Til Selvforsvar

Til Selvforsvar.

Af Kaj Munk

Forfatteren Pastor Kaj Munk svarer paa Redaktør Chr. Reventlows Kritik i Gaar.

Jeg kan glæde Hr. Chr. Reventlow, hvis han har ønsket at gøre mig Ondt: det er lykkedes. Ikke ved at angive mig, det taaler jeg let. Men ved at se Breve fra Skærsildens Forfatter prostituere sig i saa blindt et Raseri. Og hvorfor kommer dette besynderlige Angreb paa Ordet nu, da det er De Udvalgte, der staar paa Dagsordenen, og Ordet ikke gaar paa nogen nærmere Scene end den finske? Hvad fik den haarde Kritiker til omtrentlig at tie dengang? og hvorfor tør han tale nu?

Det er altsaa Ordet, der fornemmelig skal holde for, alt det ugudelige og forrykte og banale, der sker i Ordet. Hr. Reventlow kunde maaske endda gaa med til, at Døde kan opvækkes 3 Dage gamle, men 5 Dage – nej, saa gaar det for vidt. Og Opvækkelsen af 1 er ikke tilstrækkelig, der bør i hvert Fald opvækkes 2. Man ligefrem ser Chr. Reventlow staa frem i Skaren ved Nains Port og raabe: „ Maa vi saa ogsaa faa Enkens Mand at se!“ Endvidere forlanger han, at de Døde i Vedersø ogsaa skal opvækkes! som om denne Aand var ukendt med den dybeste Karakteristik af en Digters Kald, der nogen Sinde er givet:

At digte det er at holde Dommedag over sig selv.

Yderligere tales der om Over-Jesus, fiffigt anbragt Bagdør, højstæret Publikum – foruden noget Selvmorderpsyke om, at en Bondekone muligvis var glad ved at dø i Barselseng og slippe for at leve i denne Verden sammen med Mand og Børn – ja, overhovedet behandles dette Skuespil, som jeg har skrevet ud af hele min unge Sjæls Lidelse og Ild, paa en saadan Maade, at det er mig ulideligt at opholde mig længere ved det. Hvad vil de sige, de Titusinder i hele Norden, der har ladet sig gribe af det Stykkes Aand, ved at se dette savlende og snappende Angreb paa mig. „Budistisk Hundegalskab“ tænker jeg mig.

Der var engang en ung religiøs Dramatiker, der gav sig til at skrive Skuespil ud fra den Overbevisning, at Gud selv havde grundlagt Kirke og Teater Side om Side paa Verdens Torv. Endvidere indbildte han sig, at han havde et Kald i sit Folk at røgte, det nemlig, at være med til at hæve dansk Teater til den gamle hellenske Skueplads' Højde, hvor den frækkeste Spøg og de højeste Tanker og Lidenskaber kaldte paa hele Folket, og hele Folket kom og saa og besejredes. Saa temmelig ene kom han til at staa i Striden frem mod det høje Maal. Kun Valdemar Rørdams Kampraab gjaldede engang imellem klart og ægte – men ham vil de jo ikke spille, oh, Kongens Nytorv, hvorfor? Sven Clausen er for subtilig. En Gang Howalt, en halv Gang Soya. Derudover sover Blomsterne under Sneen. Mon de nogen Sinde kommer op? Kritikken smædede og roste og smædede igen, som sædvanlig uden Sans for, hvad det egentlig drejede sig om. Ogsaa ligegyldigt med dem. Kun een stor opmuntrende Glæde kom og kom helt overraskende: det var Publikum, der hørte, da der blev kaldt, og mødte villigt og trofast.

Men ogsaa naar det en Dag svigter, skal der holdes ud gennem den Krise. For Maalet skal naas.

For ikke at være utilbørlig uaktuel i et Dagblad skynder Hr. Reventlow sig at udpruste en Parentes om De Udvalgte. „Lad være at svare“, siger den skønsomme Læser; „det sømmer sig en Digter at tage mod Kritik tavs, med bøjet eller rejst Hoved efter eget Forgodtbefinde, men tavs“. Jeg spørger ikke om, hvad der sømmer sig; det er Liv og Død for mig, dette her; jeg staar sammen med mine Værker. Fordi Kloakerne stinker, det kerer jeg mig ikke om. Men Ord fra en saa højt anset, af mig saa højt anset, Mand som Chr. Reventlow vil jeg svare paa. Hvad er da Sandheden om De Udvalgte? At det er mit lødigste og kristeligste Skuespil, og just fordi det er Stykket om Synd og Naade, har det vakt dette syge Raseri. Hedningesjæle, der har jublet ad Gud-ved-hvormange perverterede Pariserlystspil og nu sad i Parkettet ved Siden af Gud-ved-hvilken Nummer Kone (Kirkebryllup, naturligvis, i Vor Frue eller i Slotskirken) forargedes selvfølgeligt blodigt ved at høre, at Hør blev kaldt Hor. Og kristne Mennesker tog mig Sandheden om David fortrydeligt op; „saa stor maa Guds Naade nu heller ikke være, at den kan strækkes videre end til nogenledes pæne Mennesker. De burde have dæmpet, have nøjedes med at antyde; paa med Fløjlsvanterne, Hr. Pastor“.

I tager fejl, Godtfolk. Det er mig, der har Ret; det er Bibelen, der har Ret. De har elsket og bedt og bagvasket og myrdet dengang som i Dag; og Guds Sol skinner over det alt sammen. Baade Kristne og Hedninger til Daarskab og Forargelse skal det voves atter: saa længe een ærlig Sjæl brænder for Teatrets Kunst skal det ske engang imellem, at Gud og Satan staar sammen deroppe paa Scenen i Projektørernes skarpeste Lys.

Altsaa videre i den Retning, der her er slaaet ind paa, og ellers se sig om efter Følgeskab! Af Folk, der tror. Paa Hitler eller Stauning. Paa Marx eller Plato. Paa Kristus eller Djævelen. Paa intet eller alt. Og saa paa Scenen. Og som er rede til at trodse alt for denne Tro: egen Utaalmodighed eller Dovenskab, Geniopblæsthed eller Afmagtsjammer og andres Besudlinger, Oversavlinger, Ligegladhed og Nid.

Der er en særlig Type af Kritikere – lad dem hedde Komplekskritikere. De søger i et Værk ikke efter Værkets Mening, men efter Forfatterens Vita. Er der i Bogen Tale om et Kys, skriver de Disputatser om, hvornaar Forfatteren paa dette Tidspunkt kan have modtaget et saadant, af hvem, hvorfor og hvordan. Er der nævnt en Last, ved de straks ifølge deres genialske Metode, at saa har Digteren selv været befængt med den. Et Træ bliver jo sjældent ret stort, inden Hundene begynder at komme og snuse til det. Jeg har ventet paa de Herrer – lovlig længe. Men ikke ventet, at Chr. Reventlow var mellem dem. Det er en yderst farlig Metode, kan saare i Bagslaget. Hvad kunde den ikke hitte paa om en Kritiker, hvis Fantasi ved Synet af en Præst i Ornat interesserer sig for det Spørgsmaal, om han mon har Bukser paa under Kjolen?

Det har jeg. Og tiest gaar jeg ikke i Kjole, saa det vil være let for Hr. Reventlow at forvisse sig om, at de stadig er ganske hele. Men hvad med hans? Kan de taale et Skræv fra Breve fra Skærsilden til en Smædeskrivelse som denne hans sidste? Eller anes der ikke et Glimt af en Skjorte, ikke fuldt saa nobel, som det var at vente hos saa fint et Navn som Reventlow?

Nok! Mon vi ikke naar til den Grad af Voksenhed her i Landet engang, at den Tone kan undgaas i en Diskussion om Aand. Og saa henter jeg fra min Hylde en Bog, der er mig kær. Slaar jeg op og læser i den et Par forskellige Steder i:

„Det siges, at han gjorde Mirakler. Den Videnskab, som ikke er aandelig gasforgiftet, vil nu ikke mere benægte, at det „yderst sjældne“, det udenfor eller maaske over de kendte Kræfter og Loveliggende, vil kunne indtræffe, at der gives Energier, som vi ikke kender, og højst ejendommelige psykiske Magtsfærer, som ikke lader sig rubricere.“

Mad for Pastor Bandbul! ikke saa godt. Saa hellere et andet Sted, dér hvor der tales om „den Kristus, jeg har fundet ind til.“

„Jeg har ligget ved hans Fødder og lyttet til hans Tale; jeg har siddet med ham ved Bordet, medens han brød Livets Brød og gav mig at spise og forvandlede Verdens Vand til Aandens Vin. Jeg har vandret med ham paa Vejen, været Vidne til hans milde Medliden, alvorstunge Bekymring og stolte Ro. Jeg har knælet i Bøn ved hans Side, og jeg har staaet under Korset og følt hans bristende Blik hvile kaldende paa mig.

Den Kristus, jeg saaledes fandt, er min Frelser. Den Frelser, han selv sagde sig at være. Den, der lærte, at Guds Søn er den, der bliver fuldkommen i den rette Tro, den rette Erkendelse og den rette Stræben, i Ord, i Tanke, i Følelser og i Handling: Den, der gør min Faders Vilje, han er min Broder!“

Den Ærbødighed, jeg huser for den, der har følt disse Linier, skal ingen og intet tage fra mig, end ikke de hidsigste Attentater paa den fra Manden selv.

Kaj Munk.