Sjælden Gæst i Peterskirken

Sjælden Gæst i Peterskirken

Digteren, Pastor Kaj Munk sender os fra sin Rejse i Italien denne Kronik, der skildrer et Besøg i Peterskirken sammen med „Simon Poulsen, kaldet Bjerg, hjemme fra Vedersø Klit.“ Simon Poulsen taler imidlertid først Hebraisk, derpaa Græsk og tilsidst Jydsk – hvem er han da? Kaj Munk fortæller det i sin fantasirige Kronik. Vi følger „den sjældne Gæst“ inde i Kirken, og et dybt historisk Perspektiv aabner sig.

FORLEDEN hændte der mig noget ikke helt dagligdags. Der skulde være en eller anden Højtidelighed i Peterskirken, jeg véd ikke nøje, hvad det var; maaske skulde nogle Martyrer, der var fyldt deres første 300 Aar, forfremmes til Helgener. I hvert Fald gik jeg hjemmefra i god Tid sammen med min Ledsager, der for Resten ikke befandt sig helt vel og derfor undervejs opgav Turen og vendte om. Der var mindst et Par Timer til Højtidelighedens Begyndelse; det var lovlig længe at sidde og vente i Kirken, mente jeg, og drev derfor ned til de udgravede Ruiner af Trajans Torv. Og dér – ja, hvad beskriver min Bestyrtelse? – der mødte jeg Simon Poulsen, kaldet Bjerg, hjemme fra Vedersø Klit. Han stod og skrabede lidt Grus ud af en af Søjlerne med sin Lillefinger og vendte Siden til. „Simon!“ sagde jeg i et Udraab. Manden rettede sig i glad Overraskelse og kom hen imod mig. Og nu fik jeg det næste Stød: han sagde noget til mig paa Hebraisk.

Jeg har lært Hebraisk af – nej, dette Udtryk er ikke saa korrekt, som ønskeligt er i Forbindelse med den Person, der nu skal nævnes. Altsaa: min Lærer i Hebraisk var Professor J.C. Jakobsen, Indehaver af en af de retsindigste Sjæle, der nogen Sinde har opholdt sig paa Gennemrejse i en Teologs Krop; men Hebraisk kunde han ikke lære mig; det Menneske er ikke født. Og nu fik jeg det tredie Stød: da Simon mærkede, jeg ikke forstod ham, slog han over i Græsk.

Den Mand, jeg har haft i Græsk, har jeg gjort mig selv den Glæde at glemme Navnet paa. Tilbage i min Hjerne staar blot et Minde om Anvendelsen af det nye Testamente som en baglængs Kryds- og Tværsopgave: en skulde sige Løsningen og en anden skulde svare med Tallet. Jeg maa til Dels have opfattet, hvad Simon sagde, for midt i min Forbavselse fløj det af gammel Vane ud af Munden paa mig: „Andet Peter det tredie. – Men hvordan gaar det dog til, du pludselig er her og taler disse fra Jydsk saa forskellige Sprog, Simon?“

„Men det er jo en Dansker!“ lød Svaret paa Jydsk med en semitisk Biklang i S-Lyden; „hvem er ellers den Mand?“

Og dermed fik jeg saa Stød Nr. 4; for det var jo slet ikke Simon, bare en Person, der lignede ham stærkt.

Inde i mit Hoved aabnedes en Filial af Ulfborg Marked med talrige Karruseller i Gang; men omsider fik jeg saa meget Hold paa mig, at jeg, hjulpet ved Betragtning af den Fremmedes Paaklædning, kunde opstille følgende Gisning for mig selv: Det er en Vestjyde, der for mange Aar siden er kommen til Rom, har meldt sig ind i en Munkeorden og siden studeret Teologi hernede. Højt sagde jeg: „Jeg hedder Munk og er hjemmefra – fra et Sogn, der hedder Vedersø. Kender De det?“

Et bredt, aabent Fiskersmil gled over det vejrbidte, djærve Ansigt. „Vedersø, Vejse, som I kalder det, næ se, hvor morsomt!“ og en stor rød Lab rystede hjerteligt min en Smule overvældede Haand; „det er s'mænd ikke længer siden end i Aftes, at jeg snakkede med min gode Ven Henning Klyne om Vejse; dér er han jo fra.“

Og dette var da det femte Stød; for Henning Klyne er død for over 8 Aar siden og begravet af mig selv. Hvad jeg med en lidt rystende Stemme gjorde opmærksom paa.

„Ja, ja,“ svarede min Mand helt fornøjet; „men saa kom han jo op til os, og dér -“, han stoppede brat op og stod lidt og jokkede i det; „naa ja,“ kom det saa, „det maatte jeg maaske ikke have snakket om, men hvad?“ Og saa bøjede han sig over imod og sagde rart og fortroligt: „Jeg er jo Peter, forstaar De nok, Simon Peter, Herrens Apostel.“

„Er De Peter?“ var alt, hvad Aanden gav mig at udsige som Svar paa denne Oplysning.

„Ja, jeg er saamænd. Jeg gik deroppe og fik Lyst til at kigge herned en Gang igen – og spurgte saa – og der var heller ikke noget i Vejen. Nu er det jo en 15-16 Hundrede Aar siden sidst.“

„19,“ rettede jeg.

„Nej, dog vel! Jo, ja, det bliver det vel ogsaa. Ja, Tiden gaar. Og man mærker jo ikke noget til det. Men skal vi ikke sammen slaa et Slag ned ad Gaden? Maaske De kan hjælpe En lidt til Rette. For selv om En har holdt sig underrettet og spurgte dem ud, der kom, er alt alligevel saa forandret. Og saa disse Biler – huha -!“ –

Fra det Øjeblik, vi gav os ud paa Spadsereturen sammen, var det, som om al min Forundring og Forvirring var blæst væk. Denne trohjertige, sindige, jævne Mand – paa ham var det umuligt at tvivle. Snart forekom det mig som den selvfølgeligste Sag af Verden, at jeg fulgtes ned over Forum Romanum med Apostelen Peter.

„Hvem har lært Dem Deres Jydsk?“ sagde jeg; for noget skulde vi jo snakke om.

„Det har saamænd Deres Sognebarn, gamle Henning,“ lød Svaret; „jeg véd ikke, hvordan det gik til, at vi faldt over hinanden deroppe; den fælles Haandtering gør jo noget: det, der hører sammen, det søger sammen; men ossensaa er han da saa meget herlig en gammel Mand; mangen Morgen har vi taget hver sin Aare og roet en Tur sammen paa Himmelhavet; men han kunde jo ingen af mine Sprog, og mig har det altid faldet let at lære en ny Dialekt.“ I det samme vendte han sig bort og skar en nervøs Grimace; det var Kolosseum, han havde set. „Ja,“ sagde han alvorligt, „de saa ikke skønt ud, dem, der kom derfra. – Men vi fik jo da lappet dem sammen igen!“ tilføjede han og lo baade lunt og lykkeligt. „Ja, det var de Tider!“

„Hør, skal De ikke ned i Deres egen Kirke – til Festen?“ faldt det mig ind.

„Jeg véd nok, jeg har en Kirke; det har de jo fortalt mig om,“ svarede Peter: „men jeg har smænd aldrig set den. Er der Fest? Jo, det kunde da være helt højtideligt.“

„De vil vel helst være incognito,“ gjorde jeg mig nyttig som en Fremmedfører, der har været heldig med et Kup: „og da træffer det sig saa storartet, at jeg har 2 Adgangskort i Lommen.“

„Adgangskort?“ Apostlen standsede, men saa blev han en Udstilling af Fiskegrejer var paa den anden Side Gaden og traadte ud lige foran en Bil, hvis Bremser hvinede omkap med Chaufførens Eder og Forbandelser. Apostelen løftede Haanden: „Det var en Fejl af mig ikke at bruge mine Øjne, men det er en Synd af dig at bruge din Tunge, som du gør. Og det vil jeg sige dig -“ Chaufføren gav et Vræl med Tudehornet, der kunde have overdøvet selv en Hitler, og fo'r væk i en Giftsky af Dunster. „De Kuske,“ sukkede Apostelen, „de er sværere at vinde for den Herre Kristus end deres Heste. Og nu har de tilmed ikke Heste mer,“ lagde han sørgmodig til.

Jeg vilde gerne lede Tankerne i en anden Retning, og her var jo Chancen egentlig til at faa autentisk Besked om mangt og meget. Jeg busede derfor paa: „Nu kan De da sige mig, om det virkelig passer, at De blev begravet her i Rom, der, hvor nu Peterskirkens Krypt er?“

„Ja, mon ikke. Eller ogsaa -“, der lagde sig et Net af Rynker over hans velvillige Ansigt; „hvor jeg blev begravet? næh, det kan jeg saamænd ikke huske; det har jeg aldrig regnet for andet end en ganske uvæsentlig Ting.“

Jeg kunde ikke ret slippe af Sted med at spørge videre. Dels har man jo Takt, og dels. – Men havde min gamle Ven Rechendorff fra Socialen været hér, saa siger jeg bare: „Arme Sanct Peter for et Interview!“

En Tigger stak Næven frem, og Apostelen raslede i Lommen og fik et Par Smaamønter op med Augustus' Billede paa. „De duer skam ikke,“ mente jeg topmaalte Fæ, og i det samme greb en Betjent Betleren i Kraven. „Hvad har Manden gjort?“ spurgte Peter forbløffet, men den Uniformerede trak af med den Pjaltede uden et Blik til Spørgeren. Hvor blev nu Sindigheden af? Med to røde Streger af Ilterhed ned over Kinderne sprang min Ledsager hen foran Betjenten og brølte: „Hvad har den Fattige gjort?“ Betjenten blev paff, derpaa lige saa rød i Planeten som Apostlen. „Kan han komme til Side!“ hvæsede han og løftede Staven, „eller han kan selv følge med.“

Mine Ben begyndte at ryste under mig, Folk stimede til fra alle Sider.

„Herren Jesus skal slaa dig med dine egne Synder paa Dommedag, hvis du ikke slipper hans fattige Bror,“ tordnede Simon Peter, og hvad skete nu? Blev Betjenten bange for Folkestimerne eller for den gamle, myndige, vrede Mand?

„Il duce har forordnet -“ forsøgte han spagt.

„Saa længe il duce ikke har afskaffet Nøden, burde han ikke afskaffe Barmhjertigheden,“ sagde Peter paa en Gang stærkt og mildt, og vendte sig halvt, som om han vilde dække de to for Mængdens Blik; saa hørte jeg Tiggerens Stemme fjerne sig med et taknemmeligt „Gud skal lønne dig“, og Betjenten stod flov og bevæget og gnaven med Peters Haand paa sin Skulder.

Hvordan vi kom ud af Stimlen, begriber jeg ikke. Men ud kom vi da og fortsatte vor Vej mod San Pietro. Apostelen gik længe, dybt alvorlig, øjensynlig i mangehaande Tanker. Saa vaagnede han op, rev sig i venstre Arm og lo: „Dette her vilde Paulus ikke have syntes om!“

Disse forskellige Begivenheder havde dog taget saa megen Tid, at der nu stod en Golfstrøm af begge Køn hen mod Kirkens Porte. Vi fægtede for selv at bane os Vej frem, men maatte opgive det og bare lade os føre af Strømmen. Helt oppe ved Indgangen blev vi nuffet og puffet, og det var nær ved, at Peter ikke var sluppet med ind, fordi han var trængt et Stykke fra mig, og jeg kunde ikke gøre Kontrollen begribeligt, at mit andet Kort gjaldt for den Herre derovre; omsider lykkedes det dog, og under Kirkens Buer fandt vi sammen igen.

Hvor var der skønt i Peterskirken! Hvor er den lys i Modsætning til andre Middelaldertempler, naar Solen skinner og faar Lov at være dens allerfornemste Kærte! Det mægtige Rum, storslaaet i sin Simpelhed i Konstruktionen, sin Overskuelighed, hele denne Verden skabt af Kunstens Ypperste og befolket med Rigdom og Herlighed, med Marmorgader og levende Mennesker og Altrenes Lys, der svajer som Blomster for Blæsten, noget stort, noget opløftende tog mig, jeg følte et Greb i Armen, det var Peter, der pegende paa Højalteret hviskede ængsteligt: „De vil da ikke til at ofre Mennesker paa det der?“ Min Sjæl faldt med et lille Plask ned fra Kuplen, og jeg formaaede kun at maabe. Da Peter mærkede, han havde forgaaet sig, blev han lidt rød og stammede: „Er det da ikke Jupitertemplet, dette her?“

„Jamen, det er jo Peterskirken, Peter. Det er din egen Kirke, Apostel. Jupiter har slet ingen Dyrkere mere, forstaar du. Det er Kristne, alle dem, vi staar her iblandt, dem, der kravler op paa Bænkene nu, fordi Garden kommer. Og det er usselt, vi kom saa sent og fik saa daarlig en Plads; for nu kommer ogsaa vi til at kravle op.“

Vi kravlede op. Og Gardisterne i deres Landsknægtuniformer rykkede taktfast op ad Kirkegulvet. Og lange Rækker af Præster kom i Processioner og indtog deres Pladser. Saa gennembævedes hele Rummet af Hornfanfarer. Stole og Bænke væltedes. Mennesker trængtes og puffedes. Og med Kardinalernes Elite foran sig og den imponerende Livvagt omkring sig entrerede Paven i sit Guldbrokadeskrud høj paa Stol, baaret af Mænd i Legemstyrke og Klædepragt, som var det de hellige Engle selv. Og al Folket klappede i Hænder, viftede med Lommetørklæder og raabte med frydelig Røst: Papa! Papa!

Jeg kom til at kaste et Øje paa min Ledsager; der stod en Taare i hans ærlige blaa Blik, han bøjede det graa Hoved helt mod Jorden og hviskede imens: „Oh, han ser god ud, Kejseren ser god ud!“

Jeg blev formelig irriteret over den gamle Mands manglende Evne til at opfatte. En Smule haardt tog jeg ham i Skulderen og sagde temmelig skarpt: „Det er ikke Kejseren, Simon Peter; vi lever ikke i Oldtiden mere. Det er Paven, ja, altsaa – ja, det er jo dig selv, forstaar du, han der i Bærestolen skal forestille dig selv.“

Men nu greb Højtiden mig atter. Paven var bragt op til sin Plads ved Hovedalteret, og et Højttaleranlæg fyldte Kirkens Kæmpekonkylie med et Hav af brusende Orgeltoner.

Midt under Højtiden kommer jeg atter til at kaste et Blik hen paa Simon Peter; men nu sad han ned paa Bænken og havde skjult sit Ansigt i Hænderne. Og saadan blev han siddende, til væltende Stole og Bænke forkyndte, at nu var Menigheden atter paa Stikkerne for at faa et Afskedsglimt af Ypperstepræsten at se; da rejste han sig resolut, det gjorde Apostelen, skubbede og aalede og masede sig frem med mig forfærdet halende ham i Kappen, helt hen til Afspærringen og Vagten, saa vi nu stod i første Række, hvor Processionen skulde passere.

Og med Fingrene løftet værdigt og naadigt til Velsignelsens Tegn over de nejende Skarer, vendende sig snart til højre og snart til venstre Side, vugger nu Hans Hellighed i sit Herskerskrud frem i sit ophøjede Sæde paa Skjoldvagtens Arme, med Kardinalernes højviolette, højærværdige Fylking skridende om sig, under Hilfanfarernes Torden og Folkets Jubelraab, mens Kærterne straaler og Røgelsen udvider Kirkens Højenloftshal, saa det lader, som om den omspænder hele Verden, nærmere kommer han, mine Øjne fugtes, sandelig, dette er Skønhed, dette er Højhed, dette er Magt, hil dig, Nøglebærer, Statholder, Guds Lensmand paa Jorden, Selvhersker over de seende Tusinder herinde, over de troende Millioner paa hele Klodens Rund – da hører jeg nogen le.

Det kryber mig i Haaret og paa Halsen som af smaa Mider, saa uhyggeligt virker det. Jeg skeler stjaalent omkring mig. Den halvgamle, provinsielle Stodder i den tarvelige, forslidte, gammeldags Kofte, ham, som jeg har slæbt med ind i Kirken, ham er det, der ler. Jeg ser nok, han vil det ikke, han prøver at klemme det inde, men Skuldrene ryster paa ham, der driver ham Vand af Øjnene, hohohoho ruller det ud af hans Strube.

Hvad vil der ske? Vil Paven rejse sig i Stolen og banlyse ham? Nej, Gud være lovet, Paven har slet ikke mærket det, han er optaget af at velsigne til den anden Side. Men en Kardinal med Høgenæse, stejl, bengul Pande og glimtende Brilleglas sender os et Blik, der knuser, studser, forvirres, vendes væk.

Hvad skal jeg gribe til? Aah, Gudskelov, nu er Anfaldet ovre, nu er min Ledsager atter rolig, kun har der lagt sig et løjerlig fjoget, næsten aandssvagt Udtryk over hans Ansigt. – - –

Vi staar udenfor Kirken i Solskinnet. Festen er endt. Jeg aner intet om, hvad jeg skal sige, hvordan jeg skal tage Situationen, hvordan jeg skal behandle denne Fremmede, der staar ved min Side og nu ser underlig sammenfalden og garmmel ud. Da hører jeg ham sukke: „Herre, Herre, tag mig hjem igen, jeg er bleven saa sært fortumlet i mit Hoved.“

En Haand rører ved min; jeg farer sammen og vender mig om; det er Kardinalen fra før. „Hvem var den Fremmede, der var med Dem i Kirken?“ siger han til mig, og aldrig har jeg set ind i to Øjne af saa gennemskuende en Intelligens. – „Spørg ham selv,“ svarer jeg og peger til Siden, og ser selv derhen – ud i den tomme Luft. „Før mig til ham,“ byder han som en, der er vant til at lydes. „Det kan jeg ikke,“ svarer jeg stille; „for han er væk.“

Der glider et Udtryk over den høje Gejstliges Ansigt; men saa stor er hans Beherskelseskunst, at jeg ikke kan afgøre, om det er af Skuffelse og Sorg eller af usigelig Lettelse. Uden et Ord gør han brat omkring og gaar ind i sit Rige igen.

Kaj Munk.