er rystet, fortæller man mig. Og i Ekstrabladet skal Frejlif Olsens sarte Sjæl have krokodillet sig gennem en Taarestrøm om, at hans Barndoms herlige Helt er draget ned.

Naar al denne arrangerede Forargelse har faaet, hvad der tilkommer dem, saa staar der tilbage at fastslaa, at Bibelen fortæller, at David var Guds Udvalgte. Israels Samler og Sejrsherre, Digter af Samler, Kongeskjald, Lovgiver, Præstekongedømmet, ideelt virkeliggjort under ham. Endvidere, at han var en noget ubeslutsom og vag Natur, at han faldt i Elskov til Urias' Hustru, skulde have et Barn med hende, drak personlig Manden fuld for at snyde ham Skylden paa og, da det mislykkedes, fik ham skaffet af Vejen. Endvidere, at hans ene Søn begik Voldtægt mod sin egen Søster og blev myrdet af hans anden Søn, der ogsaa gjorde Oprør mod sin Far og saa faldt. Endvidere, at Kristus stammer ned fra denne David og denne Batseba. Nu kan Hr. Reventlow og Konsorter, hvis de ønsker det, sige: Det er dog en hæslig Svinebog, den Bibel. Men her i det gamle pæne, skikkelige Danmark er vi et Par Unge, der har faaet et andet Syn. Da vor Mor holdt op med at holde os for Øjnene, saa vi os om, og se, det var Bibelens Verden, vi var i: Brand og Mord og Voldtægt og Løgn og Hor, Krigen, Neutraliteten, Efterkrigen, hvad var værst – og gaadefuld og ubegribelig Gud over og med i det hele – med et Løfte om, et utroligt og dog guddomsbaaret (ja, for saa unedkuelig er Haabet og Anelsen) Løfte om, at noget godt vil kunne udgaa af alt dette, en Nytid, en Verdensfrelse. Og derfor griber vi bestandig efter Bibelen, fordi den er sand, skyer ingen Sandhed. Og just fordi den taler saa sandt til os om Verden, tør vi ogsaa tro, den taler Sandhed til os om Gud. Den Fyndighed, hvormed den nævner Synderne, skænker den Paradoksets Myndighed, naar den dernæst nævner Syndernes Forladelse.

Men jeg ved jo nok, at alt dette ikke rigtig er noget for Hr. Reventlow, der har indrettet sig med en nobel og fornuftig Religion. Som jeg ikke deler. Og som jeg endnu mindre foragter. Især fordi hans Bog bærer Vidne om, hvad det har kostet ham, at indrette sig. Jeg ærer ham for, at han ikke er gaaet af Vejen for den Kamp. Jeg forstaar, at hele ORDETS Verden er ham fremmed, og jeg forstaar, at det kan harme ham, at mange Mennesker kan modtage noget af det, jeg har at bringe, naar nu han lige har fundet ud af det modsatte. Men jeg tor blot ikke, det er saa stik modsat, som Hr. Reventlow indbilder sig. Lad ham paakalde Jesus som Menneske og mig paakalde ham som en Gud; det er dog altsaa Jesus, vi begge paakalder. Men vil Hr. Reventlow endelig forfølge og foragte mig, faar han jo gøre det. Jeg skal vide at finde mig i det. Mend det gør mig ondt.

Kaj Munk.