Smaanyt fra Verdensteatrene

Smaanyt fra Verdensteatrene

Af Kaj Munk

Forfatteren, Pastor Kaj Munk har sendt os et Rejsebrev om forskelligt Nyt fra Verdensteatrene.

Man kommer til London Søndag Aften saa betids, at man kan naa at se et Skuespil. Man kikker efter i sin Fører og stejler af Sted til et Teater og – finder det lukket. Nu – som alle Skomagerne i Rom boede i Sandalmagernes Gade, saaledes ligger alle londonske Teatre samlede i eet Kvarter. Altsaa er der nær til det næste. Ogsaa lukket. Det tredie. Ogsaa lukket. I Sandhed det maa være Krisetider for Scenens Folk i denne By. Da gaar det op for Een, at det jo er Henry VIII's Land, man er kommet til. For ikke at risikere at lægge sig ud med Himlen holder man naturligvis Teatrene lukkede om Søndagen; derimod synes man at have taget Risikoen for Biografernes Vedkommende. Meget konsekvent. „Kom Hviledagen i Hu, at du holder den hellig.“ kan vel ikke udstrækkes til at være et Bud, der tillige gælder for Billeder, selvom de saa ogsaa er levende.

Om Mandagen viser det sig, at Teatrene var aabne, i hvert Fald de fleste af dem, men mange er stadig lukkede, virkelig paa grund af Krisen. Og det, der spilles i de aabnede – lad os haabe, at ogsaa det er krisepræget og ikke et Billede af ordinære Tilstande. Balletoperetter, et Masseopbud af unge Piger, der kvidrer og danser – bevares, dydigt paaklædte – og med Ansigter, hvis Udtryk ubehageligt minder om H.C. Andersens Sofapuder, der var nydelige og dumme. Saa hellere ind i en Varieté, den giver sig ikke ud for mere end den er. Og løjerligt nok, derinde faar man en Oplevelse ved at bivaane Forestillingen, ikke blot ved det, der sker paa Scenen, men fuldt saa meget ved at sidde midt i et engelsk Varietépublikum – man faar et Tilløb til en Forklaring paa det Fænomen, der hedder William Shakespeare.

To rødnæsede Klovner, der hasper Vittigheder af sig. Mørke. Bifald. Lys. En Visesangerske. Mørke. Bifald. Lys. Trapezkunstnere. Mørke. Bifald. Lys. En Sketch: en gammel Bonde, stiv og haard af Sind, ligger for Døden, med mange Vredesudbrud mod sin Livsfjende Naboen, hvis Duer altid gik i hans Korn. Han kikker ud ad Vinduet; jo saa min Salighed! Duerne er der igen. Han kommanderer med sin sidste Kraft Konen ud efter Bøssen – og hvem tør nægte en døende det sidste Ønske? – og skyder ud gennem Ruden, beordrer atter Konen ud og dør med Fred, da hun vender tilbage med den dræbte Due i Haanden. Mørke. Stærkt Bifald. Lys. En Barberbladsluger. Mørke. Bifald. Lys. En Sketch om en utro Ægtemand, der er uheldig. Mørke. Voldsomt Bifald o.s.v.

Det kan man da kalde Shakespeare, ikke sandt? Den brogede Rækkefølge af hurtigt skiftende Billeder. Ligkisten paa Scenen midt imellem de groveste Løjer. NB med Krav om, at den skal tages alvorligt. Var Shakespeare slet ikke saa stor og idéfræk en Digter, som vi læser i Skolen? Var han bare en smart Teaterdirektør, der havde regnet Fidusen ud, hvordan hans Publikum i merry old England vilde havde det, og hvem Vorherre saa havde flottet sig med at tildele et overdaadigt Digtersind ved Siden af?

Ja, hvor stor var Shakespeare? Han var ikke tidsbestemt, men for alle Tider, skrev de om ham ved hans Død. Er han nu ogsaa for vor? Vi stakkels moderne Mennesker, der aldrig ved os i Sikkerhed for oprørske Tanker – kan det ikke ske os, at selv hans Navn slumper vort Hjerte til i et ubevogtet Øjeblik at drage i Tvivl? Naar end ikke Peggy Ashcroft med sit søde Ansigt og sin af sødmefuld Spænding dirrende Ryg kan ude paa Old Vic faa os til med Hjertebanken at følge Julia i alle de – undskyld – forskruede Situationer, Varietédigteren Shakespeare hvirvler hende ind i under Tragediens Forløb, kan det saa skyldes andet end, at William alligevel ikke staar paa Højde med sit Verdensry?

Denne Historie holder sig, lige til man kommer til Tyskland og ser Volksbühne spille Viel Lärm und Nichts. Ja, Forfatteren har ganske Ret; det er ubestrideligt om Nichts, at dette Stykke handler; og det er ogsaa rigtigt, at det er rigt paa Lärm. Hvilken Direktør maa nu vilde antage dette Skuespil, hvis der ikke fulgte Visitkort med? En evig Skygge bliver det over Shakespeares Navn, at han saa godt som aldrig kunde finde paa en ordentlig Handling. Og hans Morsomheder paa Tryk er ulidelige, baade Vitser og Paafund. Men i en stærk Instruktørs Hænder, under besatte Skuespilleres Vingefang – hvad er det saa ikke for Muligheder, der ligger gemt i Puppen! Det gør mig ondt, Frk Ashcroft, men Deres Dejlighed til Trods blev det dog Deres Kollega, Grethe Mosheim, der igen engang tyssede paa mig: „Hys! hys saa sagte! Ikke kimse ad W.S.“

Men det var London, vi alt for hurtigt kom fra. Der maa jo da her i Verdens Hovedstad gaa noget, der er værd at se. Hvor skal vi søge det? Skal vi spørge Dramatikeren Christian Jul, hvis flinke Skuespil Valkyrie paa Stærekassen bragte en frisk Hilsen ude fra Værkstederne og Klodens nye Beherskere, Mekanikkens Folk. „Der skal gaa et Stykke om Homosexualisme“, siger han. Virkelig? I England! Lad os da gaa hen og se Mordaunt Shairps The Green Bay Tree. Og sikke saa et Teaterstykke. Intet redeligt Forsøg paa at gaa i Dybden for at undersøge og forstaa. Ej heller nogen lidenskabelig Afsky og Vilje til at dømme. Tingen bare lige antydet og saa et billigt motiveret og ligegyldigt og melodramatisk Revolverskud. Nej, lad os saa hellere se efter i Teatertidsskrifterne; hvad anbefaler de? Jo, min Sandten, staar her ikke, at Troen paa det engelske Teater er genopbygget i denne Vinter af en Dame, der har skrevet et historisk Skuespil. Altsaa hen at se Gordon Daviots: Richard of Bordeaux.

Og saa præsenteres man for en Række løsrevne Billeder af det 14. Aarhundredes engelske Historie – uden Idé, uden synderlig Sammenhæng, uden levende Personskildring, bare med et smukt, stilfærdigt og usentimentalt Slutspil af en af Stjernerne paa Londons Skuespillerhimmel.

Samtidig hermed spilles hjemme i København bl.a. følgende Stykker: Kejser af Amerika, Kaptajnen fra Köpenick, Folkene paa Dangaarden, Osakrak, Kongeligt Blod, Før Solnedgang. Jeg gaar i London og er stolt af mit Land. For et Par Aar siden var, om jeg mindes ret, en af de skarpeste londonske Kritikere i København og gav efter et Par Afteners flygtige Visitter samtlige Teatre det glatte Lag. Nu forstaar jeg Grunden. Det hele er forekommet ham saa fremmedartet; Manden havde sikkert aldrig været ude for god Komedie før.

Paris – nej, det er ikke til at holde ud. Tradition, Tradition, Tradition – det hele bar Tradition. Odéon spiller Napoleon. Denne opstyltede og skøntalende Figur skal være Lovenes og Slagenes lyslevende Menneske, den Tids Dagens Mand. Alene at høre ham sige Godaften er til at miste Forstanden over: „bong swaaaaaar.“

Men Berlin vil ikke skuffe, det ved man da. Har den ikke andet, saa har den i hvert Fald en Reinhardt – Forestilling: paa Deutsches Teater har Reinhardt sat v. Hofmansthal Das grosse Weltteater op. Og er da ogsaa baade viist og skønt og sammenstemt og hvad andet godt De vil. Her ses gamle Moder Jord med sin Hofnar og en Etage over hende de herlige og mægtige Engle, og Guds Røst høres derudefra, hvor Publikum sidder, men selv ses han ikke, kun Lyset fra hans Stol vælder ud over Englene. Og der kommer Døden, og der kommer Djævelen, og nu bliver Jordens Befolkning til, for at den store Forfatters Stykke kan spilles: Kongen og Skønheden og Betleren og Visdommen og den Rige. Og Reinhardt har sørget for, at Englene har baade Aasyner og Fremtræden og Stemmer, som det sømmer sig Engle, og Menneskene ser ud, som de skal, hver i sit Rollefag, og de siger en Hoben dybsindige Vers. Det er saa rigtigt og godt alt sammen. Og pludselig griber man sig i at sidde og tænke, at alle disse ophøjede Revuer er jo egentlig Forræderi mod selve Skuespillet, der forlanger Liv og Individer og Handling og Menneskehellighed. Og sørgmodig aner man, at det vistnok skyldes Træthed hos selve Scenens Mester, naar han vender sig fra det nøgne Skuespil til Arrangering af Grupper og Tableauer.

Man overkrybes af den samme modvillige og modløse Fornemmelse ved at udsætte sig for II Del af Faust paa Schauspielhaus. Der er ingen Tvivl om, at Goethes Storværk er et genialt Stykke Arbejde, og bør heller ingen være om, at det er et genialt Misgreb at præsentere det paa et Teater. Selv om Ormen og Løven begge er af Kongeslægt, falder det alligevel ud til Mesalliance og pervers Ulykke, hvis man prøver at formæle dem.

Dette gælder i høj Grad om Faust I Del, der altid er en yderst trættende Redelighed at overvære (og tilmed noget meningsløst Torsoværk i den Tilrettelægning, hvori det sædvanlig serveres), og dog i en endnuhøjere Grad om II Del, der burde være forbeholdt Doktorander, selv om den maaske kunde gøres setaalelig men saa da kun af en klog og skruppelløs og utaalmodig Filminstruktør.

Sandheden er dog den, at en Teaterforestilling højst maa vare en 3 Timer; der er sandfærdig ikke Tid til at være dybsindig. I Faust bombarderes man med Nødder, der er saa haarde at knække, at en enkelt kan tage hele Forestillingens Tid. Hvad er der andet for en arm Tilskuer at gøre end at miste Bevidstheden inden for det første Kvarter?

Teater in der Königgsätzenstrasse eller Stresemanstrasse eller Goebbelstrasse eller hvad det er, den hedder nu, bruger Bassermann til at spille Sagfører i Max Alsbergs Konflikt. Stykket handler om en Mor, der skyder sin Mand for at redde sin Søn, men kun synes at opnaa, at hun af Sønnen betragtes som Morderske. Forfatteren oplyser selv i Programmet, at det skildrer den evige konflikt mellem Pligt og Skæbne, kun Skade, at det er Konflikten og ikke Stykket, der har med Evigheden at gøre. Udførelsen er tysk Scenekunst værdig.

Krigsstykkerne findes frem igen. Schauspielhaus spiller Die endlose Strasse, et Frontstykke; underligt, at disse 4 Akter, der foregaar midt i Verdenshistoriens største og vildeste Handling, selv er blottet for Handling. Meningen er at give 4 Billeder – for min Skyld gerne det sidste danske Kritikerpaafund: Panoptikonindtryk fra Livet i Skyttegravene. Det er dog vist skrevet for at skildre Krigens Djævelskhed, men i den nu indførte Helletid kan det med lidt Velvilje drejes om til at forstaas som en Hyldest til den ukendte Soldats jævne Heltemod, Udholdenhed, Kammeratskab. Mest bemærkelsesværdigt var ogsaa her Publikummet; da de 18-aarige paa Scenen kom til at klapre med Tænderne ved første Gang at høre Kanontordenen morede denne Fejghed Heltedamerne i Parkettet.

Interessantest syntes mig Die Mameschlacht paa Theatre am Nollendorfplatz. Her er da noget, Befolkningen i Hitleria kan forstaa: i livfulde, spændende, bevægede Optrin, snart i det tyske Generalstabskvarter, snart hos Poincaré i Paris, snart ved Fronten ved Marne, viser Paul Joseph Cremers os, hvordan en ulykkelig Biomstændighed, at Moltke ikke var rask, spillede Tyskland Verdenskrigens sikre Sejr af Hænde. Men Stykket er mere end et overmodigt, nazistisk, tysklandbekræftende Kampindlæg; det er kunstnerisk set et velsignet frækt Arbejde: Folk, der lever i bedste Velgaaende den Dag i Dag, trækkes ved Haarene op paa Scenen for at gøre Regnskab for deres historiske Gerninger. Og det fortæller os om vor egen Tid, direkte uden Undseelse, uden Frygt og Forstillelse, uden at camouflere bag fortidige Gevanter. Hvorfor har vi ikke herhjemme et ungt uregerligt Talent, der kan sætte Stauning og Steincke og en Arbejdsløs op paa Stærekassen sammen?

Hvad viser saa Verdensteatrene i det store og hele? Dødvande. Og hvorfor? Aah, maaske fordi det virkelige Liv, das grosse Welttheater lægger Beslag paa alle Kræfter i de voldsomme, farvefunklende og toneskrattende Optrin, det daglig fører os for Øje. Jeg kan ikke naa at skrive denne Artikel til Ende, inden de Stykker, det spillede, da jeg begyndte, er sluttede, og nye i fuld Gang: Banklukning i New York, Oprør i Grækenland, Jordskælv i Japan, Krig i Kina. Paa Intimteatrene: Einstein landflygtig, Reinhardt fordrevet, Rotterne myrdet; Hitler sparker efter Jøderne, der som sædvanlig dukker sig og lister ud i Kulisserne og sætter sig stille paa Pengesækkene – og Marken bliver bleg og faar Kvalme. Selv i København opføres en Groteske: en dansk Forening tager mod en henstilling fra en fremmed Magt, lige lidet rimelig for Foreningen som for Gesandten. Og igen derude paa de store Verdensteatre: 5 Dages Ugen i Amerika, et af Kulturens Sejrsmærker, Luftskibet, druknet som en Kattekilling, Verdensbjerget overfløjet af Mennesker. Norge flytter ud, Frederiks den Store flytter ind – mine Herrer Dramatikere, savner De Stof til Deres smaa Komedier, saa se hen til den store Overshakespeare paa Verdensvarieteén.

Kaj Munk.