- KMF Journalistik ID:
- J291141-BET
- Forfatter:
- Kaj Munk
- Trykkedato:
- 29. november 1941
- Kommentar:
- Optrykt i „Saa fast en Borg“ 73-75.
- KMF nummer (lokaliseringsreference til Kaj Munk Forskningscentrets arkiv):
- 1941-11-29
Kristendom og Tolerance
Et Svar til Studenterforeningens ledende Senior, Professor Brøndsted
DEN ledende Senior af den Forening, hvor jeg har den Ære at være Æreskunstner, har forleden Aften grebet en Lejlighed, som ikke forelaa, til at demonstrere sin komplette Mangel paa Begreb om, hvad Kristendom er. Efter de Referater, der er naaet til min Kundskab, har Professoren opfordret de Religiøse til Tolerance. Jeg tænker, at der med de Religiøse tænkes paa de Kristne; selve Begrebet de Religiøse er et Kunstbegreb, som ingen Steder hører hjemme undtagen i en daarlig Filosofi. Hvad de Religiøse er for nogen, er det ganske umuligt at fastslaa. Men de Kristne er Folk af Kristendom. Og hvis man forlanger af Kristendommen, at den skal optræde med Tolerance, saa forlanger man, at den skal afskaffe sig selv.
Disse Ord betyder ikke, at vi Kristne gaar rundt i en ulmende Fordømmelse af alle andre, længes efter at bringe dem paa Kætterbaal og døller vor Længsel med, at de i hvert Fald vil havne i et evigt Helvede. Livet er forunderligt mangefold. De Mennesker, der er mest forskellige fra En selv, kan være dem, man holder allermest af. Og man kan være en udmærket Kristen med lutter hedenske Forestillinger. Ja, man kan bande paa, at man ikke har Gnist med den Herre Kristus at gøre og tro det selv og endda være en fuldblods Kristen, mens den, der er sikker paa at have sit Pas til Paradiset i blaastemplet Orden, faar nægtet Indrejsetilladelse ved Grænsen. Med stor Opbyggelse drager vi os ikke sjældent Chestertons flintrende Ord om Bernard Shaw i Hu: „Alt ved dén Mand er forkert, undtagen Manden selv.“
Den kristne Intolerance bestaar i en dødelig Foragt for Kompromis'et. Kristendommen har en Gang for alle vendt Ryg til alle Muligheder for Menneskets Selvtilstrækkelighed og Selvhjulpethed. Den respekterer Overhovedet ikke, hvad Mennesket præsterer af sig selv. Om det saa starter som forløben Korsikaner og ender som Kejser af Frankrig, er den aldeles uimponeret, og naar denne Selvhjulpne ved sine Sukcessers Slutsten staar og fumler med Giftflasken, nikker Kristendommen bare: Det har jeg vidst hele Tiden. For Kristentroen er der ikke Mening i Livet, er der overhovedet ikke Liv uden det Ord Gud. Af ham er vi, og til ham er vi, og uden ham er vi kun Afmagt og Oprør.
Vor Professor fra i Lørdags Aftes vil have erstattet Religionen i et Folk med Mod, Karakter og Frygtløshed. For det første: Hvor skal de komme fra? Skal den Holdningsløse pludselig hokuspokusfiliokus præstere Karakter? Kan den Nervøse kommandere sig til at være en Helt? Nej, Hr. Videnskabsmand, den er vist ikke mulig i Deres Verden, hvis De tænker Dem om. Skal vi til at have Mirakler, kan vi ikke klare os med mindre end en Gud til at gøre dem. Og for det andet: Hvad vil De egentlig med saadanne risikable Ting som Mod og Karakter? Det er skam meget farlige Nyanskaffelser. Den Karakterløse, der svinger fra +a i Gaar til det ÷a, der i Dag er blevet Mode, det er ham, det gaar vel her i Verden. Den Modige han ender i Giftfængselet i Athen og paa Hovedskalstedet uden for Jerusalem. „Min Herre,“ svarer vor Debattør forbitret, „jeg forlanger ikke Mod og Karakter, for at det skal betale sig.“ Aha, De forlanger dem altsaa blot for Ærens Skyld, for Idealets Skyld, for deres egen Skyld. Det er med andre Ord for Dem hellige Begreber. Nuvel, men det hellige er det, vi Kristne kalder Gud.
Midt i et kristent Land staar Lederen af selve Studenternes Forening op og gør sig til af, at han er ureligiøs, og søger som saadan Samarbejde med de Religiøse. Kom, sagde Vandkanden til Tændstikæsken, lad os to hjælpes med at tænde op i Komfuret. Hvad er den Ureligiøse om ikke en, der betragter Troen som Galskab. Naar jeg løfter mine Hænder i Bøn til Gud for mit Land, saa staar denne Professor ved Siden af mig og tænker: Ak, sikke Narrestreger. Naar det just er min Gudsbevidsthed, der tvinger mig til Kamp for mit Folk, saa er det for disse moderne Hjerner kun et Bedrag. Naar jeg siger til de to Unge, der har faaet hinanden foran Alteret: „Jert Ægteskab er ikke blot en Kontrakt, men en hellig Pagt,“ saa er det bare words, words, words. Naar den unge Mor knæler ved sit Barns Seng og lærer det Aftenbønnen, saa forkludrer hun bare Barnet og dets Fremtid. Selv Haabet, Kristus har hvælvet over Gravene, vil disse Vantro slaa os af Hænde. For dem hviler Alfonsen og Martyren i den samme Udslettelse; der er ikke Dom over Livet, der er ikke Retfærdighed, der er ikke Sejr over nogen Død.
Og mellem os og dem skulde der leve Tolerance! Aldrig. Krig, Krig, Krig, til vi sammen styrter i Graven – og hviler – og Vorherre kalder os paa den yderste Dag, og vi rejser os sammen, og han smiler: „Se, I kloge, se, hvor de dumme – lykkeligt for jer alle – fik Ret!“
Professor Brøndsted rejste sig og protesterede, da han hørte noget, som traadte hans Sandhedsfølelse for nær. Derved viste han sig som en god Lutheraner. Men det, han sagde, var ukristelig Snak. Kun da han talte om Mod, kom han til at røbe, at ogsaa han er Søn af et kristent Folk. Men det er af den afkristnede Del af det, hvis han tror, at Mod er et ureligiøst Begreb.
Kære Studenter, I maa selv vælge til Senior, hvem I vil. Men I maa aldrig glemme, at blandt alle de Ørne, der spreder Vinger ud over Jorden, har I valgt den at tjene, der skuer mod det himmelske Lys.