Ved Indgangen til „Engene“

Ved Indgangen til „Engene“.

Af Pastor Kaj Munk.

NAAR Fru Nansen i Aften aabner Leddet ind til Guds grønne Enge, er det med alle Slags Forventninger, vi vil trænges i den snævre Port. Anonyme Skrivelser har paa Forhaand truet den tapre Direktrice med alskens Fortræd, og Pastor Fibiger har, endda i sin Afskedsprædiken i Eliaskirken, sagt ond for Forestillingen. Hvad der har opflammet de Ansvarsløse til deres forborgne Svinerier, kan ikke have megen Interesse; men Ord af Pastor Fibiger har altid nogen Vægt. Hvad er det da ved dette Skuespil, der endog ubeset kan bringe ham i Harnisk? At Gud fremstilles paa Scenen, siger man. Det har han dog vist været ude for mangfoldige Gange før uden egentlig at tage nogen Skade paa sit Renommé. Det afgørende i denne Forbindelse er næppe „at“, men „hvordan“ og „med hvad Hensigt“. Oven i Købet er det her tvivlsomt, om man overhovedet kan sige, at „Gud fremstilles paa Scenen“. Der er i Conellys Legende Tale om en Billedbibel for Negerbørn. Det er da ikke Gud, vi ser, men Præsten i Menigheden, den rare fromme myndige Pastor Dubois, i hvis Lignelse disse Børn uvilkaarligt tænker sig Gud-Herren. I talrige indremissionske Hjem har en Billedbibel været anset for en udmærket Konfirmationsgave; de enfoldige Tegninger, der tager de gammeltestamentlige Fortællinger om Guds Spadsereture, Maaltider, Samtaler lige paa Ordet, har man med Glæde gjort Børnene bekendt med i den Formening, at de var velegnede til opbyggelse for unge Sind. Paa Lofterne i vore Kirker er der Kalkmalerier, paa Prækestolene er der udskaarne Billeder, der viser Gud-Fader med Sønnen paa Skødet – ofte af en Naivetet, man skal være meget venligsindet for at nøjes med at kalde rørende, og ofte af en Kunst, der staar umaaleligt under, hvad sikkert Fru Nansen vil byde os i Aften. Ingen tager Forargelse af alt dette, saa lidt som af Bibelens massive Skildringer i Ord. Maa man da ikke spørge: hvorfor maa alle Grene af Kunsten nærme sig Guds Billede – undtagen Skuespilkunsten alene? Vi ved jo godt, at selv om en Michelangelos Aand styrter sig ud i et Uvejr af Former og Farvers Kraft, naar han dog kun at skabe et Billede, der er gudsbespotteligt, hvis der skulde være Tale om Lighed med den Usynlige selv – at selv om alle Tonekunstens Mestre kunde slaa sig sammen og digte en Tonebyge af Majestæt og Mildhed, vilde det kun blive en Karikatur, hvis det gjaldt om at eftergøre den Eviges Røst. Ja, vi ved alt det. Og hvad saa? Des mere kan vi kun som kristne Mennesker beundre vor Gud, der ifølge vor Tro havde Mod til selv at risikere sin Værdighed og vove Forsøget. „Ordet blev Kød,“ siger vort Nytestamente og mener dermed, at Gud personlig ikke undsaa sig for at optræde paa Skuepladsen i en afgørende Stund. Han gav en Gæsterolle og tilmed ikke paa Verdensteatret og ikke en trestjernet – uden Michelangelopomp og uden Touche fra Orkestret overtog han en Birolle paa en eller anden obscur Provinsscene – i en fattig Tømrersvends Skikkelse ikke vandrede han, men gik han omkring som andre Folk, snød sin Næse, naar han blev forkølet, og klattede i Søvn paa et Skibstoug, naar han var overanstrengt – men talte tillige de Ord og gjorde de Gerninger, at vi, der saa det og hørte om det, i Tusindvis ikke mægtede at betvivle, at det var Direktøren selv, der sprang ind paa Scenen dengang – Ja, at det blev vor Trosbekendelse, at skulde vi Mennesker overhovedet have med Gud at gøre, vi Jordfolk med vore stakkels nærsynede Øjne og vor usle skrumpede Fantasi, saa kunde det ikke hjælpe os at fable op om et taaget Begreb eller famle rundt om en eller anden sprænglærd filosofisk Bestemmelse, men saa maatte vi se ham for os med et Menneskes Træk, saa gik det an at kalde ham for Hr. Josefsen. Saadan kom han os velvillig i Møde, aabnede sin store Billedbibel for Menneskenes Børn.

Og hvad var det saa, der gjorde, at hele dette Forsøg ikke løste sig op i Latterlighed – at Stykket ikke faldt til Jorden med et Brag som en urkomisk Fiasko, hvor Folk lo paa alle de gale Steder?

Een Ting: Alvoren, der laa bag det. Der var jo nok enkelte, der ikke kunde dy sig for at grine, og andre, der blev stramme i Masken og inderligt forargede: en jødisk Haandværker som Gud. Men det var og blev og bliver et Faatal. For de allerfleste stod det klart, at for den Alvor, som den unge Mand gik op i sin Rolle med, maatte man bøje sig, saa man enten maatte tro, at dette her vist alligevel ikke var Komedie, men Virkelighed, eller tro, at var det Komedie, saa var det af den Slags, der ikke overgaas af Virkeligheden i Virkelighed. Og det er da det, der vil blive det afgørende for Fru Nansens Forestilling i Aften, Spørgsmaalet om Alvoren, der ligger bag. Uendelig stort var det af Dramaten i Stockholm at faa Kig paa det Stykke først af alle Europas Teatre, se alle de Muligheder, der gemte sig i det, og saa godt, som det endda lykkedes, at faa blotlagt de Muligheder og faa dem til at glimte i Solen som Guld; og dog – dog var der et Par Lejligheder, hvor det hele var ved at forspildes, fordi man glemte Alvoren og kom til at tænke paa Publikum – at de skal have, hvad de kan li' og maa ikke helt savne, hvad de er vant til at slikkepinde i sig, naar de sidder i et Teater. Har Fru Nansen i Aften helt glemt sit Publikum og spiller bare ud af sin store Følelse af Kunstens Alvor, dens Evne til at gribe og løfte, dens Evne til paa sin Maade at give Del i Sandheden, saa vil alle Indvendinger forstumme, og mens vi klukler og chokes og af og til ikke ved, hvad vi skal tænke om dette her, vil dog under Forestillingens Gang et Skriftsted tydeliggøres for os, om, at „uden I vorde som Børn igen, kan I ikke se Guds Rige.“ Skulde det saa ikke lykkes? Vi ved det endnu ikke. Selv saa mægtigt et Kunstnersind som Fru Nansens kan gribe fejl. Men eet stort forjættende Tegn paa Sejren staar i hvert Fald skrevet i Stjernerne, det er Blickingbergs Navn. Dèr er Alvoren til Stede, Kunsten og Gudsfrygtens Alvor. Som Pastor Dubois i sine Negerbørns Bevidsthed gaar rundt som Gud-Herren blandt Engle og Mennesker i Blickingbergs Skikkelse, efterlades der ingen Tvivl i Tilskuernes Sind: her er ikke en Mand, der hjælper til med Gudsbespottelse og Grinebideri, men et fromt og stærkt Mandshjertes Hengiven sig i Tjeneste for det Største.

p. t. Københvan, 27. Oktober 1933.

Kaj Munk.