Præstens Gerning i Dag

Præstens Gerning i Dag.

Af Kaj Munk

Der er fortalt mig noget i Retning af, at da Dyrkelsen af Napoleon stod paa sit højeste, blev i en lille Kirke i Frankrig det første Ord i et Skriftsted paa Alteret overmalet, saa Sætningen kom til at lyde: »Napoleon er i Gaar og i Dag den samme og til evig Tid.«

Lad gaa. Det var ikke den bare Løgn. Napoleon var virkelig under alle Forhold den samme, nemlig Upaalideligheden selv. Det ene Aar var han Republikaner, det næste Kejser, den ene Dag var han den katolske Kirkes Fjende, den anden lavede han Konkordater med Paven, snart var han Hjerteven med Zaren, og saa var han Zarens Dødsfjende. Jo, jo, om Napoleon vidste man, hvor man havde ham, nemlig det modsatte Sted af i Gaar.

Men fraset denne Indrømmelse holder vi jo nok saa meget af Skriftordet i dets oprindelige Affattelse. Kristus er i Gaar og i Dag den samme og til evig Tid. Som Herren er, saa følge hans Svend! Præstens Gerning i Dag – hvorfor i Dag? Han skal prædike Evangeliet, døbe og tage til Alters som for et Aartusinder siden og om et Aartusinder igen. Præstens Gerning er i Gaar og i Dag den samme og saalænge Jorden staar.

Men den staar for Resten ikke. Ustandselig er den i Sving. Og saa sandt Evangeliet repræsenterer Guds Forhold til Jorden, er heller ikke Gudsordet en størknet og livløs Masse. Evangeliet gaar ikke med Paraply i Solskin; det beskyder ikke Panservogne med Pile. Evangeliets Indhold er af Evighed og derfor det samme; men dér, hvor det rammer Jorden, vil denne Evighed for at opnaa Virkning bestandig findes i Tidens Form. Man taler om Faren for at gøre Evangeliet urent. Javel. Men den farligste Form for Urenhed er Død. Det er Præstens hæftigste Opgave at bære det levende Evangelium levende frem. Det lyder saa ligetil. Men er det det? I Evangeliets ydre Fremtrædeform blandt os er der meget, der vil henlede Tanken paa Musæum. Kirkebygningens Ælde, Gudstjenesteformens Stagnation, Præstens Uniform, der er stivnet Borgerdragt fra Sejstenhundredogrosenkaal, Sprogets Fjernhed, alt det kan friste travle Nutidsmennesker til at haste forbi med en utaalmodig Affejelse: Fortid. Des mere maa Præsten dygtiggøres og dygtiggøre sig til at bruge det Instrument af i Dag, der er betroet ham i Ordet, det levende Dansk. Det er utvivlsomt noget af et Forræderi mod Guds Ord, at Uddannelsen af vore Præster lægger den afgørende Vægt paa fjerne Aarhundreder og kun overfladisk, skyndsomt og en Smule irriteret spørger efter i Dag og i Morgen. Den Præst, der bliver stikkende i sit Studiums Hængedynd, kommer aldrig til at gøre synderlig Gavn for Guds Rige. Det er ulykkeligt, hvis Læger lader sig nøje med de Kundskaber, de fik tilegnet sig i Studietiden – hvis de ikke, som man siger: følger med. Det er langt ulykkeligere, hvis Præster lader sig nøje med deres Ungdoms Kundskaber. Mens Lægens er af stor Betydning for hans senere Virksomhed, er Præstens forholdsvis uvedkommende for hans. Og mens Kroppene er indrettede paa Samlebaand, er Sjælene, der er Præstens Virkefelt, af en Forskel, der kun kan betegnes ved et liggende Ottetal.

Præstens egentlige Studietid bør begynde, naar han er færdig med Studentertiden, og ende i hvert Fald ikke før med Døden. Maaske gik hans Ungdom med at spørge efter: Hvordan er Gud? Lad ham derpaa spørge: hvordan er Mennesket, et Spørgsmaal ikke mindre vigtigt end det første for den, der skal bringe de to Parter paa Talefod. Psykologi, Filosofi, Politik, Litteratur er derfor langt vigtigere Fag for Præsten end Pasning af hans Have. Men hans vigtigste Fag er (næst Omgangen med Gud) Omgangen med Mennesker, altsaa ikke Kolleger og for Resten saa lidt som muligt troende Mennesker, helst Mennesker i deres brogede Mangfoldighed: Grisehandlere, Højskolelærere, Backfische, Kontorchefer og Refrænsangere. Hvad Jesus angaar, da havde han øjensynlig mest ud af Omgang med den folkelige Portion. Maaske fordi Livets Kilde springer mest uhæmmet, mest uforfalsket dær. Det er et uhyggeligt Fænomen, naar Kirken bliver en Frimureraffære for en Indercirkel. Det er groft Degenerationstegn, naar Menigheden vil befrugtes ved Selvbestøvning.

Usæl den Præst, der murer sig inde af Angst for ude blandt Folk at løbe paa andre Meninger end sine egne. Naturligvis kan Vankundighed og Modstand (især det første) stikke en gejstlig Mand som en Pileodd i Hjertet. Oftest er de Pilestik sunde. I hvert Fald skylder man den Herre, man tjener, at vide Besked med de Folk, han har sat En til at tjene sig blandt. Saa er der Præster, der holdes hjemme, af Muligheden for en sort Samvittighed over, at de ikke fik vidnet; de føler det som en bister Pligt, at de overalt og til enhver Tid skal slaa et Slag for Jesus. Jo, men hvem siger, det gøres bedst med Direkteri? For Resten kan det være et Hovmod altid at optræde som bedrevidende. Det kan være vor Tur at tie stille og lære noget. Det er en Lykke for os protestantiske Præster, at vi ikke til Hverdags er paatvunget Uniformen. Vi har virkelig Chancen for at færdes som Mennesker blandt Mennesker. Ejheller stiller en Læge sig op i et Selskab, fixerer de enkelte skarpt og begynder en Tale mod Ligtorne, Hængevomme og daarlig Aande. Ogsaa vi maa engang imellem have Lov at være sammen med vore Medborgere paa lige Plan.

Men hvad vi erfarer i Verden, maa vi drage til Nytte i Guds Rige. Naar vi gaar ind i vort Lønkammer Lørdag Eftermiddag (og helst før), maa vi medbringe hele vor Menighed, især dens verdslige Part, og naar vi slaar op paa Søndagens Text, maa vi spørge ikke blot, hvad den siger, og ikke blot, hvad den siger mig, men først og sidst, hvad den siger dem.

Ogsaa i Norge faldt den 9. April 1940 paa en Tirsdag. Søndagen derefter hørte jeg en Prædiken i Oslo [der menes formentlig, at Kaj Munk høret prædikenen fra Oslo i norsk radio, måske over langbølge. red.] af en gammel norsk Præst. Jeg tænkte: Hvad vil nu Manden sige?, og jeg lyttede med aandeløs Spænding og modtog den Oplysning, at Jesus Kristus har lidt Forsoningsdøden for dine og mine Synder, og at det er et Menneskes eneste Frelse at tro paa det. Det har han ganske sikkert, og det er utvivlsomt rigtigt. Er det mig, der er en forstokket, fordi jeg syntes, jeg oplevede et Goddag Mand Øxeskaft.

Mennesker gaar uden for Kirkemurene med deres tusinde Spørgsmaal. Hvorfor kommer de ikke ind? Af mange Grunde. Ingen skal bilde mig ind, at ikke en af de væsentligste er denne: fordi vi Præster staar derinde og siger Øxeskaft.

Hvor længes man efter de gamle rasende Missionsfolk. Det var Løgn, det, de prædikede, javel, men Sandhedens Liv var i det. Hvad nytter det med den Sandhed, der er friseret ihjel.

Nu er vi naaet til Spalte 3 i Artiklen og skal altsaa til at sige det modsatte af, hvad vi sagde i Spalte 2. Det, vore Præster mangler, er nemlig Pokker ikke Psykologi og Litteratur. Det er det hellige Raseri. Det er det Raseri, der kommer af at kende Gud og kende Menneskene.

Spørg nu ikke om, hvor meget helligt Raseri, der kan præsteres for 3780 Kr. om Aaret plus de forskellige Tillæg. Vi er Embedsmænd og Familieforsørgere og rundne af Menighedsrødder og alt andet tamt. Men desforuden staar vi i den evige Guds Tempel og lever paa det Paradox, at foruden at være bundet til alt det andet er vi bundet alene til Ham.

Vi staar i den evige Guds Tempel. Hans Aande svider vort Ansigt. Alle andre er forpligtet af tusinde Hensyn til Dit og til Dat, vi, vi alene er forpligtet alene af Sandheden.

Naar Løgnen glammer over Jorden, hvem skulde saa raabe Nej, om ikke vi? Naar der skriges paa Sejr og paa Herredom, svarer vi: Livets Mening bestaar i at tjene. Naar Mord og Brand slippes løs over Folkene, er det vor Sag i Guds Kærligheds Navn at forbande, saa sandt vi ved, hvad der er Djævelens Værk.

Og naar Spilleren skifter Farve, – naar Fejgheden udnævner til højt, hvad den svor paa i Gaar var lavt, da er det Kirkens Sag at huske paa, at dens Tegn er Duen, Lammet, Løven, Fisken, men aldrig Kamællonen.

Men dernæst maa vi jo ikke over det store glemme det smaa, ikke over Stalin glemme Peter Sørensen, ikke over det, der presser paa særligt nu, glemme det evigt aktuelle, ikke over det ydre glemme det indre. –

Ingen kan tjene to Herrer. Og dog er just denne Situation vor. Vi Præster hersteds har givet to Konger vor Ed: Kristus og Kong Christian.

Er det da muligt? Ja. Hvordan det? Fordi vi tror, at den ene af disse Konger tjener den anden, at Kristus tjener Kong Christian.

At Sandheden baader vort Fædreland bedst.

Hvad er saa Præstens Gerning i Dag?

Skal jeg svare: Tro, Haab og Kærlighed.

Det lader sig høre. Men jeg vil hellere svare Mod.

Nej, det er ikke udæskende nok endnu til at være den fulde Sandhed.

Mine Herrer Embedsbrødre, vor Gerning i Dag er Uforsigtighed.

Kaj Munk.