Sjældent og sent men godt

Sjældent og sent men godt

Af Kaj Munk

Vor Medarbejder, Forfatteren Kaj Munk giver i denne Kronik en Række stemningsfulde Billeder af Foraarets Sejr over Vinteren.

DE første Par Maaneder er Vinteren en Foræring. Man sunder sig efter Sommerens brogede Travlhed, man faar Tid til at kapere de mangfoldige Indtryk. Flotter den sig tilmed med Is og Sne, faar den Kærlighedserklæringer paa Varme med Sommerens fra alle raske Gutter og Jenter. Men efterhaanden arter den sig jo nok saa triviel. Dette Skøjte- og Skivirvleri var alligevel en kunstig Opblussen af Livskræfterne. Nu var det bedst, om Vaaren vilde komme. Er den da ikke ved det? Jo, saa min Sandten er der en Tone i Luften i Dag af et eller andet Mirakel. Ak, saa vil Skæbnen, at just som Foraaret stikker Benene ud af Sengen, flænger det Overdynen, saa de hvide Dun fyger Jorden om Ørene. Det er altsaa virkelig muligt, at Snedriver kan blive høje som Huse. Her sidder vi nu og kukkelurer, Togene korer fast og Rutebilerne bliver hjemme, vi har faaet Lykkens Galocher paa ligesom H.C. Andersens Justitsraad og er flyttet tilbage til Kong Hans' Tider. Dét er jo helt fornøjeligt til at begynde med, men Fornøjelsen gaar lige saa hurtigt af Omstændeligheden, som Glansen af Sancte Gertrud. Himmel, kære Himmel! hvorfor bliver det saa hurtigt kantet og smudsigt her paa Jorden, det, der danser ned fra det høje festligt og uberørt? Og det stakkels lille Foraar, der fik sig saadan en Forskrækkelse, lige som det vilde ryge ud af Fjerene, ligger nu i Sengen med Snue og kommer sikkert ikke foreløbig paa Benene. Men saa maa vi jo klare os uden. Tage den sure og graa Eftervinter med saa godt Humør, som nu engang staar til vor Raadighed. For det var da vel aldrig en Solsort, der gjorde et Forsøg paa at rense Fløjten? Lad os stikke den dryppende Næse udenfor! Ak nej, Taagen sidder stadig paa Hug, som en der ikke lader sig rokke i Sædet. Alligevel spores som en Luning i Luften, og er der nogen Vind, blæser den omsider fra den rigtige Kant, sydvesterfra. Men maaske er her slet ikke nogen Vind, bare, at man har paa Følelsen, at den er ved at komme. Skal vi gaa den i Møde? Saa stille det er ind under Mørkningen! skønt vi allerede er Havet nær, hører vi ingenting til det. En død Stilhed, dog skøn; som om Livet endelig havde naaet den store Hvile efter saa længe at have ligget i Vinterens Sotteseng. Fra den lille Plantage imellem Havbjergene stiger der en Anelse af en Duft, men af hvad?

Er det, som om en begyndende Forraadning kan spores? Da vore Fødder har padlet sig gennem Sandet, saa løst det er, hvor ikke Tilplantningers Rodtrævlesystem binder det,  standser de et Stykke oppe i Klitterne, hvor Rille efter Rille fortæller, dem, at de staar paa de snart udviskede Gravtuer over de 1800 britiske Orlogsmænd, Stormen i 1801 beredte Havn paa Fjendens Kyst. Her op til „Dødemandsbjerget“ naar nu Lyden fra Havet, en Visselullen saa langelig, at den gør Stilheden endnu mere stille, som skulde den vare gennem Aartusinder. Og Blikket søger, frem gennem den disede Luft hen over det øde forvitrede Bjerglandskab, en Naturens Kirkegaard, graat Sand, nødtørftigt dækket af det livløse Marehalm og de geometrisk stive, linealskarpe Hjelme. Højere stiger vi ad den stejle Klit, det lyser hvidt for vore Fødder, først et Fiskeskelet, senere et Fuglebrystben, til sidst et Kranium af en Ræv. Javist, baade de jagede og Jægerne har nu passeret Linien og kan sammen hvile ud. Saa staar vi paa Klittens Top; ingen Maane lyser over os; men maaske er det Maanen selv, vi har stridt os op til, i hvert Fald breder et Maanelandskab sig omkring os, maaske har Jorden, den travle, omsider modtaget sin lille Søsters Skæbne: Del i Verdensrummets evige Fred. Er der andet, der lever her, end dette hamrende Hjerte? Og nu, da vi har naaet vort Maal og er stille, vil det vel ogsaa snart falde til Ro.

Da kommer der østerfra, fra Fjordens Rørskov, som en Indsigelse mod denne kapitulerende Stemning, en stærk og vedholdende Rømmen sig; det er Rørdrummen, der minder: „Se, saa er jeg her igen.“ Er det Foraarets Færge, der starter Motoren. Ude fra Fjorden giver en Blishøne sit skingrende Signal, første Gang, anden Gang, tredie. Saa er pludselig det hele i Gang. En Vildandrik afgiver en rap Kommando. Saa er Skuden i fuld Fart ledsaget af skrigende Maager. Nede over Engen udraaber en Rødbenklirre (er det vist) sin Lykke ved, at atter i Aar gaar dens Regnestykke op, at „3 Gange 7 er enogtyyyve“; i Plantagen under os har Solsortens Fløjte pludselig faaet sin fulde Klang. Og i Himlen over os laaner Bekkasinen, som den plejer, et farende Sekund en Mundharpe hos hver Aftensky, den passerer. Rundt om os i Klitterne kaldte Agerhønsene til Sæde for Natten, og Viben – aah ja, alle de kendte kære Lyde brister ud af den lukkede Stilhed til mig. De er der virkelig igen engang, og jeg er her virkelig og faar Lov at høre dem endnu engang. Ingenting kan jeg skelne af de Toners Ophav for Taagen, som nu laaner Skær af den synkende Sol, jeg heller ikke kan se. Vidunderligt er det. Livet, der for faa Øjeblikke siden syntes mig gammelt og dødt og borte, er her igen i hele sin Fylde, jublende oplagt til nye Dyster, spillende af Forventning. Jeg ser det ikke, en gylden Taage skjuler det for mig, men Bud fra det naar ud til mig, og naar det sker engang, at den Taage letter, vil jeg forstaa, at jeg stod midt i det, og at Vaaren er ogsaa min.

Det var den Aften.

Saa kom der nye sure og blæsende Dage. Gækkene mødte, som de plejer, men uden Glæde, og da de var færdige, tog Anemonerne deres Vagt. Man gik ud og sagde skyldigt begejstret: „Se, nu er Anemonerne komne!“ og skuttede sig og krøb tilbage til Centralvarmen. Stæren kom og sad forfrossen paa en nøgen Gren og bandede hen for sig med hængende Vinger over den usalige Fordom i Blodet, denne for en fri Fugl uværdige Traditionstrældom, at den absolut skal tilbringe hver Sommer i dette Land, hvor der netop ingen Sommer er. Og naar Blishønsene i Søen ikke kunde styre deres Livslyst længere, men slap den lige ud i Foraarskulden i henrykte og umelodiske Skrig, gøs det i Musikanten i Træet, og han drejede Hovedet og vrængede efter dem.

En stivnakket hundekold Østen blev ved at husere, skønt Almanakken bar frem mod Maj med maalbevidste Skridt. De stakkels Træer i Haven stod og vidste ikke deres levende Raad. Som unge Piger den første Badedag stikker saa den ene Fod frem, tilbage med den igen og saa den anden, saadan stod mine unge Bøge under den isnende Himmel. Og jeg nikkede til dem i Forbifarten: „Lad være, lad endelig være, I kommer bare til bitterlig at fortryde det!“ Og de lod være, og Vinden blev ved med at piske Søen til Skum og holde Himlen vranten og fjendtlig, saa det til sidst næsten ikke var til at finde sig i det. At man dog heller aldrig bliver klogere! Saadan er jo nu engang det danske Klima. At man hin Aften ved Havet atter engang kunde lade sig tage ved Næsen af Foraaret. „Livet i al sin Fylde“ – jo, mange Tak. Det duer ikke til andet end til at koge sig en køn Kop Forventningste paa. Naar Forventningerne skal indfries, hvad saa? I Stedet for „Ih, du milde!“ hedder det: „Kom Camille!“ Hug Bøgene til Pindebrænde, det er bedst for baade dem og os. Misundelsesværdige Lærker, der ogsaa lod jer snyde af Foraaret og kom og blev kvalt under Sneen. Det er saamænd bedre engang for alle at faa Ende paa Skuffelserne under Vinterens hvide Naade.

Hvad ser jeg saa en Morgen, det er allermest blæsende koldt?

At en lille impertinent Frk. Bøg i Morges har smidt den brune uldne Kjole – flaaet den af sig, den ligger i Stumper omkring hende – og staar nu skælvende i sin Smule lysegrønne Badedragt. Og Søstrene kigger forargede paa hende og – er ved at gøre som hun. Og hvad sker saa? At Solen bliver saa imponeret, at den op ad Dag tager sig sammen til at rive Magten fra Vinden. Den Bøg maa være en Højskolepige og have hørt om et Foredrag af Morten Pontoppidan; det hed „Udefra – indad“, og handlede om, at du skal tvinge dig selv til at være glad og frisksindet, saa bliver du det efterhaanden; akkurat som man spæder en Post.

Og i Dag svømmer Bøgene da i Himlens blaa Hav. Birkene er ved at gøre Selskab, og Græsset rækker sig for rigtigt at se, hvordan de store bærer sig ad. Fuglekonger og Gulspurve og Musvitter og Finker farer ud og ind mellem gal Elskov og omsigtsfuld Huslighed. Myg og Fluer og Bier sætter Sommerens Melodi paa Tilværelsen, det lyder, som om selve Luften nynnede af Lykke. Ude i Søen bygger Blishønsene Rede og skændes af lutter Velvære; Lappedykkeren spejler sig i det klare Vand og prøver at bilde sin Kone ind, han har Svanehals, men hun ler bare ad ham og siger, den ligner en Hugorm. Inde ved Bredden staar Storken paa en Sokkel af det pure Engkabbelejeguld, og oppe paa Toften lyner Stæren med sine Regnbuestænk, som var den besat med Duggdraaber, og raaber, saa snart den ser mig: „Kan du se, jeg har Ret i, hvad jeg under alle Omskiftelser altid har holdt fast paa, at ingen Sommer er dejlig som Danmarks?“

KAJ MUNK.