- KMF Journalistik ID:
- J280140-Nat
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 28. januar 1940
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1940-01-28
En Blomstertur i Snestorm
Kaj Munk blader i Erindringens Salmebog og fremtryller fine Stemninger fra „den danske Sommer og Fred“ – Læseren, der følger Digteren paa hans Blomstervandring, kommer for nogle Øjeblikke langt bort fra Øjeblikkets haarde Virkelighed. „Der er gaaet saa mange Aar siden i Fjor …“
MINE kære Læsere, hvis vi nu tænkte os, at det var Skærsommer og Fred! Man har fortalt mig, at Søren Kierkegaards Far tog i Skumringen sin Dreng ved Haanden og gik Tur med ham gennem København ved at gaa frem og tilbage, frem og tilbage gennem Stuerne og imens udmale for ham, hvad det var de saa af Gadelivet og Byens Seværdigheder paa Turen. Søren oplevede paa den Maade en Virkelighed, der var dybere end den ordinære. – Nu tuder Snestormen om Hushjørnerne; hver Gang den har lagt sig, og vi har trukket Vejret befriet, er den staaet op igen. Det skal være saa hyggeligt med dette Stormtud om Hjørner. Ikke for Fattigfolk, der gruer for Brændselspriserne, de uhørt og bestandig stigende. Og ikke for Jægeren, der tænker paa sine kære Dyr, som paa det nærmeste er prisgivet, hvis dette gentager sig blot et Par Gange endnu med samme lille Mellemrum. Og saa er der jo Sømanden … Men nu vender vi vore Øren mod Radioen, hvis smukt kultiverede og til Raseri drivende lidenskabsløst ens Stemme tuder værre end nogen Nordøst om Huset – fortæller om Folk, der i Januars forrygende Aande klynger sig til en Tømmerflaade midt i Havets ispiskende Øde, Døgn efter Døgn, fortæller om – ja, De ved jo selv alt, den fortæller om.
Men sæt vi nu talte om Blomster! sæt vi lod, som om Lærkesangen var til endnu! sæt vi gik Kierkegaardstur gennem den danske Sommer og Fred! Der er gaaet saa mange Aar siden i Fjor, at vi godt – allerede nu i Januar – kan tillade os at blade i Erindringens Salmebog. Det var et Oehlenschläger-Ord, der faldt mig i Munden der. Skal vi indlede vor Tur med at citere den store Digters hele lille dejlige Digt:
Og skønt hvert Blad er gult og graat
den Sommerdag jeg mindes godt,
DET Tiaar, vi nu lod bag os, døde for Danmarks Vedkommende i næsten overjordisk Skønhed. Kan vi nogensinde glemme Sommeren? hvad gav den os ikke af dejlige Dage? Heimdal, der stander paa Regnbuebroen for at vare Guderne, hvis Jætterne efter de bedste Mønstre fejgt uden Krigserklæring aabner en Storkrig, har Øre saa lydhørt, at han kan høre Græsset gro. Var det, fordi et Instinkt i os sagde, det rumlede i Jætteriget, at vi alle fik Stade paa Regnbuebroen i Sommer og i Tilgift Heimdals Øre, der staar aabent for Naturens Liv. Jeg for min Del har aldrig før saa tydeligt hørt Blomsterne tale. Freden var Stilheden før Stormen, men den føltes ikke saadan; der var intet knugende over den. Trods alle Telegrammer og Bladsensationer føltes Freden som virkelig Fred, den danske Sommer som ene Livsalighed. Jeg tog Bondemanden i Skulderen og rystede ham og skældte ud af Lykke: „Det er dog for galt, her har han gaaet klods op ad den gule Blomst der i hele sit lange Liv og ved ikke engang, hvad den hedder.“ „Mælkebøtte“, sagde han uden at blinke, med alt det Stød og Tryk paa Ordet, som Jydsk nu engang kræver af sin Udøver. Kære, kære Mand, det er en Borst; og er det ikke en Borst, saa er det en Høgeurt eller Høgeskæg eller Brandbæger.
Jeg gik op til Skolen og sagde til Landsbyrektoren og hans Professorinder: Ved I, at den Ungdom, der udgaar fra jeres Hænders Tugt og Belæring, Aften efter Aften i de følgende Aar kaster sig over Studiet af Klør Knægts Mysterier, men blinde og døve gaar de gennem Blomsterverdenens Skønhed og Mangfoldighed; giv dem en saakaldt Mælkebøtte i den ene Haand og en Lægmandsflora i den anden og overrask dem og interesser dem til at lære deres daglige Omgangsfæller at kende og indse, at disse er lige saa spændende og kønne og ugennemgranskelige som merbemeldte Klør Knægt, eller som Smedens Kristine.
Jeg vendte tilbage til min Bondemand og prædikede Brorson for ham: Op al den Ting, som Gud har gjort, hans Herlighed at prise. Lad nu være, Kre Lund, med at staa og se saa misfornøjet ud over den Græsmark. For den er ingenlunde at klage over. Der er Græsning nok. Og hvad der mangler af Græs, det findes i Blomster. Jeg tør næsten vædde paa, at hvis jeg maa faa Lov at vælte Dem, vil det aabenbare sig, naar De rejser Dem, at De har hvilet paa et Blomsterleje af mindst 10 forskellige Navne. „Det gælder en Bajer“, raabte Kre Lund og smed sig fornøjet paa Maven. Der raslede Hyrdetaske, der duftede Mynte. Og Skjaller, den Rodsnylter, lod sig trække op saa ren som en Mis. Smørblomsten skingrede messinggult mod hans Hage, at han fristede ikke Livet ved ene Margarine. Den vilde Stemorsblomst rystede paa sit lille misfornøjede Hovede. Arve saa energisk ud. Røllike mindede selv om, at Knud Poulsen siger, den ligner Fattigfolks Linned, naar det er vasket. Agerkaal kendte min Mand; saa var det naturligvis Agersennep. Tidslen præsenterede sig selv for hans Knæ, og ræd blev han jo for en Døvnælde, som var ganske uden Hensigter. Den bitte Øjentrøst var vi ved at overse, og saa skulde vi til at tælle. Det blev til elleve og en Firkløver oven i Købet. „Den Bajer har De ærlig fortjent“, mente Kre Lund; „aldrig havde en anden En tænkt sig, at alt det Skidt havde Navn.“
Mens vi sad i Grøftekanten og ventede paa, at Jakob skulde komme med Øllerne, havde jeg den Glæde at opdage en prikbladet Perikon. Det lykkedes mig virkelig at interessere min Medventer for Mylderet af morsomme smaa hvide Prikker paa Bagsiden af Bladene; „dem vilde en anden En jo aldrig have set, og havde En set dem, vilde En have tænkt sig, te det var en Sygdom.“ Endnu mere morede det ham, at de yderste Blade paa hver Gren dannede et Whistparti med 2 store Makkere og to smaa. Men da han saa til Slut fik at vide, at om vi plukkede de gule Blomster, tog dem med hjem og puttede dem i Lærken, saa bliver Brændevinen i Løbet af en Maaned rød som Lue og brænder i Halsen med krydderkraftig Smag, da slog han sig paa Laaret og brugte et Udtryk, som Redaktøren vilde slette i Artiklen, om jeg skrev det her. Saa kom Jakob med Svaledrikken, og bagefter fandt vi Torskemund og Kællingtand, og lige straks blev Kristen fornærmet; men da han hørte, det var Blomster og ikke ham, jeg kaldte paa, gav han sig. Og det er jo Skabiosa. „Ja, og der er ogg en Skabiosa,“ triumferer Kre Lund, stolt af at kunne vende det sære Navn rigtigt paa Tungen og af allerede at have taget ved Lære. Og saa var det jo selvfølgelig ingen Skabiosa; jeg trak den op og viste ham den sjove krappe Rod; „i den Rod er der Lægesaft; for at fortræde Mennesket har Djævlen bidt et Stykke af den, og altsaa hedder Planten Djævelsbid.“ Prøvende saa min Elev mig an, men jeg var alvorlig nok. Saa vendte han Skraaen i Munden og mumlede: „En kan snart blive helt sær af alt dether; nu tykkes a nok a tror a vil hjem.“ Men vi gaar videre, kære Læser, og da det er i den gamle Hosekræmmers Stue, vi botaniserer, er vi lykkelig hævet over Botanikens pedantiske Forordninger, Anemone og Asters ser vi blomstre sammen, Krebseklo og Klitrose. Vi henrykkes over Ensianens dumdristige Blaanen, Rosmarinen ringer for os, skønnere end Klokken ringede for Andersen i Odense Aa. Vi kysser Lidenkonvallens blege, blege Kinder og Valmuens døvende røde Mund. Vi skælder Botanikerne ud for Grisse, at de kalder saa fin en Plante som denne for Leverurt i Stedet for Hvid Sommerfuglvinge. Vi ser, hvordan Timian flokkes i Sandet lige uden for Brokkers Bo, og Tante Agnes beundrer en Grævling, der holder sig Forhave. Oppe mellem de høje Graner ringer en Blomst, vi ikke kender, atter for os med Eventyrets Klokker. Rostrup siger, den hedder Vintergrønt eller Sommerkonval og vokser i høje Skove; fra det Øjeblik hedder den Del af Plantagen aldrig andet end høje Skove. Men nu opstaar der hult Skænderi, om den gule dér hedder, Stenbræk eller Benbræk. Jeg lader de lærde skændes. Jeg viser de forventningsfuldt stirrende Børn Solduggens hvide Blomst og røde Blade; et Myrebarn sidder halvfortæret inde i Klæbret; det giver det store Gys. Og om os klatrer i Lyngen, snart skjult, snart aabent med Tvelys løftet af myge Ranker Ulvefoden og fortæller Sagaen om de afsatte Konger.
MEN det var ikke blot Blomstermylderet, der var til mere end nogensinde. Ogsaa Fuglene var inde paa, at
dette er Aaret, som Herren har skabt,
Lagde De Mærke til Urkokken? Oh, det skulde De have gjort. Folk var lykkeligere, hvis de lagde mere Mærke til Urkokken og mindre til f. Eks. Hitler. Hvorfor ryster De paa Hovedet? Er det saa latterlig en Tanke? En skønne Dag er Hitler her ikke mere, men Urkokken er her endda.
Han var fuld af Elskovsnykker, altsaa Urkokken, helt ind i Kyllingetiden. Det har jeg aldrig oplevet før. Kan nogen sige mig hvorfor dog. – Jeg stod og nød ham en aarle Morgen dér først i Juli. Klokken var ikke altfor meget over 3. De smaa vantrevne Fyrre i Morgenbrisen tindrede af Diamanter, saa en hvilkensomhelst engelsk Hertuginde i et hvilketsomhelst high-life var det bare Vand imod dem. Efteraarets første Regnspover fløjtede Høstens Tone ind over Heden, men Gøgen gol som en rasende paa, at det var Sommer endnu. Det mente ogsaa de vilde Duer i Grantoppene, mens Hjejlens, spæde fjerne Klage holdt nærmest med Spoverne. Og saa var der altsaa Fader Ur, der uvisst af hvad Grund gurglede og trommede og trippede og toppede Foraaret ind i Hovedet paa alle Klokkelyngene, mens de sidste Morgentaager dansede Slørdans til hans Spil med Spillemanden selv som Fordanser.
SKAL vi vaagne til Virkeligheden? Ude stormtuder Snefoget, inde melder Radioen stadig om Drab og Forlis, som om det var Pas i et L'hombrespil. I Nat omkommer alle Mark og Hedes vilde Fugle, alle Blomster kvæles under Isdæket; det er Dødens Vinter over Jorden. Ak, det gør godt at blade i sin Erindrings Salmebog: om et Par Maaneder hæver Vaarkobjælden atter sit fine Brudeansigt op fra Lyngens brune Seng, og Urhanen spiller sin kaadeste Bryllupssang for hende.