Bag Taagen

Bag Taagen

Af Kaj Munk

Der ventes Gæster, og Fruen meddeler, at Haren ikke slaar til. Saa maa Herren altsaa ud paa Krigsstien efter Bytte. Klokken er 3½, og Solen gaar ned Kl. 4. Sidste Frist er i Morgen Middag lidt før 12. Der skal altsaa baade Speed paa og Held til. Det sikreste er den lille Plantage uden for Præstegaarden. Kom saa, Gravmand! Nu ved du, hvor Far stiller sig; vær nu rask i Vendingen og faa ekspederet en Hare eller en Sneppe herhen! Det er en stille, halvtaaget, blid Novemberdag. 10 Minutter lister sig paa Strømpefødder hen over det vaade Plantagegræs. Af og til falder en Taagedraabe fra en Gren. Det er al den Lyd, der høres. Indtil pludselig Toppen af en Gran river sig løs lige over mit Hoved og buldrer gnistrende forbi mig. Mit Hjerte farer op i min Hals, min Bøsse op til min Skulder. Jeg har klemt paa Aftrækkeren, inden jeg ved af det, men Fasanen er fredet i Følge den lokale Jagtforenings Bestemmelse og falder derfor ikke for Skuddet. Maaske hjælper det ham ogsaa noget, at jeg kommer til Besindelse, mens Haglene raser igennem Løbet, saa jeg naar at faa svunget Bøssepiben ud af Sigtet. Gravmand kommer farende: „Hvad i Alverden skød du paa, Fatter? Her er jo hverken det ene eller det andet herinde i Dag.“ „Det er godt, min Dreng, gaa du saa hjem, saa gaar jeg ned til Søen. Vi lader den Hare flyve og prøver i Stedet at standse en And.“

Sjap, Sjap, Sjap! Vandet naar til Banden af Gummistøvlerne, mens jeg vader ud over Engen. Skumringen gaar i et med Taagen nu; al Jyllands Rigdom plejer der at være Udsigt til herudefra, men i Aften er der hverken Skov eller Sø eller Kirke at se, hverken Klitter i Vest eller Hedebanker i Øst. Jeg er lukket inde i min egen lille Verden, men Luften er saa lun, helt fortrolig venlig, og Stilheden om mig er saa hemmelighedsfuld, som gemte den paa de dejligste Overraskelser til mig. Et Øjeblik tror jeg, jeg staar her og er ved at dø, saa salig føler jeg mig; det er, da Kirkeklokken varsomt blander sin Røst med Stilhedens, og ind imellem de strømmende højtidsfulde Toner sprøjter Ænder deres lykkelige Rabben alle Vegne fra: Graaandens hjemlige Skralden og Hvin og Latter og Pludren af Turister paa Gennemrejse fra det høje Nord; de plasker og gasser sig, raaber op og ruller med Lydene, en Flab af en Troldandrik maa det være, er fuld af Pral, Pral, Pral, og faar lystig Spot af andre Andrikker og megen Bifald af smaa Andedamer, der klapper i Vingerne og næbber sig. Saa tier Kirken, og tættere lægger den taageblide Skumring sig ind mod min Kind og hvisker til mig: „Du skulde bare vide, hvilke Syner af Liv og Skønhed jeg gemmer til dig inde bag Slørene! Oh, du skulde bare vide!“

Vejret er det samme næste Morgen; og saa starter vi da „Henry“ og gaar om Bord, Hønsehunden „Fylla“, Gravhunden „Gravmand“ og Manden med Bøssen, for at gøre et sidste Forsøg paa at bringe Undsætning til de sig ak saa hastigt nærmende Gæster. Vi krydser Torsted Kronhede igennem paa alle Leder, to Hunde og en Mand, afmarcherer Pløjejorder, vader i Kærene, aser os gennem Urfuglebakkens lange Lyng. Intet levende ser vi; men en stor graa Kampesten ligger og fortæller os om den Gang Norge var her paa Besøg, en Enebærcypres gynger i den svage Taagebrise og fortæller os, da Italien var her, Eg og Asp i Dværgeformat rasler med de tørre Blade og fortæller om, da Sjælland var her, og „en Gang, om ikke ret mange Aar,“ hvisker Lyngen, „vil jeg fjæle mig langs et Plovfureskel og fortælle mig selv om den Gang, Jylland var her.“

Da gaar det op for mig, at jeg staar jo midt i selve Skabelsen. Over de sorte Plov- og Hedearealer kæmper Lyset endnu med Mørket for at blive til. Naar jeg slet intet Vildt ser herude, er det naturligvis, fordi vi endnu ikke her i Torsted er naaet til den femte Dag; det er slet ikke skabt endnu. Henrykt lader jeg fra Hedebakkens majestætisk tause Top mit Øje gennemtrænge det svagt dryppende Vejr for at dvæle over de synkende og stigende Linier med Ar efter enhver Omskiftelse, Landet har kæmpet sig igennem, dette unge Land i bestandig Vorden, men under alle vekslende Skikkelser Danmark. Og saa naaede vi da omsider den femte Dag: foran den stivnende Hønsehund sker et Skabelsens Under, en Rævlingedusk runder sig op og skyder Fjer, Blaabær og Sortebær vælter deres Farver sammen hen over den, under to glødende Tyttebær aabner sig Øjne, Vinden spiller et Par gaadefulde Takter paa en haaret Strube, saa sner det blændende omkring to mørke Vinger og en blaasort Lyre, og dér sejler da Urkokken hen over de brede Bakkekamme, saa kongeligt, at selve Flugten er en Sejr. Og atter gribes jeg af Følelsen fra i Aftes, som stod jeg foran min Død, saa forventningsfuld lykkelig, Taagen har sænket Tæppet bag Hedens ensomme paa en Gang hastige og rolige Fugl, men bøjer sig nu atter ned til mit Øre og hvisker: „Du skulde bare vide, hvad jeg gemmer til dig af Flugt og farende Glæde inde bag Slørene, oh, du skulde bare vide!“

Saa sidder jeg atter i Forden og spinder mig Vej gennem Tusindaarshjulspor i Lyngen hjemad til Gaarden. „Fylla“ og „Gravmand“ er gnavne over Dagens Udbytte, og de stakkels Gæster maa altsaa sættes paa Ration. Men Jægeren selv er fyldestgjort over al Maade. De kalder os Dyrepinere og Lystmordere, alle de blinde, der føler sig kaldede til at give deres Besyv med i Laget om Jagtens Farver. De ved ikke bedre. Men vi Jægere – ja, vi vil nok have Lov til en Gang imellem med Bøssens Bumbum at sætte lidt dramatisk Kulør paa Naturens Lyrik, men ellers er ogsaa for os Dagen fuldud reddet, naar vi med Valdemar Rørdam fik det ud af den, at Jagtens Bytte blev et Syn.

Kaj Munk