Dansk teater 1933

DANSK TEATER 1933

AF PASTOR KAJ MUNK

Det er Vorherre, der skriver Skuespillene i disse Aar og ligesom ganske distancerer os andre. Man kunde vente, at i en saa højdramatisk Tid vilde dramatiske Mesterværker myldre op af Lavaen, men dels myldrer de meget sparsomt, og dels viser de sig ofte ved nærmere Eftersyn snarere at være Makværker end Mesterværker. Hvad ligger det i? Byder Livet paa saa talrige og voldsomme Sensationer, at Scenens heroverfor maa blive faa og fattige? Skal man have det vældige Stof noget paa Afstand for at kunne overskue det, ordne det, finde Meninger i det, kort sagt: behandle det kunstnerisk? Og Tankerne gaar videre: falder den dramatiske Litteraturs Blomstringstid i Perioder, naar Menneskeheden udhviler sig efter nye Foraars Tøbrud og Storme? Og hvordan med den dramatiske Digter? Har han det modsat af Oldnordens Skjalde, hvis Fyldepen var et Sværd, Kæmper, der hentede deres Inspirationer paa Slagmarkerne, hvor de deltog i Dysten med Liv og Sjæl? fortæller Hædersmanden Shakespeare, den bedsteborgerlige Corneille, den af Helbred skrøbelige Schiller os noget om, at den Aand, der skal stille alle de voldsomme Optrin frem paa Scenen, har det rigtbevægede indre Liv, saa den snarere forstyrres af udvendige Tumulter?

Hvad der nu end kan være Aarsagen – megen Grøde er der ikke i Europas dramatiske Litteratur for Tiden. Anderledes hos os herhjemme; her gaar det knebelfint med at skrive Skuespil; og naar vi ser saa lidt til det, er det naturligvis de forbistrede Teaterdirektørers Skyld, som en Gang for alle har fattet et grundigt og morderisk Had til danske Forfattere. Sker det alligevel, at et hjemligt Navn vinker paa Plakaten foran Teatret en Aftenstund, er det ganske vist ikke dermed givet, at et Besøg indenfor skænker Indtryk af den fuldbaarne Succes; Skylden herfor maa begribeligvis søges hos den Undermaaler til Iscenesætter, hos det stakkels vanrøgtede Publikum, der alt for længe har været paa tyndtøllet Diæt, og hos de teateranmeldende Idioter. Skulde der endelig ogsaa klæbe Mangler ved Skribentens Andel i Aftenens Resultat, kan Bebrejdelsen rettes mod A/S Carlsberg, der ikke forlængst har set sin Mission i at oprette Stipendier for ubetydelige Dramatikere for saaledes at gøre dem betydelige.

I hele denne Betragtningsmaade er der noget rigtigt og meget galt. Det kan næppe afdisputeres, at de Damer og Herrer, der leder Danmarks Teatre, ikke tilstrækkeligt har Øre for eller Ønske om at lytte sig til de nye, særegne værdifulde Toner, der ogsaa herhjemme engang imellem usikkert og dog ægte søgende giver sig til at klinge. Og dette er en meget haard Anklage mod Folk paa netop de Poster. Men til deres Undskyldning tjener rigtignok, at moderne Teater er bleven en Forretning, en Millionforretning, med vanvittige Opsætningsomkostninger, vanvittige Skuespillergager, vanvittige Forfatterhonorarer og vanvittige Billetpriser – vanvittigt det hele. Naar Robert Schmidt bliver dobbelt saa god, som han nu er (og han er god), vil han kunne begejstre Johannes Poulsen, Bodil Ipsen og Poul Reumert til at spille gratis hos sig hver Søndag Eftermiddag i et Baggaardslokale, hvor der opføres nye danske Ting, der ikke duer, men som har noget af det rigtige i sig, og hvor Folk gaar ind for en 25 Øre + 10 Øre til Staten. Og naar Borgbjerg bliver dobbelt saa god, som han nu er, gør han Det kgl. Teater til en saadan Søndageftermiddagsinstitution paa alle Ugens syv Dage med Fru Nansen som Leder.

Paa Iscenesættelsens Omraade, er det sandt, at vi ikke er synderlig vel aflagt. Rostrup er meget, meget dygtig og Poulsen straalende fantasifuld, men denne Reinhardts Ligemand i Saftighed og Syner mestrer ikke Taalmodighedsarbejdet, Fastheden, Nuancerne, det intime (og saa vil det kære Menneske jo altid selv spille med); og Rostrup kan alle Enkelthederne og ogsaa den om hyggelige og fartfulde Sammenslutning – men hvor er dog Himlen henne over Landskabet?

Og om Publikum kan siges meget ondt, men lad os nu for en Gangs Skyld sige det gode! Der er det mærkelige ved det, at naar det er ude for at more sig, kan det være utaaleligt naadigt i sine Fordringer og tage til Takke med det billigste; men er det gaaet ud for at alvore sig, kender det ikke til Overbærenhed; faar det ikke det helt ægte for Pengene, sparer det dem. Er det saa lastværdigt?

Anmelderne – af dem har vi to, der ikke sjældent slipper til at pege paa det rigtige. Den ene er saa velgørende beaandet i Stilen, at det altfor ofte glipper for ham at forme den Sætning, der stikker Folk i Øjnene og gør dem hungrige efter at se. Den anden har det til den anden Side; i levende og springende vilkaarlige Billeder giver han Udtryk for, hvad han har oplevet, men paa en ubehagelig selvbeundrende Maade, saa man ligefrem hører ham sige til sig selv ved hveranden Linie: „Du er ligegodt en Svend til at hitte paa!“

Og saa er der det Punkt med Pengene. Det er ikke rart at være fattig, ikke for nogen, heller ikke for Dramatikere. Men fordi det ikke er rart, er det saa sagt, det er skadeligt? Da Oehlenschläger digtede dejligst om Ispahan, sad han i et sølle Rum med Udsigt til en Mødding. Det skal være vor Tro: er der Evne, kan Penge hverken i deres Fraværelse eller deres Nærværelse kvæle den; og naar Digtere beklager sig over, at deres Vej til Forklarelsens Bjerg er tornestrøet, fristes man til at tilhviske dem det Raad: „Forsøg kun alle Midler til at faa jeres Stykker frem, ogsaa det at skrive dem bedre.“

Er der i det hele taget Teatermisère? Eller er det ikke et Begreb, visse Folk har opfundet for at kunne pleje deres perverse Lyster? Der er jo dem, der skriver om Scene og Dramatik af Kærlighed ikke til Teatret, men til at skælde det ud. Dog – nogen Misère er der, og jeg ved ogsaa nok, hvad den bunder i. Nemlig i vor manglende Ydmyghed overfor Kunsten, vor Trang til at lade den tjene os i Stedet for, at vi skulde tjene den, vor evige Jagt efter Successen. Maaske er det galt med alt det, der lokker Kunstens begyndende Udøver i det fjerne: Slotte i Leopoldskron, Navne i Krak, Sold med Prinser, Raad til at tage paa Orientrejser og holde Harem og Denondevedhvad. Maaske det tjente os Teaterfolk bedre immervæk at maatte nøjes med at være Guds Gøglere blandt Folket. Oprindelig var det kun vort blottede Hjerte, vi havde den skønne Ublufærdighed at trænge til at vise vore Medmennesker.

Kaj Munk.

Kilde:

FORUM

TIDSSKRIFT FOR MUSIK OG TEATER – FILM – BALLET – PLASTIK

Redaktion: Dr. phil. TORBEN KROGH og A. J. HØYER (ansvarshavende)

Nikolaj Plads 26 – Tlf. 1756

Ekspedition: Nikolaj Plads 26 – Tlf. 15260

Udgiver: LARSEN og LARSENS FORLAG