Evangeliet og den danske Folkekarakter

Evangeliet og den danske Folkekarakter

x + y =   

Provst Nordentoft siger, at jeg skal skrive ham en Artikel om Evangeliet og den danske Folkekarakter. Han har nogle Gange vist, at han ikke er bange for at vove Trøjen, naar Sandheden er i Fare; det er saadanne Folk, man ikke kan give et Nej. Paa den anden Side er det heller ikke rart at sige ja. Juleartikler skal skrives, naar Træerne grønnes, og Mejserne synger allermest henførende. Det er der en, der gør i denne Morgenstund i Maj, lige uden for mit Vindue. Jeg vilde meget hellere tage nogen Stykker af mine Børn ved Haanden og gaa ud i Solskinnet og den kølige vestjydske Morgenluft og staa stille midt mellem hvide duggede Anemoner under Bøge, der er lige i Grønningen, og lytte til Mejsen. Det er een Ting. En anden er, at hvad kan jeg skrive om det opgivne Emne? For at løse denne Opgave kræves der dog vist, at man maa vide, hvad Evangeliet er, og hvordan den danske Folkekarakter er. Men jeg ved ingen af Delene. Er altsaa mest oplagt til at ræsonnere saalunde: Kan Provsten være bekendt at opgive (nemlig Emnet), kan Præsten ogsaa være bekendt at opgive (nemlig Opgaven).

For jeg ved ikke, hvad Evangeliet er. Og, hvad værre er, det skammer jeg mig ikke over. Nej, hvad endnu værre er: det er en af de faa Ting ved mig selv, jeg er temmelig tilfreds med. Evangeliet er nemlig noget inde i mig. Saa meget synes jeg, jeg ved. Og jeg afskyr at dissekere mig selv. Gnothi seauton, sagde cand. mag. Jensen, der var min Historielærer i Realklassen, at Sokrates sagde, og der er ikke her paa Jorden sagt elendigere Ord. Jeg gentager, der er ikke her paa Jorden sagt mere sjæleforvitrende Ord. Lære mig selv at kende! Hvad skulde man det for? Livet har alt for store Opgaver til, at man kan forsvare at spilde det paa at rode i den Smule Slambrønd, som hedder mig.

Lad os standse den alt for hurtigt løbende Pen og tænke over, hvad den skriver her! Mener vi dette? Kan vi staa ved det? Og hvordan lader det sig forlige, at Evangeliet er noget inden i mig, og jeg er bare en Slambrønd?

Jeg smider denne fordømte Fyldepen, som altid er saa klog og ved meget mere end jeg selv, jeg smider den paa Pulten og tager i Stedet min gode trofaste sindige Aare i Haanden og ror mig en Tur ud paa Vedersø Sø. Ind under Præstegaardsengen er Vandet dybt og Bunden boblende Dynd. Aakanden har allerede paa fine Stængler hævet sine skælvende grønne Blade op til at gynge paa Overfladen. Snart vil den blanke Nøkkerose vugge sin Herlighed over det mudrede Vand. Aha. Ja, det er rigtigt. Tak.

Evangeliet er noget i mig, men det er ikke noget af mig. Det er kommet andetsteds fra. Hvor jeg ved det fra? Ja, det ved jeg heller ikke. Men det er rigtigt alligevel. Vil Søbunden sige om Aakanden: »Den er lavet af mig, den er ene Mudder«? Maaske. Men saa er den meget langt ude at svømme.

Jeg ved ikke, hvad Evangeliet er, men jeg ved, at det er, og at jeg har med det at bestille. Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg holder af mine Børn. De koster mig en Masse Penge og volder mig en Hoben Besvær. Og naar de bliver store engang, og jeg bliver gammel – om den Dag skulde komme – – – Gudskelov der er opfundet Tankestreger til at erstatte Tankerne med! Alt det, der har med Kærligheden at gøre, Hjertets inderst inde, selve Livet, hvad ved vi Mennesker om det? Uden at det er der. Og at hvis det ikke var, saa var vi heller ikke. Var det Austin-Vognen, de i sin Tid reklamerede for, at her har De den Bil, der er større indvendig end udvendig? Evangeliet i mit Hjerte – der mødte jeg noget inde i mig, der er større end jeg selv. Hvad er da det? Hvad er Evangeliet? Tilgiv mig, hav Taalmodighed med mig! Naar Teologerne rykker mig, kan de jo nok tvinge mig til i Nervøsitet at haspe nogen Ord af mig. Saa siger jeg: Evangeliet er, at Ordet blev Kød, at Gud af Kærlighed til os Mennesker tog sig Menneskeskikkelse paa og gav sit Liv for vore Synder til vor Frelse; Evangeliet er, at Gud og Jorden ikke længer er Uvenner, for Jesus har forligt os med sit Blod; Evangeliet er Troen paa, at Kernen i denne Løgnens og Hadets og Mordets Verden er Sandhed, Kærlighed, evigt Liv; Evangeliet er Overbevisningen om, at Nattergalens Røst er stærkere end alle Kanoners; Evangeliet er, at vi har faaet Lov til at folde vore Hænder, det er egentlig alt. Og saadan kunde jeg blive ved. Og jo længere jeg blev ved, jo mindre havde jeg faaet sagt. For dengang Pompejus traadte ind i Jødernes Tempel, da saa han intet derinde. Han havde dog ventet et Gudebillede, en Trækasse, en eller anden ærværdig Oldrekvisit. Der var det absolutte ingenting. Han slog en skraldende Latter op. Barbarer! Idioter! Men da han gik ned ad Gaden – hvad skulde han nu pøse Petroleum paa og stikke Ild til? Hvad skulde han nu slæbe med i Triumf til Rom? Og pludselig krøb det frysende ned ad den tykke røde Nakke: »For det er dog vel aldrig mig, Gnæus Pompejus Magnus, der er Idiot og Barbar?«

Evangeliet er Jesus. Han, der tav over for Ypperstepræsterne, men talte til Vennerne. Det er Jesus, saadan som vi har ham i Kammeraternes Hjerter, i Mattæus's og Paulus's og Augustins og Broder Frandses og Innocents den Andens og Jakob Böhmes og Luthers og Grundtvigs og gamle Signe Berthelsens og Professor Geismars og Mors og mit eget. Hvordan er han kommen derind? Ved Ordet og ved Vandet og ved Vinen og Blodet og ved Vanen og ved Exemplet og hvad ved jeg ad hvilke aabenbare og lønlige Veje. Men Evangeliet er Jesus. Det er nok.

Og saa kommer vi til den anden ubekendte i Ligningen: den danske Folkekarakter. Hvordan er vi Danske?

Ja, spørg Gravlund. Saa faar vi at vide, at Bornholmerne er saadanne og Lollikerne saadanne og Falstringerne noget helt andet igen og Jyderne Ragout paa mange Maader o. s. v. Men der maa da være nogle fælles Karaktertræk? Spørg Klichéerne! De svarer med »det danske Grin« og »de magelige Bøgetræer«.

Men nu jeg, der hverken er Gravlund eller Kliché, hvad svarer jeg? Jeg svarer: lad mig gætte paa, at den typiske Dansker kan De fremstille ved at brænde en Legering af Stauning, I. C. Christensen, H. C. Andersen og Hamlet.

Det var slet ingen daarlig Blanding. Christensen vilde i den repræsentere det brede Folk, Andersen Underklassen, Hamlet Kongehuset og Stauning Overklassen. Denne ikke Gennemsnitsdansker, men Typedansker (det er noget helt andet) kunde vi kalde Anders H. Christaunsen, og ham var det altsaa, vi skulde konfrontere med Jesus. Hvordan staar de to til hinanden? hvordan kommer de ud af det sammen?

Jeg svarer ganske uforsagt: Resultatet bliver den danske Landsbykirke.

Anders H. Christaunsen er nemlig, hvad fremgaar af Navnet. Det begynder med Christ og ender paa -sen. Altsaa Kristen og Dansk. D. v. s. stryg det »og«. Han er dansk Kristen og kristen Dansk ɔ: han er Dansk paa kristen Façon, han er Kristen paa Dansk. Maaske vil her nogen ryste paa Hovedet og sige: Lad gaa med Christensen og Andersen og til Nød Hamlet. Men Stauning – kan han ikke nøjes med at have Fortjenstmedaillen i Guld? skal han nu ogsaa partout udnævnes til Kristen? Jeg svarer ærligt, at det er mig en Sorg, en Hjertesorg, at Stauning ikke gaar til Messe. Det er snart det eneste, hvori han ikke ligner Christian den Fjerde. Men jeg trøster mig med, at havde han levet fra 1588 til 1648, var han gaaet til Messe. Hans Hjerte er alt for varmt og – trofast mod »disse mine mindste«, som han svigter, til, at han kunde have ladet være med det.

Dèr ligger saa den danske Landsbykirke. Lidt bange er Bonden for den, for den skinner saa hvid. Der er noget ved dette hvide Lys, der maner. Ikke synde sig sort indvendig! ikke sove sig sort indvendig! Den ligger midt i Sognet og højt, alle kan se den, og vil vi ikke se, har den Stemme og kalder paa os. Jo, lidt bange er vi for den. Den er højtidelig. Den rummer Livets Gaade, og Dødens Gaade ligger for dens Fod. »Vi skal frygte og elske Gud«, begynder vor kære Martin Luther alle sine Forklaringer til de 10 Bud. Saa er det da paa sin Plads, at vi er lidt bange for den Kirke og har daarlig Samvittighed over for den. For vi elsker den jo ogsaa. Dérinde lyder de Ord, der har Magt mod baade Synd og Død, dér blev vort Navn første Gang skrevet og sendt med Rørpost helt op til Kontoret i Himlen til Indførelse i Livets Bog. Dér fik den unge Brud indviet sin største Højtidsdag af selve Kærlighedens Fader. Derfra skal vi stedes ind til den dybe Hvile engang. Den hvide Kirke ligger der og skinner mellem Menneskenes Kornvange og Vorherres vilde Blomster, og den skal ikke forsvinde fra Sognet Danmark, før det hvide Kors bliver slettet af Danskernes Flag.

Kaj Munk.