Livsappetit i en Sandstormssommer

Livsappetit i en Sandstormssommer

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Forfatteren, Pastor Kaj Munk, Vedersø, skriver i denne Kronik om den mærkelige Sommer, i hvilken han møder „Livsappetitten“ – bl. a. i Form af Mikkel Ræv, som siger noget om os.

DET har været Sommer siden engang i Februar, men hvad for en Sommer har det været! De allerfleste Dage har Børnene kunnet gå ude, fra Sol stod op til den gik ned, saa de smaa Ansigter har antaget Teinter, der hartad kan drage deres Daabsattesters Arierbeviser i Tvivl. Bøgene har staaet i alt dette Solskin og ikke vidst, om de burde eller turde ikke. Det var fristende, oh, hvor var det fristende at folde de grønne Faner ud, skal vi? Uf, det kilder i os! Men Nattefrosten er bidsk, og ind imellem hvirvler der pludselig, graa, beskidte Flyvesandsdage ned til os fra den blaa Himmel… vi maa heller dy os et par Uger endnu. Fornuftigt! For sikke Havens stakkels Hindbær eller Multebær, eller hvad er det for nogen (det har jeg nu spekuleret over i 14 Aar, og den Sagkundskab, jeg har afæsket Dom, har været usikker og uenig); men de kommer med røde Blomster saa tidligt, saa tidligt, og noget senere med Bladene, og Bærrene bliver Hindbær, men gule og saa godt som uden Smag, altsaa sikke de Stakler har faaet over Fingrene af Frosten, krøllede og svedne staar de og hænger og rasler. Og de Æbletræer, der giver sig god Tid med at blostre, staar i Brudeslør nu, og de andre, dem nænner jeg slet ikke at snakke om. „Forhippelse er Glippelse“, staar der i Kaj Munks De Udvalgte 5 Akt 1. Scene (jeg citerer efter Hukommelsen). Og hvordan ser Græsset ud? Skjoldet af Tørke og tætpudret af Støv. Disse frygtelige, atter og atter gentagne Ørkenstorme – der er ikke det Sted, de ikke er trængt ind med deres Jordmel. Inden for Dobbeltvinduerne har det hobet sig op i Karmene, dybt inde i Plantagerne i det tætteste Krat staar der Skyer om En, hvis man vil prøve at trænge sig igennem. Hver Gang en Samum var overstaaet, kom der en 8-14 stille, i hvert Fald nogenlunde stille, solpinende Dage, og saa nye Tykninger af jagende, prikkende, kvælende, ondt, graat Støv under en skyløs Himmel. Det får Bønderne for at dyrke Hede op! Nu er der ingen tæt, mørk, alvorlig Lyng til at holde paa de letfærdige Magter. Og Bonden stod uden for sin Gaard og missede med Øjnene, og stirrede ind i den hylende Ondskab omkring sig; Græsset sygnede, Roerne blev afdækkede, Kornet pisket og kvalt og revet op, bort, bort flygtede hans Jord fra ham, op i Luften, hen over Bakkerne, ud på Asfaltvejene, hvor det lagde sig i tætte Driver, der overrumplede Biler og Motorcykler og rystede dem og smed dem i Grøften eller pakkede dem ind og lod dem staa.

Men Havet ude bag Klitterne vred sin vældige Krop i Vellyst. Haahaahaa. Han vendte det hvide ud af de sorte Øjne og pegede med sine Tangfingre paa Klitterne og paa sig selv. Haahaahaa, jeg er her endnu. Hvad er det, I laver derinde? Dyrker I Odin? dyrker i Kristus? dyrker I ingenting? gaar I klædt i Panser og Plade til Hverdags eller i Overalls? bygger I Slotte eller Legetøjshuse? bruger I Færger eller laver I Broer? hvad rager det mig? mig kan I ingenting gøre ved. Jeg er den, som jeg var gennem tusind Aar, og min Klitrække der, det er Knud den Helliges, det er Christiern den Andens og Isabellas, den er uforandret undtagen, hvad jeg har forandret ved den, havædt, forblæst og ukuelig, Danmark, det fattige, nøjsomme, stærke, det, der altid maa kæmpe og aldrig forgaar, Danmark det Store.

*

SAA en Dag sagde Bøgen: Nu skal det være. Og saa blev det. Og var alligevel for tidligt. For saa sent som den 7. Maj stod Himmel og Jord igen i eet. Stakkels Himmel! og stakkels Jord! Og bagefter Tørke, ny Tørke.

Der staar i Avisen, at Paven nu vil kejserkrone Viktor Emanuel, hvilke to Navne jo betyder Sejrherren, som har Gud med sig. Og Lord Halifax forklarer i Genève Abessiniens Kejser, at det kan nu engang ikke nytte noget at blive ved med at lamentere over Fortiden. Med hvilken Begrundelse man saa dejligt kan tillade sig, hvad det skal være, da det jo er Fortid, saa saare det er gjort.

Min Beundring for Mussolini har aldrig været større end i Dag. Da han vilde erobre Abessinien, stillede hele Verden sig i Vejen for ham, og i Dag staar hele Verden med Hatten i Haanden og gratulerer. Hans er Magten og Æren og Riget, og vi andre sidder med Afmagten og Skammen og den lange Næse. Hvordan i Alverden kan den hvide Race overleve den Dag, da den sad bænket omkring en Neger paa Hovedvandestedet i Schweiz? „Er der nogen, der er parat til at tage en Krig paa dette Spørgsmaal?“ spurgte Lord Halifax, og det var der ikke. Det er bare Diktaturernes Mænd, der er beredt til at vove noget for deres Idéer; de andre er det skam ikke. Er Tiden inde til, at man skal tage sine Børn paa Armen og vade ud i Søen med dem, tilstrækkelig langt?

*

SAA kom Regnen. Luften var endnu taagetyk efter Nattens Nedbør, da Kukkeren indvarslede den balsamisk friske Dag. Ude i Havet gik en Damper og klagede sig over, at den ikke kunde finde Vej; alt andet var Lovsang og Jubel. Græsspirerne strakte sig genfødt, Kvistene skinnede nytoet, Skovdue og Solsort og Irisk og Havesanger og Musvit og Stær og Graaspurv og Svale og Sisken og Korsnæb – nej, for et Salighedskor. Ude ved Kanalen hamrede Tinksmeden paa sin spinkle Sølvambolt, fra Fjorden dunkede Rørdrummen løs paa sin Tromme, fra Søen rabbede det af Ænder, lo af Lappedykkere, gjaldede med Blishønseskrig; og ned over Engene – ja, vi maa have Stokken fat og Hunden i Baand i den anden Haand – – – men milde Himmel, hvad staar der henne ved den lille Plantage, hvor Fasanen blander sit hæse Skruk med Ringduernes utrættelige Kurren, dér løfter jo, for første Gang siden Oldtidens Egeskove faldt, Raadyret sin slanke Hals. Og Viben slaar med Topnakken og piler hen over Pløjemarken, og Storken glider paa stive Vinger ud over Engen – jamen er det muligt? er det en Hjejles sødmefyldte Klage, der sætter Lykken paa en tungsindig Melodi ude mellem de katskeggede Tuer, hvorover Bekkasinen lyner paa sin messende Himmelflugt, og Kobbersnæppen staar stille paa spidse, stærke Vinger og saa kaster sig til Siden med en Bølgestribe af Jubelhvin staaende efter sig i Luften.

Ellevildt af Livsoplevelse er alt omkring mig undtagen Menneskegruppen dernede paa den gyngende Grund i Taagen, den, der stadig sender sine brustne Jammerbrøl ind over Land, fordi den har tabt sin Vej, og dens Instrumenter svigter, og den aner intet om, hvor det bærer hen. Men Solen er paa Vej ud til dem, allerede har den flænget Slørene her, Himlen bøjer sig velsignende ned over Vandet, og blaaere end blaa løber Aaen af Sted mellem Vandranunklernes velordnede, gyngende Skum, overnikket af Kabbelejernes spredte Guld.

*

RÆVEN og jeg blev lige forbløffede, da vi løb paa hinanden i Mosen. Jeg fik med et Tag ruffet Hunden ned i Grøften, saa den ikke saa, hvem det var, der krydsede vor Vej, og Ræven lagde Fasanhanen fra sig og gloede. Jeg var den, der først fik sundet mig. Jeg løftede paa Hatten og sagde: „God Jagt!“

„Mange Tak,“ svarede Mikkel lidt usikker, og prøvende sig frem fortsatte han: „Det er skønt at leve i Dag.“ „Mente han der ogsaa det, da du tog ham?“ spurgte jeg og slog med et Øjelaag efter den spraglede. „Han tog det som en Mand, det maa jeg sige,“ Ræven nikkede anerkendende; „naa, nu trøstede det ham noget, at hans tre Koner kun manglede en 5 Æg at lægge endnu, og de 5 havde han allerede inspireret. Dertil kom, at han led af Ischias – jo, jeg kendte ham godt; han var jo importeret fra Fyn, og det kneb at vænne sig til det vestjydske Klima; det gik taaleligt, endnu, men han var bange for at blive helt stiv i Laarene paa sine gamle Dage, og det vilde jo ikke være heldigt af Hensyn til den daglige Kornpikning. Nu slap han for yderligere Bekymringer af den Art og tjener oven i Købet Livet med sin Død. De smaa venter.“ Og med en undskyldende Bøjning for mig tog han atter den hensovede i Gabet. „Denne Stok her,“ sagde jeg og vrikkede lidt med Kæppen, „er en kamoufleret Bøsse med Patron i. Du lider vel ikke ogsaa af Ischias?“ Han kiggede op paa mig med muntre forslagne Øjne. „Det kunde blive sjov,“ sagde han; „jeg har 4 Spring til Grøften der; d. v. s., at De højst kunde naa et Slængskud, det rammer De ikke med, og saa havde jeg da noget at fortælle Mutter og Ungerne. Hvad er De for Resten gnaven for?“ „Læser du Aviser?“ forhørte jeg mig. „Nej, men jeg hører Radioen af og til.“ „Ved du, at der har været Møde i Genève, og Haile Selassie … .“

Ræven spyttede Fasanhanen ud. „Fy for Pokker! I skulde afskaffe det Genève, skulde I, Og den Kristendom, som I jo alligevel ikke mener noget med, og al den anden sentimentale Svindel, der gør jer saa modbydelige, baade for jer selv og os andre, I skulde tage og begynde Livet forfra og være ligesom vi andre Guds Skabninger; det er det, han er inde paa, den sunde ensporede Sjæl i Italien. Se, vi andre, vi ved, at vi skal slaas for Føden, for ingen hjælper os, og vi ved, at et Øjebliks Uagtsomhed koster os Selveste Livet. Se det holder os i Aande, det holder vor Krop i Træning og vore Sanser skærpede og Humøret i det store og hele i Form. Naar Aandsevner og Kræfter begynder at minke hos os, saa bliver vi snuppet af Døden, det gør ondt i Øjeblikket, men er i Længden en stor Behagelighed. Det kan ogsaa ske, vi bliver snuppet før, det er væmmeligt, men hvad var Livet, hvis der ikke ogsaa var noget væmmeligt? Tilværelsen var ikke værd at eje uden Risiko. Vi er fri for Arbejdsløshed, for Alderdom, for Livslede, foruden at vi ikke kender til al den Forløjethed, det Hykleri, den Raaddenskab, det altid stinker af hos jer Mennesker. Vi snyder hinanden ganske ærligt og redeligt og slaar hinanden ihjel med god Samvittigihed. Se, det er der da Mening i, og netop fordi der er Mening i vor Tilværelse, er vi allesammen saa glade for den, som De kan høre det denne livsalige Morgenstund, og som I aldrig kan blive det. – Hvad var det?“ Der lød nogle Pib og Hvin ned til os ovre fra det tætteste af Plantagen. „Tak skal De have. Det er Ungerne, der er sultne. Og her staar jeg og spilder min Tid paa moralske Foredrag. Det er naturligvis bare som –“ han blottede de hvide Tænder i et appetitfuldt Smil – „Vand paa Gaas“ – snappede sin Hane, og væk var han op over Markerne.

Men sikke et Postyr Hunden gjorde i sin Lænke, da den saa, hvem det var, der rendte.

Kaj Munk.