Et nyt Skuespil ved Sæsonens Slutning

Et nyt Skuespil ved Sæsonens Slutning

Af Pastor Kaj Munk.

Forfatteren, Pastor Kaj Munk skriver om Ejnar Howalts Stykke „Nu dages det Brødre“ og fortæller om et Syn, der viste ham de københavnske Teatre ved Slutningen af Sæsonen 1932-33.

Hvem mon Ejnar Howalt er?

Jeg giver mig sjældent af med at læse de Bøger, elskværdige Kolleger sender til mig som Presenter. Dels har jeg ikke megen Tid til Læsning, og dels falder det mig ikke ind at paanøde andre mine Produkter (og mener saa, der er en Smule Billighed i at kræve samme Ret for mig selv); men da en gul Konvolut forleden viser sig at indeholde et „Spil i 4 Akter“, bærende Navnet „Nu dages det, Brødre“, og præsenterende sig med følgende Forord: Dette Skuespil har ingen dansk Teaterscene turdet antage til Opførelse. Forfatteren – nærer jeg mig alligevel ikke for at kikke i det – og længe varer det ikke, før jeg begynder at lysne op: Hvad i Alverden er dette? Her er jo noget af det rigtige.

I en Kronik i Aftenberlingeren for en Maanedstid siden opkastede jeg det Spørgsmaal, hvorfor der ikke fandtes en Dramatik herhjemme, der direkte gav sig af med aktuelle Emner, fandtes en ung dansk respektløs Dramatiker, der havde frækt Talent nok til at sætte Stauning og en Arbejdsløs op paa Scenen sammen. Jeg anede ikke, at længe før Spørgsmaalet var tænkt, var Svaret undervejs. Her er der en, der vover det og kan det. Desværre – med Svaret følger en Forklaring paa, at det saa sjældent sker. Naar endelig Talentet viser sig, skynder Direktørerne sig at staa med Ryggen til.

Som sagt, jeg aner ikke, hvem Ejnar Howalt er.

En Angivelse paa Smudstitelbladets Bagside nævner ham som Forfatter til Livets Børn, en Novellesamling, og Job, et Spil i 6 Akter. Det sidste har jeg læst, og det gav, saa vidt jeg husker, Indtryk af en Umulighed. Men nu kommer altsaa „Nu dages det, Brødre“, og hvis det ikke røber et funklende Talent, saa har jeg endnu mindre Begreb om Dramatik end en Teateranmelder.

Hvorfor fortælle Dem Stykkets Gang? De maa læse det selv. Og saa vil De give mig Ret i, at her har vi en Mand, der forstaar at føle den syge Tid paa Pulsen og haardt og skarpt stille en Diagnose, der ikke undser sig for at give Feberen og dens Aarsager Navn; her har vi en Mand, der ved, at et Skuespil skal have en Handling, og at Handlingens Bærere hverken skal være Roller eller være Mennesker, men være Personer, d. v. s. Folk, der har et tydeligt Ansigt og udtrykker sig i koncentreret Virksomhed og i koncentreret Sprog; her har vi en Mand, der forstaar at vurdere det overraskendes, de talrige smaa Forbløffelsers og Uberegneligheders Værdi for et Stykke; her har vi endelig en Mand, der i afgørende Øjeblikke mestrer Replikkens diamantne Kunst. Hvis den Mand engang faar videt sit Hjerte ud, saa han i samme Grad faar Evnen til at græde, som han nu kan haansmile og skære Tænder, eja, saa begynder gamle Danmark da at faa en Teaterdigtning igen.

Men sig det ikke til Teaterdirektørerne! Lad dem være de sidste, det gaar op for!

Dette Stykke har altsaa gaaet den obligate Rundgang, synes det. Og det har ikke været svært at finde Formler for Forkastelsesdommen. Det er nemlig rigt paa Fejl og Ufærdigheder. Der er alt for lidt Kærlighed bag det. Og alt for lidt Kærlighed i det – dette, De ved: uhm. Det er to meget slemme Fejl; noget uhm maa der til, baade i Livet og paa de skraa Brædder. Der er en farlig Topersonsvidtløftighed og af og til helt uvedkommende Passager.

Personskildringen er ikke holdt strengt nok i Ave; den kan forløbe sig til at blive Karikaturtegning, og Stemmen kan i sin Iver og Indignation slaa over i Falsetten. Altsammen Indvendinger, der lettelig kan bringes til at fælde et Stykke med. Altsaa naar man vil fælde. Hvad altsaa Direktørerne har villet. Hvis de da har læst det. Hvad ingenlunde er sikkert.

Jeg saa et Syn, og se, det var de københavnske Teatre ved Slutningen af Sæsonen 1932-33. Der var nu Dagmarteatret; jeg saa dets Direktør; han sagde: „Hvor er jeg glad, hvor er jeg lykkelig! Jeg er ganske vist en ruineret Mand, men hvad betyder det? Tilfældet vilde, at Det kgl. ikke havde Brug for Landets to største Skuespillere; jeg engagerede dem, men jeg sagde til mig selv: paa min kære gamle Scene skal Kunsten ikke forraades ved Stjernespil. Saa jeg gik ud i Byen og engagerede alle de dygtigste ledige Scenekræfter. Og saa spillede vi hele Sæsonen igennem det lødigste og fineste Ensemblespil med de to store som de ledende i Ensemblet, som de første inter pares. Men ak! Tiderne var fattige. Folk havde ikke Raad til at komme. Nu er jeg paa Fallittens Rand; men hvad gør det? Min kunstneriske Samvittighed er ren, mit Eftermæle vil straale som et Eksempel. Selv er jeg gammel Skuespiller, og derfor bekender jeg nu som Direktør: hellere leve een Sæson som Idealist end 20 Sæsoner som Forretningsfører.“

Og jeg saa Det ny Teaters Direktør og han sagde: „Jeg var saa svineheldig, at noget engelsk Halløjbras gik uventet godt og indbragte mig en Formue, saa jeg havde Raad til at tage det af Plakaten, da det gik allerbedst, og sætte Zuckmayers fortrinlige Hauptmann von Köpenik op med selveste Alstrup i Hovedrollen; derved slap jeg for at skulle skamme mig, hver Gang jeg tænker tilbage paa denne Sæson.“

Og jeg saa Betty Nansen Teatret, og dets Direktør stod frem og sagde: „Jeg havde den Lykke, at et vanskeligt og fremmedartet Stykke, som jeg selv troede paa, inden mine Hænders Røgt gik hen og overbeviste hele Norden. Mange, mange Aftener gik det, og mange, mange Smaapenge trillede ned i min Kasse, og jeg spinkede og sparede, saa jeg havde Raad til, da det var lagt hen, og Folk kom meget sparsomme, at holde ny Premiere hver Uge og for tomme Bænke spille Udlandets og Indlandets ædleste Stykker, saa Det kgl. blegnede, og det gik ind i Bevidstheden: „Fru Nansen viser, at hun tror paa, at det først og fremmest er Vorherre, vi spiller for.“

Og jeg saa Folketeatret, og se, dets Direktør slæbte sig frem og stønnede: „Jeg spillede alle mulige Ting, uden at kunne fange Sukces'en, og til sidst var jeg ved at opgive det hele. Da gik jeg hen og fik en Knaldsukces paa noget, som hed „De tre gamle Jomfruer“ – og denne Skam kan jeg ikke overleve. Naar den Kunst, jeg tjener, fører os alle derhen og finder Sukces'en dér, saa er jeg færdig – “, og han viftede med en Rebstump, idet han vaklede forbi.

Men mest af alt beklagede de alle, at de ikke havde naaet at erhverve den nyes, Ejnar Howalts, talentfulde „Nu dages det, Brødre“, fordi Det kgl. Teater var kommet dem i Forkøbet.

Og jeg saa Det kgl. Teaters Direktør og han sagde: „Ja, det Stykke saa vi straks, at der var noget ved, og som sædvanlig var Det kgl. hurtigt i Vendingen og skyndte sig at gribe til. Vi har jo her ved Teatret en myndig og brændende Kunstnersjæl i vor praktiske og over for de Unge altid vaagne og hjælpsomme Censor. Han læste Stykket, kaldte endnu samme Nat Forfatteren til sig, fik nedskaaret det fra 135 Sider til 67, strøget de værste Ubehjælpsomheder og inspirerede ham til at inddigte de 3 smaa gribende Scener mellem Borgmesteren og Karen, mellem Karen og Datteren og mellem de to gamle Venner. Det lykkedes mig at faa arrangeret Gæstespil og Poul Reumert i Hovedrollen, og allerede en Maaned efter havde Teatret – i Johs Poulsens Iscenesættelse – sin store og afgørende danske Sejr.“

Jeg vaagnede – i et lille Skrig af Glæde. Foraarsvinden gjorde kvikt Besøg ind ad mit Vindue og strøg gennem mit Haar; den bladede i Aviserne i mit Skød og aabende en Bog med rødt Omslag paa mit Bord. Mit Blik faldt i Bogen; der stod: Dette Skuespil har ingen dansk Teaterscene turdet antage til Opførelse. Saa lukkede Vinden Bogen, og jeg læste: Nu dages det. Jeg rejste mig op og skuttede mig: Hvor mon det er, det dages?

Kaj Munk.