Mellem Fjord og Hav

Mellem Fjord og Hav

Af Kaj Munk

MANGEFOLD spændende er den Jord, vi lever paa, med dens vekslende Betingelser for Livet, og Døden lurende udenfor alle dets Døre. Selv Naturen i saa lille et Land som vort forundrer med sin Mangfoldighed. Brug en Søndag til at køre Ringkøbing-Fjorden rundt. Start fra det lille Fiskerleje, der er som et Egepurl paa Heden; det har døjet Aarhundreders stride Blæst, Modgang og Fattigdom, har ringe Muligheder i sig for Vækst (vældig er Fjorden, vældigt er Oplandets Areal), men har ikke faaet Muligheder for at udnytte Mulighederne, vokser derfor ikke, men lader sig heller ikke kue, blomstrer ikke, men gaar heller ikke ud. Lad Turen foregaa en Dag ind under Høst, endnu før de talrige Selvbindertanks har erobret og ensrettet Markerne. Lad Øjet glæde sig ved Holmslands Fedme, hvor Komet spænder sit Guldbælte og Roer og Græs breder deres grønne Silke fra blaa Fjord til blaa Fjord. Kast et Blik til Søndervig, hvor Havet er gaaet med til at holde Sommerferie og flirter med Fjorden, der foreløbig vender det Ryggen, og hvor nøgne Københavnere daser rundt mellem Havbønder og Fiskere, der er skjult i Massedemonstrationer af sort Tøj og Skæg. Begynd saa det lange Stræk ned ad Tangen, den golde, lyngsorte og sandgraa, stands et Øjeblik ved Hvide Sande, hvor Mennesker voldeligt har formælet Skernaaens Hedeprinsesse med Nordsøens vilde Majestæt, og et klitjydsk Klondyke er skudt op af Sandet som Forlover, fortsæt ind i Ørkenen, der frister sit ensomme, langelige Liv mellem Vande, der mere tærer end nærer, en uendelig Ørk, der dog ender i et Samspil mellem Kanaler og Dæmninger og Strandbred og Enge og næppe eksisterende Øer og et Land, som brat hæver sig og løfter imod os Nymindegab Kro. Bed dér. Og forvild Dem saa ind i de højbarmede, vidthvilen de Skove ved Henne og Lønne, kravl opad, til De ikke véd, hvor De er henne, men snart ser, at det lønner sig; for paa Blaabjerg Tinde staar De højere end noget Træ i hele Plantagen naar med sin Top, og skuer De saa fjernt, som man ikke tror det muligt i Slettelandet Danmark. Her er Egepurlet blevet til Ege, fordi norske Fyrre og Graner er ilet danske Brødre til Hjælp. Der blinker til Søs endnu levende Vande og lyser dens udtørrede Strækninger milevidt grønt. Fjorden med Tippernes Amfibieringe i Nord, Kirkesogn efter Kirkesogn i Øster, Havet med Smil og Panderynken i jagende Skiften, endeløst i Vest. Stig saa ned og vend Næsen mod Nord og oplev paa den seks- milelange Tur tilbage til Ringkøbing Lønborggaardenes Velstand, de flade Tarm-Heders Venten paa Traktoren, Skern-Engenes Yppighed, Floden, Eengadesbyen, Dejbjergbakkernes Domæner, brændte Plantager, nyplantede Heder under Plov, ældgammelt dyrkede Agre, Plantage igen og saa Fyret ovre fra Klitten, der lyner sin haanende Triumf ud over Havet med matematisk Regelmæssighed Blink i Blink: her boer Menneskene, uantastelige af dig, Hav, holdende sammen, Aar for Aar brækkende nye Rovtænder af dine glubende Kæber.

De kan ogsaa tage Turen en Regnvejrs- og Stormsøndag i September f. Eks. – Høet er bjerget, Kornmarkerne tømte, de nøgne Københavner forlængst blæst i Klæder og af Vestenvinden i Bunker føget derhen hvor de hører til. Men Hjælmene er der stadig, og Marehalmen, og Lyngen, og de sorte Klæder, og Skæggene. Paa en Maade er det, som om alting staar bedre til hinanden nu. Det skal være de støvede Kontorlokalers Galejslaver vel undt en halv Snes Dage om Aaret at smøge Fodlænkerne af sig og være rigtige Mennesker, som Markens vilde Dyr og Havets Fiske og æde Sand og drikke Sol. Men pynte paa Vestkysten gør de ikke. De staar ikke bedre til den end Københavnsk til Jydsk eller deres kolorerede Legetøjshuse til Klitternes strenge Alvor. Og de maa aldrig rejse hjem og sige, at de har været ved Vesterhavet, for det har de ikke. Maaske har det været venligt og leget Samson hos Dalila for dem; saa meddeler de, at der var saa „yndigt“ ved Stranden. Eller det har forlystet sig med at give en Opvisning for dem; saa er de pligtskyldigst betagne og fortæller, at det var „mægtigt“. Tiest tager det sig slet ikke af dem, og saa er deres Hovedindtryk – Haande paa Hjertet – alligevel dette: uf, hvor var der koldt. Men alt det er jo slet ikke Vesterhavet, mere en zoologisk Have er en Jungle. Nej, Vesterhavet er ingen Sæsonforretning, ingen Ferierevy, Vesterhavet er helaars og maaske mest sig selv i det sene Efteraar og den lange Vinter. Vesterhavet er selve den vilde Natur, Giganttyrannen med alle Lidenskaber i hvirvlende Vælde. Det lægger sin Arm om den unge Piges Nakke i vigende Kærtegn og bærer dog oppe og visseluller hende i leende Leg. Og skifter Sind og suger hende ned eller slæber hende skrigende og sprællende af Sted langs med Kysten, hele Tiden saa nær, at hun kan se Land fra hver Bølgetop, men først naar hun ikke er mere, bringer det hende varligt tilbage, svøbt i Skummets Lin. Det er Sømandens fortrolige, det er Fiskernes Hjælper, det bærer deres Skuder vor Stjerne rundt, det bringer dem det skinnende levende Sølv fra sine blaanende og Afgrunde.

Men springer op en skønne Dag i sanseløs Forbitrelse og giver dem Rædslen og Døden og en uviet Grav, dem, det saa længe gav Livets daglige Brød. Selv paa Landjorden under det dem ikke Fred; hvor meget de trykker sig bag de skærmende Klitter og lover bange Hustruer, at nu vil de blive hos dem paa den sikre Strand – det ligger derude i Solskinnet og lokker med lystige Straaleglimt, det gynger frem og tilbage og nynner sine Visestumper, saa Kammeratens Søvn bliver urolig i den saa haabløst faststaaende Seng. Det hvisker ham i Øret: „Du ved dog, aldrig smager en Skraa saa godt som bidt af paa en rullende Planke i den sorte Nat“, og han smiler og maa ud igen, og Havet tager imod ham med aabne Arme og lægger Makrelstimernes Veje langt uden om hans og kyser Torskene bort under alle Bjerge. Kun den vaade Trøje er ham sikker og den bidske Gigt og de sære Tanker, naar Stjernerne svinger hid og hans Hoved – end ikke kan man paa dem stole – og Blæsten sukker om den ensomme Baad. Og naar Fiskeren bliver gammel og ikke længere kan faa Lov til at tage Tørnen mellem de andre, bliver Havet dog ved at forfølge ham med sit Venskab, det jager tunge skyer ind over hans uvirksomme Dag, det drager ham ned til Stranden til haabforladt Stirren ud i det endeløse, det synger ensformigt, ubæreligt ensformigt for ham om Tilfældighedernes Bølgespil, det ruller ind mod Land og ruller tilbage og atter ind og tilbage igen i een bestandig, en sindsforvildende Meningsløshed. Og den gamle Fisker ved ikke længere ud eller ind, de klager for ham om Natten, alle de døde, der nytteløst sank i Havets Favn, men dumpere klager ham dog de levendes haarde fattige Dagsfærd. Saa griber han da, alt efter som hans Naturer, efter Gud eller Flasken eller Rebet, eller efter dem alle tre.

Og Digteren, der vil kræve Havet til Regnskab, hører kun dets Latters Bulder: „Haahaahaa, Selvhersker er jeg. Jeg gør, som mig behager. Er I for smaa til at taale mig, hvad angaar det mig? I kom i Gaar, og hvor er I i Morgen? I er Riller i Sand, jeg fører min Haand hen over jer, visker jer ud, end ikke Mindet om jer er tilbage. Det er kun, fordi jeg endnu ikke har gidet, at jeg ikke har rejst mig og udslettet hele jer Slægt.“

Digteren staar tavs. Men han har en Broder, der springer ham til Hjælp. Han kaster sig imod Stormen og slaar ud med Haanden over Hvide Sandes Høfder og Bolværk og Sluser og Havne: „Hvad siger du saa til alt dette, Hav? Kan du se, vi har lagt dig Bidsel i Gabet? Her har du bidt og sparket og tumlet dig! Men nu? Ja, spyt du kun ad mig, vend det hvide ud af Øjnene, brøl, saa meget du lyster! Nu er det os Smaapuslinger, der bestemmer Farten. Vil du ind i Fjorden? Vi smækker Døren i paa din Næse! Nægter du at tage imod Skernaaens Strøm? Haha, vi lader dig blot protestere dig træt og lemper saa Porten op, og alle de brakke Vande springer ud og kilder dig under Næsen, du.“

Men Havet hvæser tilbage: „Hvad er du for en Purk, at du tror, du kan vrænge Mund ad mig? Den Tange, du staar paa, har jeg lavet. Den Nat, det passer mig, smækker jeg mine Kæber om den igen, om den og om alt det Utøj, der er kommen til at vrimle paa den i det Par Aar, jeg har ladet den skøtte sig selv.“

„Nej, du gør ikke, Hav. For du kommer til at regne med mig.“

„Hvem er da du?“

„Jeg er Ingeniøren.“

„Haahaa, haahaa! Saa du er Ingeniøren, og Frelsen skal komme fra dig! Kan du se den rustrøde Tingest, der stikker op af mit hvide Sand? Ved du, hvad det er? En Klods, min Ven, rund og skinnende, et Mesterværk, skabt af dig. Men sprængt, som du ser, sprængt af de Kræfter, den havde i sig, haahaa, haahaa! For 20 Aar siden bar jeg den ind, og saa saare den rørte min Strandbred, begik den Selvmord af en Fejltagelse. Men der var en anden – haahaa! haahaa! 4 Mand med to Heste for kom agende for at uskadeliggøre den, som de kaldte det. En Feriedreng var med dem, en gullokket Gut, jeg fik Medynk med ham, jeg gamle Nar, og raabte til Vinden: „Riv Huen af ham!“ Den gjorde saa, og Drengen sprang efter den, mens Vognen holdt an ved den store, farlige Rullesten, jeg havde skvulpet i Land. Han saa dem aldrig mere, hverken Mænd eller Heste, der var intet tilbage, haahaa, haahaa! Saa du er ingeniøren, og du vil redde Verden!! Jeg behøver ikke at ødelægge Mennesker, saa længe du er til. Maaske er du den Dreng, jeg fik skaanet, altsaa min Søn paa en Maade?“

Digteren ser paa sin Broder, der er blevet bleg og med rystende Haand stryger Haarets vindpiskede Tjavser bort fra Øjnene. Tavse sætter de to Mænd sig ind i Bilen og kører i det raa Vejr ad den daarlige Vej gennem Byger og Vandhuller, saa de sidder i Halvmørke derinde med Søernes drivende Slag mod Vindspejlet, som om de kørte paa Havsens Bund. Dette Land er jo virkelig Havets. Hader han baade det og sig selv, fordi han i et Øjebliks Svaghed har avlet et Barn til at trodse sig? Paa engang elsker og hader det og brænder efter at lægge det øde? Aah, han faar ikke Lov. Ingeniøren og Digteren, rystes paa engang af Livsviljens Voldsomhed; Bilen bliver dem for trang; for anden Gang springer de ud og op paa en af de højeste Klitter, og skuende østerover rækker de hinanden Haand paa, at dette Land vil de hjælpes ad med at bygge Bolværk for og at løfte.

Kaj Munk