Hyldest til den danske Cykle

Hyldest til den danske Cykle

Af Kaj Munk

Kaj Munk skriver i denne Kronik om den danske Cykle og om de danske Cyklepiger – i begejstrede Ord, der former sig som en Hyldest.

JEG har genfundet min første Ungdoms Elskede, og hun var prægtigere end nogen Sinde. Men tænk, at der skulde en Verdenskrig til, for at man kunde genopdage Cyklen – –!

Og saa var det alligevel begyndt inden Krigen. Paa en underlig halvprofetisk Maade. Paa Langeland. En Sommerferie. Herskerinden havde bortført Bilen. Og der stod Herskeren uden sin rullende Trone. Hvad er et Menneske uden Gummi i det Evolutionens Aar 1938? Hos den lokale Cyklesmed stod der et afdanket Tvehjul, tilfals formedelst 30 Kr., havde oprindelig tilhørt Sælgerens Far og formodedes at føle sig beæret ved den Chance, der pludselig tonede frem inden for dets Horisont. Man nænnede ikke at skuffe denne Forventning om Beærelse, en Dynamolygte fulgte med for 5 Kr., og disse 35 Stauningkroner var den beskedne Entré ind til et Rige, der skulde vise sig at blive af Dimensioner, man den Dag vilde have forsvoret.

Hvad er dog ikke Cyklen for en mageløs Opfindelse! I enhver Henseende som Opfindelse betragtet overgaaende Bilen. Den er der jo forsaavidt ikke noget overraskende ved. At en Kasse paa 4 Hjul kan trille hen ad en Vej uden at vælte, kan næppe undre nogen. At den kan bevæge sig af sig selv, naar der bliver puttet noget udenlandsk Djævelskab i den, bør man godtage uden Indsigelse. Naar man først skal til at regne med udenlandsk Djævelskab, er der ingen Grænser for, hvad der kan ske.

Men ved Cyklen er der ingen Trolddom af nogen Art. Den er lige ud ad Landevejen. Egentlig er den simpelthen en Maade at gaa paa. Er det maaske ikke Benene, man bruger? Flytter man dem ikke op og ned? Er den hele Mekanisme ikke saa enkel, at et Barn kan skille den ad og sætte den sammen igen?

Jo, Cyklen er saa ligetil, saa ligetil. Og saa er den umulig. Det er det kostelige ved den, at den er en indlysende Umulighed. Bilen paa sine fire Hjul – javel, javel. Men at et Menneske skulde kunne sætte sig op paa to Hjul og blive deroppe – det vil jo vælte. Det kunde lige saa godt give sig til at svæve. Næ, Venner, Tyngdekraften kommer vi ikke saadan uden om.

For det første er den altsaa umulig, og for det andet er den altsaa gjort. Vi fik i Skoletiden forelagt den stolte Lære, at Gangen er et stadig afbrudt Fald. Maaske var det første Gang, man skimtede den Storhed, det er at være Menneske, at der er et adlende Svælg befæstet mellem det og Dyret, og Svælget hedder Vanskeligheden og Befæstningen Viljen. Cykling er den dristige Videreførelse af Gangens stadig afbrudte Fald. Det er et bestandigt Styrt under Kontrol. Ned ad Bakke styrter man strygende og naar dog (eller bedre: derved), hvorhen man vil, og bliver aldrig eller højst sjældent liggende. Ja, det er endog muligt, selv om det ganske vist falder betydeligt mere besværligt, at falde opad.

Existerer der noget mere fordringsløst Væsen end Cyklen? Den skal ingen Benzin have, saa godt som ingen Olie, den behøver næppe at vaskes, den staar ude Dag og Nat, i alle Slags Vejr, uden at kny. Kommer man for at starte den, er den veloplagt med det samme. Her er ingen Generatorfyring, her er ingen Haandsving til at knække sit Haandled paa. Den er ikke „staaet og blevet afladt“, Olien er ikke stiv i Gearkassen, ingen Tværhed, ingen Lunefuldhed. Det eneste Stof, den kræver paafyldt (og selv det kan i yderste Nødstilfælde spares), er Luft, som er det billigste af alle, altid for Haanden, og noget af det sidste, vi kan regne med bliver rationeret.

Cyklen er demokratisk i Ordets allerbedste Betydning. Ikke bare plumpt forstaaet som Allemandseje, billig at anskaffe, nem at holde, let at lære Kommandoen over, ubeskattet. Men af Gemyt er den aaben og favnende til alle Sider. Paa Æresord, De bliver et bedre Menneske af at omgaas den. Ja, saagar en sundere Kristen. En Bil er en hoven og afstumpet Indretning. Se, hvor den breder sig paa Landevejen, hvor den selvbevidst maser sig frem, og smutter Folk ikke hurtig nok af Vejen, saa faar de et Brøl. Cyklen holder sig beskedent til Siden; er der knebent med Plads, snor den sin slanke og smidige Person igennem og udenom; skal den endelig gøre opmærksom paa sin Existens, sker den med et klingende Hallo, Kammerat. For den ka' li' Folk. Bilen har nok i sig selv. Man sidder indelukket, i fornem Afsondrethed, ene med sig selv, sin egen Storhed, sin egen Travlhed, sin egen Bekymring; man har ikke Tanke for de Mennesker, man passerer, fanger daarligt nok et Glimt af dem, og fanger man Glimtet, er det ligegyldigt, for de er Fortid, i samme Øjeblik de bliver til. Hvad kommer de mig ved? Der er Staal og Glas og Fart og allerede Kilometre mellem dem og mig. Lad dem leve i deres Verden, jeg farer fort i min.

Men med Cyklen er det helt anderledes. Den kommer Folk ind paa Livet, her er ikke noget, der skiller, og der er altid Tid til et Goddag og sommetider et Tilraab, for vi er jo under samme Himmel og i samme Luft og har allesammen Ansigter paa.

Ja, vi er i samme Luft. Bilens usalige Kasse! man kommer slet ikke ud, men spurter rundt i sin Dagligstue, mer eller mindre taagede Billeder rutsjer forbi Ruderne, af og til maa man ud et Smut paa Naturens Vegne; man kan med Lethed overkomme baade Møens Klint og Storstrømsbroen og Udsigt ved Maribo Sø paa samme Dag – uf, det regner, lad os skynde os ind igen. Forsiddet og fortrykket og med Gasluft i Lungerne transporterer man sin Hovedpine hjem.

Men Cyklen – ho, den løfter En fra Jorden, anbringer to spillende Sole under En, og saa sidder man der i Verdenrummet, med den frie Luft ind mod hver Plet af Legemet, om saa det er Fodsaalerne, og alle Himlens Vejr øser deres Velsignelser ned over En, man oplever med alle 5 Sanser og en halv Snes ekstra og vender hjem velsignet træt.

Er der nogen, der nogensinde har hørt om en Bøllestreg forøvet af en Cykle? Jeg mindes at have læst om et enkelt Tilfælde, hvor den har kørt en Vandrer ned; men mon ikke den Vandrer selv har været ude om det? og i hvert Fald skal Cyklen nok have været slemt ked af at være kommen saadan af Sted. Saa maa man jo ogsaa sige, at helt ene om Ansvaret er den ikke; netop fordi den er saa godmodig i Omgang og aldrig gør sig kostbar, men er lebendig og føjelig, er den i særlig Grad udsat for at misbruges.

Jeg kendte en Gang en gammel Cykle af et usædvanlig højt Stel. Ejeren havde for første Gang økonomisk Udbytte af lange Ben: han havde faaet den for 10 Kr. Oh, hvor følte man sig fribaaret, naar man sad deroppe. Den hed Hamlet og var velgørende fri for baade Dybsind og Tungsind. Den spekulerede ikke over at være eller ikke være; dens rustne Nikkel straalede af Velvære. Trods sin Højde og sit kongelige Navn var den kemisk fri for Hoffærdighed. Og dog har den bragt en ung Student et af hans Livs mindeværdige Øjeblikke. Han kom cyklende fra Religionstime i Holte, og Bommene paa Lyngbyvej gik ned. Men Cyklisten lagde sig fladt ned over Styret og slap under den første, og da Cyklen nu var fantastisk høj og Farten i lige Maade svimlende, lykkedes det ham at slaa en Dobbeltkolbøtte over den næste Bom og fortsætte Farten ind mod Byen, som om intet var hændt. Men et Cyklebud, en af Experterne, havde set Bedriften og raabte: „Godt gjort. Student“. Ak, det var endnu stoltere end at roses af Schyberg for et Skuespil. Men Hamlet tog det som en Selvfølge; den lod sig mærke med ingenting.

Men var det ikke Langelænderen, vi slap fra? Hvordan befandt den sig ved at blive Vestjyde? I Begyndelsen kan det jo ikke nægtes, at den tog Situationen med – skal vi bruge et lemfældigt Udtryk og sige: nogen Studsen. Bakkerne klarede den fortrøstningsfuldt; naa, Bakker kendte den jo fra Hjemstedet; men de sandede Veje, og saa at de var saa lange, kneb det noget med at forstaa. Især at der kunde være saa langt mellem Vest og Øst, det var det ikke nemt for en skikkelig langelandsk Cykle at faa ind i sit Kædehjul. Naar den meget flinkt havde travet en halvanden Times Tid med Solen til sidst synkende helt ned under Styret, var det ligesom Humøret gik af den. Men det skal siges til dens Forherligelse: det kostede ikke mange Ture, inden den viste, at den ogsaa var Mand for at indstille sig paa en ny Verdensordning. Havde den hørt til de fortærende Væsener, vilde den have afgivet ypperligt Reklamestof for f. Eks. Kruschen Salt: han kurer ned ad Gelænderet om Morgenen. Der fandtes efterhaanden ikke den Besværlighed, den gik af Vejen for. Den vuggede og skred og gled paa de kviksandede Stier ind i Heden; men den holdt sig over Ende, hvor vildt det saa gik til. Den forcerede Vandhuller, saa de følte sig ophøjede til hele smaa Niagarer. Den kastede sig ned ad Bakkerne, saa man kunde tro, at den i Forudbestemmelsens store Bog havde skullet være opført som Flyvemaskine og kun ved en Trykfejl var gledet ned under Linien, og den aad sig med sammenbidt Energi op ad de samme Bakker langsommere og langsommere, indtil den paa Toppen næsten var gaaet i Staa og saa tog Fart. Paa svimlende smalle Gangbrætter kilede den over Aaen, Grøfter tog den i Spring. Hvor en Bil aldrig havde drømt om at sætte sit Gummi, dansede den leende frem med sit. Hvor Bilen maatte gøre endeløse Omveje, visnæsede den sig en uforskammet Genvej til. Eja, hvad Terræn har den ikke formaaet at vinde frem i! Var der et Hjulspor i den alenlange Lyng, kilede den paa; og var der intet, prøvede den at klare sig uden. En Fure i en Pløjemark var den ved at regne for en Luksus. Den kørte nede i Grøfterne og paa knivskarpe Brinker langs med dem, den kørte i Græsmarker, i Stub, paa Mosset i Plantagerne, i Høet paa Brandbælterne, i Toppen af Fyrrene. Den løb om Kap med Harer og kørte paa langs af Hugorme. Og hummede Fasanhanen sig ikke hurtigt nok til Side, halshuggede den ham 47 Gange med Forhjulet og maste hans Krop med Baghjulet, inden den lod ham løbe.

Men skulde vi ud til Bryllupper eller Begravelser eller maaske til Foredrag, vidste den med-et, at nu var den ikke et Legetøj, men et samfundsgavnligt Redskab. Jeg kunde have undt Dem at se den Værdighed, hvormed den i slige Tilfælde bevægede sig.

Ingen Lignelser er fuldkomne, Deres Højærværdighed, sagde Præsten, og det er ingen Opfindelser heller. Ikke engang Cyklen er det. Naar det regner noget, er den rigtig fornøjelig; den kan servere Regnstænk i Ansigtet, saa man ikke betænker sig paa at kalde den poetisk; den kan gøre Fnugregn til et Digt, der er skønnere end Helge Rodes om Sne; men naar det regner meget, saa er vi ikke gode Venner; særlig mine Laar faar den hurtigt et temmelig køligt Forhold til. Og saa er der Modvind, stiv vestjydsk Modvind Mil efter Mil, da giver man Pokker i alle Langelændere, hu, man bliver saa kogende sprutrød gal, at man gerne kunde græde. Og hermed ender Drapaet om Cyklen, d. v. s. hvordan kan man i vor Tid skrive en Afhandling om et Emne uden at komme ind paa dets Seksualitet? Har det aldrig slaaet Dem, at Bilen faktisk er et eunukisk Væsen, lad og fed. Læg Mærke til de Folk, der sværger til den! de faar aldrig videre med Børn. Man kan sætte sig ind og sove i sin Bil. Men man kan skam ikke tage sig en Lur paa sin Cykle. Forholdet mellem en Mand og hans Cykle er et udpræget Forelskelsesforhold – aldrig i Ro. Hvis man ikke er vaagen og vinder hende igen og igen og igen, saa gaar det hele skævt og i Staa. At besidde en Cykle og besidde en Kvinde er hinanden saare ligt; egentlig umuligt; ikke Besiddelse, men stadig Erobring, evig Bevægelse, netop Liv; man skal holde paa engang fast og dog blødt, man skal styre og pace og dog hele Tiden sørge for, at det ser ud, som om det er hende, der bestemmer; det er et Forhold, der kræver bestandig Anspændelse, og hvori man dog hviler dejligt ud.

Der er ikke noget, der hedder Damebiler og Herrebiler, vel? Men har De ikke sommetider set en Damecykle og en Herrecykle sammen ved Siden af en Skovsti. De kan staa op ad et Træ eller ligge paa en Grøftekant, saa man ikke kan lade være med at strejfe den Tanke: i Morgen er her nok en lille bitte Cykle til. Men det er der aldrig. Der er ogsaa noget for os Mennesker at tænke over. For mig staar det saadan, at en Herrecykle er af Hunkøn, og en Damecykle er en Mand. Eller hvad synes De? Har De ikke ogsaa tænkt engang imellem, naar en ung Pige suser ned ad en skovkantet Bakke i Søndagsformiddags Sol og Blæst: Aldrig har Leda og hendes Svane haft det herligere sammen. Og hvis jeg var fransk Lyriker af dem, hvem Erotiken, hvor haandfast de end tager den, dog aldrig ophører at være Aand og sublim, saa vilde jeg væve en Sonet, der kunde lyde omtrent saadan i Raaudgave:

Du spørger mig, hvad helst jeg vilde være?

Mig selv. Du er jo hos mig, søde du!

Skønt heller: Rosen, du paa Brystet bærer.

Dog er der et, som hellere endnu …

Hvis uden at fortie og at hykle

jeg skal gi' Svar, og du bli'r ikke vred:

helst vil jeg være Sadlen paa din Cykle,

saa nær dig selv, som bare ingen ved.

Du kaldte mig for Spøg din Væltepeter;

jeg bar dig frem, med Kærtegn dybt i Løn,

et Kærtegn for hver Vejens Centimeter,

og fandt min Plads – aah, saa uskyldig skøn,

fortroligt nær Guds Værksteds Løngebeter,

Nirvanas Modpol, Livets dunkle Brønd.

Hvad er den af? Vi blev jo helt højtidelige. Det synes Cyklen ikke om, den er ingen Flyvemaskine, uha, lad os ikke gaa i Højden, siger den, den kære gode demokratiske Cykle – at udtale som det staves, NB! ikke noget med Sikkel, intet er den fjernere end Affektation, lad os tale Dansk, for dansk er den. Og spar os nu for pedantiske Indvendinger om, at den er ikke lavet her i Landet. For det var Holberg heller ikke, og han er dog den danske Litteraturs Fader. Og hvad med vor gode Kaffetaar? Tænk paa Napoleon, han er den største af alle Franskmænd og var dog Italiener. Nej, noget af det festige ved dette parodoksale Liv er, at de helt rigtige indenfor ofte er kommet udefra. Jævnfør videre Ordet om Profeten og Fædrebyen. Jo jo, Cyklen og Danmark de klæder hinanden. Danmark er lige af Cykleformat, et lille glad og muntert og energisk Land, der kan komme frem alle Vegne og aldrig giver op og aldrig lader sig gaa paa af noget. Og behold I saa jeres Luksusbiler og alt det andet Praleri, som bom! staar der, den Dag de ikke længere kan forkæles med Benzin. Se, der trodser Cyklen sig frem med Bondekarlen op ad Bakke mod Vinden, han skal hjem til Mor og have Søndagsbrygkaffe. Men Mandag Morgen i København og alle Morgener først den højtidelige Sang af Kirkeklokker og den muntre af Cykleklokker. Det er en Lærkesang, I har Aaret rundt. Hvem kan nu nænne at bryde ind og snerpe af mig, at lidt uartig det er Cyklen nu. Naar nu Københavnerindernes Ben er saa kønne, som de er, er det saa saa slemt? Det er ikke Uartighed. Det er Kaadhed og Friskhed og godt Humør. Den gode glade nyttige og fornøjelige Cykle! den skal leve! Tingeling!

Kaj Munk.