Teatret i Det tredie Rige

Teatret i Det tredie Rige

»Det er godt, naar det er gjort,« siger Baggesen og tilføjer, som den dobbelttydige Gavtyv han var: »men det lar sig ikke gøre.« Om disse to Verslinier har Gyldighed noget Steds, da er det, naar Talen gælder ægte Kunst. Der er noget næsten rørende i det nye Tysklands Bekræftelse heraf, hvad anbelanger den dramatiske Kunstart. Ikke alene, at de Herrer af den nye Fugl Fønix i deres evige Agitationshunger ogsaa har kastet Blikket paa Teatret og forstaar, hvilke Næringsværdier det ligger inde med; men Teatret i sig selv, altsaa ikke blot som Middel, men tillige som Maal, har for flere af dem uomtvistelig ægte Interesse. Göbbels og Göring konkurrerer med Heftighed om Statsteaterdirektørstillingen. Og i det tredie Rige er en af de Drømme, der har stadigst Bopæl i enhver virkelig Teatertroendes Sind, blevet virkelig gjort: Göbbels har i Centralhovedstaden aabnet Rigets største Teater som en Scene, der skal opføre de bedste Stykker med de bedste Skuespillere aldeles gratis for det store Folk. Hvad Nero kunde i Oldtiden og Kirken i Middelalderen, med en rundhaandet Gestus stille Befolkningens Sult efter det, der syntes den næsten lige saa livsnødvendigt som panis, skulde dog heller ikke være vor Tid en umulig Opgave, om end et noget andet Repertoire til Dels turde være ønskeligt. Den lille Göbbels har da ogsaa taget den paa sine spinkle, stærke Skuldre og er i Færd med sejrrigt at løse den, hvilket naturligvis ikke – saa lidt som saa meget andet – vil afholde Folk i Nordens Athen, der maa betale 8 Kr. for en Billet i deres millionunderstøttede Statsteater, fra at fremture i at kalde ham og hans Fæller Barbarer.

Denne Teaterinteresse fra oven har virket overordentlig indlivende og energibefordrende over det ganske Land. At følge Byteatret i en lille Stad som Flensborg i den fjerneste Yderkant af Riget blot en Uge er noget af en Oplevelse. En Tirsdag er der Urpremiere paa et dystert og dybt alvorligt Skæbnespil af en mestens ukendt Forfatter, omhandlende middelalderlige Bondeforhold. Næste Aften spilles en Eventyropera om Hans og Grete, næste Aften igen et Lystspil om Harun al Raschid, derpaa en stor historisk Forestilling om Gustav Vasa, endelig om Lørdagen en Lehar-Operette »Greven af Luxembourg«. Endvidere er under Forberedelse Schillers »Wilhelm Tell«, Gaertners »Die geprüfte Treue«, Kleists »Der zerbrochene Krug«, Kolbenheyers »Die Brücke«, Mahner-Mons' »Hasenklein kann nichts dafür«, Ibsens »Peer Gynt«, Webers »Freischütz«. Findes der i Danmark, i Provinsen som i København, noget Teater, der ikke, stillet Ansigt til Ansigt med disse Kendsgerninger, føler sig tilskyndet ikke til at gaa hjem og lægge sig, men til at staa op og bestille noget?

Et uopslideligt Tema for Hitlers Veltalenhed har været dette, at hans Gerning ikke tager Sigte paa en enkelt Stand eller paa enkelte Klasser, men paa Tyskland, d. v. s. hele det tyske Folk. I Overensstemmelse med dette Ideal ønsker Kunsten i den nye Stat at faa ikke en Æstetikoverklasse, men Folkets store Masse i Tale. Dette forsøges da med mangfoldige Midler og paa en direkte Maade, som danske Nerver slet ikke kan tage. Hvad der i Parentes indskudt udmærket godt kan være mere Nervernes Fejl end Maadens. I Overgangstiden skal Kunsten sænke sig ned mod Folket, og Folket skal opdrages til Kunsten. Paa et eller andet Mellemstade skal de to Parter saa mødes og derpaa begynde deres Samvandring mod Højderne. Principielt vil det saaledes udmærket kunne tænkes i den nazistiske Stat, at denne ikke blot anbefaler visse Stykker til Publikum, men ligefrem paalægger sine Borgere Teaterpligt. Vi mindes Kristian den Sjettes Forordninger om tvungen Kirkegang. Der skal da ogsaa være Byer, hvor en Del af Embedsmændslønningerne udbetales i Form af Teaterbilletter. Og Opdragelsen af Publikum og Teaterfolk kan foregaa paa ligefrem skolær Manér. I Teaterprogrammer trykkes Artikler med Overskrifter som: Ledetraad for Kritiks Udøvelse i det nye Tyskland.

Jeg vil ikke formene Dem Bekendtskab med Indholdet i saadan en Artikel:

»Vi opstiller,« hedder det, »til Diskussion et Skema med Retningslinier, der synes skikket til at anspore Publikum, Sceneledelse, Kunstnere og Kritikere til positiv Vurdering og Frembringelse af tidsbevidst Scenearbejde. Det vilde nemlig være urigtigt kun at kræve Kritik af Anmelderlauget. Intim ansvarsfuld Teaterkritik skulde være Pligt og Hjertesag for alle modtagende og ydende Medlemmer af tysk Nationalteater. Ud af Egenkritik og alvorlig Vurdering vil da opstaa hint levende Forhold fra Kunst til Folk, der egentlig først skaber Basis for Blomstring af en – ikke blot æsteticerende – Folkekunst.

Wilhelm von Schramm fordrer følgende almene Synspunkter for Bedømmelsen af en Teaterydelse:

A. Stykket.

1. Nationalpolitisk Betydning.

2. Digterisk Værdi.

3. Tyskhed, det er Stykkets Sjæl.«

o. s. v. o. s. v. Dette faar være nok.

De ser altsaa: der spares ikke paa Ulejlighederne, for at det nye Tyskland ogsaa paa den dramatiske Kunsts Omraade skal kunne vise, hvad det duer til. Men endnu synes det Hitler'ske Styre trods al god Vilje at have været mere kommanderende end inspirerende.

»Det er godt, naar det er gjort, men det lader sig ikke gøre.« Dog! lad mig nogenlunde objektivt og uden Kommentarer referere Gangen i et af Nazilands typiske Skuespil:

Forfatteren hedder Friedrich Forster og Skuespillet »Alle gegen Einen, Einen fur Alle«. Spillemaaden tilsynelader, som om Reinhardt aldrig har været til; der ageres med fuld Lungekraft, fra Tæppet gaar op 8,15, til det 10,45 falder under Publikums høfligt betagne Klap.

Indholdet: Sverige 1523. Svenskerne har tabt Krigen, Danskernes Aag er haardt over Landet. Arbejdsløshed, Fattigdom, Trældom er det svenske Folks Lod. Frygteligst af alt er, at Marxist-Ærkebispen Gustav Trolle er en Landsforræder, der bruger den almindelige Opløsningstilstand til at berige sig selv. Da forsøger en ensom, hungrende og frysende Mand, Gustav Vasa, at rejse sit Folks Mod og Tro og Æresfølelse ved at drage fra Sted til Sted over hele Riget og tale til Bønderne. Forsagthed og Haan møder ham; han er jo en ensom Mand, en latterlig Figur, en farlig Person, der kan drage Danskernes Vrede over dem. Hellere leve som Trælle i Fred end dø i en ny Krig. Kun en Bjergværksarbejder slutter sig til ham og lader ham drikke Blod af sin Arm, engang han er ved at omkomme i Ødet og Sneen. Gustav Trolle sætter ham i Kirkens Band, ingen vil have med ham at gøre, men fuld af Tro paa sin Sag bliver han ved med at prædike, at de maa rejse sig, de maa ville Krig endnu en Gang – for Æren, Friheden og Fredens Skyld.

En Juleaften er Bønderkarlene i et afsides Sogn forsamlet til Gudstjeneste i Kirken. Foran Krucifikset og de brændende Vokslys knæler de alle ned med Præsten i Spidsen i en indtrængende Bøn, at Gud vil forbarme sig over dem og tage mod deres angstfulde Raab og deres Sjæles Fattigdom, for andet har de ikke at byde ham. Da staar med eet den bandlyste Vasa imellem dem inde i Kirken; han holder sin »eneste Tale« og ender med ogsaa at knæle og beder en lang, lang Bøn om, at Gud vil opflamme de Unge til at følge ham, og da han gaar ud af Kirken, har Talen fænget, alle følger ham under Raabet: Gud vil det.

Saa beslutter han Marchen mod Stockholm, men maa snart standse grundet paa haabløs Pengemangel. I dette Fortvivlelsens Øjeblik melder en gammel Dame sig hos ham, Enke af et af Landets rigeste Købmandshuse; hun vil give ham alle de Penge, han ønsker – hvis hun maa faa Eneret paa Sveriges Tømmerhugst, naar han bliver Landets Herre. Da slaar det ædle Hjerte i hans Heltebarm ud i harmfulde Flammer, og han lader den Profane, der vil blande Forretninger ind i hans høje Befrielseskamp for Nationen, arrestere, og med den ellers aldrig sygnende Tro genoplivet af Indignationens Kraft indtager han prompte Stockholm. To Jøder derinde, der snuser sig til Byens snarlige Fald, faar i Hast overført deres Papirer til Lybæk, og Gustav Trolle jamrer over sin Skæbne, at dér stod han med hele sin Magt og Rigdom, og den anden havde kun sin Mund, »men med denne Flab har han kæftet mig Riget af Hænde, har han præket et nyt Folk ud af Folket, har han tilsnakket sig alt og skabt Verden om.«

Saa bryder Vasa ind i Borgen, og mens Trolle og hans Mænd kaster sig ned og beder om Naade og faar til Svar: Ingen Naade! udraaber Stockholmerne Vasa til Nationens Fører. Men tro nu ikke, Stykket hermed er slut. Sidste Billede: Midsommer i Sverige, Solen skinner, Skoven er grøn, Karle og Piger danser paa Grønsværet, og en af dem jubler: »Nu er det Sommer, den herlige Sommer, og nu har vi Frihed, den herlige Frihed, og nu kan vi feste og være glade.« Men midt iblandt dem paa en Høj sidder Føreren selv, tavs og sammenbidt. Omsider spørger en af de Dansende: »Er du ikke tilfreds med os?« Da rejser Vasa sig i sin Tordenvælde og holder igen en Stortrommetale, at »i jeres Hænder, o Ungdom, betroede jeg min Sag, som var Folkets Sag, men nu vil I bare fejre den første Sejr, skønt vi mangler en Række endnu, saa sandt Ondet stadig ikke er udryddet i sin Rod.« Da falder de ned for ham og hulker: »Tilgiv os,« og Føreren bøjer sig ogsaa til Jorden, »den Jord, der har drukket vore Brødres Blod, vor Mødres Taarer, vor Fædrenejord« – hans Stemme skælver, og han løfter de Unge op til sit Bryst og hvisker: »Jeg tilgiver jer, men saa maa I ogsaa forstaa, at vi skal kæmpe og arbejde mere end feste, for vi skal videre, videre.« Og Karle og Piger løfter Armen mod Føreren under det taktfast gjaldende Raab: »Weiter!«

Tæppe.