De onde og de gode og de helt rigtige fra Lolland …

De onde og de gode og de helt rigtige fra Lolland …

I SINE Erindringer fortæller KAJ MUNK – Lollands berømte Søn – at han, mens han gik paa Gymnasiet i Nykøbing, skrev en stor Artikel, »naturligvis af religiøst Indhold«, og sendte den til NAKSKOV TIDENDE, der jog Blodet op i Kinderne paa ham ved at optage den. Tidligere havde han faaet en Historie om en Rottejagt optaget i »Maribo Amtstidende«, men intet Honorar faaet for den. »Stort var det for anden Gang i mit Liv at se et Bidrag trykt i et Blad«, skriver Kaj Munk om sin første Artikel i TIDENDE. »Men med Honoraret gik det ikke bedre end første Gang. Det skylder TIDENDE mig endnu! Dog, da jeg er udnævnt til Æresabonnent Nr. 1 af min Barndoms Avis, bliver jeg ved at udsætte Sagsanlægget …«

Vi har tilladt os at trække paa den Konto endnu en Gang … Vi bad vor Æresabonnent om et Bidrag til Jubilæumsnummeret, og Kaj Munk har gjort os den Glæde at svare med denne festlige Artikel om »Dem fra Lolland«.

FØRSTE GANG jeg var sammen med Morten Larsen, Frimenighedspræsten i Holstebro, hele Danmarks Frimenighedspræst, spurgte han mig i Samtalens Løb om, hvor jeg var fra. Uden at blues svarede jeg frimodigt: »Jeg er Lollik«. Sanct Morten rokkede med sit haar- og skægomkransede Apostelhovede: »Naa, naa, naa!« han smagte noget paa det; »ja, det er vel saa ogsaa en Slags Menneske«.

I Forvejen kendte vi jo nok Menneskeslægtens Inddeling i »de gode og de onde og de fra Lolland«. Men i Holstebro var man altsaa ved at falde helt uden for Rammerne.

»Herregud, er du fra Rødby«, er et andet af disse Ord, der slaar sig til Ridder paa os hernedefra. Det minder mig i al Beskedenhed om det bibelske: »Kan noget godt være fra Nazareth?« Mundheldet – jeg vil hellere sige Munduheldet – begrænser sig forøvrigt ikke til Rødby. Det fortsætter sin medlidende Tone i en Serie om alle de lollandske og falsterske Byer, jeg har engang faaet den foræret af Sognepræst Fabricius i Hellerup, men har forlagt den.

TIDENDE kommer til at spørge sine Læsere og bringe paa Prent, hvad man videre siger om den, der er fra Nakskov, Maribo, Sakskøbing, Nysted, og er der ikke ogsaa et Par Byer paa Falster?

»Sydhavsøerne«! siger Folk; det skal være saa morsomt. Saa er vi hernede med det samme betegnet som en Slags Vilde.

»Oh«, røbede Thorkild Roose mig engang, »til daglig taler Agnes Rehni et smukt og kultiveret Sprog; men naar Lidenskaben løber af med hende, kommer hun rullende med hele Smaalandshavet«.

Ak, vi usalige Lolliker! hvad godt er der at sige om os? Vor Ø er flad som vort Sjæleliv, vi er haardkogte Materialister, vort Sprog er drævende, og i Danmarkshistorien er vor eneste Konge Christoffer den Anden. Han døde hernede efter at have sat hele Riget til. Det sidste, de lod ham beholde, var os. De maa jo have syntes, at Christoffer og Lolland stod til hinanden.

Og hvad stammer vi ned fra? Et Konglomerat af Udkantsdanskere og Vender og de Ting, der værre er. Nej, hvis vi ikke havde haft det bandsatte Uheld allerede i Fødselen, at den tilfældigvis var foregaaet hernede, saa vilde vi da synes, at Lolland var ikke andet end el Hul i Østersøen.

*

NAA, SAA det tror De.

Har De nogensinde prøvet al sejle gennem Guldborgsund? Jamen saa skulde De prøve det engang. Der er ikke mange Floder i Verden, der har et skønnere Løb. Og saa er det baade lunt og lunerigt. Hvergang man tror, at nu holder det op, saa drejer det bare og fortsætter i nye Slyng, nye Snævringer, nye Bredninger, og hele Tiden Udsigt til Fred og Frodighed og Virksomhed, Skov og Eng, Agerland og Oldtidsgrave, Herregaarde og Fiskerhytter – – og lige med et afslører det sig, at det er slet ingen Flod, det er Havet, der et Øjeblik har leget Aa med sig selv.

Syd for Lolland tordner Krigsskibene. Nordfor os nynner Smaalandshavet sine Vuggeviser om sine trivelige Smaaøer. Fjorde luller sig lattermildt og gavmildt ind i det favnende Land. Søer kigger med Øjne paa engang klare og dybe op mod den sejlende Himmel. Brede Skove svinger med Grønt i Hatten, vidt kan der skues ud over Agre, hvor flittige Hænder sørger for, at ikke een Kvadrattomme af den givtige Muld ligger uskøttet hen. Stolte Herregaardsparker fortæller om Øens Rigdom, men Huse og Gaarde vidner endnu skønnere om, at Lolland ikke forfordeler nogen af sine Børn. Kog ikke det gamle Vaas op om, at der er grimt paa »Sydhavsøerne«. Alle Aarstider er skønne hernede. Foraaret maaske mindst med dets Ælte og Pløre. Og dog – da synger Bukkars Duft og Anemoners Lys om Kap med Lærkens Toner Sommeren i Møde. Og naar hun saa kommer, se, da gynger Markerne med rundelige Forjættelser, og Skovene duver af munter Kraft. Om Efteraaret kaster den gule Hvede sig leende i Dødens Favn, som om den vidste, at den derved tjener Livet, og snart blusser Træernes Løv i samme hektiske Given sig hen i Undergangen. Og saa kommer Taagen paa tyste Fødder og dæmper al Verdens Uro ned og skaber et Land af Eftertanke og altbesejrende Vemod.

Men Vinteren tænder de himmelske Lys over os. Især de sidste Frostaftener da straaler Foraarets Stjerner over min Hjemøs Slette som Kongedøtres Øjne.

*

NU FALDER Pilene. Lykkelig den, der er voxet op under det glade raslende Sus i Poplers Blade, mens Blikket kunde flyve saa vidt over det bakkeløse Land og se de velplejede Marker i yndige Tavl sirligt rammede ind af flettede Risgærder under de stynede Piles godmodige Troldeansigter.

Det lollandske Sprog, det falder vel tillige med Pilene. Men en Tak og en Hilsen skal det have fra En, der aldrig lærte at tale noget andet Sprog, uden at det er med i det.

Det lollandske Sprog, det slaar ikke som det jydske, det danser ikke som det fynske, det smidsker ikke som det sjællandske, og det voltigerer ikke som det københavnske.

Hvad gør det da?

Det giver sig god Tid. Det er Verdens sindigste og medgørligste Mæle. Men pas paa det. Det er fuldt af Faldgruber. Tro ikke paa dets Sagtmodighed. Naar det flader sig allertroværdigst og skikkeligst ud, dækker det over et Sind, der syder af Arrigskab under Laag. Folk tror om Lolliken, han er saa flad som hans egen Ø og hans eget Sprog. I Virkeligheden er han den mest temperamentske af de danske Folkeslag. Lollandsk og Fransk er ikke hinanden ulig. De gaar begge Næsevejen. Hankøn af en (un) lyder næsten ens paa de to Sprog, Hunkøn en (une) ligeledes (ing Dreng, un garcon, en Pige, une fille). Og baade erotisk og rent hidsighedsmæssigt staar de smaa Folk paa Lolland ikke det galliske Temperament alt for fjernt.

*

PRÆSTER og Højskolefolk kalder os Materialister. Desværre, det er ikke det bare Løgn. Hvor beder man dog til, at Lollikerne engang kunde vækkes til at forbruge til religiøse og nationale Formaal noget af den Grævlingeenergi, der kendetegner dem overfor de jordiske! Den lollandske Jord er Danmarks strengeste at slæbe Støvlerne igennem. Den klistrer til Fødderne for at binde Manden til Leret. Den har ofte Held med sig. Men den faar aldrig bundet ham saadan, at han ikke binder den igen. Smaabønder og Husmænd, hvor er de nøjsomme, og hvor de slider i det! Andre Steder i Landet naar de i det mindste saa højt i aandelig Interesse, at de spiller Kort. Men end ikke det hernede. De har bogstavelig ingen anden Fornøjelse end Arbejdet og maaske ind imellem en uskyldig lille Jøk. De er Jordens Børn, og de pløjer og kuler i den, til den lukker sig over dem. De forbinder altsaa Hidsighed med Udholdenhed, et zoologisk Fænomen.

Og dog tør vi kappes med de bedste, naar der spørges om Indsats i Danmarkshistorien. Vi har Del i Leonora Christina; Reventlow paa Christianssæde var vor Mand. Niels Hemmingsen under Frederik den Anden, H.N. Andersen under Christian den Tiende. Og vore Sukkerfabrikker damper Lollands Ry fra det lave op imod Himlen. Med Digerne har vi sluttet Kreds om vort Land. Lolliken lader sig ikke slaa ud. Engang var det Venderne, der kom over Havet. Sidenhen var det Havet selv der kom. Lolliken værgede sit Livsrum. Han vilde have sit paa det tørre. Til sidst gik han over til Angreb og erobrede Land fra Fjenden. Nu løfter Hveden sit Guld fra Bunden af Rødby Fjord.

Og altid maa vi tænke paa de to Gange, Svenskerne gæstede os. Befippet overgav Nakskov sig første Gang; men Byen tog ved Lære af sin Skam og aftvættede Aaret efter sin Brøde med sit dyre Blod. Lolliken kan være langsom som en Englænder, men naar han er vaagnet til Besindighed, mobiliserer han det galliske Element i sit Blod. Nakskov blev hærget og brændt til Løn for sin Tapperhed. Javel, Byen havde engang reddet Livet ved at skulke fra Livets Krav. Det skulde ikke ske engang til. Nu satte den heroisk Livet ind for Livet; med Ære og Tak mindes vi dens Offer, og Tro for vor Fremtid gror af hvad stort, der er ydet i vor Fortid. –

*

LAD DEM saa give os deres Stikpiller, vore Landsmænd fra Jylland med hosliggende Øer. Vi hernede vil godt være lidt for os selv. Egentlig er vi store nok til at være et Kongerige. Et respektløst gammelt Ord undser sig ikke for at insinuere, at Falstringerne er Lollikernes Horeunger; det staar mig ikke klart, hvem der insinueres mest; men Ordet er ikke sandt; saa mange har vi heller ikke trods det med det galliske. Nej, Falstringer og Lolliker er Tvillingbrødre, jo, vi er, selv om Vognene i gamle Dage havde forskellig Sporvidde paa de to Øer, og selv om Lolland nu om Dage har Privatbane, og Falster maa nøjes med Knutzen. Tilsammen er vi fra de to Øer saa mange, at Kongeriget Island vist ikke har flere Indbyggere. Og i Areal skal der knækkes et betydeligt større Antal Spader, før de faar gjort os til Dæmning over det hele. Jo, vi er store nok til at være selvstændige, men vi har visselig ingen Trang til at rive os løs. Nej, stolte af vort Særpræg inden for vort lille Land, der er stort i Nuancer, vil vi være med til at bære vor kære gamle Mor Danmark ind i den gode og store Tid, der skal komme, naar Løgn og Vold og Uret igen for et Tidsrum har faaet sin Bekomst.

Kaj Munk.

Vignetterne og Tegningerne i Jubilæumsnummeret er udført af O. Schrøder.