Vanitas

Vanitas.

Af Kaj Munk

Vi sidder i de magelige Fortorvsstole og skimter gennem den duftende Mokkas Dampe Urter den Lindens og Friedrichstrasses rasende Færdsel. „Violer, køb Violer, køb Violer!“ lyder det fra Bord til Bord, og nu staar hun foran os, den gamle, kantede Kone med det furede Ansigt under de asfaldtgraa Tjavser og med den hæse, næsten lidt glammende Røst. „Vil du have?“ spørger jeg over imod du unge, fine, rødmende Ansigt over for mig, men inden det faar svaret, sidder jeg midt i et Ordskybrud:

„Ak, min Herre, ogsaa jeg har set saadan ud engang, netop saa skøn som den naadige Frøken dér; ja det var i de gode Dage, hos den gamle Kejser og den store graa Mand, ak, da behøvede Lina Knebel ikke at sælge Blomster til naadige Herskaber, da havde jeg Stemme til at synge i Kejserens Sale, da sagde den store Mand: „Hvor er min Lina? Blot jeg ser hendes Ansigt, bliver jeg straks glad.“ Ak, ak, hvad er jeg nu? Hvad er der i denne Verden at bygge paa?“

Ansigtets Skønhed forsvinder, Stemmens Velklang forgaar. „Men De, min unge, skønne Frøken, glæd Dem i Deres Ungdom, som jeg har glædet mig i min, lugt til de dejlige Blomster, de koster kun 50 Pfennig, de er skønne i Dag, som De, i Morgen er de som jeg. Men selv gamle og grimme Folk skal have Føde.“

Jeg har halvt imod min Vilje kikket hende ind i Ansigtet under hendes Ordflom, og en sælsom Smerte bevæger mig. Saa udslukt er disse Træk, saa hærgede og Visnede, at der intet Spor af Ynde er tilbage mere. Saa ubarmhjertigt er da Livet. Selv den højeste Skønhed, den unge Kvinde, er ikke mere hellig for det, end at det efter blot et Par flyvende Somre har faaet overlistet den og plyndret den og efterladt den som en uigenkaldelig Ruin. Da jeg ser over til hende, hvis Tid er nu, møder mig et taaresløret Blik fra de store, barmhjertige Øjne.

Og uden et Ord stikker jeg et 3-Mark-Stykke til den Gamle og skyder lempelig hendes Blomster bort.

Siden spørger jeg Caféens gamle Tjener, om han kender noget til denne stakkels Kvindes Historie. Det viser sig, at han har kendt hende, næsten fra de var Børn. „Hun er Datter af meget fattige Forældre og solgte Blomster allerede som purung; hun var da umaadelig grim; ikke styg, ikke afskyelig, men af en godmodig, bred, noget vraltende Grimhed, som gjorde, at baade Mænd og Kvinder fik en venlig Medynk med hende og gerne købte. Hendes Grimhed tog til, indtil nu Aarene har dæmpet den. I al sin Tid har hun solgt Blomster i Kvarterene heromkring og tjent paa sin Grimhed og sine Historier. Jeg antager, hun er ejer af flere store Landejendomme. Tillader Herskaberne, jeg hjælper Dem Overtøjet paa?“

Da hun nærmer sig næste Dag, er jeg meget vred over hendes Svindel. Jeg ser brydsk paa hende, og hun dukker sig, standser midt i et „Violer“ og vil skynde sig forbi. Da vinker min Naboerske ad hende, og før jeg kan sige noget, er igen et 3-Mark-Stykke forsvundet i hendes Klo. Med tusinde Taksigelser fjerner hun sig; og jeg møder atter et sløret Blik fra to store, barnlige Øjne: „Den fattige Stakkel! Tænk! Altid grim! Endog i sin Ungdom grim!“